Angel from the hell

"Jeg havde aldrig kunnet forestillet mig, hvad der ville komme til at ske. Det ville ingen have kunnet. Vi var bare et helt almindeligt ungt par på ferie, lige som så mange andre. Lige indtil det øjeblik, hvor jeg løftede kufferten op til dem i tolden. Vi havde lidt travlt, så jeg smed den bare op og tænkte 'Værsgo at kigge', så vi kunne komme hurtigt videre. Der var intet at komme efter. Vi smuglede hverken kokain eller våben eller noget som helst af den slags. Vi smuglede slet ikke, og det vi havde, var heller ikke forbudt. Men det var der, og det blev opdaget. Ikke et sekund havde jeg overvejet, hvad det kunne føre med sig, eller hvordan jeg burde have forholdt mig til det. Det hele skete så pludseligt og gik så hurtigt. Og jeg..." Stemmen knækker. Jesper holder en pause, ryster på hovedet og kæmper for at samle sig igen, inden han tydeligt bevæget kan fortsætte."

1Likes
0Kommentarer
465Visninger
AA

2. Stop - Betjent

- Jeg skal sådan tisse, lød det fra Mai.
Jesper grinede, idet hun demonstrativt stod lidt og trampede i gulvet.
- Vi finder et toilet, lige så snart vi er kommet gennem tolden.
Hun kunne ikke lade være at drille ved at stresse ham med sine forstilte beklagelser. Heldigvis varede det heller ikke så længe, inden båndet pludselig gik i gang med en høj, skramlende lyd. Folk trådte automatisk et skridt nærmere og strakte hals efter sine egendele, som nu kørte rundt i en langsom, knirkende karrusel en efter en. Den røde kuffert sprang dem i øjnene, og Jesper skyndte sig at få den halet i land.
- Så kan vi komme videre.
De fulgte strømmen og skiltene væk fra bagageudleveringen og videre ned gennem lufthavnen. Foran tolden lige før udgangen til det åbne område, hvor pårørende stod klar til at tage imod, havde der samlet sig en mindre kø. Længere fremme bemærkede han, hvordan en midaldrende herre diskret blev omdirigeret, og han gættede på, at det måtte skyldes et ønske om at se nærmere på hans bagage. Passageren så imidlertid ikke videre mistænkelig ud. Han lignede snarere en typisk forretningsrejsende. Set i lyset af Mais travlhed håbede han, at de ikke også ville blive forsinket på denne måde.
Køen bevægede sig hurtigt, og snart blev det deres tur til at passere. Tolderne kiggede kort på deres enlige kuffert og nikkede dem videre uden nogen bemærkninger. Jesper drog et lettelsens suk.
- Jamen, det slap vi jo nemt igennem!
De rullede videre med kufferten, alt imens de spejdede efter nogle skilte, der kunne vise dem vej til toiletterne. Det var ganske vist ikke den mest moderne og veludstyrede lufthavn i verden, men visse fornødenheder måtte den dog have. En dame med en rengøringsvogn bakkede ud fra en af siderne. Der fik han endelig øje på de savnede faciliteter. Han skulle lige til at pege, da en stemme på gebrokkent engelsk råbte dem an.
- Hov, I to! Vent lige!
De kiggede sig tilbage over skulderen og fik øje på en af betjentene fra tolden. Han smilede beklagende til dem.
- Undskyld, men det kom til at gå lidt for kvikt, sagde han. - Der er nogle særlige stikprøver af bagagen i dag, og I skulle have været taget ud. Vil I være venlige at følge med tilbage?
Mai kiggede anstrengt på Jesper.
- Kan I ikke nøjes med mig? forsøgte han. - Min kæreste skal lige skynde sig ud at tisse...
Betjenten lo.
- Vi skal desværre bruge jer begge. Det tager kun et øjeblik.
Hun sukkede opgivende, men der var ikke noget at gøre ved det. De vendte om og fulgte med betjenten tilbage til et mere tilbagetrukket område.
- Klarer du den? spurgte han medfølende.
Han kunne se, hvordan hun måtte undertrykke sin irritation for ikke at ødelægge stemningen. Det var jo heller ikke hans skyld.
- Ja ja.
Betjenten forsvandt om bag en skranke, hvor der stod yderligere to toldere. Den ene lidt ældre med kasket og to stjerner på skuldrene, mens den anden kun havde en enkelt stjerne, lige som kollegaen, der lige havde hentet dem. De kiggede undrende på dem.
- Det var jo ikke dem, vi skulle have fat i. Hvor er det hollandske par?
Kollegaen slog ud med armene.
- Jeg troede, at det var de her to, du mente.
Betjenten med kasketten rystede på hovedet.
- Dit fjols, vrissede han. - Nå, jamen så må vi jo tage dem i stedet.
Jesper bed sig i tungen.
- Vil I være venlige at lægge kufferten og rygsækken op på bordet her og åbne dem?
Jesper krængede hurtigt rygsækken af og lod den dumpe ned foran dem. Dernæst greb han kufferten og baksede den op at ligge ved siden af. Med vante fingre drejede han koden og låste op. Den ene tolder gav sig til at gennemsøge rygsækken og give deres pas og papirer endnu et gennemsyn, mens de to andre tog sig af kufferten, som de selv foldede ud. Imens kommunikerede de på det lokale sprog, som hverken Mai eller Jesper forstod noget af.
- Så får vi da også lige oplevet det! bemærkede han.
Men Mai fnøs bare. Naturligvis var det irriterende at blive forsinket, men tolderne gjorde jo bare deres arbejde. De måtte tage det med et smil og komme hurtigt videre. Diskret stod hun og trippede. Han håbede da også for hendes skyld, at det ikke ville vare for længe. Toldernes hænder ledte igennem deres tøj, håndklæder og andre egendele. Ham med de to stjerner måtte være en slags overbetjent, gættede han, som stod for at koordinere indsatsen. Måske med en kronisk indebrændthed over i sin tid at være blevet kasseret på politiskolen. Samtidigt håbede han, at de ikke ville rode alt for meget i deres ting. Mai virkede nu også lidt anspændt. De tænkte sikkert det samme.
Og pludselig var der gevinst. Jesper lukkede kortvarigt øjnene og åbnede dem igen. Mærkede hvordan han blev helt varm om kinderne. Overbetjenten standsede sin inspektion og løftede den farverige og avancerede genstand med op fra kufferten. Mai kiggede på Jesper med et sigende blik. Det var bestemt ikke en situation, hun selv syntes var særlig rar at havne i. Hendes øjne var nærmest bebrejdende, som havde det været hans opgave at gemme den bedre af vejen. Et misbilligende signal, som ikke længere var ment som en spøg. Hun undlod dog at sige noget, alt imens hun gjorde sit bedste for i stedet at virke fattet og lade som ingenting. De to underordnede grinede lidt, mens deres chef undersøgende holdt fundet frem for sig. Mai vidste slet ikke, hvor hun skulle kigge hen. Jesper lagde mærke til, hvordan hendes øjne flakkede.
En kraftig summede gennembrød tavsheden, idet apparatet pludselig blev tændt i hånden på overbetjenten, så de mange kulørte lys blinkede og flimrede. Det gav et sæt i Jesper. Mai slog blikket ned. Hovedet begyndte langsomt at sno sig rundt om sig selv, mens de mange perler ned langs skaftet drejede omkring det i hver sin retning. Overbetjenten kiggede mystificeret på apparatets udfoldelser, mens kollegaerne omkring ham nu brød ud i latter.
- Hvad i alverden? snerrede han. - Hvordan slukker man?
Mai skyndte sig at komme ham til undsætning og bringe apparatet til standsning. Med et forurettet fnys lagde han det til side, hvorimod de andres latter ikke ophørte, før han demonstrativt løftede pegefingeren. Så kiggede han på Mai.
- Er det din?
Hun tøvede. Som kunne hun slet ikke få ordene over sine læber. Spørgsmålet var da også nærmest overflødigt. Jesper lod sig rive med af de andre betjentes munterhed og gjorde et forsøg på at løsne lidt op.
- Nej, det er jo en gave til dig! svarede han ham kækt.
I samme sekund blev der fuldkommen stille. En ildevarslende tavshed, hvori han kunne mærke hvordan hans ord kom til at blive hængende i luften og stillet kritisk til skue. De var bare fløjet ud af munden på ham. Hans vejrtrækning gik helt i stå, alt imens han bad til, at latteren snart ville flyde igen. Men ingen grinede mere. Overbetjenten så ham direkte i øjnene med et iskoldt blik.
- Undskyld, jeg hører dårligt. Vil du være venlig at gentage, hvad du sagde?
Knæene begyndte straks at ryste under ham. Han måtte synke en gang, men halsen var samtidigt blevet knastør, så han i stedet kun mærkede en kvælende fornemmelse.
- Undskyld... Eh...
Stemmebåndet svigtede, og ængstelsen gjorde ham helt mundlam. Han turde ikke se Mai i øjnene. Skammede sig over, hvor slemt han lige havde dummet sig foran hende.
- Hvadbehager?
Overbetjentens stemme var høj, klar og tydelig, og samtidigt så ubehageligt rolig og insisterende på samme tid. En omstændighed, der kun var med til at gøre ham endnu mere nervøs, end han i forvejen var blevet det. Pludselig brød Mai ind.
- Det er min, fastslog hun. - Det er mig, der bruger den.
Al værdighed forlod ham, sådan som hun nu på den mest prekære vis måtte forsøge at redde ham ud af hans knibe, fordi han ikke selv var i stand til det. Overbetjenten kiggede forvirret på dem.
- Nu er jeg ikke med. Den ene siger, at jeg har fået en gave, hvilket jo er meget rørende, hvorimod den anden påstår, at den tilhører hende. Jeres forklaringer hænger ikke sammen. I må skjule noget for os. Vi bliver nødt til at dele jer op, så I kan blive visiteret og afhørt om, hvad der er op og ned.
Hans øjne fokuserede på Mai.
- Og du, unge dame, får så lov at vise mig, hvordan denne her tingest fungerer. Er det forstået?
Hun turde ikke andet end at nikke. Jesper protesterede straks.
- Det kan I ikke! udbrød han. - Hvis hun skal visiteres, må vi insistere på en kvindelig betjent! Ellers går vi direkte til ambassaden!
Han mærkede et stød i maven og faldt sammen med et gisp. Den ene af de underordnede borede advarende sin stav imod ham. Mai rakte forskrækket hånden op foran sine læber, men tav.
- Du må forklare dem, at der ikke var nogen kvinder på vagt.
Vreden ulmede op i ham, men han var magtesløs. Samtidigt kunne han se på Mai, at hun ville fraråde ham at forsøge på noget. Det forekom ham så uretfærdigt, at hans fortalelse nu også skulle gå ud over hende.
- Lad hende gå! fór det ud af ham. - Det er ikke hende, der har gjort noget galt!
Staven blev løftet til et slag, men overbetjenten standsede sin underordnede.
- Tag det roligt, sagde han. - Det er mig, der bestemmer her.
Kufferten og rygsækken blev lukket og stillet ned på gulvet bag skranken. Overbetjenten greb apparatet og rakte det til Mai, som tøvende tog imod den.
- Du følger med mig og min makker, sagde han.
Og sådan blev det. Jesper fik lov at blive stående alene tilbage med den tredje tolder, mens Mai nu vendte om og langsomt blev ledt bort af overbetjenten og hans assistent. Det foruroligede ham, at hun slet ikke selv gjorde nogen modstand. Helt fortabt kunne han ikke lade være med at kigge efter hende, selvom han vidste, at billedet blot ville brænde sig fast i hans bevidsthed og blive ved med at dukke op igen og igen. Hun gik imellem dem, med apparatet hængende med hovedet nedad i den ene hånd, mens de to betjente holdt fast i hendes skuldre fra hver sin side. Billedet blev sløret. Det var hans øjne, der løb i vand. Han bed sig i læben. Måtte anstrenge sig for at holde tårerne væk. Hun kiggede sig ikke tilbage. Det ville kun gøre det sværere for dem begge. Til sidst forsvandt hun om et hjørne. Fortsatte ud i det uvisse. Med ét sank hans hjerte helt ned i maven og blev til en hård knude.

- Tøm lommerne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...