Et år

Cordelia Hemminfield har et år tilbage at leve i, så hun beslutter sig for at tage ud at se verdenen. Møder hun den store kærlighed inden det er forsent?

1Likes
2Kommentarer
289Visninger
AA

4. Kapitel 4

Cordelia kørte ud af landevejen, til fuglesang og solskin i lange baner. Hun var i helt godt humør, til trods for, at hun lige havde måtte sige farvel til en ny veninde. I fremtiden ville hun komme til at skulle sige farvel til en hel masse nye bekendtskaber, men for at få en enkelt drøm opfyldt måtte hun gøre det.

Fuglene kvidrede og fløj glad rundt omkring over de blomstrende marker og enge. Et par heste løb fornøjede rundt i deres indhegninger, og føllene rendte rundt og sloges med hinanden, i den varme sommer morgen.

Radioen spillede for fuld musik, og Cordelia sang muntert med. Hvad skulle man dog gøre her i livet, hvis der ikke fandtes skønne sommerdage som den i dag, tænkte hun stille for sig selv, imens hun skrålede et par vers fra sangen der nu spillede i radioen.

Hendes mobil vibrerede og hun holdte ind til siden, for at se hvem der dog kunne finde på at ringe til hende, hun kendte jo ikke nogen.

"Det er Cordelia." Hun kiggede rundt på naturen der var så smuk, netop lige på dette sted hvor hun nu befandt sig. Tæt på en skov, der var omringet med marker, enge og alverdens vidunderlige dyr, i alle størrelser og former.

"Ja goddag, de taler med teleselskabet lytoglær, må jeg forstyrre dem et øjeblik?" Mandestemmen var mørk og venlig, men Cordelia havde ikke tid, og forklarede venligt manden i røret at hun desværre måtte videre på sin lange rejse. Manden sagde venligt farvel, og ønskede Cordelia en god dag.

Hun kørte videre ud af landevejen, til et brag pludselig fik hende til at kører ind til siden. Hun tog sig sig ved kravebenet af bar forskrækkelse, og steg så langsomt ud af bilen, hvor hun til sin store lettelse opdagede at dækket blot var punkteret godt og grundigt, men lige akkurat så heldigt, at hun ikke kørte galt. Gud må være med mig i denne svære tid, siden han har skånet mig for at kører galt på skrækkelig vis.

Hun tog mobilen op, men der var intet signal, så hun kunne ikke ringe til nogen der kunne hjælpe hende med at skifte til reservedækket.

Hvad skulle hun nu gøre? Hvad kunne hun gøre?

Hun kiggede sig lidt omkring, og besluttede sig til at få det bedste ud af situationen. Hun kravlede op på bilen, og lagde sig til at slikke sol imens hun ventede på der kom en forbi passerende bil, der forhåbentligt ville hjælpe hende med at skifte dæk.

Hun lyttede til sin musik der lystigt spillede videre fra bilens radio, til fuglene der kvidrede, og var det ikke en hest der vrinskede et godt stykke fra hende? Hun lyttede til alt omkring hende, og før hun vidste af det, var hun blidt og venligt faldet i søvn på bilens tag.

Cordelia vågnede pludseligt, da en varm mandestemme forsigtigt rømmede sig, for ikke at forskrække den unge kvinde der sovende lå på det hårde biltag.

"Undskyld frøken, jeg ville blot hører om de var okay, jeg kan se at deres dæk er sprunget, har de brug for hjælp?"

Cordelia smilede venligt, og sagde at hun havde meget stærkt brug for hjælp til at skifte dækket, da hun aldrig i sit liv havde prøvet det før, og dermed ikke vidste hvordan man gjorde det.

"Hvis de kan vente her, henter jeg min ladvogn, så kan vi bringe deres bil hjem til min gård, den ligger ikke så langt herfra, så skal jeg skifte dæk, imens min kone laver noget middags mad til os, hvad siger de til det?"

Cordelia smilede venligt, og sagde at hun på ingen måde ville trænge sig på.

"Visse vasse, det gør de heller ikke, mig og min kone er efterhånden godt oppe i årene, så det er sjældent at nogen gider besøge et par gamle fjolser som os, kom de kun med hjem og få en bid mad, de når nok det de skal nå alligevel."

Cordelia takkede venligt, og satte sig til rette på taget og ventede til den ældre mand kom tilbage med ladvognen. Som lovet tog det ikke lang tid for ham at komme tilbage, og de fik hurtigt spændt bilen op på ladet, og snart begav de sig hjem mod den ældre mand, og hans kones gård, der viste sig at være noget af et pragteksemplar.

"Sikke da en smuk gård, de og deres kone har. Hvor ville det dog være skønt at bo sådan et sted."

Cordelia kiggede sig drømmende omkring da de kørte op langs indkørslen, og printede alle detaljer ind i sit lille kønne hoved, til et evigt minde.

"Tak skal de have frøken, ja det skal jo ikke være en hemmelighed, at min kone og jeg har knoklet en hel del i årenes løb for at holde gården så smuk som mulig. Det glæder mig at de kan lide vores gård."

Den ældre mand viste Cordelia ind til køkkenet, hvor hans kone stod og gjorde middagen klar.

"De må være den unge frøken min mand mødte på vejen, jeg er Gertrud, sæt dem ned, og lad endelig som om de er hjemme."

Hvor var den ældre mand og hans kone nogle venlige mennesker, sådan at invitere en fremmed hjem til dem, og så oven i købet at give denne fremmede middag, det var langt mere end Cordelia nogensinde kunne have forlangt, eller for den sags skyld nogensinde villet have forlangt.

"Mit navn er Cordelia, det er utroligt venligt af dem og deres mand at hjælpe mig med bilen, og at give middag. Det har jeg slet ikke fortjent."

Men konen sagde de nøjagtig samme ord, som hendes mand havde sagt til Cordelia.

"Jeg ser at de brænder for at komme ud og se gården lidt nærmere, de skal være velkommen til at gå rundt og kigge imens jeg tilbereder middagen, det tager alligevel noget tid, og jeg er nok ikke det morsommste selvskab for en ung kvinde som dem selv."

Den ældre dame smilede venligt til Cordelia, og sagde at hun skulle være så hjerteligt velkommen til at plukke nogle af deres blommer fra træet bagerst i haven.

Cordelia takkede, og gik beundrende ud i den store have. Haven var fyldt med velduftende og blomstrende blomster, fuglene fløj fornøjede rundt, og sang en glad melodi, der fik Cordelia til at danse rundt, og føle sig som en rig godsejers datter, der efter lang tid i storbyen, endelig var kommet hjem til sin yndlings gård.

Cordelia dansede fornøjet rundt, og jublede, da en ung mand på omtrent hendes egen alder pludselig klappede af hende.

"Åh, det må de virkelig undskylde, jeg troede jeg var alene."

Men den unge mand smilede blot lige så varmt og venligt som det ældre ægtepar gjorde hele tiden, imens han sagde at hun endelig måtte blive ved, og lade som om han ikke var der.

"Nej, det kan jeg umuligt. Mit navn er Cordelia."

Cordelia var helt rød i hovedet, og turde ikke rigtigt se op på den unge mand, der faktisk så ganske udmærket ud. Han havde de dybeste havblå øjne, Cordelia i sit liv havde set. Et forsigtigt smil, og et smalt og mandigt ansigt.

"Sikke et yndigt navn til en yndig ung kvinde. Mit navn er Louis Gustos, jeg er gårkarl her på gården, jeg er oprigtigt fra Frankrig, men jeg tænkte at jeg ville prøve livet på en god gammeldags gård, og faldt over denne vidunderlige gård. Ægteparret der ejer den, er herlige folk, det er dem der lærte mig dansk, og tog imod mig med åbne arme."

Cordelia rødmede en smule da Louis blidt og venligt kyssede hendes solbrune hånd.

"Mig en ære at møde dem frøken Cordelia, må jeg vise dem rundt på dette vidunderlige sted?"

Cordelia nikkede genert, men genertheden forsvandt snart igen, da Louis viste hende rundt, og snakkede med hende om alverdens ting og sager. nogle sørgelige, andre sjove eller romantiske.

"Fortæl lidt om dem selv frøken Cordelia."

Det var den ældre dame der ville hører lidt mere om den smukke unge kvinde der sad til bords hos dem, denne vidunderlige sommer eftermiddag.

"Åh, der er ikke så meget at sige om mig, jeg er såmænd som alle andre unge piger."

Hun forsøgte at smile, men smilet nåede ikke helt op til øjnene, og det lagde den ældre dame mærke til.

"Der er noget der tynger dig mit barn, selvom de ikke kender os, kan de trygt fortrolige dem til os, vi bebrejder dem ingenting."

Cordelia tøvede lidt, men fortalte så det hele, selv det med at hun lige havde fået konstateret kræft.

"Det er jeg frygtelig ked af at høre, så ung og uskyldig en pige som dig, burde en så voldsom og ækel sygdom aldrig ramme. Verden er ikke retfærdig mere nu om stunder."

De kiggede medfølende på Cordelia, som venligt smilede rundt til dem alle sammen, og forsøgte at skifte emne, ved at sige at hun synes gården var utrolig smuk, og at hun altid havde drømt om at bo sådan et vidunderligt sted.

"Jamen de skal da være hjertelig velkommen til at overnatte her lige så længe de har lyst til, om ikke andet blot et par dage inden de skal videre?"

Cordelia tænkte for sig selv, at efter hun havde set dette sted, betød Paris ikke så meget, at hun ikke kunne tilbringe nogle dage her, inden hun begav sig videre.

"Det vil jeg hjertens gerne."

Cordelia´s smil nåede igen helt op til øjnene, og smilet blev kun bredere, da Louis Custos sagde at han med glæde ville ride en tur med hende efter middagen, hvis hun altså havde lyst.

"Det vil jeg mægtig gerne, men jeg vil så nødig være til besvær, i har været så venlige imod mig alle sammen, jeg kan umuligt bede om mere."

Men igen fik hun at vide at hun på ingen måde var til besvær, og at det kun var skønt med en ung kvinde på gården igen.

"Det er jo efterhånden en del år siden jeg selv var så ung som de frøken Cordelia, åh nogle gode ungdoms år jeg havde mig, det var jo der jeg mødte min mand, Gerrald. Jeg ville aldrig kunne leve uden ham."

Det ældre par kiggede som nyforelskede på hinanden, og det gav et lille stik i hjertet, at hun selv aldrig ville nå dertil. At hun aldrig ville finde sit hjertes udkårne, at hun aldrig ville kunne kigge nyforelsket på sin gamle mand, og at hun aldrig ville se børnebørnene springe fornøjet rundt.

En forræderisk tårer trillede ned af Cordelia´s kind, men hun fik den modigt tørret væk, inden en mors sjæl fik øje på den. Hun måtte nyde livet så længe det varede, til trods for at hun kun alt for godt vidste at det ville blive alt for kort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...