no way - no chance

En realistisk gyser.

0Likes
0Kommentarer
318Visninger

1. No way

Human mice for the angel of death
Four hundred thousand more to die
Angel of Death - Monarch to the kingdom of the dead


Slayer, 1986

Adam:
Verden er ikke klar, tænker jeg, og ser på mine venner. Dan svajer, og jeg kan se på hans øjne, at han har drukket meget mere end tolv bajere. Han holder fast i billardkøen med begge hænder, som var den tilværelsens sidste faste holdepunkt, og trykker den mod sin enorme kuffertmave. Jeg har kendt ham, siden jeg var ti, og han har altid stået sådan. På den plads, ved siden af baren til højre for billardbordet. Engang var her fyldt af røg, fest og glade tider. Nu er det kun os der holder stand.

Karsten har lagt ballerne sort, og jeg skæver til tavlen, selvom jeg udmærket ved, hvad den står. Jeg ved altid, hvad jeg mangler. Det var Karsten, der lærte mig at føre tavle. Den lille tabel, den store tabel og skomagertabellen, og den sidste glemmer jeg aldrig. Karsten står på seks, jeg står på ti. Dan på tolv. Kurt på otte. Et helt lige spil.

Ingen skæve nu. Jeg har allerede brugt for mange penge, og der er lang tid til den første. Jeg tager min kø. En gave fra Katrine, fra en anden tid. Dengang der stadig stod to tårne et sted i USA, dengang jeg troede på det, folk kalder fremtiden.

Jeg får tunnelsyn, og ser vinklen knivskarpt. Mærker den omslutte mig, og trækker vejret dybt og fokuseret. Det er dét her, jeg er god til. At fokusere. Ramme. Blive ét med køen. Dengang, da verden stadig var sommer, var jeg ét med min riffel, og ramte altid, det jeg sigtede på.

Adam! Bombe!

Engang i mellem hører jeg stemmer fra fortiden. Ikke fordi, jeg er sindssyg eller noget. Det er bare erindringer, som dukker op på dumme tidspunkter, og det er vel det mindste af det hele. Mange af drengene fra delingen hører dem hele tiden. Per blev sindssyg og gik amok med en sabel længere nede ad gaden.

Jeg skubber stemmerne væk og støder. Tempoet er perfekt. Den hvide bal løber i langbande, kortbande, langbande, vælter den midterste kegle med et klart klir, og skubber den anden hvide ud fra midten. Det er et rent øjeblik, hvor verden er som før, og jeg mærker varmen og tilfredsstillelsen. De andre knipser tørt og banker køerne mod gulvet så det overdøver musikken. Jeg stiller langsomt køen fra mig og tager en slurk kold pilsner.

Et korkbælte? Hvad fanden laver han med et korkbælte midt i ørkenen?

Sherin:
Killingen spinder, og jeg mærker dens varme krop snurre. Stryger hånden over det bløde hoved, der næsten kan være i min hånd, og skubber den så ned fra mit skød. Skal have lavet de sidste regnestykker, inden mor kalder os ind i stuen for at spise. Jeg er god til at regne. Ikke ligeså god som min storesøster, Marjam, men i hvert fald bedre end Jamal.

Jeg laver de sidste opgaver, mens Azeez summer og gnider sig mod mine ben. Jeg måtte plage far i flere dage, og det var først da mor blandede sig, at jeg fik lov til at beholde hende. Far siger altid, at jeg har et godt hjerte. Så roder han mig i håret, og kalder mig sin lille, blide klokkeblomst.

Mor kalder, og duften af lam, safran og løg får min mave til at snurre. Jeg lukker bogen med højt smæk, og lukker Azeez ud på vores store altan. Den må ikke være her, når vi spiser. Det var fars betingelse, da han gav op.

Adam:
Jeg bestiller en øl mere og skyller varmen i kroppen væk sammen med stemmerne. Dan er rigtig fuld og taber de næste tre omgange. Han trækker sig med et grynt og vralter hjemad. Han er den eneste af os, der har et rigtigt job at stå op til i morgen.

Senere sidder jeg med Kurt ved hjørnet af baren og vogter indgangen. Han nikker mod et par spinkle piger med lyst hår ved hjørnebordet på den anden side af baren. Har for længst noteret og afskrevet dem igen. Kender deres type. Studerer et eller andet ubrugeligt på RUC, stemmer på Enhedslisten, og elsker muslimer. Sådan nogle ved aldrig, hvad de skal sige, når de møder sådan en som mig. Engang ville jeg have imponeret dem. I en anden tid, i en anden verden. Før krigen. Før bomben.

"Ku'godt," siger Kurt og smiler med sine gule tænder. Han mangler en fortand og ville aldrig få chancen. Det ved han også godt. Sådan nogle piger gør det ikke med mænd, der mangler tænder. Eller det højre øje - for den sags skyld.

Døren til verden går op, og tre fyre vælter ind. Korthårede. Veltrænede overarme og trimmede brystkasser. Sorte joggingbukser med hvide striber, løbesko og kasket. Sikkert fra Mjølnerparken. Engang havde jeg ikke været bange, men nu koncentrerer jeg mig om at se ligeud. Kurt skæver til mig, mens de bestiller colaer og ser sig omkring. Så får de øje på os. Deres leder glor på mig. Står bare helt stille i midten af lokalet og stirrer på mig. På min krop der engang var stor og veltrænet. Min plyssede isse med tatoveringen i nakken. På klappen, der dækker en tom øjenhule.

Sherin:
Jeg har fortalt far, hvordan vi har lært at gange, og som altid smiler han stille til mig og fortæller at det er vigtigt at lære og høre efter i skolen. Jeg skiftede til den private efter anden klasse, og det er altså meget bedre end folkeskolen. På den gamle skole larmede drengene altid, og læreren havde aldrig tid til mig. Min storesøster, Marjam, har også gået på den private, og nu læser hun på universitetet. Far taler altid om hendes kloge hoved, når han møder de andre mænd fra kvarteret.

"Må jeg rejse mig?"

Mor nikker, og jeg skynder mig ud på altanen. Solen har lagt et rødt skær ind over himlen, drengene i gården råber, og lyden af deres fodbold mod asfalten runger mellem bygningerne. Vores altan er stor. Dengang, jeg var lille, lå jeg altid herude og troede ikke, at verden var større.

Mors yndlingsstol står som altid i den ene ende, og Azeez kattebakke - som mor fik af overboen - i den anden. Det lille bord, hvor mor lægger sit sytøj, står der også. Alt er, som det plejer. På nær en ting. Azeez er væk.

Adam:
Han bliver ved med at glo, og jeg koncentrerer mig bare om at stirre ind i spejlet bag baren. Lyset er dæmpet og kaster et blødt skær over flaskerne og spejlingerne. Derinde. Bag whiskyen, rommen, og vodkaflaskerne. Klemt inde mellem en Jack Daniels og en flaske Smirnoff, sidder resterne af en fyr, jeg var stolt af engang. Han ville have vendt sig, og stirret aben direkte ind i øjnene, og aben ville have pebet og ville have skyndt sig ud med sine abevenner. Resterne af den fyr sidder nu og ryster, og prøver at blive usynlig. I et øjeblik ser jeg resterne af fyren vende sig om. Så forsvinder han igen, og bliver bare siddende og stirrer på mig med sit ene øje.

Aben blotter tænderne. Det er hans værtshus nu. Han er konge, og tøserne fra RUC kan mærke det. De kaster stjålne blikke, og han tøver ikke med at gå hen til tøsebordet. De bestiller Smirnoff Ice og Sommersbye, og mens jeg snakker og drikker med Kurt, fylder de bordet op med flasker.

Klokken to, blinker Frank med lyset og råber sidste omgang. Et kvarter senere erklærer han, at værtshuset er lukket. Hjørnebordet bliver stille, og alle stirrer på stedets nye konge. Han har armen omkring den ene blondine.

"Hvad med dem? Må de være her?" grynter han på vaskeægte perkerdansk og peger på os. Jeg knytter begge hænder, og i et sekund føles det som om, jeg stadig har alle fingrene. Ser i spejlet, og får øje på fyren igen. Pludselig er klappen væk. Nu har han begge sine øjne og rejser sig fra barstolen.

"De arbejder her," siger Frank. Tonefaldet er lavt, men bestemt. Han har prøvet den slags tusind gange før.

Manden i spejlet, har smadret en vodkaflaske på abens hoved, og nu stikker han den skårede bund langt ind i hans brune fjæs. Stikker. Støder, og stikker igen. En splint borer sig ind i højre øje, og aben skriger på sin luderabemor, mens væske og blod løber ned ad kinden. Manden i spejlet ler, og stikker den skårede flaske i struben på aben. Sender aben i gulvet med et knæ i maven, og sparker til hovedet med sin sikkerhedssko. Stålet flækker kraniet første gang.

"Det er løgn, mand. Der sgu da ikke nogen af dem, der kan arbejde."

Jeg kan mærke ulven. Manden i spejlet tramper løs på en ubrugelig bunke kød. Jeg hører stemmer fra fortiden.

Adam!Skyd!

"Skal vi ikke bare gå. Her er alligevel røvsygt, " siger den blonde pige. Måske er hun ikke så blond, som hun ser ud til.

Abekongen ser på os. Fnyser og gør tegn. Han smider en hund på bordet til Frank og siger tak for i aften, og vi ser dem forsvinde ud i natten. Om en time knepper han sikkert blondinen. Måske dem begge to. Også spreder hun sikkert benene for abevennerne, mens de tager hende igen og igen.

Sherin:
Min hovedpude er gennemblødt, mine kinder er våde, og jeg kan stadig ikke falde i søvn. Vi har ledt overalt i gården, og far har lovet, at vi sætter plakater med billeder af Azeez op i morgen, hvis ikke hun er dukket op af sig selv. Jeg forstår det ikke.

"Hun kommer tilbage, når hun er sulten," siger far og lukker døren.

"Nej. På klem. Hvis hun kommer, skal den være åben."

Far åbner igen, og jeg stirrer på den lille sprække af lys. Forestiller mig, at Azeez skubber den op med sin pote, smyger sig ind og hopper op, og putter sin varme, snurrende krop ind mod mig, til jeg lukker den ind under dynen. Den er så lille og der kan ske så meget. Selvom jeg stadig er en lille pige, ved jeg godt, der kan ske onde ting derude.

Adam:
Vi hjælper Frank med at stable stole, og han giver en omgang. Så sidder vi der på hver sin side af bardisken, og ingen af os har lyst til at tage hjem, så Kurt giver også en omgang, og jeg giver også en. Solen er stået op før, vi kalder det for en aften og begiver os udenfor. Jeg holder døren for Frank, der skynder sig ud, mens alarmen hyler.

Herude er luften klar, himlen lys, og de første cyklister er allerede på vej til arbejde. Frank drejer til højre ved Mimersgade, og Kurt og jeg følges lidt videre. Så drejer Kurt fra. Gaden er stadig morgenstille. Kun en enkelt bus, og et par biler. Pludselig står den foran mig. Stadig en killing. Sort som en ørkennat uden stjerner, med en hvid stribe på brystet og aske på poterne. Kroppen er spinkel og hovedet ikke meget større end tre af mine knoer. Den ser på mig med grønne øjne og jeg går ned i knæ og rækker hånden ud. Tungen er ru, og den spinder, da jeg klør den i nakken. Så tillidsfuld.

Børn møder verden uden mistro. Åbenbart er det også sådan for killinger. Jeg tager fat i halsbåndet. Det er grønt, hjemmelavet og med et forkert navn. Killingen følger efter mig. Løber mellem mine ben, og smyger sig omkring dem, mens den spinder meget højere end sådan en lille størrelse burde kunne. Jeg åbner døren til opgangen og ser den smutte ind og løbe op ad trappen. Da den når første etage, sætter den sig for at vente, mens jeg tager trinene, et ad gangen, og en del tungere end den lige har gjort.

Jeg åbner døren til min lejlighed, og venter på, at den smutter ind, men den bliver stående udenfor. Som om den fortryder i sidste øjeblik. Som om den kommer på bedre tanker. Så griber jeg den i nakken. Killingen hvæser og forsøger at vride sig fri, men jeg holder fast og smider den ind ad den åbne dør, med så meget kraft, at den ryger helt ud i køkkenet. Så lukker jeg døren med et klik. Jeg har tre låse udover den almindelige splitlås fra Ruko. Tre kiler og en sikkerhedskæde spærrer verden ude.

Da jeg har låst, vender jeg mig og vælter baseballbattet ved siden af døren. Ulven er løs, og jeg råber af killingen. Brøler og skriger, mærker ulvens tænder indeni, og hører underboens banken på rørene.

Killingen løber i små cirkler på køkkengulvet. Halen svirrer frem og tilbage. Det er næsten komisk, som den lille størrelse puster sig op. Så læner den sig forover og lægger hovedet mod gulvet. Jeg lukker døren, og går ind i soveværelset og henter æsken med plasticstrips. Den er stadig tung. I stuen tænder jeg for musikken, og lader Slayer brøle i takt med ulvens tuden. Sammen overdøver de min emsige underbo.

Tilbage i køkkenet lukker jeg døren og sætter mig på gulvet. Der går ikke mere end to sekunder og en fremstrakt hånd, før killingen er begyndt at slikke den. Så tillidsfuld. Jeg griber den om nakken, sætter en plasticstrip omkring halsbåndet og løfter dyret op i vasken. Så binder jeg den fast til vandhanen. Den ser op på mig og forstår ingenting.

Jeg brøler af den igen. Råber sammen med musikken, for ulven og manden i spejlet er vågne.

Henter et par aviser ude fra bunken i entreen og fisker en lighter frem fra køkkenskuffen. Så sætter jeg ild til avisen og kaster den ned i vasken. Katten hvæser og prøver at vride sig løs. Der lugter af brændt hår. Det er den samme lugt uanset om det er mennesker eller dyr. Halen pisker frem og tilbage og den lille krop hamrer mod siderne i vasken. Nu skriger den. Avisen går ud, og killingen skriger stadig. Jeg tænder for vandet og dens små tænder borer sig ned i min hånd.

Hiver et par sider ud af avisen, og killingen stivner med det samme. Den lærer hurtigt. Krøller siderne sammen til løse kugler og smider dem ned i vasken. Til sidst er hele bunden dækket af avispapir. Jeg stryger svovlet og kaster tændstikken. Nu skriger katten, så det skærer i ørerne, og jeg tager den store flækøkse ned fra køkkenmagneten. Da ilden er brændt ud, har killingen mistet bevidstheden, og den ligger helt stille, mens jeg hugger den første snehvide pote af med en rent hug. Anden pote kræver to hug, den lille, hvide knogle flækker skævt, og der kommer blod på køkkenvinduet. Jeg piller det hjemmelavede halsbånd af, og lægger det på bordet sammen med poterne. Så smider jeg resten af katten ud af vinduet, og hører et lille bump, da den lander på fliserne i gården.

Det sidste jeg tænker, inden jeg falder i søvn, er, at i overmorgen sker det, selvom verden ikke er klar endnu.

Sherin:
Dagen i skolen har været lang og trist, og jeg tager de sidste trin i et spring og hopper op og hiver fat i dørhåndtaget. Inde i stuen, foran det røde tapet med guldstriber, sidder mor klar med te og kager, og jeg kan se, at der er noget galt. Selvom hun er god til at se bekymret ud, kan jeg altid se når det er alvorligt. Det har jeg lært af mine søster.

"Når hun prøver, at lade som ingenting, så er der noget galt," siger Marjam, altid til mig.

Mor har sit nye, stribede slør på og en sort kjole, og hun vrider hænderne, mens hun ser på mig.

"Sherin, skat."

Jeg begynder at ryste og kan allerede mærke tårerne presse sig på.

"Sæt dig lidt ned."

Hun klapper på pladsen ved sin side, og jeg sætter mig.

"Azeez. Hun kommer ikke hjem. Der er sket en ulykke."

"Hvad?"

"Hun er blevet ... "

Mor vrider hænderne igen og tørrer en tåre væk, hvilket får mine tårer til at strømme.

"Hun er blevet kørt over."

Alt bliver sort, og jeg hulker, som jeg aldrig har hulket før. Dengang Jamal, pludselig skulle væk i to år, hulkede jeg også, selvom de sagde det bare var skole i udlandet. Det var slet ikke som nu. Mor holder om mig, og jeg trykker mig ind til hendes store, bløde krop, mens jeg ryster og græder. Der går lang tid, før jeg kan sige noget, og resten af dagen ligger jeg bare i sofaen, og stirrer ud i luften, mens min mave gøre ondt.

Om aftenen sidder far ved siden af mig, og stryger mit hår.

"Der er en mening med det hele," siger han, "Allah er stor, og nogle gange forstår vi ikke alt."

Den aften, tvivler jeg på Allah for første gang i mit liv.

Adam:
Jeg er den første kunde. Frank står bag baren. Han ser op fra sin avis, hilser og læser videre. Da jeg har sat mig, sætter han en kop kaffe foran mig, kulsort fra gammeldags maskine med bleget filter - ingen latte her - og skubber en frisk avis frem. Jeg går gennem sporten og resten af trædemøllen af tåbeligheder. En radikal gås efterlyser svar fra forsvarsministeren.

"Hun aner jo ikke en skid," siger jeg.

"Hvem?"

"Hende den radikale."

"Rolig nu."

"De ved ingenting. De er så pissehamrende inkompetente. Fulde af lort."

Frank ser op fra sin avis.

"Der er ikke nogen af dém der har været i krig. De har jo ikke engang gjort deres skole færdig. De aner ikke en skid om, hvad det vil sige, at være derude."

Blodet bruser og mit ansigt begynder at brænde.

"Derude ved du ikke, hvem fjenden er. Vi har uniformer på - vi er fucking skydeskiver - skyd mig, skyd mig!"

Min kaffe skvulper over og billedet af den radikale bliver gennemblødt.

"Men de bruger sgu da ikke uniformer. Tror du, de er så dumme? Gu er de da ej. Det er os der er dumme. Og det er derfor de vinder. De vinder både der og de vinder lige her."

Jeg kyler avisen fra mig.

"Slap nu af. Der er andre der skal læse den."

"Du fatter det ikke. De sælger narko til vores unger, og køber våben for pengene. Og de våben bruger de til at slå os ihjel med. Hvor fanden tror du, de får penge til våben fra. Det er en syg maskine. Det hele. Og her. Se ud på gaden, mand. Kig ned i gården. Kan du se nogle danskere. Nej. De hedder sgu Rachid og Mohammed allesammen. Det er Islam. Og Islam vinder. Og ved du, hvorfor Islam vinder? Ved du, hvorfor de vinder? HVED DU, HVORFOR DE VINDER!"

"Nej, for fanden."

"Det er fordi, det overhovedet ikke er gået op for vores latterlige lortepolitikere, at vi står midt i en krig. Og de andre gør alt for at vinde."

"Ja, ja. Men hvad kan jeg gøre," siger han og fylder min kop igen, "drik noget kaffe."

Frank ved ikke, han sidder overfor en mand der vil fylde morgendagens overskrifter. I morgen vil han læse om mig, og han vil ikke syntes om det, han læser, men hans børn og børnebørn vil se tingene anderledes. En dag vil de fortælle, at deres far og bedstefar kendte mig.

Drikker mere kaffe, og kan mærke den sætter systemet i gang. Finder toilettet. Måske er det sidste gang, jeg kommer til at skide. Skyller ud og kravler op på lokummet. Skubber gipsloftpladen til side, og trækker sportstasken ned. Den er tung. Tjekker pistolerne og AK-47'eren. Magasinerne og magasinposerne. Tegningerne har jeg i hovedet. Har gennemgået dem tusinde gange.

På vejen ud nikker jeg til Frank, og i det øjeblik stivner støvet i luften, og lyset lægger sig over de slidte og skurrede træborde, stolene, jukeboksen, og billardbordet. Jeg vil sige noget, men ordene bliver bare en tynd piben. Frank ser slet ikke op fra avisen, da jeg går ud ad døren. Ude på gaden finder jeg en bænk og ordner opkaldene. Tre opkald - fra tre forskellige numre - købt i kiosken.

Adam! Skyd!

Stemmerne tager til. Jeg kan høre drengen med korkbæltet, som jeg troede var en mand, og manden med bomben, som jeg troede var en dreng. Tager høretelefoner på og lader Slayer tage over, mens jeg går ned mod privatskolen.

Sherin:
Azeez. Jeg tænker hele tiden på Azeez. Bliver ved med at se hende stå på gaden, forvirret og alene. Bliver ved med at se bilen komme kørende. Billygterne der fanger hende på asfalten. Fronten der kommer nærmere, mens hun står stille og ser lygterne vokse.

Min bedste veninde, Asma, prikker til mig og hvisker, om jeg er okay. Hun er næsten lige så ked af det som mig. Jeg prøver at koncentrere mig om min lærer, og grammatikken, men det virker så ligegyldig nu.

Rundt om mig sidder resten klassen og følger med. Atten piger med bøgerne foran sig, penalhuse og kladdehæfter. Vi talte om det alle sammen i går. Der var andre, der også havde prøvet at miste et dyr. Nadia havde mistet en hamster, og havde grædt hver dag i en måned.

Læreren stopper med at tale, og nu kan jeg høre det. Det lyder som nytårsaften, og jeg spekulerer på, hvem det kan være. Engang, ville jeg have gættet på Jamel.

Der lyder endnu et brag, og det er tæt på. Læreren bliver bleg og ser over mod døren. Med hurtige skridt når hun den og drejer låsen. . Jeg tager fat i Asmas varme hånd. Så brager det igen.

Adam:
Ulven brøler. Stemmerne er et med musikken. Jeg er et med mit våben. Tom Araya skriger:

AUSCHWITZ. THE MEANING OF PAIN. THE WAY THAT I WANT YOU TO DIE.

På første sal løber børnene rundt på gangene, og når jeg trykker af, river kuglerne huller i deres korte arme og små ben. Jeg kan se, de skriger, og jeg kan se, de råber, men musikken i høretelefonerne drukner alle stemmerne. Nogle af børnene krøller sig sammen til små kugler og tror, det gør dem usynlige.

SLOW DEATH. IMMENSE DEACY. SHOVERS THAT CLEANSE YOU OF YOUR LIFE.

En mand med sort fuldskæg kommer løbende mod mig med en brandslukker i hånden. Selvom de har trykket på brandalarmen ved jeg, at både politi og brandvæsen er travlt beskæftiget et helt andet sted i byen.

Jeg tager sigte med pistolen. Første kugle kaster hans skulder tilbage i en skrå vinkel, men han fortsætter sit løb. Stærk fyr. Næste skud får benene til at forsvinde under ham, og han lander på ryggen. Da jeg passerer ham, trækker han i mit bukseben, og jeg glider i blodet. Mister fodfæstet, og lander på siden. Kommer hurtigt op, og pumper tre skud i hovedet på aben.

Jeg fortsætter mellem dørene til klasseværelserne, de røde knager med hættetrøjer, blomstrede sommerjakker og blå skoletasker.

FORCED IN LIKE CATTLE. YOU RUN STRIPPED OF YOUR LIFES WORTH.

Skyder hver eneste gang, de kigger ud fra klasselokalerne med øjnene på vidt gab. Nogle af drengene har allerede små dun på overlæben, og mange af pigerne har skjult deres hår. Mine skud sender dem enten i jorden eller tilbage i deres klasse. Dem der forsvinder ind i klasselokalerne følger jeg efter. Derinde bruger jeg min AK47 og laver bunker af dødt kød.

Min AK hænger i stroppen og dasker mod hoften, da jeg tager trapperne op til næste etage. Hvert eneste trappetrin er nyvasket, og alt hvad jeg har set på skolen, er nyt og stinker af salafistpenge fra Saudi. Jeg træder ud på gangen og fyrer den første salve af mod en gruppe på tre forvirrede piger med hvide slør. Den ene falder med det samme. De to næste, da jeg trykker igen.

Længere nede af gangen, lægger en fuldvoksen, fed burkakvinde sig over tre små piger. Jeg går langsomt ned mod dem, mens jeg lader min pistol. Ser hende hviske noget til pigerne. Så griber jeg fat i nakken på burkakvinden og trækker hende væk. Hun slår for sig, og munden står ikke stille.

Musikken tordner. Ordene snerres.

HUMAN MICE. FOR THE ANGEL OF DEATH. FOUR HUNDRED THOUSAND LEFT TO DIE.

Det er det eneste jeg hører, og jeg ignorerer hendes slag, mens jeg mærker ulven kradse indeni.

Et nakkeskud med pistolen, og gulvet farves mørkerødt. Jeg vender mig mod de små. De er spinkle, brunøjede, deres kinder er våde og snotten løber fra deres næser. Jeg tager min AK. Fokuserer. Sigter. Bliver et med min riffel. Det er det her, jeg er god til.

ANGEL OF DEATH. MONARCH TO THE KINGDOM OF THE DEAD.

Sherin:
Vi ligger under bordene, og læreren står med sin telefon i hånden. Jeg har aldrig set hende være så bleg i ansigtet før. Igen lyder der brag udenfor døren. Det er tæt på. Alt for tæt. Og jeg ved, det ikke er fyrværkeri nu. Det er noget ondt.

Jeg krammer min veninde. Hun har foldet hænderne og er begyndt at bede. Jeg folder også hænderne. Måske er det straffen? Allah ved alt, og jeg tvivlede jo i går. Tænker på mor og far. Marjam og Jamel. Os alle sammen på den store altan. Dengang altanen var hele verdenen.

Endnu et knald. Dørhåndtaget ryger på gulvet, og døren bliver sparket op. Så hårdt, at den smækker op i væggen og lukker til igen. Men jeg har allerede fået et glimt af det. Det er mørkt og stort. Mørkt og ondt.

Jeg skriger. De andre skriger. Alle skriger. Og jeg holder mig for ørerne, for jeg kan ikke holde lyden ud.

Min lærerinde taber telefonen og begynder også at skrige, og det får mig til at skrige endnu højere. Så løber hun hen mod døren, og forsøger at holde den lukket. Skubber hele sin vægt mod den smadrede dør. Stemmer fødderne i med al den kraft hun har i sin spinkle krop.

Men det derude er alt for stærkt. Døren skubbes op, og hun falder bagover. Får sat sig på knæ, mens hun folder hænderne og råber:

"TAG MIG. IKKE BØRNENE!"

Hun skriger til det onde.

Det onde er klædt i sort. Det onde er skaldet og har klap for det ene øje. En maskinpistol spændt om skulderen og en pistol i hånden. Han sigter på min lærerinde, og jeg skriger endnu højere. Klassens stemmer blander sig med hinanden. Bliver et stort skrig.

Jeg lukker øjnene, da han skyder. Klemmer mig ind til Asma, der ryster lige så meget som jeg selv. Lugter til sløret der altid dufter af henna.

Det onde skyder igen og igen. Jeg holder øjnene lukkede. Måske er det onde forsvundet, når jeg åbner dem igen. Tænker på Azeez, der står stille midt på gaden, og lyset der nærmer sig. Mon hun lukkede øjnene?

Bordet over mig bliver slået væk, og jeg ruller mig sammen. Endnu et skud, og jeg mærker Asmas varme blod på mine kinder. Så åbner jeg øjnene, og ser op.

Hans øjne skinner med en rød glød. Jeg hvisker til ham. Prøver at smile. Hvisker igen, og min hvisken bliver til skrig. Ser ham sænke pistolen, og så får jeg øje på dem. Et par snehvide poter der hænger i hans bælte. De dingler frem og tilbage, og jeg kan se en lille knogle stikke ud. Ved siden af poterne hænger et grønt halsbånd. Det, jeg lavede, da far havde givet mig lov til at beholde Azeez.

Så lukker jeg øjnene og beder.

Adam:
Bordet er væltet til side, og den ene pige trækker vejret i korte, hidsige stød. Der er små blodbobler i munden på hende. Pigen der holder om hende ser op på mig. Øjnene er næsten for store til hendes blege ansigt. Mørke øjne. Minder om en nat i ørkenen. En nat uden stjerner.

Hun bevæger munden. Prøver at tale. Prøver at smile. Øjnene råber til mig. Får mig til at stivne, og jeg mærker den gamle tøven trænge gennem musikken. Hvorfor nu? Jeg har gjort det før. Drengen med korkbæltet.

Spider råber; Adam! Bombe!" og jeg skyder bare. Drengen var ikke engang ti. To måneder senere tøver jeg, og bomben sprænger.

Læberne bevæger sig igen. Hun bliver ved med at tale. Jeg hører kun musikken. Min hånd ryster og pistolen daler. Så holder hun op med at bevæge læberne. Smilet stivner. Øjnene dør. Kroppen falder sammen. Hun folder hænderne og lukker øjnene.

Så trykker jeg. Hendes lille ansigt krakelerer. Blod, hjerne og kranie daler ned over veninden der stadig blæser små røde bobler.

Jeg lugter røg, blod og angst, og et øjeblik er jeg tilbage, hvor det hele startede. En støvet rød ørken. Et felthospital. Et kommunehospital. Min nye verden og der hvor åbenbaringen viste sig. Hvor jeg så klart og gennemskuede dem alle sammen. Bankerne der tjener fedt på det hele. Politikerne der kun tænker på at blive siddende. Journalisterne der ikke aner noget som helst.

Jeg har forstået og skrevet alt ned til min eftertid. Så andre også kan forstå. Med tiden. Jeg tænker på gutterne, mens jeg trækker den sidste pistol. Dan, Karsten, Frank og Kurt, og jeg kan mærke ulven i brystet og maven. De kommer aldrig til at forstå. Tænker på Katrine, og ulven begynder at bore sig ud gennem min krop. Verden er ikke klar endnu. Det var af de første slag. Krigen er langt fra vundet og slet ikke slut.

Pistolmundingen føles kold, og jeg lader min tunge smage stålet.

Nej, verden er ikke klar endnu, tænker jeg og trykker af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...