Et år

Cordelia Hemminfield har et år tilbage at leve i, så hun beslutter sig for at tage ud at se verdenen. Møder hun den store kærlighed inden det er forsent?

1Likes
2Kommentarer
285Visninger
AA

3. Kapitel 3

Cordelia vågnede lige så stille, da hun mærkede varmen fra en lille solstråle, der havde sneget sig forbi gardinet, og ind på det lejede værelse. Hun smilede let, og rejste sig langsomt op for ikke at blive svimmel.

Hun kunne ikke vente med at se det gode vejr, så hun gik målrettet hen til vinduet, og trak stille gardinet fra, hvor solen, og en masse små glade fugle ønskede hende en god morgen. Smilet fandt igen hendes læber, kunne hun andet end at være glad på denne herlige årstid?

Mod sin vilje, trak hun sig tilbage fra vinduet, tog tøj på, og pakkede sine ting sammen igen, hvis hun nogensinde skulle nå til Paris, måtte hun snart komme afsted.

Da tingene var pakket, og slæbt ned i bilen, gik hun ind og bestilte sig noget morgenmad, for som hendes mor altid havde sagt til hende igennem barndommen, uden mad, duer helten ikke.

Cordelia sad fordybet i sine tanker, og blev helt forskrækket da Melanie satte sig ved siden af hende.

"Undskyld Cordelia, du så ud til at være langt væk, der er vel ikke noget galt vel?"

Cordelia rystede smilende på hovedet, og sagde at hun bare sad fordybet i sine egne tanker.

"Du rejser da vel ikke uden at sige farvel, gør du?"

Cordelia smilede, og sagde at hun håbede på at Melanie ville nå at komme ned inden hun tog afsted, men at hun ikke havde kunnet vente ret meget længere efter morgenmaden, inden hun måtte begive sig videre.

"Det var godt, jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis jeg ikke havde nået at sige farvel, til min nye bedsteveninde. Det er sørgeligt at du rejser, jeg ville ønske at det ikke var nødvendigt."

"Det samme ville jeg Melanie, men det har altid været min drøm at se Paris, jeg havde dog bare regnet at jeg havde mere tid end jeg nu engang har."

Melanie´s blik blev sørgmodigt, og en enkelt forræderisk tårer trillede ned af kinden.

"Og jeg som havde lovet mig selv ikke at græde, men hvordan kan man andet når ens nye veninde snart skal forlade denne verden, på den grusommste måde?"

Cordelia smilede igen venligt, og lagde sin ene hånd på Melanie´s.

"Melanie, du må ikke være ked af det, jeg har allerede accepteret det, det kan du også blive nød til, og der er jo et år endnu. Jeg lover at skrive til dig, og sende billeder om alle de ting jeg har set og oplevet."

Melanie fandt smilet frem igen, og sagde at hun altid gerne ville have været forfatter, og at hun nu vidste hvad hun ville skrive om. En ung kvindes eventyr.

"Må jeg opkalde personen efter dig?"

Cordelia nikkede, og sagde at hun ville være beæret hvis hovedpersonen blev opkaldt efter hende.

Pigerne besluttede sig til at gå en tur, inden Cordelia måtte videre på sin rejse.

De gik ned i skoven, og nød synes over de mange af skovens dyr, der løb rundt på stierne, og imellem træerne og legede og nyd solens stråler der kæmpede sig ned imellem træernes blade.

"Ville det ikke være skønt at være et lille kanin, eller et rådyr, der fornøjet kunne rende rundt i skoven, dag ud og dag ind, og bare nyde tilværelsen?" Spurgte Melanie.

"Jo det ville det vel, men jeg tror nu alligevel at jeg ville forblive et menneske, ellers havde jeg jo aldrig mødt dig Melanie."

Cordelia gav Melanie et let og drillende puf i siden, og pigerne smilede og snakkede resten af gåturen, om hvor mange drømme de havde g´haft som små, om gamle kærester og flammer der aldrig var blevet til andet end flammer.

Da de nåede tilbage til Cordelia´s bil, måtte de to veninder tage afsked.

"Nu ser jeg sig jo aldrig mere." Sagde Melanie, og øjnene blev blanke af tårer.

"Jo selvfølgelig gør du det, så snart jeg er kommet til Paris, og har slået mig ned i en hyggelig lille lejlighed, skal du komme og besøge mig."

De smilede anstrengt til hinanden, hvor kunne verden dog være et uretfærdigt sted ind i mellem.

Cordelia gav Melanie et sidste kram, og satte sig ind i bilen for at kører. Hun havde altid drømt om at se Paris, hun ville bare ønske at hun havde haft mere tid, så hun kunne tilbringe mere tid sammen med sin nye veninde. Men hun ville ikke være trist den sidste del af livet, det var det alt for kort til.

Hun satte bilen i gear, og snart var hun igen på landevejen, mod sin drømmeby, men med en underlig tom fornemmelse i maven. Men det var sådan det måtte være nu, hun ville møde nye venner, og hun måtte forlade dem igen, for at få bare et ønske opfyldt i livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...