Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

766Likes
610Kommentarer
97446Visninger
AA

11. 9 ✻ - "Harry, I can help you."


Gæt hvem der havde stået og ventet på Perrie i lufthavnen i tre timer, fordi hendes fly var forsinket? Mig, ja mig, og det var ikke særlig fedt. Perrie var sjovt nok kendt, og hendes band kom til London igen nu, derfor stod der så mange skrigende fans, og eftersom Perrie var kærester med Zayn, som var venner til Harry, som også var med i One Direction, og som jeg åbenbart 'datede' ifølge medierne, så kendte de mig - hvilket betød de skreg for at få min opmærksomhed, og ikke nok med det, så råbte de grimme ting.

Ikke fordi jeg tog det til mig, for jeg var ikke sammen med Harry, så hvad end de troede var jo op til dem, og jeg var her for Perrie, ikke for at møde skrigende piger. Havde de regnet med jeg ville løbe grædende hjem, og 'slå op' med Harry?

Nogen piger tænkte sig bare ikke om, men det var okay. Jeg fik det lidt bedre med mig selv ved at høre på dem.

Selv om man ikke skulle tro det, så begyndte pigerne at skrige endnu mere, hvilket fik min krop til at spjætte, for deres skrig kunne jo kun betyde én ting, og rigtig nok, da jeg vendte mig rundt kom et par bodyguards gående, samt Jade, og derefter en sød blond pige, som jeg havde savnet mere end noget andet.

Jeg var ikke den følsomme pige der begyndte at græde over sådan noget, men hvis jeg havde været det, så havde jeg nok fældet en tåre eller to fordi tingene var gået så skævt på det sidste med os.

"Perrie! Jade!" skreg de samt de andre pigers navne. Jeg kunne se Perrie lyse op i et smil, og det fik et eller andet til at bevæge sig indeni. Hun var så glad for sit job - hvorfor havde jeg været sådan en bitch og ødelagt hendes humør? Hun gjorde så mange glade, og jeg var så stolt af hende.

"Perrie!" råbte jeg pludselig højt på den måde vi altid havde gjort på. Det var en speciel stemme, og det fik hende til at reagere øjeblikkeligt. Først kiggede hun forvirret rundt for at se om det kunne være rigtig, men da en masse piger stod foran mig, måtte jeg prøve igen og mase mig igennem dem.

"Perrie!" prøvede jeg igen, hvilket fik hende til at kigge forvirret op, så det billede hun var i gang med at tage, sikkert blev rigtig sjovt.

Ups.

"Perrie!" jeg rakte hånden i vejret og skubbede blidt til en pige, og kom endelig frem. En bodyguard stoppede mig, hvilket fik mig til at løfte det ene øjenbryn.

"Helt ærlig Dan," sagde jeg irriteret, hvilket fik ham til at kigge ned på mig. Han lyste op i et smil, inden han mumlede et undskyld og lod mig komme forbi, hvilket resulterede i jeg fløj hen i favnen på Perrie, som næsten ikke nåede at opfatte hvad der skete.

"Jeg er så ked af det. Jeg opførte mig som en rigtig bitch, og det var ikke fair. Jeg er så stolt af dig, det ved du godt ikke?" Jeg trak mig fra hende for at kigge hende i øjnene.

"Undskyld, jeg er så ked af det. Hvor har jeg savnet dig!" jeg krammede hende hårdt igen før hun kunne svare, hvilket fik hende til at grine.

"Det er mig der undskylder Kim, jeg skulle have sagt det noget før." Hendes øjne fangede mine.

"Venner?" - barnligt, men ja, sådan var vi. Et grin forlod mine læber og lidt efter krammede vi hinanden igen. Det måtte sikkert se sjovt ud for alle der stod omkring os, men jeg var ligeglad. Jeg var her for Perrie.

✘✘✘

Og lige som man tror alt er godt, vender det pludselig. Harry havde droppet en aftale med mig, for at tage et eller andet sted hen, som jeg ikke havde en fjerneste ide om - og hvis jeg ikke snart gjorde noget, hvordan skulle jeg så gøre Harry 'god igen?

Derfor valgte jeg altså at følge med ham, og det endte altså med, at en fyr ved navnet Zac endte med at stå helt op af mig, og røre ved mig, hvilket fik Harry til at trække mig med og løbe fra ham og Tyler, som åbenbart var indblandet i det.

Harry havde nægtet at fortælle hvad fanden det var, og ikke nok med det, så havde han også fundet ud af at jeg ikke længere var Perrie's bedstevenindes kusine, men hendes bedsteveninde, og han blev sur. Men jeg nægtede at fortælle ham en skid, ligesom han nægtede at fortælle mig noget.

Så... Statussen var nu, at Harry og jeg begge to gik og vidst en sandhed om hinanden, men vi vidste ikke hvilken, og hvorfor vi løj for hinanden - men det afholdt os ikke fra at være sammen. Jeg skulle jo lave min 'bog' og Harry... ja Harry var Harry, og jeg var nysgerrig som en i helvede.

Selvom ham Zac havde skræmt mig fra hvid og sans, så følte jeg mig alligevel en smule tættere på Harry end før. Vi havde efterhånden være sammen en del gange den løbende uge. Jeg havde ikke haft så meget tid til Perrie, og det var jeg ked af, men jeg havde noget nu, og det skulle jeg holde fast i! Jeg var tættere på end før.

Folk ville nok betragte Harry og jeg som venner. Vi kunne rent faktisk joke med hinanden, og når vi var sammen, så var det faktisk hyggeligt. Tro det eller ej, men den episode med Zac havde gjort os 'tættere' Som om at det at vi løj for hinanden, men alligevel vidste en del af sandheden, gjorde os tættere.

Nå, men i aften havde jeg bestemt stedet. Jeg ville på den nattklub Harry plejede at være på, og det var ikke ligefrem fordi Harry var tilfreds med det, men jeg havde sagt jeg selv tog derhen ligemeget hvad, og eftersom der var ét eller andet med det sted, så tog Harry med.

Zac var der måske? Jeg kunne ikke vide det, men jeg havde hvert fald taget nogle shorts på, og en trøje. Ikke noget specielt. Jeg ville ikke tiltrække opmærksomhed i dag. Lad os tage det som en... hyggelig tur med Harry i byen, jep.

✘✘✘

Og med en hyggelig tur i byen med Harry, på den bar hvor alle kendte ham, blev faktisk hyggelig.

Harry havde virket utrolig anspændt i starten, men da han så fik at vide, at Zac elle Tyler ville komme i aften, var det som om han fandt sig selv igen, og blev rolig.

Lige nu sad han og snakkede med en eller anden der hed Tom, som faktisk var utrolig sød. Jeg derimod, havde åbenbart slået mig løs sammen med en af Harry's venner's kæreste - så vi stod på dansegulvet og havde det utrolig sjovt.

Jeg havde ikke drukket specielt meget, men nok til at jeg havde det sjovt og kunne slå mig løs - ellers havde jeg aldrig stået sådan her på et dansegulv.

Mig og danse hang bare ikke sammen i sidste ende, og det var lidt træls nu man prøvede at se lækker ud - hvilket altid mislykkedes, så jeg måtte jo prøve at score drenge på en anden måde, selvom jeg ikke var ude på at score i aften.

I aften var en aften hvor jeg skulle bruge min tid på Harry, og spørge nogle folk i smug omkring Zac, for jeg var nysgerrig, og han gad jo ikke at fortælle mig noget.

"Jeg skal tisse!" råbte pigen jeg dansede med, som blev kaldt Silly, sjovt kælenavn, men ja. Jeg nikkede hurtigt til hende. Jeg havde aldrig været pigen der tissede sammen med andre - for hvorfor? Det var jo ikke fordi jeg var som Hulkende Hulda i Harry Potter og døde på toilettet, vel?

Nej. Jeg kunne godt tisse alene.

Jeg skulle til at vende mig om, da jeg fik øjenkontakt med en dreng. Et øjeblik gik en ubehagelig følelse igennem mig, for han kiggede på mig som om han havde set mig før - så et øjeblik troede jeg det var Zac.

"Er du ikke Harry's pige?" spurgte han flirtende om, hvilket undrede mig - for hvad hvis jeg rent faktisk var Harry's pige? Hvorfor flirtede han så med mig?

Jeg rullede med øjnene som en vane, og skulle til at gå videre, da det slog mig.

Hvis han ville flirte med mig, Harry's kæreste, så kunne de muligt være gode venner, og måske kendte han Zac, for Harry var ikke gode venner med Zac.

Jeg tog et skridt tilbage, og gjorde som jeg førhen havde gjort, for at forføre en dreng. Jeg lagde min hånd på hans bryst og kiggede hen mod stedet hvor Harry sad. Han var optaget af en pige, hvilket faldt perfekt sammen med min plan.

"Nej, det er skuespil det hele." Jeg lavede et nik hen mod pigen. "Jeg får penge for det," sagde jeg og trak ligegyldigt på skulderne. Drengen så et kort øjeblik forvirret ud, inden hans skulder langsomt faldt på plads.

"Jeg hedder Daniel," sagde han og fik pludselig sit flirtende smil tilbage.

Hvor kunne jeg brække mig. But it was now or never.

"Ved du om Zac kommer i aften?" Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hoppede et slag over. Åh gud.

Daniel, som han hed, kiggede med et løftet øjenbryn på mig og bakkede en smule væk.

"Så du er Zac's pige?" Han lød pludselig helt bange, hvilket fik mig til at grine, og ham til at se uforstående på mig.

"Jeg er ikke nogens pige." Nu skulle jeg tænke hurtigt. "Jeg ved bare han tit er her, når Harry er her." Daniel nikkede og tog min hånd, inden han langsomt begyndte at danse.

"Der har længe været strid imellem dem," mumlede han og førte sine læber hen mod min hals. Jeg havde den største trang til at skubbe ham væk, men jeg blev nødt til det her, selvom det var så ubehageligt, og han stank af alkohol.

"Hvorfor?" spurgte jeg om, og overgik min egen grænse ved at lade mine hænder glide op af hans bryst.

"Mmh, skal vi ikke gå et andet sted hen," spurgte han om og bed mig blidt på halsen.  Jeg skar en grimasse og trak mig fra ham.

"Hvorfor, hvad har Harry gjort?" Jeg kunne se han fik et irriteret udtryk frem.

"Hvorfor er du så interesseret i det?" vrissede han, inden han tog hårdere fat om min hånd. Igen blev jeg nødt til at tænke hurtigt.

"Jeg bryder mig ikke om Harry," mumlede jeg bare, hvilket nok var en kæmpe løgn, men Daniel så ud til at tro den, for han smilede stort og tog ved mine hofter.

"Det lyder til I har haft en fortid sammen," mumlede han og lod sine hænder glide om på min lænd.

"Lad mig få dig til at glemme ham," hviskede han og skubbede mig væk fra mængden af mennesker.

Det tog mig nogle sekunder at forstå hvad fanden han snakkede om. Han troede Harry og jeg var x-kærester, og nu...

"Daniel, nej," sagde jeg hurtigt og trak mig væk. Han kiggede forvirret og irriteret på mig.

"Hold nu op, du vil jo godt." sagde han og tog ved mig igen. Da jeg endnu engang trak mig fra ham, sukkede han højt.

"Hvad vil du have? Han sidder med en anden pige. Han er ligeglad med dig." Han slog irriteret ind i væggen, hvilket skræmte mig en smule. Han havde virkelig fået for meget at drikke.

"Men sådan er det vel med jer piger. I render vel altid efter dem med mange penge. Du har sikkert aldrig været forelsket i ham, har du vel?" sagde han og tog ved mig igen.

Jeg rystede forvirret på hovedet. Gu fanden havde jeg da ej været forelsket i ham. Jeg kunne mærke vreden pumpe rundt i min krop, og når min facade var oppe, så vidste vi vidst godt alle sammen jeg var en forfærdelig bitch.

"Bare fordi jeg ikke gider knalde med alle og enhver betyder det ikke jeg render i røven på de kendte, okay? Måske er han bare mere tiltrækkende end du er. Har du tænkt på det? Måske har det slet ikke en skid med pengene at gøre!" råbte jeg vredt.

Hvorfor jeg forsvarede Harry, det vidste jeg ikke. Måske fordi han rent faktisk var ved at blive min ven, og jeg vidste hvordan folk så på ham - men sådan var han ikke. Jeg vidste ikke hvorfor han var sammen med alle de piger han var, men der måtte være en grund - og det var jo det jeg skulle finde ud af.

Jeg var nok gået lidt over stregen, for det næste jeg vidste var, at jeg hårdt blev skubbet mod væggen, hvilket gav et stød igennem hele min krop.

Et smertefuldt støn forlod mine læber, og lidt efter kunne jeg mærke hans hænder overalt.

"Det er piger som dig, som burde straffes," mumlede han hårdt og tog hårdere ved mig, da jeg vred i mig.

"Slip mig!" Jeg kunne mærke hvordan min facade langsomt blev fuldstændig smadret, og hvordan uroen lagde sig over min krop.

Normalt plejede jeg at have tingene under kontrol, men efter jeg var begyndt at hænge ud med Harry, så var ingenting det samme.

Dem han hang ud med på denne skide natklub var alle pisse liderlige og sindssyge i hovedet. De forstod ikke et nej, og selvom Tyler havde prøvet præcis det samme med mig, som Daniel gjorde nu, så var jeg dum nok til at tage herhen igen.

Nogen gange forbandede jeg mig selv. Hvordan kunne jeg være så dum? Nogen gange tænkte jeg bare ikke.

"Slip mig!" råbte jeg højt, men han var allerede i gang med at hive i min bluse, hvilket gav mig kvalme.

Jeg var ikke vant til at blive overfaldet på denne måde - og hvem var det? Det var ubehageligt. Jeg havde ingen ide om hvad fanden jeg skulle gøre, for jeg var tydeligvis ikke stærk nok, og hans greb ville sikkert efterlade blå mærker.

Hans hånd gled ned til mine lår, hvilket fik min krop til at reagere helt sindssygt. Min krop begyndte at ryste, og det var som om min krop slet ikke hang sammen længere.

Hans hånd over min mund, gjorde mine skrig så lave at ingen kunne høre dem, og alt imens han var ved at fjerne mit tøj fra mig.

Hvem fanden ville også have sex i et hjørne på et diskotek?

Ikke mig. Slet ikke mig.

Jeg åbnede munden for derefter at sætte mine tænder i hans hånd, præcis som jeg havde gjort med den dreng der havde holdt mig, dengang med Zac, Tyler og Harry.

Harry.

"Av forhelved!" bandede Daniel, og skubbede mig så hårdt ind mod væggen, at et skrig forlod mine læber, og denne gang dannede de ord som i Harry, men jeg var sikker på han ingenting hørte.

"Hvad fanden," vrissede han surt og prøvede at holde mig for munden, men jeg drejede hovedet hvilket fik ham til at give mig en flad lussing, så mit ansigt fløj til den anden side.

Et skrig forlod mine læber igen, hvilket fik ham til at bande højt. Han løftede hånden for at slå mig igen, og det fik mig til at knibe øjnene sammen, men slaget kom aldrig.

Jeg hørte et par råb, hvilket hurtigt fik mig til at åbne øjnene igen. Hele min krop rystede, men at se Harry stå med Daniel's arm i hans, mens Tom holdt Daniel væk, fik mig til at ryste endnu mere.

Åh gud. Det var værre end dengang med Zac. Tårerne pressede sig virkelig på, men Harry skulle ikke se mig sådan her. Han så mig som den hårde pige, som var ligeglad med han var Harry Styles. Han skulle ikke se jeg knækkede sammen. Forfanden da Kim!

Jeg rystede på hovedet, men mest for at få mig selv overbevist om at det var okay. Daniel var væk, og Harry var her.

Han var der altid, når jeg var i problemer. Det var ikke første gang han havde hjulpet mig. Det var ikke hans ansvar - jeg var ikke hans ansvar, men han hjalp mig, han passede på mig.

Åh gud, tænk jeg overhovedet tænkte det, men selvom Harry måske var ude i lort og stoffer, så følte jeg mig tryg omkring ham.

Og vi snakker ikke forelsket her, men tryg, og det var også derfor min krop faldt til ro, da jeg kunne mærke Harry's hånd på min skulder.

"Kim, kig på mig," sagde han og lød helt rolig. Jeg bed mig hårdt i læben, da det nogen gange fik tårerne til at forsvinde.

"Kim," sagde han da jeg ikke reagerede. Jeg kneb øjnene hårdt sammen, inden jeg rettede mig op og tog en dyb indånding.

"Tak," sagde jeg og åndede tungt ud. Jeg tvang et smil op, og kiggede på Harry, som havde et uroligt blik i øjnene - et bekymret et.

"Er du okay?" Han fjernede noget hår fra mit ansigt.

"Selvfølgelig," sagde jeg og prøvede igen at smile overbevisende, men det så ikke ud til at hjælpe. Harry så stadig lige så bekymret ud som før, og jeg vidste jeg var gennemskuret.

"Skal vi tage hjem?" spurgte han om, og lod sin hånd glide ned af min arm, for at tage fat i min hånd. Jeg fulgte hans hånd, og endte med at nikke.

Han havde gennemskuret mig, så at blive ved med at prøve ville være dumt.

Et øjeblik havde jeg virkelig troet han ville gå hele vejen med mig, at der ikke var nogen vej tilbage - at jeg var alene. Følelsen sad stadig i mig, og den gav mig virkelig lyst til at græde - men jeg skulle ikke græde foran Harry - det nægtede jeg at gøre.

"Lad os," mumlede jeg og tog hårdere fat om hans hånd, da vi kæmpede os igennem mængden af mennesker som stod og dansede.

En af dørvagterne åbnede døren, og fik sagt farvel til Harry. Selvfølgelig stod der paparazzier, og blitzerne gik fuldstændige amok, og det samme med paparazzierne, men for første gang i lang tid, så var jeg rent faktisk ligeglad.

Jeg havde prøvet det så mange gange med Perrie, og jeg hadede det virkelig, men denne gang ... der var bare noget anderledes ved hele situationen.

Min facade om Harry var en nar, var ved at knække. Jeg så ham som en sød dreng, og en god ven - men aldrig mere end en ven. Jeg følte mig tryg omkring ham, præcis som jeg følte mig med Perrie - om det var godt eller skidt, det vidste jeg virkelig ikke.

På den ene side måtte det jo være godt, for så kunne jeg opføre mig som mig selv i hans selskab, hvilket betød jeg rent faktisk kunne nyde at være sammen med ham, og måske få noget ud af ham så jeg kunne nå at ændre ham - selvom jeg hver aften, inden jeg gik i seng, var sikker på han ikke kunne ændres.

Men jeg skulle ikke give op. Der var tid endnu.

"Er du sikker på du er okay?" spurgte Harry om, da vi havde fået sat os i en taxa. Jeg tog hurtigt selen på, og tog en dyb indånding. En dejlig rolig følelse lagde sig over mig, og da bilen begyndte at køre, rullede trætheden ind over min krop.

"Ja, tak Harry," jeg kiggede hen på ham. "Jeg mener det virkelig," jeg tog forsigtig fat i hans hånd. Han kiggede hurtigt ned på vores hænder, inden hans grønne øjne fandt mine igen. "Tak," sagde jeg igen, hvilket fik ham til at smile svagt, inden han tog en dyb indånding.

"Kim, Daniel derinde ... det er Zac's ven," sagde han og slap forsigtig min hånd, inden han kiggede ud af vinduet.

Mit hjerte hoppede et slag over. Han var i gang med at fortælle mig et eller andet. Noget sagde mig det var virkelig vigtigt at lytte efter nu, for han var ved at åbne op.

"Harry, hvorfor er Zac efter dig?" spurgte jeg om, for Harry var ikke stærk lige nu, og jeg blev nødt til at spørge. Jeg skulle vide det!

Harry kiggede langsomt hen på mig. Han var ikke glad. Han så ikke særlig tilpas ud, slet slet ikke.

"Kim, jeg ønsker ikke du skal blandes ind i det her," mumlede han. Uden at tænke over hvad jeg gjorde, tog jeg fat i hans hånd igen.

"Jeg kan hjælpe dig Harry. Du bliver nødt til at stole på mig. Jeg vil aldrig gøre dig ondt," hans øjne borede sig nærmest smertefuldt ind i mine.

Hans tænder fandt hans underlæbe, og til sidst nikkede han en enkelt gang så jeg næsten ikke nåede at se det.

Han åbnede munden for at starte sin sætning, men pludselig blev hele bagsædet lyst op, og en brummende lyd lød. Det gav et spjæt både i Harry og jeg, men da vi begge fandt ud af det var hans mobil, blev vi rolige igen.

Harry tog sin mobil i hånden og trykkede sin kode ind. "Tyler har nogle prob..." hans stemme døde langsomt ud, og pludselig skinnede hans øjne mere end normalt. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Hvad har Tyler?" nærmeste hviskede jeg, hvilket fik Harry til at tage en dyb indånding, inden han kiggede på mig - men denne gang med et hårdt blik, og jeg vidste det var ligegyldigt - det var for sent. Han havde lukket mig ude igen.

Hvem end det var, og hvad end der stod i den besked, så var det ikke noget godt. 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Så for søøøren! Så kom der mere, haha. Jeg håber I alle har haft en fantastisk ferie.
Nå men altså.. Kim og Harry er vidst ved at blive venner hva? Eller er de? Hvad tror I der stod i Harry's besked, og hvad tror I der vil ske nu? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...