Et år

Cordelia Hemminfield har et år tilbage at leve i, så hun beslutter sig for at tage ud at se verdenen. Møder hun den store kærlighed inden det er forsent?

1Likes
2Kommentarer
283Visninger
AA

5. Kapitel 5

Maden blev spist til morsomme historier om det ældre ægtepar, der havde oplevet ikke så lidt igennem deres tid. Da maden var spist, gik Louis og Cordelia ud i den store stald, hvor Louis sagde, at hun blot skulle vælge hvilken hest hun ville ride på, så ville han med glæde hjælpe hende med at sadle op.

"Jeg har aldrig redet før, jeg har altid kun drømt om det." Indrømmede den, igen, generte Cordelia.

Hvad var der dog i vejen med hende? Det var anden gang hun blev genert, i selskab med  Louis? Hun havde jo kun lige mødt ham, der kunne ikke være følelser for ham allerede. Eller kunne der? Nej, det var helt udelukket. Hun hverken kunne, eller måtte falde for ham, hun ville ikke have nogen at efterlade, når hendes sygdom overtog hendes krop. Når den tog livet af hende, koldt og ufølsomt. Det var sådan det måtte være, der måtte ikke være nogen til at græde over hendes død. Ingen der måtte se en hård tid i møde, for at komme sig over tabet af hende.

"Vi tager det bare stille og roligt, vi kan jo altid sætte tempoet op, hvis de altså har mod på det."

Han smilede skævt og drenget til hende, og fik igen hendes kinder til at blusse op.

"Jeg tror godt jeg vil ride på den sorte derovre i hjørnet." Sagde hun hurtigt, i håb om at Louis ikke havde set hendes rødmen.

"Det er gamle Prins, han er en friser, og en af de roligste heste vi har her på gården. Fruen i huset fik ham for nogle år siden, det var det første år jeg var her."

Cordelia lyttede stilfærdigt til Louis´ historie om gamle Prins, som den ældre dame havde redet fra en modbydelig mand. En mand der ikke havde den fjerneste respekt for heste, og ikke gjorde andet end at tæske den stakkels hingst hver evig eneste dag. Det havde den ældre damme ikke villet finde sig i, så hun betalte manden, købte Prins som hurtigt blev glad for mennesker igen. Fordi han fandt ud af, at her på gården var der ikke nogen der ville skade ham. Hans gamle ejer var for længst død og borte, og det mente Louis kunne være godt det samme. Prins savnede ham ihvertfald ikke.

"Aldrig i mit liv har jeg hør noget så frygteligt, jeg vidste ikke at der var noget menneske, der kunne få sig selv til at behandle et så smukt, og følsomt væsen således."

Hun fik helt ondt af det store væsen, med de store bløde, varme øjne, der blidt og venligt kiggede på hende. Den bløde mule gled forsigtigt hen over Cordelia´s ansigt, og inden hun nåede at trække hovedet til sig, slikkede Prins hende i hele ansigtet, i en lang bevægelse.

"Okay, tak skal du have gamle ven, men er det ikke lidt tidligt? Vi har jo først lige mødt hinanden." Drillede hun den smukke hingst, der så ud til at more sig højtideligt med at have overrasket hende med et slik i ansigtet.

Louis kunne ikke lade være med at grine, og kunne knapt stå på sine ben. "Så kan vi snart tage ud at ride, for han slikker kun folk i hovedet, hvis han godkender dem. De skulle nu have set deres ansigts udtryk."

Cordelia kunne nu også godt se det sjove i det, og kunne til sidst heller ikke holde masken. Hun begyndte at grine imens hun strøg den ene hånd over den bløde mule, aede Prins og sagde kærlige ord til sin nye trofaste ven.

Prins vrinskede stille, og kærligt. Hvis en hest kunne smile, var Cordelia overbevist om at han nu stod og smilede til hende.

"Nåh, lad os komme i gang med at strigle ham, så vi snart kan få lært dig at ride." Louis gav Cordelia et venligt puf på skulderen, åbnede forsigtigt boks døren, og trak Prins ud på staldgangen, for at gøre ham klar til en ridetur i det fri.

Louis viste hvordan han skulle strigles, Cordelia nød det, hun følte en ro hun aldrig før havde følt. At strigle og børste et så kongeligt dyr, gav hende en indre ro. En ro der fik hende til at drømme sig langt væk, glemme alt om den fortærende sygdom, og bare føle sig fri. Tænk hvis resten af hendes liv kunne være sådan, tænk hvis hun kunne være sammen med så pragtfuldt et dyr, til sine dages ende. Tænk hvis hun kunne ride mod solnedgangen, og se døden i øjnene med et bredt smil på læberne.

Da striglingen og børstningen var klaret, trak de hestene ud på gårdspladsen. Her hjalp Louis, Cordelia op at sidde i sadlen, spandt gjorde ordenligt, og rettede stigbøjlerne til, så de passede til Cordelias ben.

Louis skulle ride på en smuk blåskimlet hoppe, der hed Cherry. Eftersom hun lige fra hun var et lille føl, havde været sød, var hun blevet døbt Cherry, fordi Louis ikke havde kunnet komme i tanke om noget sødere end et kirsebær.

Cherry var kun tre år, men var allerede tilredet, hun havde været en af de nemme heste at tilride. Louis svang sig let og elegant op i sadlen, og snart red de langsomt afsted ned af den lange indkørsel.

Langs indkørslen stod der de smukkeste kirsebær træer i fuld blomst, og duftede så skønt. Det var som at være i det rene paradis, hvor alle nød livet, og ingen havde den mindste bekymring. Alt var så let som ingenting, og ingen dømte en hvis man havde sine fejl. Her var alle søde imod en, og Cordelia ville ønske at hun kunne tilbringe resten af tiden her. I dette øjeblik havde hun ingen lyst til at tage til Paris, for hun ville aldrig nå tilbage hertil.

"Hvad tænker de på frøken Cordelia?"

Cordelia blev brat hevet tilbage i virkelighedens verden, den verden hvor hun stadig var syg, den verden hvor intet nogensinde ville kunne hjælpe hende.

"At jeg ville ønske jeg kunne bo sådan et smukt sted resten af mine dage, her glemmer jeg alt, selv min sygdom er som luft for mig."

Louis kiggede lidt frem for sig, imens han tænkte på hvad han kunne sige uden at det sårede hende, eller lød forkert eller ufølsomt.

"Det må være hårdt for dig, men jeg er sikker på at herren og fruen på gården gerne vil have dem boende her på gården. Jeg skal med glæde spørge dem for dig, hvis de altså ønsker det."

Cordelia fik blanke øjne, han var så venlig imod hende. Som om han forstod hvordan hun havde det, men hun kunne ikke bo her. Hun måtte til Paris og se den romantiske by inden hun måtte forlade livet, og alle dets glæder.

"Det kan jeg ikke, uanset hvor gerne jeg ville. Jeg har altid haft en drøm om at se Paris, og for at få bare en enkelt drøm opfyldt inden jeg dør, må jeg gøre det."

Louis fik et trist udtryk i øjnene, og sagde ikke så meget resten af turen.

"Har du mod på at trave tilbage til gården?" Spurgte han, med et anstrengt smil.

Hvad var der sket siden han pludselig føltes så fjern? Havde hun sagt noget forkert?

"Ja, det kunne være dejligt."

De red tilbage til gården i en pinlig tavshed, og Louis sagde at han nok skulle sadle hestene af. Han kunne se at Cordelia var blevet træt, det blev hun hurtigt på grund af sin sygdom.

Cordelia gik ind, og blev vist op til et fornemt gæsteværelse. Kort efter hovedet ramte puden, faldt hun i søvn, med et bredt smil på læberne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...