2. verdenskrig

Baggrund: Hitler fulgte sine rådgiveres råd i april 1940 og besatte ikke Danmark og Norge, derfor holdt Danmark sig helt uden for 2. Verdenskrig, med det resultat at flere nazisympatisører fastholdt deres sympati.

1Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

1. En ørkenløs debat

Nu syntes han snart, at det bare var for meget! Han orkede slet ikke, at hans bedsteforældre kom på besøg i aften!
Ikke fordi han ikke kunne lide dem, tværtimod. Det var fordi han vidste, at morfar og hans far ville debattere det samme om igen, fuldstændig som de havde gjort så langt tilbage, som han kunne huske. Det endte altid med, at de to sad og råbte, mens hans mormor bare sad tavs, og hans mor bønfaldt dem om at stoppe, uden at hun blev hørt. Han kunne heller ikke selv holde det ud, for den debat var håbløs. Han havde selv spurgt sin far gentagne gange, om han ville have haft samme positive holdning, hvis Hitler havde trodset sine rådgivere og besat Danmark. Hver gang var svaret, at det aldrig ville være sket, de havde jo sluttet ikke-angrebspagt med Danmark.
Og nu havde hans mor i går glædesstrålende meddelt, at hans storebror Jarl også kom på besøg og ville blive et par dage. Han havde ikke været hjemme i flere år, så kom han netop nu. Som om der ikke var nok at se til. Det var sandelig ikke let, alt det de skulle nå i gymnasiet, når familien også skulle passes. Deres dansklærer gav dem specielle skriftlige opgaver, der ikke var gængse danske stileopgaver. I forgårs havde han givet dem til opgave at skrive en novelle, og Bjarke ville skrive en såkaldt kontrafaktisk historie om Danmark, der var blevet besat af nazisterne. Flere af hans klassekammerater var godt sure over den opgave, men ikke Bjarke. Han havde længe villet skrive en novelle, men aldrig rigtig fået gang i den. Skrivebordsskuffen bugnede af ufuldførte historier, men denne her skulle nok blive til noget, når det var en skoleopgave med pisken over nakken. Det skulle blive tilfredsstillende at skrive en historie færdig.
Han kiggede op på væggen i den anden ende af klasselokalet, hvor Julius Cæsar, Napoleon Bonaparte og Adolf Hitler prydede væggen. Flere af hans klassekammerater havde ofte sagt, at Bjarkes frisure lignede den første, han kunne godt selv se det, når han så sig i spejlet. Han havde bare ikke den krumme næse og det kantede ansigt, han var mere rund i det.
Et billede af Hitler, altså! Henne på Arbejdermuseet havde man diskuteret, om det var ret og rigtigt at have en statue af Lenin stående, men i hans klasseværelse hang der et billede af Hitler ved siden af Julius Cæsar og Napoleon, det satte man ikke spørgsmålstegn ved. Hvorfor skulle de tre specielt fremhæves i et klasselokale på et gymnasium? Hans historielærer i folkeskolen havde ikke forspildt nogen lejlighed til at benævne dem som tre store statsmænd, Hitler havde han fremhævet for at have fået skik på Tyskland i en ustabil periode, men så havde Churchill erklæret ham krig, og det var endt med Tysklands ruin. Bjarke havde i en time spurgt denne lærer, hvad vi havde ment om Hitler, hvis han havde besat Danmark. Det var den høje herre blevet fortørnet over, for det var da helt umuligt, at han nogensinde skulle have gjort det, han havde jo tegnet ikke-angrebspagt med Danmark, hvor kunne man dog tro noget så tåbeligt!
Historielæreren her på gymnasiet, Vandrup, var derimod meget kritisk. Hvis det stod til ham, skulle Hitler nærmere hænge ved siden af Stalin. Bjarke havde sagt det til sin far, der havde afvist det med, at det slet ikke var det samme overhovedet, Stalins forbrydelser kunne ingen hamle op med.
Da han forlod gymnasiet og gik hen ad Stockholmsgade, var der en, der hilste på ham med lidt accent. Det var hans tysklærer, frk. Heinzen. Hun var tysk af fødsel, men talte godt dansk. Hun var omkring de fyrre og var begyndt at få de første grå striber i det mørke hår.
"Er din mor blevet rask, Bjarke?" spurgte hun venligt.
"Ja, hun er ovenpå."
De fulgtes ad og snakkede sammen, på et tidspunkt nævnte han sin danskopgave, som han måske gerne ville have hende til at hjælpe lidt med.
"Der er en ting, jeg ikke forstår ved Danmark," sagde hun, "hvorfor er der nogen her, der i fuld alvor mener, at Holocaust ikke har fundet sted?"
"Det er ikke godt at vide. Er det rigtigt, at det er forbudt at sige det i Tyskland?"
"Det er rigtigt, det manglede også bare, det er jo bevist!"
"Det er der så mange, der påstår, at det ikke er."
"Det fatter jeg ikke! I mit hjemland ønsker vi ikke nazismen tilbage, vi betragter det som en skændsel for Tyskland!"
Ved hjørnet af Lundsgade tog de afsked med hinanden. Bjarke gik hen til sin opgang i den gade og op ad den let forfaldne trappe til den mellemstore lejlighed, hvor han boede med sine forældre. De var kommet hjem, hans far sad og læste avis i lænestolen foran det gamle kobberstik af slaget på Reden.
"Nå, hvad har I så lavet i skolen i dag?" spurgte han Bjarke.
"Meget forskelligt, vi fik i forgårs til opgave at skrive en novelle i dansk."
"Det er dog utroligt, hvad man bruger tiden til i dag. Har du tænkt dig at skrive en?"
"Ja."
Dernæst fortalte han, at hans tysklærer ikke fattede, at nogen i Danmark benægtede Holocaust.
"Men kære ven, hun er jo præget af sejrherrernes fremstilling som alle andre. Vi hører altid de allieredes fremstilling, fordi det var dem, der vandt."
"Men far, har du aldrig overvejet, at det kunne være sandt?"
"Hold nu op med at diskutere politik!" råbte hans mor ude fra køkkenet.
"Det kunne da ske," sagde hans far, "men vi skal være kritiske overfor det vi hører. Hitler gjorde jo noget positivt, han fik Tyskland på fode og sænket arbejdsløsheden."
"Min tysklærer siger, at det var fordi han udskrev de ledige til tvangsarbejde i våbenindustrien."
"Det var vel for at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, vore politikere i dag er inde på noget af det samme med aktivering af ledige."
"Vil I ikke nok holde op!" råbte moren igen ude fra køkkenet.
"Men Gerda altså," svarede hans far tilbage, "man skal engang imellem tage stilling til noget, der har med det virkelige liv at gøre!"
"Du vover lige at bringe det emne på bane, når mine forældre kommer på besøg i aften!" svarede hun.
"Hvorfor er du dog så hysterisk?"
"Altså, far," indskød Bjarke, "i folkeskolen hørte vi om Hitler som en dygtig statsmand helt efter dit hoved, men aldrig om bagsiden. Hvad med jødeforfølgelserne? Det er først med min historielærer her i gymnasiet, at vi er begyndt at høre om det."
"Det er aldrig blevet bevist, at de virkelig fandt sted, min dreng. Desuden skal vi ikke fokusere på noget, der er sket engang, vi skulle hellere gøre noget ved de problemer vi har nu, jeg tror Hitler havde fået alle de ledige i arbejde."
"Ved internering og tvangsarbejde?"
"Det er negativt ladede udtryk, se det positive, de fik noget at tage sig til i hverdagen!"
Bjarke sukkede. De havde den diskussion med regelmæssige mellemrum, og hver gang morfar og mormor var på besøg, blev hans morfar hidsig. Det kunne være, at man ikke skulle bringe det på bane, for mor orkede ikke den diskussion gentagne gange, især ikke nu, hvor hun var rekonvalescent.
Bjarke blev åndsfraværende, for nu kom hans far sin sædvane tro til farfars tur til Tyskland i 1941, og hvor flot og strålende det var, hvad han havde set dernede.
Han lyttede lige efter et kort øjeblik. Nu var han kommet til, hvordan alt det Hitler havde bygget op var blevet ødelagt af en meningsløs krig.
"Men far, Hitler angreb jo Polen!"
"Han gavnede de lande han erobrede. Hvad gjorde de allierede andet end at bombe Tyskland sønder og sammen?! Se bare, hvordan det gik med Dresden!"
Bjarke gled ind i åndsfraværelsen igen. Han vidste den ville komme, nu fortsatte det med, hvordan vi i vore dage blev oversvømmet af dekadent amerikansk kultur og indvandrere. Det næste blev, at det var et held, at vi havde holdt os udenfor, ellers havde de allierede oversvømmet landet fra Jylland, nu tog de den heldigvis via Normandiet.
"Min historielærer mener, at de havde taget den via Normandiet alligevel."
"Det vås tror jeg ikke på. Ingen general, der er ved sine fulde fem, ville lave en sådan operation, hvis der var alternativer."
"Altid det samme!" sukkede Bjarkes mor, "kan vi da ikke bare engang imellem snakke om noget andet?"
"Ja, Jarl, han har altid været en rask dreng, nu ser vi ham endelig i aften," sagde faren. Bjarke sukkede endnu en gang, for nu kom den samme gamle rummel om alle Jarls fortræffeligheder.
Han trak sig tilbage til sit værelse for at lave lektier. Først sad han og funderede over sin skriftlige opgave til dansk. Det var ikke sådan at gøre sig forestillinger om en anden historisk udvikling end den virkelige.
Et øjeblik sad han og kiggede på fotoet af familien i Dyrehaven, som han havde hængende på sin opslagstavle. Det var fra da ham og Jarl var små drenge. Det så idyllisk ud, men altid kørte det i hovedet på Bjarke, Jarl mig her og Jarl mig der, altid skulle han høre, at han bare skulle gøre det som Jarl, for han var en rask dreng.
"Bla, bla, bla," mumlede han for sig selv.
Nu kom den raske dreng pludselig hjem efter lang tids tavshed. Bjarke var ved at brække sig på forhånd og havde mest lyst til at sige, at han skulle noget andet og så tage ud i aften, i biografen eller hvad han nu fandt på, men når mormor og morfar også kom, så ville han ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...