Når en engel siger farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
Det skulle være blevet en god aften. Det var Sarah sikker på, inden hun trådte ind af døren til festen sammen med sin bedste veninde Laura. Men desværre ødelagde et rådnet rækværk og nogle snobber det hele.
Hvordan vil Sarah klare det efter ulykken, der vendte op og ned på hele hendes verden?

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

1. Når en engel siger farvel...

Musikken stormede ud fra huset. Et øjeblik fortrød jeg at jeg var gået med til det her, men så gav Laura min skulder et klem.

”Kom nu, det skal nok blive sjovt”, smilede hun opmuntrende og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage. Hvor var det dejligt at have en veninde som hende!

Vi gik langsomt op af trappen til den store trædør, langsomt fordi jeg var bange for at skvatte i mine stiletter, som Laura havde overtalt mig til at tage på.

”Der kommer prinsessen!” havde hun udbrudt, da jeg kluntet havde taget dem på for sjov inde i en skobutik. Jeg havde grinet af hende, men også rødmet, for det var ikke hver dag jeg fik komplimenter. Og nu var jeg så taget af sted til fest i dem. Modigt gjort Sarah.

Jeg holdt mig lidt bagved Laura, da hun bankede på døren, og skuttede mig lidt i vinden. Det var et ufatteligt blæsevejr, noget jeg hadede. Ikke pga. at mit hår så ville sidde i uorden, men mere faktummet at det var så ufatteligt hårdt at cykle rundt med aviser. Jeg hadede mit job, men ofte var Laura villig til at tage med, hvilket gjorde det meget sjovere. Det blev alt egentlig bare når hun var med til det.

Tobias fra klassen åbnede døren og sendte os et stort smil, da han bød os indenfor. Jeg smilede tilbage, men kunne dog ikke få den store entusiasme i det. Allerhelst ville jeg bare være blevet hjemme og have tegnet, men nej, det skulle jeg åbenbart ikke i aften. Laura havde selvfølgelig overtalt mig til at tage med, for nu ville hun vise mig hvordan det var at være ung. Jeg havde sukket opgivende af hende, men kunne ikke sige nej. Hun var jo trods alt min bedste veninde.

Da vi havde hængt vores overtøj op, eller nærmere smidt det over alt det andet, fulgte jeg efter Laura op ad trapperne til stuen, der var fuld af (nok også fulde) mennesker. Bare det at der var så mange gjorde mig utilpas, men med et godt greb i min arm fik hun mig guidet igennem menneskemylderet og over til et tomt hjørne, hvor hun satte sig i sofaen ved siden af nogle vi kendte. Jeg stod akavet og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, inden hun smækkede hånden i sofaens bløde velourbetræk som for at tilbyde mig en plads, som jeg straks satte mig på.     

Det næste stykke tid kom der flere mennesker ind i det i forvejen propfyldte rum, og jeg kunne mærke klaustrofobien begynde at trykke mine luftveje mindre. Mange mennesker rundt om mig havde aldrig været mit drømmested. Jeg prøvede at trække vejret dybt, men det eneste jeg fik ind var luften fra mange svedende mennesker, hvilket gjorde mig endnu dårligere. Jeg borede mine negle ind i håndfladerne og rejste mig.

”Jeg skal lige have noget luft”, kvækkede jeg og opdagede til min store glæde, at der var en balkon i den anden ende af rummet. Jeg fokuserede udelukkende på den, da jeg zigzaggede mellem menneskene, der stod som sild i en tønde og forsøgte på noget, der nok skulle have været at danse. Den friske luft mødte mine næsebor, og jeg sukkede lettet op, da jeg endelig nåede ud på balkonen, der var stor nok til at huse sin egen fest. Dog var alle inden døre, da vinden fik et godt tag i alt der var så dumt at bevæge ud på den store balkon. Jeg smilede for mig selv og lænede mig op ad rækværket. Musikken kunne stadig høres, men ikke længere på det kritiske niveau at man burde få overvejet at få tjekket sin hørelse for skader bagefter. Vinden ruskede i mit hår, og fik mig til at smile endnu mere. Hvorfor havde jeg ikke en balkon, hvor jeg kunne nyde vinden? Måske fordi jeg boede i et almindeligt parcelhus blottet for kreativitet. Jeg nikkede for mig selv. Ja, nok derfor.

Lyden af stemmer der bevægede sig ud mod mig, fangede min opmærksomhed. Jeg var ikke sikker på hvor længe jeg havde stået alene derude, for tid havde ikke rigtig nogen grund til at fungere der. Den burde stå stille, så man kunne nyde vinden uden at skulle tænke på noget som helst andet.

Alligevel var den så gået, for Laura kom ud, godt fuld, og gav mig et kram.

”Er du klar over hvor glad jeg er for at jeg har dig?” spurgte hun, men dog uden at se på mig, for hendes blik kunne ikke fokusere. Hvor lang tid havde jeg lige været væk, for at hun kunne være blevet så fuld?

Jeg rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål, for jeg kunne ikke se hvorfor. Jeg var dødhamrende kedelig for at sige det lige ud. Det eneste jeg var god til var at tegne, hvilket jeg så også gjorde konstant. Jeg var nær dumperanden i alle fag, og holdt mig langt væk fra alle, undtagen Laura selvfølgelig. Jeg ville ikke være glad for at have sådan en som mig.

”Hvorfor”, spurgte jeg, oprigtig interesseret. Hun smilede til mig og lænede sig helt frem for at hviske til mig. Hendes ånde stank langt væk af alkohol.

”Fordi jeg ved at du altid vil passe på mig”, hviskede hun hemmelighedsfuldt og lænede sig tilbage med et tilfredst smil på læben. Jeg havde lyst til at ryste på hovedet, men nikkede i stedet. Hun var fuld, kunne man gøre andet?

Der kom nogle andre ud på balkonen, også fulde. Jeg begyndte at bryde mig mindre og mindre om forsamlingen og trak Lauras ene arm over min skulder, for at gelejde hende ind igen, men blev stoppet af to skikkelser i sprudlende kjoler og med perfekt sat hår. Amanda og Paulina.

”Skal i allerede til at gå?” spurgte Amanda sarkastisk og jeg skar tænder. Bare hendes hvinende stemme var forfærdelig!

Jeg nikkede stumt og prøvede at snige mig udenom dem, men to drenge, jeg ikke kendte, havde stillet sig op på hver side af dem, hvilket gjorde det umuligt. Jeg bakkede et skridt tilbage med Laura, der nu hang slap og savlede på min skulder, indtil jeg mærkede rækværket bag mig. Det var tyndt og rådnet, hvilket ikke ligefrem var den bedste sikkerhed. Hvis jeg skulle have en balkon skulle der helt klart være et rækværk af jern, der ville sørge for at jeg ikke, klodset som jeg er, ville falde ud over kanten. Det var dette ikke ligefrem.

”Må jeg ikke nok komme forbi”, mumlede jeg, men det kom ud som nogle uforstående lyde. Jeg hadede alt omgang med andre folk, bortset fra Laura, og specielt snak var jeg ikke så glad for. Paulina grinede hysterisk, tydeligt påvirket af alkohol.

”Kan hun ikke engang snakke længere? Hun har jo ikke engang fået noget at drikke”, hikstede hun, og Amanda stemte i. De to drenge var så langt væk, at de også bare istemte med en gurglende latter.

”Skal vi ikke teste om hun overhovedet kan stå, selvom hun nu ikke har fået noget alkohol?” grinede Paulina, hvorefter hun gav mig et skub i brystet. Jeg fik overbalance og faldt sammen med Laura ind på trærækværket, der flækkede under vores samlede vægt. Et lille skrig undslap mig, da jeg ikke mærkede noget, der beskyttede mig fra at falde ned, og et øjeblik fløj tanken; Nu skal jeg dø, gennem hovedet på mig. Med et bump og en ufattelig smerte i armen landede jeg tre meter længere nede i en bunke blade, der var blevet revet sammen. Jeg blev liggende et øjeblik og funderede over, hvor heldig jeg havde lov at være. Jeg havde ikke ondt i andet en min højre arm, der til gengæld smertede helt vildt. Jeg kiggede op og kunne tydeligt se hullet i rækværket, hvor jeg var faldet igennem sammen med Laura. Og der blev jeg lammet. Laura!

Jeg prøvede at rejse mig op, men kom til at støtte mig på den højre arm, hvorefter den knækkede sammen under mig. Jeg kunne mærke tårerne af smerte, der trillede ned af mine kinder.

Anden gang brugte jeg venstre arm som støtte, for at komme op at sidde, så jeg kunne tage resten af haven i øjesyn. Lidt væk lå en ubevægelig skikkelse på jorden, som kun lige akkurat var oplyst af lyset, der strømmede ud af vinduerne.

”Laura!” gispede jeg, og fik rejst mig op på vaklende ben. Stiletterne gjorde det ikke ligefrem nemmere, så jeg sparkede dem af, inden jeg langsomt, og med gispende åndedræt, gik hen til hende. Hun lå ubevægelig. Hendes hoved var drejet i en underlig vinkel i forhold til hendes hoved, og det lyse hår dækkede hendes ansigt. Jeg kunne ikke se noget åndedræt.

”Laura, nej!” hviskede jeg og satte mig på knæ ved siden af hende. Jeg fjernede håret for hendes ansigt, og hendes øjne var tomme for liv. Og der gik det op for mig. Hun var død.                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...