Et år

Cordelia Hemminfield har et år tilbage at leve i, så hun beslutter sig for at tage ud at se verdenen. Møder hun den store kærlighed inden det er forsent?

1Likes
2Kommentarer
281Visninger
AA

1. Kapitel 1

Cordelia Hemmingfield var på vej til lægen, det havde hun været en hel del på det sidste.

En dag havde hun haft det værre end sædvanligt, så hun havde besluttet sig for at gå til lægen, et besøg der satte en masse undersøgelser i gang, undersøgelser som hun nu skulle have svar på.

Hendes skridt var korte og nervøse, hun håbede på det bedste, men undersøgelsernes svar, kunne ændre hendes liv for altid, og den tanke prægede hende.

Venteværelset var fyldt med voksne, og små lykkelige børn. Hun kunne ikke lade være med at smile af de små glade ansigter, og inderst inde håbede hun på at hun en dag ville få sine egne små børn, børn som hun ville forgude op til skyerne og tilbage, og forkæle dem som var de små prinser og prinsesser.

"Cordelia Hemmingfield, doktoren er klar til dem nu."

Sekretærens ord fik Cordelia´s hjerte til at hoppe som en galoperende hest, men hun havde ikke i sinde at vise sin svaghed, end ikke for doktoren.

Cordelia satte sig forsigtigt på den tomme stol foran det store skrivebord, og ind trådte doktoren.

"Nåh Cordelia, hvordan har du det i dag?"

Cordelia fortalte at hun stadig var en del træt, men ellers var der intet nyt.

"Ja, vi har jo fået svar på alle dine undersøgelser, og svarene var ikke som håbet. Der er ingen nem måde at sige dette på, så jeg siger det bare som det er, selvom det er barskt. Undersøgelserne viser, at du har en uhelbredelig leukæmi, der er så fremskreden, at vi kun tør love dig et år."

Lægen tav stille, så Cordelia kunne få lov at synke oplysningen, og han kunne forklarer hende de ting der skulle forklares, og besvarer eventuelle spørgsmål.

Men til lægens store overraskelse, og Cordelia´s, begyndte hun blot at le, som hun aldrig i sit liv før havde leet.

"Undskyld frøken Cordelia, men jeg tror ikke de har forstået alvoren, skal jeg forklare det på en anderledes måde for dem?"

Men Cordelia rystede blot på hovedet, og sagde at hun skam havde forstået det. "Er det ikke morsomt doktor, at en ung pige på enogtyve år, der kun lige er begyndt at nyde livet, får en uhelbredelig sygdom, der om et år vil tage det liv fra hende, som kun lige er begyndt?"

Men doktoren kunne absolut ikke se det morsomme i denne sag, han så kun den tragiske sandhed, at en ondartet sygdom inden kort tid, ville frarøve en ung pige hendes liv, han mente at der absolut ikke kunne være nogen retfærdighed til i denne sag.

"Undskyld frøken Cordelia, men jeg forstår ikke det morsomme, jeg synes at det er dybt tragisk. Jeg beklager meget, men hvis de ikke har spørgsmål, må de have mig undskyldt, en læge må ikke tage sig følelsesmæssigt af en patient´s tilstand, men i denne sag er  det for meget for mig. De er til hver en tid velkommen til at ringe, eller på anden måde kontakte mig hvis de får spørgsmål."

Cordelia lo stadig, men inderst inde havde hun ondt af doktoren, og sig selv, men hun kunne ikke standse sin latter, til trods for alvoren af doktorens ord.

"Undskyld doktor, jeg ved ikke hvad der går af mig, jeg burde græde mig selv i laser, men jeg kan ikke, min krop er fyldt med latter."

Og med disse ord skiltes Cordelia og doktoren igen, og man hørte senere hen, at doktoren havde taget resten af dagen fri.

Hele vejen hjem grinede Cordelia, selvom hun havde det elendigt indeni. Hun havde, til hendes held, ingen familie tilbage, så der ville ikke blive store tude scener fra hverken hendes, eller en families side, når hun skulle forklarer om sin sygdom.

Familien havde det forgangne år været på er krydstogt, hvor skibet var støt på et isbjerg, langt fra redningsmandskab, og alle om bord var på tragisk vis omkommet.

Da hun kom hjem brast hun i gråd, og hele hendes verden faldt sammen for næsen af hende, og hun kunne intet stille op. Hvad med alle hendes drømme?

Hun ville aldrig nå at blive mor, møde sin drømmefyr, blive gift og få den familie hun altid havde drømt om. Hun ville aldrig nå at slå sig ned et sted langt herfra, med sin egen lille familie.

"Hvorfor gud, hvorfor mig? Jeg har jo knapt levet livet, jeg har intet nået."

Cordelia gav op, hun kunne ikke mere, hvad nyttede det? Hun ville jo alligevel snart dø, så hvorfor ikke hjælpe døden lidt på vej? Så hun slap for lidelserne?

Hun gik langsomt og grådkvalt ud i køkkenet, åbnede en skuffe og tog en stor kniv frem. Hun lagde forsigtigt knivens klinge mod den nøgne hud. Klingens kulde, sendte et gys igennem hende, og fik hende til at tænke klart igen. Hun havde jo stadig et år tilbage, hvorfor ikke rejse ud og se verdenen og nyde den sidste ynkelige rest af sit liv? Måske kunne hun endda nå at møde den store kærlighed.

Hun lod kniven falde på gulvet, og besluttede sig for at den sidste del af hendes liv skulle nydes og leves i fulde drag. Hun ville gøre noget hun længe havde haft lyst til, at rejse ud i verdenen, og opleve sit eget eventyr.

Hun pakkede bilen, og en masse tøj, og snart kørte hun ud af landevejen, på vej ud i den store verden.

Huset var helt hendes eget, så der var ingen opsigelse, og hvem vidste, måske ville hun kunne nå at komme tilbage til Danmark inden livet ebbede ud.

En ting var sikkert, resten af hendes liv skulle ikke leves i selvmedlidenhed, det skulle være et nyt, og helt hendes eget eventyr, på hendes korte rejse, noget som en eller anden ville se beundrende tilbage på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...