Angel from the hell

"Jeg havde aldrig kunnet forestillet mig, hvad der ville komme til at ske. Det ville ingen have kunnet. Vi var bare et helt almindeligt ungt par på ferie, lige som så mange andre. Lige indtil det øjeblik, hvor jeg løftede kufferten op til dem i tolden. Vi havde lidt travlt, så jeg smed den bare op og tænkte 'Værsgo at kigge', så vi kunne komme hurtigt videre. Der var intet at komme efter. Vi smuglede hverken kokain eller våben eller noget som helst af den slags. Vi smuglede slet ikke, og det vi havde, var heller ikke forbudt. Men det var der, og det blev opdaget. Ikke et sekund havde jeg overvejet, hvad det kunne føre med sig, eller hvordan jeg burde have forholdt mig til det. Det hele skete så pludseligt og gik så hurtigt. Og jeg..." Stemmen knækker. Jesper holder en pause, ryster på hovedet og kæmper for at samle sig igen, inden han tydeligt bevæget kan fortsætte."

1Likes
0Kommentarer
433Visninger
AA

4. Det afgørende..


Forvirret flakkede han med øjnene. Det hele sejlede. Hvad var der sket? Hvor var han henne? Bølger af smerte sprang frem overalt på hans krop. Han hostede. Genkendte smagen af blod. Tørrede sig om næsen og opdagede et par røde striber på håndryggen. Var han faldet ned ad en trappe? Det føltes sådan. Med besvær drejede han sit værkende hoved for at kunne orientere sig gennem sit tågede syn. Bemærkede, at han var nøgen. Anede rummet. Krummede sig sammen igen med et sæt. Ventede. Bange. Intet skete. Nervøst skævede han til begge sider. Betjentene var forsvundet. Han lyttede. Der var stille. Først efter et par minutter turde han langsomt sætte sig op. Kantede sig hen til den ene væg og lænede sig op ad den. Ude på gangen hørte han i det samme en dør smække, og det gav et sæt i ham. Lyden af fodspor forsvandt dog i modsat retning. Det var dog kun et spørgsmål om tid, inden de ville komme tilbage efter ham. Fortvivlet lod han ansigtet falde ned på sine krydsede arme, hvilende på de rystende knæ.
- Lad mig komme ud herfra...
Bønnen var ikke kun rettet mod rummet, lufthavnen, eller det fremmede land, men hele den skæbne, der var overgået ham. Intet ville blive som før. Allermindst Mai, hvis hun overhovedet, og stik imod alle hans forventninger, kunne vælge at blive hos ham efter alt dette. Smerten over hvordan hans fejltagelse kom til at gå ud over hende, var langt større end summen af al den fysiske ubehag, han nu følte over det hele. Han var blevet ramt i baghovedet, tindingen, kæben og flere steder ned langs ryggen og siderne. Næsen måtte han havde slået i et fald mod gulvet, da han gik ud som et lys.
Tungt løftede han hovedet igen. På bordet lå hans tøj, som det var blevet efterladt. Stadig groggy kæmpede han sig på benene og humpede derhen. Det knugende greb havde gjort næsten enhver bevægelse til en pine. Han tumlede ned på stolen og gav sig til at klæde sig på igen. Men sæt nu, faldt det ham ind, at al denne ængstelse for hende i virkeligheden var ubegrundet. At de blot havde foregivet det hele for at ryste ham. Han forstod jo ikke deres sprog, så de kunne have aftalt hvad som helst for at straffe hans fornærmelse. Det var en spinkel mulighed, men trods alt et lille håb at klamre sig til, mens han nu blot kunne vente.
Han turde dog ikke. Rædslen risikerede kun at blive så meget desto større, når han endelig så hende igen. Det var bedre at forberede sig på det værste. Uvisheden gjorde ham vanvittig. Han havde intet at forholde sig til. Kun gisninger. I det ene øjeblik anede han det svage håb om, at der ikke var sket hende noget, men i det næste var han tilbage i det sorte hul, der langsomt opløste ham indefra. Og sådan blev hans sindsstemning nu ved med at svinge frem og tilbage, mens han skiftevis sad og stirrede ned i bordet eller vandrede hvileløst omkring det i cirkler. Snart den ene vej, snart den anden.
Tiden sneglede sig af sted. Men om der var gået fem minutter, en halv time eller to timer var ham umuligt at afgøre. Han vidste heller ikke, hvor længe han havde ligget bevidstløs. Nu lod de ham bare vente. Overladt til sig selv og sine mørke, kaotiske tanker. Men hvor var de gået hen? Truslerne fra betjenten dukkede uvelkomne op i hans erindring. Han måtte ikke tænke på det. Der var ikke mere, han kunne gøre nu. Andet end at vente. Og selvom det var blevet vanskeligere end nogensinde, måtte han stadig prøve at holde sammen på sig selv, indtil det var forbi. Før eller siden måtte det jo være forbi. Som når man vågnede op fra en ond drøm.
Lyden af fodtrin på gangen afbrød atter stilheden. Han stivnede, mens hjertet skød sig op i halsen. Trinnene standsede uden for døren. En nøgle blev stukket i låsen og drejet rundt. Døren åbnede sig.
- Af sted.
Betjenten blev stående derude og ventede. Tøvende og vagtsomt trådte han med ud på gangen. Lyset skar ham i øjnene. Ville han nu få Mai at se igen? Han turde ikke spørge. Døren blev lukket og låst igen, og betjenten vendte sig mod ham.
- Det ville have glædet mig at gøre arbejdet færdigt med hensyn til dig, sagde han. - Men du forstår sikkert godt, hvorfor jeg ikke har mere energi tilbage.
Pludselig syntes han, at hans skjorte så mere krøllet ud end før, men slog det hen. Betjenten skubbede ham frem som tegn til, at han skulle begynde at gå. Benene skælvede under ham, men det lykkedes ham at holde dem i gang og fortsætte den lange vej tilbage. Den anden betjent var ikke mere at se. Dørene blev åbnet, efterhånden som de bevægede sig frem, og til sidst var han tilbage i den åbne del af lufthavnen.
Nervøst spejdede han efter Mai. Hun var der ikke. Hjertet hamrede af sted. Han var i syv sind. Enten var hun også bragt tilbage, eller også måtte det snart ske. Hvis ikke, ville han råbe på hjælp og lade alle omkring dem vide, hvad der var sket. Det kunne ikke blive ved på denne her måde. Nu måtte det være nok. Nu måtte det stoppe.
- Bliv stående her.
De var nået tilbage til skranken, hvor det hele startede. Mai var stadig ikke at se. Uroen slap ham ikke. Han rystede over det hele, alt imens han gjorde sit bedste for at skjule det. Betjenten gik om på den anden side og gav sig til at udfylde nogle papirer. Omkring ham var alting som før. Som om ingenting var sket. Passagerer, lufthavnspersonale, piloter og kabinefolk myldrede frem og tilbage i den store hal. Alle komplet uvidende om, hvad der havde udspillet sig ganske få meter derfra, og som han da heller ikke selv havde kunnet forestille sig. Det rolige scenarie forekom ham så uvirkeligt, nærmest hånligt, og han vendte sig væk fra det og rettede i stedet blikket mod det hjørne, hvor han havde set hende forsvinde. Og lige som dengang blev hans hoved tømt for tanker. Denne gang fordi han ganske enkelt ikke magtede flere.
Pludselig dukkede hun op, og han så hende komme stavrende imod ham i sin iøjnefaldende kjole og de lette sandaler. Håret var sammenfiltret, og ansigtet fuldkommen udtryksløst, nærmest udvisket. Det skar ham i hjertet, og overdøvede næsten lettelsen ved omsider at se hende igen. Ængstelsen ville ikke slippe sit stærke greb i ham, og han turde derfor hverken gøre fra eller til, før de begge atter var sluppet helt fri.
Hun nåede hen til ham. Han anede slet ikke, hvad han skulle sige eller gøre. Ingen ord eller handling forekom ham passende i dette øjeblik. Vidste blot dette ene, at det hele havde været hans skyld. Frygtede for, hvad hun havde været igennem. Håbede, at hun ville være i stand til at komme videre. Om det så betød, at det var forbi med ham. Han følte sig så utilstrækkelig. Stod bare der med bøjet hoved og prøvede at samle sig igen. Hun standsede, men kunne ikke se ham i øjnene, lige som han heller ikke kunne få sig selv til at søge hendes blik.
Betjenten greb deres kuffert og smed den over på den anden side af skranken, hvor den tumlede ned på gulvet med et ordentligt brag. Dernæst fik rygsækken samme tur.
- Skrid med jer.
Jesper undlod at svare. Nu skulle de bare væk. Han samlede rygsækken op og svang den over skuldrene. Jag af smerte fór gennem hans forslåede skulderblade, men kunne ikke standse ham. Han rejste kufferten op og greb håndtaget. Kiggede kort på Mai og begyndte at trille tilbage mod udgangen. Hun fulgte ham et par skridt bagefter. Begge gik de langsomt. De var ikke i stand til andet, selvom det ellers ikke kunne gå for hurtigt med at komme bort derfra. Ingen af dem sagde et ord. Han ville tage hende i hånden, men tøvede. Det var bedre at vente med noget til de havde passeret de automatiske døre. Hver gang de gik op, kunne han fornemme solskinnet. Men selv hvis der havde været regn eller hagl, havde det for ham været billedet på frihed. Usikkert, men skridt for skridt, nærmede de sig. Sluttede sig til mængden og gik med dem igennem.
Lige så snart de var nået helt uden for, bøjede Mai sig pludselig sammen med hvad der først lød som en halvkvalt hosten, og faldt ned på knæ. Klar slim blandet med en gråhvid masse forlod hendes mave og væltede ud på fliserne foran hende. De tilfældigt forbipasserende kiggede chokeret på hende. Jesper kom hende til undsætning og samlede hendes hår, indtil det var ovre. Fra sin rygsæk fandt han en papirserviet og tørrede hende om munden og hagen.
- Er du okay?
Han vidste, at spørgsmålet lød dumt, uanset hvor velmenende det end kunne være. Men et eller andet blev han nødt til at sige, og han kunne ikke komme på noget bedre. Hun nikkede. Forsigtigt hjalp han hende op at stå igen. Gav hende sin vandflaske og lod hende skylle efter. I nærheden stod en ledig bænk. Han hankede op i kufferten og trak den med derhen. Inden de kunne fortsætte nogen som helst steder, måtte de have et hvil. Han anede alligevel ikke, hvor de skulle tage hen nu. De satte sig på bænken, og Mai lagde sig med hovedet hvilende på hans skød, mens hun krummede sig sammen om sig selv. Nu så tæt på ham, og alligevel så fjern som aldrig før. Hendes kjole gled op. Trusserne var væk. Han mærkede en kuldegysning, og skyndte sig at dække hende til igen. Ingen af dem sagde noget, selvom der var alt for meget at tale om. De blev bare hvor de var, i tavshed, mens folk intetanende gik forbi, og den ene larmende maskine efter den anden trak sin mørke skygge ind over dem.
Langsomt begyndte tårerne atter at presse sig på bag hans røde øjne. Forsigtigt lod han fingrene stryge gennem hendes hår. Halsen snørede sig sammen. Hagen dirrede. Tårerne trillede ned ad hans kinder og dryppe ned på hendes skulder. Han snøftede gennem det størknede blod. Hun blev liggende helt stille. Nærmest livløs. Hun vidste, hvad han tænkte, lige som han nu var klar over, hvad hun ville svare. Men hun var i sikkerhed. Ikke urørt, men i sikkerhed. Og hun var hos ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...