2. verdenskrig

Baggrund: Hitler fulgte sine rådgiveres råd i april 1940 og besatte ikke Danmark og Norge, derfor holdt Danmark sig helt uden for 2. Verdenskrig, med det resultat at flere nazisympatisører fastholdt deres sympati.

1Likes
0Kommentarer
388Visninger
AA

2. Den aften

Endelig kom aftenen, hvor han ønskede, at den var overstået! Nu var bedsteforældrene kommet, far og morfar var allerede i gang. Nu gik det op for ham, at han kunne spørge morfar om noget af det, som han tænkte over i forbindelse med sin opgave.
"Bedstefar, jeg vil gerne vide, tror du, at Hitler havde i sinde at bryde ikke-angrebspagten og besætte Danmark?"
"Jeg finder det meget sandsynligt, han brød den med Sovjetunionen og flere andre lande."
"Men de var jo kommunister!" sagde hans far.
"Det er da lige meget!" svarede morfaren skarpt, "derfor skal man alligevel holde sine løfter!"
"Tror du, at de allierede havde invaderet via Jylland i stedet for Normandiet, hvis vi havde været besatte?"
"Det ville i hvert fald have været knap så vanvittigt som det i Normandiet, nu lykkedes det så alligevel, godt det samme!"
"Svigerfar, hvorfor tegner du sådan et sort billede? De fik trods alt Tyskland på fode."
"Ja, til en stor krigsmaskine!"
"Det var Churchill, der erklærede Hitler krig, så vidt jeg ved!"
"Hold nu op!" sagde moren, "nu kommer Jarl hjem, så skulle det gerne være lidt hyggeligt. Det er år og dag siden, at vi alle har været samlet."
"Vi glæder os til at se ham," sagde mormoren. "Hvad går han og laver."
"Det får vi at høre."
I det samme ringede det på døren, og da moren gik ud og lukkede op, hørte Bjarke Jarls velkendte stemme derude og deres mors hjertelige modtagelse af ham. Da han kom ind i stuen, gav han dem alle en hjertelig omfavnelse efter tur, undtagen Bjarke, som han håndhilste på.
"Nå, intet nyt, lillebror?"
"Nej, intet," svarede Bjarke køligt. De satte sig til bords, og maden blev båret ind. Alle de voksne begyndte at spørge Jarl, hvordan det gik. Han fortalte om sit arbejde, han var jernbanefunktionær.
"Jeg tænker at gå ind i politik," sagde han, "vi trænger til et nyt pift i dette land. Far, du har så tit fortalt om, hvordan det var i Tyskland, da farfar var på rejse dernede!"
"Ja, det var storslået som han beskrev det, min dreng, de flotte parader og alle de velordnede forhold, og man oplevede slet ingen kriminalitet på gaderne, ikke nogen der hang på gaden og fyldte sig med sprut."
"Hvad nu, hvis Tyskland havde besat os?" indskød Bjarke, "ville du så have den samme holdning?"
"Alt det vås om, at de ville have besat os!" svarede Jarl, "jeg tror ligesom far ikke en disse på det."
"Men jeg siger også, hvad nu hvis! Det kan du vel svare på!"
"Hitler besatte kun lande, hvor der var en grund til det. Han ville beskytte sine landsmænd, der blev forfulgt."
"Min tysklærer siger, at det var noget han fandt på for at have et påskud. Desuden, når I gentagne gange kommer med, at de allierede bombede Dresden, hvad mener I så om de raketter, som nazisterne sendte helt vilkårligt hen over London?"
"Hvad har du for i matematik?" sagde hans far.
"Om romber, men jeg stillede et spørgsmål!"
"Hvad med tysk?"
Morfaren slog i bordet, han var begyndt at ligne en kogt krebs. "Svar dog drengen på hans spørgsmål! Hvad mener du om deres raketbombardementer af London?"
"Altid kommer I op og skændes, når vi kommer ind på det emne!" råbte moren fortvivlet. "Kan I dog ikke bare holde op!"
"Alle begår grusomheder i krig!" svarede faren.
"Det siger du ellers ikke, når vi taler om Dresden!"
Mormor, der havde siddet tavs, tog nu ordet. "Jeg skal sige jer en ting: jeg passede jødiske kvinder efter krigen, som havde været i nazisternes lejre, jeg siger jer, det var en grusom oplevelse! I vil måske sige, at det er krigspropaganda, men disse kvinders ar og underernæring, den løj ikke!"
"Bravo, Vigga!" sagde hendes mand, "og så synes jeg, at du skulle tage og svare på din søns spørgsmål."
"Altså, jeg synes snart jeg er træt af at høre på alt det, som om at Hitlers modstandere var bedre..."
Bjarke kendte smøren, der kom nu, så han sank ind i sin egen verden og tænkte.
Hvis nu Tyskland havde besat Danmark, så ville DNSAP helt sikkert være gået i opløsning. Ville det mon have gjort Danmark pro-kommunistisk? Nej, det troede han ikke.
Ville man have gjort modstand i Danmark ved besættelsen, eller ville man have overgivet sig på stedet og samarbejdet med besættelsesmagten?
Han lyttede lidt igen. Hans far var som sædvanlig kommet til, at Mussolini var en fej hvidløgsgnasker, der havde svigtet sine allierede.
Bjarke sagde tak for mad, trak sig tilbage til sit værelse og kiggede i sin tekstbog til dansk for at se, hvad det var de skulle læse til mundtlig dansk næste dag. Det var jo Harald Bergstedt, den store folkelige digter, som han ofte kaldtes. Han havde været en af nazisternes forsvarere og holdt ved det selv efter Tysklands nederlag. Måske skulle man prøve at læse noget af, hvad han skrev om nazismen? Havde han været lige så velanset i dag, hvis Tyskland havde besat Danmark? Havde Kaj Munk ændret mening og gået imod Hitler i stedet for de rasende skrifter mod de allieredes felttog, som på hans ældre dage var blevet hans kendemærke?
Bjarke måtte se det i øjnene, det var ikke så let at skrive en novelle af den type. Der var meget man måtte gætte sig til.
Hans morfar og mormor ville nok have haft samme holdning, den havde måske været heftigere. Men hvad med hans farfar og far? Ville de have ændret holdning?
Han satte sig til at skrive sin historie. Tyskland havde overgivet sig 8. maj ifølge den historiske årstalsliste, så han regnede med, at Danmark så var befriet på denne dato.
Hvornår ville Danmark så være blevet besat? Han gættede vilkårligt på et sted i april 1940, ifølge Vandrup havde nazisterne drøftet Skandinavien i det tidsrum.
Hvordan ville besættelsen være forløbet? Han forestillede sig de hårde kampe, inden Danmark var bukket under. Der måtte være blevet meget ødelagt under disse kampe, måske nogen af de værdifulde historiske minder, og der måtte være blevet mange dræbt, fuldstændig som ved Frankrigs fald.
Han besluttede at lade sin farfar være hovedpersonen, der bitterligt fortrød sin sympati for Nazityskland. Mon han ville blive forfulgt for landssvig? Han tænkte længe over det. I de lande, der havde været besat, fór man efter befrielsen grusomt frem mod dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Ville man også gøre det i Danmark? Det skulle være mærkeligt andet.
Men hvad, det var gætteri, hvad vidste man egentlig med sikkerhed om tænkte situationer? Det var kun det virkelige forløb, man kunne vide noget om, ifølge hans far kunne man heller ikke engang vide noget om det.
Men hvad så, hvis Hitler havde vundet? Ville hans mors forældre så have skiftet side, eller var de død i kz-lejr? Ville Danmark så have været en tysk provins, eller...?
Den tanke besluttede han at glemme. Han ville lade sin novelles verden være som i det virkelige liv, bare at Danmark var blevet besat. Ville tyskerne så have besat hele Skandinavien?
Det blev for kompliceret, han holdt sig til det besatte Danmark som eneste kontrafaktiske element. Han forestillede sig Danmark sønderskudt og den danske hær massakreret ovenpå de indledende kampe, sin farfar og far ville fortryde deres sympati og en frihedsbevægelse i stil med den, der havde været i de besatte lande. Hans historie skulle begynde ved Danmarks befrielse den 8. maj 1945 og opgøret med landssvigerne, forbudet mod DNSAP og den måske store USA-begejstring efter krigen. Hans farfar ville blive anklaget for landsforræderi, han begyndte at forestille sig hans samtale med en sagfører.
Nu gik tankerne til aftnens diskussion og Jarl. Han og far havde altid været pot og pande i den diskussion, og nu ville Jarl gå ind i politik. Hvilket parti, mon? Bjarke gættede på DF.
I morgen ville han tale med sin historielærer om, hvorvidt alle jødeudryddelserne var bevist, så næste dag opsøgte han Vandrup. Han sad i klasseværelset efter timen og gned sit velplejede mørke fuldskæg, som han havde for vane når han tænkte, han havde flere af sine bøger foran sig. Bjarke kom op og forelagde ham sit spørgsmål.
"Jeg er bestemt glad for, at du spørger, nu skal jeg vise dig noget."
Han tog en stor bog op om Nürnbergprocessen og åbnede den på et billede forestillende bunker af lig, de døde mennesker var tydeligt underernærede inden de døde.
"Det er et eksempel på, hvad de allierede soldater fandt under fremrykningen ved krigens slutning," forklarede han. Bjarke gøs. Vandrup bladede om til en anden side og viste et stort rum med vægge af beton. Han forklarede, hvordan der blev lukket gas ind og dræbte flere tusinde mennesker på engang. Bjarke følte, hvordan gåsehuden bredte sig over hele hans krop.
"Men hvorfor bliver det altid fortiet?"
"Her kan jeg kun give dig mit personlige bud, Bjarke."
"Det vil jeg gerne høre."
Vandrup fortalte, hvordan Stauning allerede i 1939 havde talt for en opretholdelse af samhandlen med Tyskland, fordi der snart ikke ville være andre nationer at handle med, det ville gøre Danmarks økonomi ringe, hvis vi stoppede denne samhandel. Derudover pegede han på alle de store personligheder, der sympatiserede med Hitlers politik.
"Min mening er, at man ikke vil have Stauning, Harald Bergstedt og Kaj Munk sat i dårligt lys, derfor fortier man dette."
Bjarke nikkede. "Må jeg låne den bog der, Vandrup?"
"Hjertens gerne. Jeg vil da også gerne læse den historie, som du skriver som danskopgave, for som du nok kan forstå, så interesserer det mig meget."
Bjarke takkede sin historielærer, puttede bogen i tasken og gik ud.
Det kneb ham i høj grad at holde koncentrationen i timerne resten af dagen, for hans tanker kredsede omkring denne samtale, og navnlig hvad hans far ville have sagt, hvis han havde overværet den.
Derhjemme kastede han sig straks over den lånte bog. Den var ikke hyggelig, der stod side op og side ned, hvordan de brugte fanger til eksperimenter, slog dem ihjel i massevis i gaskamre og hvordan de allierede efter krigen havde fundet bunker af lig, som bødlerne ikke havde nået at rydde af vejen. Det gjorde ham ubehagelig tilpas flere gange, og han besluttede at læse op fra den for hans far ved først givne lejlighed.
Den lejlighed bød sig samme aften, for hans far udbredte sig med sin sædvanlige smøre. Bjarke tog bogen frem og læste op fra den.
"Hvor har du den bog fra?" spurgte han.
"Jeg har lånt den af min historielærer, Vandrup. Hvad mener du om dette?"
"Det er sikkert løgn og latin!" råbte hans bror højt.
"Altså, husk nu, at det der er skrevet af sejrherrerne," sagde hans far."
Bjarke sukkede. Jarl rejste sig, nu skulle han mødes med sine kammerater.
"God fornøjelse, min dreng," råbte hans far efter ham, hvorpå han vendte sig mod Bjarke, der rejste sig. "Jeg ved godt, hvad du vil sige nu, det behøver jeg ikke spilde min tid på endnu en gang!" sagde han syrligt.
Han gik ind til sig selv. Nu skrev han løs, for han fandt nu på, at nazisterne nok havde bygget en lignende lejr i Danmark. Han måtte så udtænke, hvor de ville have lagt den. Han fandt på et sted ude på den ubebyggede del af den jyske hede. Mens han sad og skrev, hvad der foregik i denne lejr sådan som han havde læst det i den lånte bog, glædede han sig over, at Danmark havde holdt sig udenfor.

Næste dag skulle han have historie i første time.
En af skolens vikarer trådte ind.
"Vandrup er sygemeldt, så I skal foreløbig have mig," sagde han. "Det er blevet mig pålagt at fortælle jer, at der i aftes trængte en flok unge mænd ind i hans hjem, der overfaldt ham og smadrede en stor del af inventaret i hans hjem. Han er indlagt med svære kvæstelser."
Der gik en isnen gennem Bjarke.
"Ifølge hans kone, som de skånede, råbte de, at han var et jødevenligt svin."
Bjarke rystede forvirret på hovedet. Også denne dag havde han svært ved at koncentrere sig resten af dagen, det første han gjorde derhjemme var at fortælle det til hans forældre. De blev begge rystede.
"Jeg håber sandelig ikke, at du tror, at jeg billiger noget sådant, min dreng," sagde hans far til ham.
"Det tror jeg heller ikke, men kan du ikke se, at det gør en mistænksom?"
"Jo, men glem ikke, at venstrefløjen bruger de samme metoder. Desuden er manden selv ude om det, når han udtaler sig offentligt."
"Man har ret til at udtale sig i dette land!"
"Men så må man tage konsekvenserne."
Bjarke rystede på hovedet.
Han gik ind for at kigge på lektierne. De var svære at fatte nu, hvor han ikke havde været særlig koncentreret i timerne.

Næste dag havde de tysk i sidste time. Han iagttog, at frk. Heinzen vist heller ikke var særlig koncentreret. Han henvendte sig til hende efter timen, da han gerne ville spørge hende om noget angående Tyskland under nazismen. Hun svarede, at hun ikke kunne sige meget om det. Han kiggede undrende på hende. Hun tog en seddel op, som hun havde fået smidt ind ad brevsprækken aftenen i forvejen.
"De vover at sige noget ondt om Hitler og hans frænder. Ellers går det Dem ilde!"
Bjarke rystede forvirret på hovedet.
"Så du forstår, at jeg må holde lav profil. Se bare, hvordan det gik din historielærer."
Bjarke nikkede.
Han gik lige hjem og fortalte det til sine forældre.
"Du må som sagt ikke på nogen måde tro, at jeg billiger sådanne metoder," sagde hans far alvorligt.
"For resten, så har jeg en overraskelse," lød det fra Jarl. Han tog et armbind op og trak det på sin ene arm. Da det foldede sig ud, åbenbarede det de røde striber og den hvide stribe med det velkendte tegn, hagekorset. I længere tid sad de alle tavse.
"Ja, jeg ville ikke fortælle det, mens morfar og mormor var her for ikke at skabe en dårlig stemning, men nu ved I det."
"Er det nu ikke at gå for langt?" spurgte deres far efter et stykke tids tavshed.
"Du har da altid talt om, hvordan Hitler fik Tyskland på fode."
"Det har jeg godt nok, men... ja, forstår du, jeg vil ikke bestemme over dig, men har du tænkt over, hvilke problemer du kan få?"
"Dem er jeg villig til at kæmpe imod! Dem, der siger noget om den nazistiske holdning, skal få med mig at bestille."
Da begyndte Bjarke at råbe af sin storebror. "Er det dig og dit slæng, der har overfaldet Vandrup?"
"Hvad er det dog, at du beskylder din bror for!" råbte hans mor.
"Hvem andre end jer kunne finde på det?"
Jarl rystede på hovedet med et overbærende smil. Hans far rejste sig.
"Jarl, er det dig og dine fæller?"
Jarl kiggede nervøst på sin far.
"Se mig lige i øjnene og svar: er det dig?"
"Far, du har altid sagt, at man skulle forsvare det man gik ind for, alt hvad man kunne."
"Nå, din raske dreng!" råbte Bjarke, "du er sandelig modig, du tør ligefrem overfalde en ubevæbnet mand sammen med flere andre!"
"Nu kan du godt forsvinde herfra, og det i en fart!" råbte faren.
"Harald!" råbte moren, vild i øjnene.
"Ud med dig, din voldsmand!"
"Det kan kun gå for langsomt!" råbte Bjarke triumferende. "Gå hen og slik dine nazi-venner i røven!"
Jarl trak sig forskrækket tilbage og flygtede hurtigt ud af døren. Hans far stod tilbage, højrød i ansigtet.
"Du har jo selv været med til at opmuntre ham til dette," råbte hans kone højrøstet.
"Men sandelig ikke til at være en overfaldsmand!"
"Far, forstår du nu mine indvendinger?" sagde Bjarke.
Harald kiggede ned og tænkte.
"Men det rokker jo ikke ved alt det gode, som Hitler gjorde for Tyskland! Da farfar var dernede..."
Bjarke sukkede dybt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...