Jealous ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 17 sep. 2013
  • Status: Igang
Angelina rejser til Altanta, for at være sammen med sin bedsteven i sommerferien. Justin Bieber. Det er over 3 år siden de sidst har ses, men følelserne er stadig de samme. I hvert fald fra Angelinas side. Men spørgsmålet er, har Justin nogensinde følt på samme måde, og vil han nogensinde det? En masse jalousi er indblandet, da Justin bla. dater Selena Gomez.. Så Angelinas følelser er ikke så lige til..

96Likes
179Kommentarer
17010Visninger
AA

13. Springet

Jeg sad sammen med Selena i hoteliers reasurent, da Justin kom brasende. Han gik direkte hen mod mig, og ligefrem rev mig op og stå.
"Hvis skal tale sammen - nu!" Sagde han, og slæbte mig mod elevatoren.
"Men jeg er sulten!" Klagede jeg. Han gjorde bare sit greb om mig endnu hårdere, og trykkede på knappen til vores etage. "Hvad skal vi?" Spurgte jeg utilfreds, da jeg var vildt sulten.
"Tale"
Først nu fik jeg øje på bogen i hans højre hånd. Min dagbog. Chokeret og skrækslagen gloede jeg vredt på ham. For man kan ikke bare tage andres dagbog. Men hvad hvis, han havde læst i den? Det faldt mig ind, at det havde han nok gjordt. Han kendte min hemmelighed! Jeg kunne have besvimet i hvert sekund, men jeg prøvede virkelig at holde fokus. Da vi var på toppen, åbnede dørene sig, og Justin skubbede mig ud. 
"Se!" Udbrød jeg, og pegede mod venstre. Justin kiggede som en refleks, og var opmærksom to sekunder. Jeg rev mig fri, og løb til højre. Uden overhovedet at kigge mig tilbage, vidste jeg, at han var lige bag mig. Jeg drejede til venstre, og opdagede en trappe. Jeg skyndte mig op af den, og kunne høre Justin kalde mit navn. Trappen førte uheldigvis op til taget, og gjorde det umuligt at komme væk. Der var kun en vej væk, og det var ned. Jeg var måske sprunget, hvis Justin ikke havde grebet fat i mig i sidste sekund. Jeg prøvede at ryste ham af mig, men han holdte mig endnu tættere. Det fik mit hjerte til at dunke, og mine kinder blussede en smule, da jeg tænkte på, at han kendte min hemmelighed nu. Han løftede dagbogen op foran mit ansigt, og viftede med den.
"Kender du denne her?"
"Giv mig den!" Sagde jeg vredt, men han holdte den væk fra mig.
"Noget du vil sige?"
"Du har allerede læst det hele" mumlede jeg stadig vredt.
"Er det så sandt?" Spurgte han, og kiggede gennem borende på mig.
"Det meste.."
"Det meste? Som fx. du har været forelsket i mig, siden Gud ved hvornår?" Spurgte han hårdt.
"Også det, ja." Sagde jeg næsten lydløst.
"Hvorfor har du ikke fortalt det?" Sagde han, og lød vred.
"Ville det måske, have gjordt nogen forskel?"
"Det ved jeg ikke.. Måske, ja" svarede han en smule blidere.
"Hvad?" Spurgte jeg forbløffet.
"Det lige meget nu. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ikke kan være ærlig overfor mig." sagde han vredt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og satte mig på et stykke mur på taget. Justin dumpede ned ved siden af mig. Vi sad i stilhed, og kiggede udover Frankrigs tage. Man kunne lige skimte effielttårnet i horisonten. Pludselig mærkede jeg Justin's arm rundt om mig, men jeg sagde ikke noget. "Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre." sagde han trist. Jeg kunne godt forstå ham. Lige meget hvad han gjorde, ville han såre en af os. Jeg lænede mig en mod ham, og græd lydløst. Jeg håbede ikke, at han opdagede det. Det var uretfærdigt det hele. "Græder du?" spurgte han overrasket.

"Nej." hviskede jeg grådkvalt. Han trak mig endnu tættere, og vuggede mig egentlig bare i hans arme. "Du må nok hellere, gå ned til Selena.." sagde jeg efter et stykke tid. Han smilte en smule.

"Ja hun sidder sikkert dernede, og er ved at koge over." 

"Det ender måske med, at hun kommer herop." sagde jeg forsjov. Men man skal åbenbart ikke spørge med sådan nogen ting, for i det øjeblik jeg havde sagt det, kom hun vredt til syne nede fra trappen. Jeg kunne ikke tyde hendes ansigt, da hun så Justin og jeg. Men det var i hvert fald ikke godt. Justin fløj op.

"Det er ikke, som det ser ud til!" skyndte han sig at sige. Hun sendte ham et rasende blik.

"Nej det er sikkert meget meget værre!"

Jeg havde lyst til at forsvinde ned under taget, og skynde mig væk. Det her var virkelig ubehagligt. 

"Selena!" råbte han, da hun løb ned af trappen. Han sukkede, og fik hen mod gelænderet. Han kiggede ned. Jeg gik hen mod ham, og stilte mig ved siden af ham. Så tog jeg hans hånd, og kiggede på ham, for at se om det var okay. Han blev ved med at stirre ned i dybet, så jeg tog det som et Ja. 

"Måske skulle jeg bare hoppe?" sagde han nok mest til sig selv. Alligevel blev jeg vred på ham.

"Nu er du latterlig! Man kan ikke bare gemme sig fra problemerne. Tænk på dine Beliebers, din familie, Selena, tænk på mig." sagde jeg, og ignorerede tanken om, at jeg tideligere havde været ved at hoppe fra problemerne. 

"Du har ret." sagde han, og vendte sig mod mig. "Du har altid ret."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...