Angel from the hell

"Jeg havde aldrig kunnet forestillet mig, hvad der ville komme til at ske. Det ville ingen have kunnet. Vi var bare et helt almindeligt ungt par på ferie, lige som så mange andre. Lige indtil det øjeblik, hvor jeg løftede kufferten op til dem i tolden. Vi havde lidt travlt, så jeg smed den bare op og tænkte 'Værsgo at kigge', så vi kunne komme hurtigt videre. Der var intet at komme efter. Vi smuglede hverken kokain eller våben eller noget som helst af den slags. Vi smuglede slet ikke, og det vi havde, var heller ikke forbudt. Men det var der, og det blev opdaget. Ikke et sekund havde jeg overvejet, hvad det kunne føre med sig, eller hvordan jeg burde have forholdt mig til det. Det hele skete så pludseligt og gik så hurtigt. Og jeg..." Stemmen knækker. Jesper holder en pause, ryster på hovedet og kæmper for at samle sig igen, inden han tydeligt bevæget kan fortsætte."

1Likes
0Kommentarer
432Visninger
AA

3. For mange spørgsmål

Betjenten, der nu stod på samme side af bordet, stillede en bakke frem. Jesper fiskede sin pengepung, det krøllede boardingkort og den halve pakke tyggegummi op og lagde det i bakken. Aldrig havde han pludselig følt sig så alene, og turde end ikke forestille sig, hvordan Mai nu ville opleve det. Betjenten kommunikerede med nogen over et samtaleanlæg, og han forstod slet ingenting af, hvad han sagde. Måske var han ved at forklare situationen for en kollega. Det ville hjælpe ham meget, hvis han kunne følge lidt med.
- Hvor går de hen med hende?
Han forsøgte at afbryde, men betjenten ignorerede ham. Diskuterede ganske uanfægtet videre med personen i anlægget. Var han rejst på egen hånd, ville han have benyttet det uopmærksomme øjeblik til at række ned efter sin rygsæk med de vigtigste sager, snuppe indholdet i bakken og løbe bort til en ventende taxa uden for. Det ville have været så nemt. I stedet var han lænket med en usynlig kæde. Uroen og rastløsheden blev kun større, og han spurgte igen, denne gang lidt højere. Endelig blev der reageret. Betjenten vendte sig mod ham. Men i stedet for et svar fik han resolut smidt en ordentlig spytklat i ansigtet, hvorpå betjenten blot drejede væk igen og fortsatte samtalen med kollegaen. Han væmmedes, og havde mest lyst til at kaste sig over ham, men frygten for konsekvenserne holdt ham tilbage. Chokeret tørrede han ansigtet af i skjorten. Heldigvis havde Mai ikke skullet være vidne til episoden.
- Det er mig, der stiller spørgsmålene.
Samtalen var afsluttet. Han nikkede. Men det var ikke til ham. Han kiggede sig over skulderen og fik øje på en høj, firskåren betjent, der gik dem i møde. Det måtte være en makker, han netop havde anmodet om at assistere.
- Følg med.
De to betjente flankerede ham, mens de nu gik samme vej, som han for et øjeblik siden havde set Mai forsvinde ad. Et stykke derfra fik han nu øje på en gruppe af tre politifolk. Et fornyet håb lyste pludselig op i ham. De måtte kunne hjælpe. En af dem stod med front imod ham, og det lykkedes ham at opnå øjenkontakt med denne. Med et nik forsøgte han at fange hans opmærksomhed og kalde ham til sig, men han kiggede blot væk og ignorerede hans signal. Det var forgæves.
Hjørnet blev rundet, og de fortsatte videre gennem en dør, som blev åbnet med en kode. Bag døren befandt sig en trappeopgang. Trin for trin blev han ledt opad. Døren smækkede. De fortsatte et par etager op, mens de to betjente nu var tavse. En ny dør blev låst op, og en lang gang strakte sig foran ham. Knap halvvejs nede ad denne standsede de, og endnu en kode blev tastet. Samtidigt brød betjenten tavsheden igen.
- Lad mig give dig et rigtigt godt råd, nærmest fnøs han lige ind i øret på ham. - Ikke flere dårlige vittigheder. Enige?
Jesper nikkede. Døren blev åbnet, og han blev skubbet med ind i et goldt lokale med sparsom belysning. Oppe under loftet sad et smalt, matteret vindue som det eneste. Møbleringen begrænsede sig til et bord med to stole på den ene side og en enkelt på den anden.
- Jo bedre, I samarbejder, des nemmere bliver det for jer selv, fortsatte han. - Hvis I vil have det overstået hurtigt, så lad være med at skabe flere problemer.
Han kiggede ham stift i øjnene.
- Bliver der vrøvl, vil min overordnede kalde folk ind til at hjælpe sig. Tving mig ikke til at blive en af dem. Er du med?
Jesper nikkede igen. Mai måtte have fået samme besked. Men hvor var hun henne? Ved siden af eller på en helt anden etage? Det var umuligt at vide. Sveden haglede ned over hans ligblege ansigt. Blikket var fjernt, og hagen skælvede.
- I det mindste kan du ikke høre din veninde herfra, sagde han indforstået. - Jeg kan se, at du allerede er ved at skide i bukserne. Mand dig lidt op! I forhold til dig var hun jo nærmest helt rolig. Måske gør det hende heller ikke så meget?
Øjnene svømmede over, mens halsen snørede sig sammen i al sin anstrengelse for at holde gråden nede. Han vidste, at Mai i virkeligheden var mindst lige så påvirket som han selv; hun lod det bare ikke lige så tydeligt skinne igennem. Lukkede sig inde i sig selv. Sådan kendte han hende. Følelsen af afmagt og hjælpeløshed var total. Ubærlige billeder trængte sig på, og efterlod ham ikke med andre muligheder end at skyde dem fra sig igen for ikke at gå til grunde. Hvis først han gik fra forstanden, ville han ikke efterfølgende kunne være hende til nogen nytte mere, hvor stor en skyld han end følte ved at måtte undlade at tænke på hende.
- Tag tøjet af et stykke ad gangen og læg det på bordet.
Betjentene satte sig på de to stole. Den ene af dem tændte straks en cigaret og gav sig til at ryge. Jesper hev skoene af fødderne en for en, men kun ganske sporadisk blev de undersøgt for skjulte genstande, da de fik dem i hænderne. Undervejs blev der ikke sagt et ord. Kun en lang hvæsen kunne høres, hver gang den indsugede tobaksrøg blev pustet tungt ud mellem læberne. Med dirrende fingre åbnede han knapperne i skjorten, krængede den af sine skuldre og rakte den til dem. Han var nu kun iført sine grå boxershorts, og holdt derfor inde med afklædningen. Skjortelommen blev hurtigt undersøgt for indhold, og endte derefter i bunken, der havde samlet sig i bordets ene hjørne.
- Fortsæt.
Han tøvede et kort øjeblik, inden han vendte sig lidt væk fra dem, greb fat i sine boxershorts og trak dem af. Med en resignerende bevægelse kastede han dem over mod bordet, og stod så fuldkommen nøgen. Han mindedes ikke en mere intimiderende situation end denne. Hårene rejste sig overalt på hans krop, mens en isnende kulde langsomt bredte sig.
- Fold hænderne bag nakken og drej rundt.
Tøvende løftede han armene og lod hænderne mødes bag den let bøjede nakke. Som de havde bedt ham om, begyndte han nu langsomt at dreje rundt om sig selv. Og lige så snart, han vendte front imod dem, brød de ud i en rungende latter. Han bed sig i læben og tvang sig selv til at blive ved med at dreje rundt. Lod sig ikke gå på af dem.
- Nu forstår jeg bedre, hvorfor hun var nødt til at have sådan en med i kufferten!
De to mænd kiggede på hinanden og grinede højt.
- Mange har jeg visiteret, sagde makkeren, - men den der må i hvert fald være den mindste, jeg nogensinde har set.
Betjentene måtte tørre tårerne af deres kinder.
- Sæt dig hen på stolen, lød det til sidst. - Du kan ikke blive ved med at stå der og danse ballet.
Jesper standsede og tog plads. Han ville gerne have lov at klæde sig på igen hurtigst muligt, men undlod at spørge. Blev ved med at gentage inde i sig selv, at han ikke måtte lade sig påvirke, uanset hvor meget de end ville forsøge. Det var det eneste, han lige nu kunne gøre for Mai.
- Hvor længe har I været sammen?
Jesper rømmede sig for at klare halsen.
- To års tid.
Betjenten gjorde en overrasket grimasse.
- Hvor mødte du hende? Var det gennem et ægteskabsbureau eller nede på gadehjørnet?
Spørgsmålet stak ham som en kniv. De ville have ram på ham.
- Jeg mødte hende på universitetet, svarede han. - Hun er vokset op i Danmark lige som jeg.
Betjenten nikkede langsomt.
- Er hun god til det frække?
Vreden buldrede op i ham igen. Han så intet formål med spørgsmålet og havde ingen lyst til at svare. De ville blot fortsætte i samme dur, og lade det følge af et nyt og endnu grovere spørgsmål. Det ragede ikke dem. Hvor lavt ville de synke? Han forstod slet ikke, hvordan dette dog kunne få lov at foregå her på dette sted. I denne lufthavn. Uden at nogen greb ind. Det var værre end i en film. Værre end i et mareridt. Men han skulle jo holde sammen på sig selv for at skåne Mai mest muligt. Han var fanget. Trængt op i en krog. Stillet over for et urimeligt dilemma. Alt sammen på grund af en enkelt fjollet kommentar, som han allerede havde undskyld. Kunne han dog blot skrue tiden tilbage og slette den replik. Det var urimeligt. Umenneskeligt. Den fortvivlede gråd væltede pludselig ud af ham. Han kunne ikke mere. Væltede ned fra stolen og landede på det hårde gulv. Makkeren fløj op, sprang resolut om på den anden side af skrivebordet og omsluttede hans mest sårbare dele med sin store næve. Luften blev suget ud af hans lunger, så der et øjeblik kun lød en desperat rallen fra hans sammensnørede hals. Den anden betjent nåede frem fra modsatte side og lod slagene fra sin stav regne ned over ham. Snart kunne gråden knap skelnes fra hans smertensskrig, der uafbrudt genlød mellem væggene, inden alt omkring ham blev opslugt af mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...