Et år

Cordelia Hemminfield har et år tilbage at leve i, så hun beslutter sig for at tage ud at se verdenen. Møder hun den store kærlighed inden det er forsent?

1Likes
2Kommentarer
282Visninger
AA

2. Kapitel 2

Cordelia Hemmingfield kørte ud af landevejen, mod det første bestemmelses sted, Tyskland, og derfra Schweiz, og derfra til Frankrig, hun havde altid drømt om at komme til at se kærlighedsbyen Paris.

Solen stod højt på himlen, og luften var varm og dejlig.

Cordelia havde vinduerne nede og volumen oppe, hendes yndlings cd var smidt på bilens anlæg, og som det var nu, kunne det næsten ikke blive bedre, i hvert fald ikke når man tænkte på Cordelia´s omstændigheder.

Hun var nået til Fyn, og kørte ad de små veje, for at nyde den skønne natur.

Imellem sangene, kunne hun hører fuglene der glædeligt pippede, og rendte rundt i det skønne vejr.

"Ja, hvem der bare kunne være fri som fuglen."

Cordelia ville i dette øjeblik give alt for at være en fri fugl, uden bekymringer, bare fri til at flyve hvorhen hun ville.

Hun elskede sommeren, dens varme, de glade dyr og vidunderlige dufte der hang overalt i luften.

Stranden hun nu kørte ved, duftede af hav, tang og sommer, og overalt rendte små børn rundt, med deres badevinger på og deres legetør i hænderne, var glade og morede sig herligt.

Cordelia parkerede på strandpromenaden, da hun havde besluttet sig for at købe en is, og gå en tur langs den menneske fyldte strand.

Det varme sand mod hendes bare fødder føltes dejligt og afslappende, og solens stråler varmede blidt hendes kinder.

Da hun gik langs stranden, mærkede hun hvordan solens stråler, fyldte hende med energi, og glæde over at være til, selvom det kun var for en kort stund endnu, talte hvert sekund.

Hun fandt en lille forhøjning på stranden, og satte sig ned for at nyde det gode vejr, inden hun måtte videre. Hun havde allermest lyst til at blive i strandens varme, men Paris trak også voldsomt i hende.

Da hun havde siddet på stranden i en times tid, måtte hun videre, og inde i sig selv tog hun afsked med dette smukke sted, sandsynligheden for at hun nåede at se det igen, var meget lille.

Men hun var alligevel taknemmelig for, at hun i det mindste havde set det denne ene gang, og mindet ville hun gemme til de grå og triste dage, langt ude i fremtiden.

På vejen tilbage til bilen, mødte hun mange glade, og ubekymrede mennesker, men hvad skulle de også være bekymrede over på sådan en fantastisk dag? Selv Cordelia havde svært ved at tænke på sin sygdom, når vejret var så skønt.

Hun satte sig ind bag rettet, og tog et sidste kig ud over den smukke strand, inden hun satte bilen i gear, og igen begav sig ud på landevejen.

Det var som om landevejens blomster ønskede hende en god rejse, og at fuglene fulgte hende lidt på vej, sammen med solen.

Hun nåede til en smuk allé, hvor der stod smukke, og velduftende kirsebærtræer langs vejens sider. Sommerens vidunderlige dufte, legede blidt tagfat med Cordelia´s sanser, og kyssede hende som en bølge af glæde.

Hun drejede ind i en lille landsby for at strække benene, men også for at få sig en bid mad, hun var efterhånden blevet ret sulten. Hun fandt hurtigt en hyggelig lille kro, i den lille landsby´s midte. Kroen havde besøg af en del mennesker, men de virkede alle glade og imødekommende, og hilste alle venligt på hende.

Da hun havde bestilt noget mad, kom en ung mand, på omkring hendes egen alder, hen til hende.

"Må jeg byde på en drink? Jeg giver, du må selv vælge hvad du gerne vil have."

Han gav hende et skævt og sexet smil, og han så nu ikke værst ud, men hun skulle jo videre, så hun måtte nøjes med noget uden alkohol.

"Bare en cola tak, jeg skal snart videre igen.  Jeg skal have fundet et sted at overnatte, inden det bliver mørkt."

Han smilte venligt til hende, og sagde at hun da bare kunne leje et værelse for en enkelt nat, her på kroen.

"Der er fest på kroen i aften, og jeg vil med glæde være din ledsager."

Han satte sig overfor Cordelia, og gav hende igen et skævt og sexet smil.

"Så pyt da, nu du spørger så pænt."

Cordelia smilte varmt og venligt til ham, og tog så en bid af den mad en venlig tjener lige havde stillet foran hende. Og maden smagte lige så forrygende som det så ud.

"Så skal du da ikke nøjes med en cola? Hvad med et glas hvidvin til maden?"

Cordelia nikkede, og fyren gik op efter et glas hvidvin til dem begge.

"Jeg håber maden smager dem frøken."

Kokken var kommet hen til Cordelia, og hun havde rost ham over den vidunderlige mad, og bad om at få lov til at betale med det samme.

"Der er skam betalt, af den unge mand der ovre." Sagde kokken venligt, og pegede over på den unge fyr, der for lidt siden var gået op efter vin til dem begge.

Da han kom tilbage, spurgte hun venligt om hvor meget hun skyldte for maden, men han sagde at hun ikke skyldte noget overhovedet.

"Jeg kan da ikke tage imod at du har betalt for min mad." Sagde hun bestemt men venligt.

"Det bliver du nød til, for jeg vil ikke tage imod dine penge. Værelset er bestilt, du skal bare gå op og betale for det, og så får du nøglerne."

Cordelia nikkede, og måtte give efter, selvom hun ikke brød sig om det.

"Du kan betale det tilbage ved at danse med mig til krofesten i aften."

Cordelia nikkede, og sagde at hun nok hellere måtte gå op og gøre sig klar, og takkede venligt for måltidet og vinen, som hun ikke havde fået taget så meget af. Hun var blevet en smule dårlig af vinen, så derfor havde hun besluttet sig til at lade den stå, og nøjes med maden.

"Vi ses, jeg henter dig ved dit værelse i aften klokken syv."

Cordelia nikkede igen, og gik op mod baren for at betale for værelset, og få nøglen. Da nøglen var blevet givet til hende, gik hun op på kroens første sal, og ledte efter sit tildelte værelse. Der gik nu ikke lang tid før hun sad inde på sengen, og kiggede lidt rundt inden hun gennemrodede sin taske, for at finde den festkjole hun vidste hun havde taget med.

Pludselig var hun glad for at hun havde taget lidt fest tøj, og lidt make-up med, selvom det havde virket lidt fjollet da hun pakkede tingene ned, men man vidste jo aldrig hvornår man fik brug for det igen, og det fik hun altså nu.

Hun fandt hurtigt kjolen og make-uppen, og skyndte sig derefter i bad, for man kunne absolut ikke tage til fest uden først at have været i bad.

Ti minutter i syv var hun klar, og ventede nu kun på sin ledsager, der sikkert snart var her.

Det bankede stille på døren, og Cordelia gik forsigtigt hen og åbnede døren langsomt.

"Undskyld jeg kommer for tidligt, det er helt okay hvis du ikke er klar endnu."

Han kiggede nu op på hende, og var nær ved at tabe både næse og mund, over det smukke syn han nu havde.

"Wow, du er godt nok smuk... Jeg mener, ehm, du ser godt ud, og helt sikkert klar til at tage afsted."

Cordelia kunne ikke lade være med at rødme, og takkede venligt sin ledsager for komplimenten.

"Hvad hedder du i det hele taget? Det går jo ikke at jeg ikke kender min ledsagers navn."

Cordelia smilte igen venligt, imens hun rakte frem efter et sjal der hang på værelsets krog, over skuldrene. Hendes leukæmi gjorde at hun meget nemt frøs, og begyndte hun først at fryse, var hun meget udsat for at blive syg, eftersom hendes immunforsvar var lig nul, grundet af sygdommen.

"Jeg hedder Peter, og hvad med min skønne ledsagerinde?"

Der var det glimt i øjet igen, nåh, det var nok bare et venligt glimt. Cordelia rødmede igen, og sagde at hendes navn var Cordelia Hemmingfield. Peter, der tilsyneladende var meget romantisk anlagt, tog forsigtigt Cordelias ene hånd i sin, og løftede den op så han blidt kunne give den et kys, og straks blussede Cordelia´s kinder op i den skarpeste røde farve.

"Mon ikke vi skulle gå ned til festen?"

Hun gjorde et ihærdigt forsøg på at stoppe denne irriterende blussen, ved at skifte emne. Peter nikkede, og løftede galant sin arm, så Cordelia kunne lægge sin arm ind under hans, nøjagtigt som de gamle dages gentlemen gjorde det i sin tid, Cordelia fandt det ikke gammeldags, men yderst romantisk, og det skræmte hende en smule, for hun var ikke vant til romantik.

De gik ned i kroens festrum hvor dansegulvet allerede bugnede med unge mennesker, der svang hinanden rundt i takt til musikken, der pulserede og fik gulvet til at summe. Alle var i godt humør, og hilste venligt på Cordelia. De mange unge mænd de mødte på vej til dansegulvet, gav hende et fløjt, eller et ekstra blik. Var hun virkelig så smuk at se på denne aften?

"Nåh Peter, har du allerede fundet en ny at udnytte?"

Cordelia kiggede uforstående på pigen, der var kommet hen til dem, og så på Peter, med et blik der spurgte hvem hun var, og hvad hun snakkede om.

"Hej, jeg er Melanie, Peter´s ekskæreste. Men mig har han vel ikke fortalt noget om."

"Melanie kan du ikke bare gå?"

Melanie rystede på hovedet, og sagde at hun i det mindste skyldte Cordelia en advarsel.

"Ser du, for nogle år siden var Peter og jeg sammen, lige indtil jeg en dag kom hjem fra arbejde, og fandt ham på sofaen, uden tøj på, med min bedste veninde."

Cordelia kiggede undrende på Peter, som for at spørge om det var rigtigt, men hun behøvede ikke at stille spørgsmålet da hun så det rasende udtryk i øjnene, og Peter kort efter sagde, "Kan du ikke bare holde kæft og komme videre Melanie?"

"Nej, jeg synes ikke det er fair at du udnytter piger, du er en player, og det skal stoppes."

Cordelia rykkede sig lidt væk fra Peter.

"Ej Cordelia, tror du virkelig på at jeg kun vil udnytte dig?"

Cordelia nikkede langsomt. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle tænke eller gøre, men det var typisk hende at finde en der kun ville udnytte hende.

"Kom du hellere med mig, så skal jeg nok vise dig hvem man kan stole på, og hvem man ikke kan. Desuden, kan du ikke gøre for at han er et fjols."

Cordelia gik med Melanie, og selvom Peter prøvede at stoppe hende, lod hun ham ikke få et ord indført.

"Tak fordi du advarede mig, jeg fatter ikke at jeg var ved at falde for det gamle trick igen. Jeg hedder forresten Cordelia."

Melanie smilede venligt til Cordelia.

"Det skal du ikke takke for, eller være ked af, jeg faldt jo også for det for et stykke tid siden. Men nu skal vi hygge os, og have det sjovt. Hvor længe bliver du?"

Cordelia nikkede, og sagde at hun kun blev til dagen efter, fordi hun var på vej til Paris.

"Kan det ikke vente et par dage endnu? Jeg ved godt det lyder enormt underligt, men der er noget ved dig jeg godt kan lide, jeg er sikker på at vi to kan blive rigtig fine veninder."

Cordelia fortalte hvorfor hun ikke kunne blive længere tid, og Melanie kiggede sørgmodigt på sin nye veninde.

"Det er jeg virkelig ked af. Du må virkelig undskylde at jeg fik det bragt på bane, det er bare typisk mig at få andre folk til at have det elendigt."

"Du vidste det jo ikke, og jeg tænker ikke så meget på det, jeg vil bare nyde den sidste tid jeg har, og gøre alt det jeg længe har haft lyst til. Men lige nu har jeg bare lyst til at danse, kom."

Cordelia hev Melanie med ud på dansegulvet, og de to piger dansede til langt ud på natten. De dansede med hinanden, men ind imellem var der nogle fyre der fik lov til at danse med dem. De to piger havde et brag af en fest, og dette var en aften som Cordelia ville huske resten af sine dage. Også selvom det kun ville blive omkring et år, men det ville hun ikke tænke på, hun havde haft det vidunderligt, og faldt i søvn med et bredt smil på læben, hvilket hun ikke havde gjort de sidste mange år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...