Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

768Likes
609Kommentarer
100138Visninger
AA

9. 7 ✘ - "You shouldn't be here - it's not good for you."


Vejret vækkede mig denne morgen, på den måde at jeg frøs. Foråret var over os, og det kunne godt mærkes på det halvdårlige vejr i London. Med et forvirret blik kiggede jeg rundt i værelset, for lige at huske, hvad der var sket dagen før. Og det første, der viste sig i mine tanker var hende. Med det brune hår, huskede jeg, at hun havde siddet lige ved siden af mig, og set billedskøn ud som altid. Det kunne godt være at hun havde haft en irriteret grimasse bag smilet, hun havde fundet frem, for jeg havde jo brændt hende af. Hun måtte hade mig, selv om det jo ikke var min skyld …

Louis mødte mig med et smil om læberne, da jeg sikkert virkede så fredfyldt end ellers. ”Hey, hvordan går det?” Jeg kunne ikke helt tolke det, og vidste derfor ikke om Louis talte om mit ansigt eller alting, der skete i mit liv.

Jeg havde egentlig glemt, at den ene side af min ansigt var helt farvet og grimt, før Louis pointerede det. ”Det går fint nok, jeg ved bare ikke lige, hvad jeg skal gøre ved det.”

Louis kom over til mig med noget fransbrød og gav mig et venligt smil. Var han oprigtigt venlig i dette øjeblik, eller var det blot en facade fordi jeg var såret? ”Jeg har allerede ringet til Lou. Hun kan nok ikke få det helt til at forsvinde, men du kan i hvert fald ikke vise det der frem i offentligheden.” Gud ja, offentligheden. Den havde jeg helt glemt om i de to nætter, jeg havde tilbragt her. Og i dag ville jeg faktisk skulle vise mig frem, da Kim og jeg havde en ny aftale.

”Tak Louis.” Han kunne føle at jeg var ham taknemmelig, og jeg prøvede virkelig at holde min vrede inde. Hvilket faktisk var ret nemt, da jeg ikke havde følt den samme had, de sidste timer. Til gengæld vidste jeg, at jeg var bag ud på alt for mange ting. Tyler havde hundred procent udnyttet de sidste to aftener, hvor jeg ikke havde været ved ham, til at købe mange ting fra Zac. Jeg skyldte ham sikkert en masse penge. Jeg mærkede at mit tag om brødet strammede sig en smule, da jeg tænkte på, at Tyler stadig købte ting af Zac. Jeg måtte virkelig få ham til at stoppe.

Louis så ud til at mærke min lille forandring og så bekymret på mig. ”Er du okay? Skal du have noget smertestillende?”

Jeg rystede på hovedet. Smertestillende fik mig blot til at se svag ud. Selvfølgelig kunne ingen se, at jeg havde taget dem, men det gjorde at jeg følte mig svag. Og gjorde jeg det, var jeg ikke i stand til at forføre piger. Jeg burde tage på natklubben i aften, så kunne jeg finde en pige, og samtidig holde styr på Tyler.

Derfor skrev jeg en besked til Kim og forklarede hende, at mine planer forhindrede mig i en sen aftale, og om vi ikke kunne snakke, mens vi spiste frokost. Klokken var 10:36, så jeg tænkte det passede ret godt. Heldigvis var hun også med på den, da vi aftalte at mødes kl. 12, det samme sted vi skulle have mødtes i går. Det lå lidt væk fra storbyslivet i London, og passede mig bedre end noget andet lige nu. Jeg kunne ikke ses i den her til stand. Hvis paparazzierne først fik et billede fra den rigtige side, ville ingen pige nogen sinde sove sammen med mig igen. De ville tænke jeg var grim og det ville knuse mig endnu mere.

Klokken var 11:46 og jeg kiggede mig en sidste gang i spejlet. Jeg skulle lige tjekkes om alt så godt ud, selvfølgelig. Og efter Lou havde brugt en time på at dække mit ansigt med make-up, kunne jeg lige akkurat klare, hvis nogle jævnaldrene piger kiggede på mig. Men eftersom det kun var Kim, der godt vidste, jeg var blevet slået, glædede jeg mig til vores date. Jeg havde valgt at kalde det en date, for vi spiste sammen, og eftersom vi ikke var venner, kunne det være en date.

Restauranten var helt tom, da jeg trådte ind. Tom’s café, stod der på skiltet udenfor. Det var altså en café, men jeg så ingen andre end Kim. Hun smilede forsigtigt, da hun var tilfreds med min entré. Jeg var kun et minut forsinket, hvilket var meget bedre end i går, hvor jeg slet ikke dukkede op. ”Jeg fik stedet lukket for os, så vi kan få en mere rolig samtale.” Jeg havde helt klart blinket flirtende til hende, hvis det ikke var for det sidste i hendes sætning. Jeg fik lukket stedet for os, lød meget bedre uden en grund, nu når grunden ikke var, hun ønskede at være alene med mig, en whatever, hun havde stadig gjort sig besværet, det måtte vel betyde noget? Desværre regnede jeg med, det blot var så hendes bog kunne blive endnu mere sand og ægte.

”Nå, hvad med du starter med at fortælle mig om den aften,” forklarede hun og ønskede mere information om mærkerne på mit ansigt. Jeg gjorde store øjne af hende og rynkede brynene, for det måtte hun da ikke have troet, jeg ville fortælle hende. ”Bare rolig, Harry – det her spørger jeg dig om, i forhold til at være venlig – jeg putter det ikke i bogen.”

Hendes forklaring beroligede mig, men ikke nok til at åbne op omkring det. ”Hvordan kan jeg være sikker på det?” spurgte jeg, og åbnede menukortet, eftersom jeg var ved at dø af sult.

Kim rullede med øjnene, ”helt ærligt, Harry.”

Vi fik bestilt vores mad, og jeg morede mig over, de havde en ’Harrys speciel’ på menukortet, der var en burger med æg og parmesan, og det sædvanlige selvfølgelig. Og jeg ville da med glæde prøve at spise mig selv.

”Fint.” Hendes smukke øjne måtte få mig overbevist, selv om jeg ikke forklarede hende ned til mindste detalje. ”Jeg gik ud for at få noget luft, og så kom en mand og slog mig i ansigtet.”

”Snakkede du med denne mand inden?”

Jeg rystede på hovedet og havde allerede præsteret min første løgn.

Samtalen gik fint nok og jeg nød Kims selskab. Jeg havde indtil videre opført mig pænt, uden alt for meget flirteri og vi havde faktisk snakket om ret meget, uden hun havde haft noterne fremme. Det ville ikke overraske mig, hvis hun senere skrev det ned, men på denne måde følte jeg mig bedre placeret. Også fordi Kim fortalte nogle ting om sig selv, noget fra hendes barndom og familie, samt at hun lige nu holdt en sabbatår fra at studere, dog skrev hun bogen i stedet.

Alligevel anede jeg ikke, hvor jeg havde hende. Så hun mig overhovedet som en ven, eller var jeg bare hendes arbejde? Jeg håbede det første, da hun fascinerede mig. Jeg tror det er hendes holdninger, der især påvirker mig.

Men hun er også - jeg blev afbrudt i mine egne tanker, da min mobil gav lyd fra sig.

Jeg glemte straks alt omkring mig og tog den op, eftersom jeg var vant til det. Det var en refleks, da det tit var Tyler der skrev om noget, jeg altid prøvede at stoppe. Og ganske rigtigt, så skrev Tyler til mig. Kommer du på klubben i aften?

Det havde såret mig for måneder siden, men i dag var jeg vant til det. Det var en kommer-du-ikke-på-klubben-i-aften-og-betaler-min-gæld sms. Og som altid skulle jeg nok være der. Hvis jeg stoppede med at betale, ville Tyler ende i problemer, og det kunne jeg ikke klare. Han var trods alt min bedste ven.

”Hvem skriver du med? Du ser helt seriøs ud.” Jeg kiggede halvforskrækket op, da jeg ikke havde regnet med hun sådan observerede, hvad jeg havde gang i.

”Ingen, det er bare-” hun tog mobilen ud af mine hænder. Kim tog simpelthen bare mobilen fra mig, og jeg prøvede forgæves i de sekunder, det tog hende at læse besked, at få den tilbage.

Først da hun nok havde genlæst beskeden, gav hun mig mobilen tilbage med et løftet øjenbryn, og ikke mindst et bekymret blik. ”Hvem er Tyler?”

”Ingen.”

Den troede hun selvfølgelig ikke på. ”Harry, er de planer, der forhindrede dig i en sen aftale, at tage på klub?” Hun så skuffet ud, selv om hun samtidig prøvede at holde det inde, for at virke som den normale Kim. Jeg svarede ikke, og hun rullede med øjnene. ”Hvordan kan du overhovedet tage på klub efter hvad, der skete til dig? Fortæl mig, om alt det med klubben kan sættes sammen med, at du blev slået.”

Tænk hun bare sådan kunne regne det ud, ud fra én sms. Fuck. Hvad fortalte jeg hende nu? Helvede havde allerede brudt sig løs, men det blev kun værre, da min mobil også begyndt at ringe. Det var en dum idé, men jeg tog den, for at få mere tænketid. ”Tyler, jeg-”

”Det’ Zac.” Stemmen i den anden ende, gav mig som altid en utrolig lyst til at sparke til noget. Men jeg kunne ikke sparke til bordbenet, da maden så bare ville være all over the place. Ikke smart – det vidste jeg godt.

Jeg sukkede derimod, ”jeg gider ikke snakke med dig-”

”Du skylder mig penge, Harry.” Jeg var i den grad ramt af den ene ulykke efter den andet, da min mobil nu også gik ud. Grunden var, at jeg i morges havde brugt mange minutter på at spille spil på min iPhone, og jeg havde altså ikke fået ladet den op. Hvor typisk var det lige. ”Arg,” jeg sørgede for ikke at råbe alt for højt, da jeg satte mig ned foran Kim, og lagde min mobil fra mig med en stor had.

Jeg turde ikke kigge på hende, og skar derfor endnu en bid af min burger, der smagte ekstrem godt. ”Harry, du har vel forstået, at du skal forklare dét der, ikke?

Først nu mødte vores blikke hinanden, og det skar inden i mig. Hendes øjne kiggede på mig, og prøvede for alt i verden, at få en af mine dybeste hemmeligheder ud af mig. Men jeg kunne ikke. Sagde jeg noget, ville hun aldrig tale til mig igen, det var sikkert. Hvis for mange fik det at vide, ville jeg få besked fra management om at holde mig væk fra, og så ville jeg lade Tyler i stikken. Det kunne simpelthen bare ikke ske.

”Jeg kan ikke, Kim.”

Hun var ikke tilfreds med de ord. ”Harry, du har åbenbart mange flere hemmeligheder, end jeg troede. Vil jeg nogen sinde få nogen af dem ud af dig?”

Jeg rystede på hovedet.

”Heller ikke, hvis det er som venner, og jeg vil prøve at hjælpe dig?”

Venner. Hun sagde venner. Men jeg kunne ikke tro hende. Siden Jennifer, havde jeg svært ved at stole på nye mennesker, og især når det handlede om noget så vigtigt som venskab. Det var en stor ting, og jeg ville sikkert bare ende med at blive droppet igen og gjort til grin.

”Jeg smutter.” Jeg hadede at efterlade hende, da jeg jo egentlig gerne inderst inde ville blive, men den gik ikke. Jeg rejste mig og gik mod udgangen, der til endnu mere frustration var fyldt med paparazzier.

Og de råbte og skreg, som var de sindssyge. ”Harry! Er du sammen med en ny pige?”

”Hvad laver du på alle de natklubber hele tiden?”

”Elsker du hende?”

Lige siden jeg var blevet så populær, at jeg næsten aldrig kunne undgå paparazzier, havde de gået mig på. Jeg gad bare ikke lytte til dem, når de alle skulle råbe mit navn, om ting der ikke ragede dem. Ihærdigt prøvede jeg at komme væk derfra, mens jeg var omringet af folk, som råbte mit navn. Men den eneste gang, jeg faktisk stoppede op og lyttede, var da Kim selv var løbet ud i kaosset. Alle paparazzierne maste hende, uden det var med vilje, og hun prøvet forsigtigt at komme igennem mængden. Så snart hun var fremme ved mig, kiggede jeg undrende på hende. ”Du burde ikke være her – det er ikke godt for dig,” hviskeråbte jeg, da jeg blev nødt til at overdøve alle de andre råb.

Blitzene fra alle de billeder, der på dette tidspunkt allerede var taget af os, irriterede mine øjne, og jeg havde svært ved at se noget som helst. ”Harry, er I kærester?” Det var nu det eneste spørgsmål, man kunne høre.

Jeg ignorerede dem, hvilket jeg godt vidste, hvad ville ende med, og tog Kim i hånden, for at få hende i sikkerhed. Det var mit rod, at hun var landet i dette, så selv om jeg havde andre ting at tage mig til, sørgede jeg for, at hun kunne komme væk fra alt det her.

Desværre vidste jeg godt, at Kim og jeg, der holdt i hånden ville være over alt på netsider, blade og aviser i morgen. Men da jeg fik hende ind i min bil, gav det mig faktisk et smil på læberne. Hvis alle så mig med en pige, ville Jennifer se, at jeg var kommet over hende. Måske var det faktisk en god idé, at folk troede jeg datede Kim. I hvert fald ville jeg blive påvirket af det, og kunne måske tænke jeg var noget værd igen. Det var forsøget værd, selv om jeg godt vidste, at det ikke var ægte. Men hvis alle andre troede på det, måtte det vel give mig en eller andet tro på, at jeg var god nok?

Det måtte tiden vise.

-

Selv om alt postyret fra tidligere havde været rystende, befandt jeg mig alligevel uden for natklubben. Jeg havde besluttet at tage herhen alligevel, for Tyler behøvede mig. Kim kunne sikkert godt finde på at snakke med drengene om det, men lige nu var jeg lige glad. Siden min mobil var gået ud, var det nok første gang, at jeg faktisk ønskede at finde Zac. Jeg vidste, at han kunne være her, hvornår det skulle være, hvis Tyler skrev til ham. Dog ville jeg lige snakke face-2-face med Tyler først.

Klokken nærmede sig den tid, hvor han gjorde sig klar til at finde en pige til sengen, derfor var han heldigvis stadig ved bordet. ”Harry,” hilste han, da jeg gled ind på stolen over for ham. ”Du kom.” Han så beroliget ud, så snart han vidste, jeg var klar til at hjælpe ham. Egentlig burde han skaffe sig et job. Bare så han kunne betale noget af det tilbage. Men da jeg vidste, at Tyler ikke arbejdede, var det heldigt for ham, at jeg havde nok penge.

”Tyler, hvor længe skal jeg blive ved med at sige, du ikke skal snakke med Zac?”

Tyler rullede med sin øjne: det var det sidste, han gad snakke om. ”Jeg er seriøs Tyler – hvad ville du gøre, hvis jeg ikke havde penge til at betale med?”

Se dét gav ham faktisk en grund til at tænke, til en forandring. Han rynkede med brynene, og prøvede at se på noget andet, for ikke at behøve at give et svar. ”Svar mig, Tyler.”

”Fint.” Han var irriteret på mig, det var sikkert. ”Så ville jeg gøre det alligevel.”

”Og få bank af Zac?”

Han kiggede på mig, og viste mig, at han ikke forstod. ”Zac slår altså ikke.” En løgn. En stor fed løgn. Men det vidste han nok ikke det var. Zac skulle jo vise sig perfekt over for sine kunder, og så kunne han slå alle de andre. Inklusiv mig. Jeg valgte at drejede mit ansigt, så Tyler kunne fornemme farverne bag den make-up, Lou tidligere havde dækket det til med. ”Nej vel?”

Jeg nikkede, og håbede da, at han ville tænke over sine handlinger.

”Styles!” Tyler virkede en lille bitte smule nervøs, da vi begge hørte den genkendelige stemme, tilhørende Zac Steele. ”Forklar dig.”

Jeg vidste straks, at han mente vores telefonsamtale. ”Min mobil gik ud.” Jeg var stolt over at sige sandheden, men selvfølgelig troede han mig ikke.

I stedet hev han fat i min T-shirt og trak mig op. ”Hvis du nogen sinde gør det igen, så skal du nok få med mig at betale!” Han var rasende over ikke at have fået sine penge.

”Har du ikke allerede gjort nok?” Jeg tog mig sammen til at løfte mit øjenbryn og studerede ham, mens han slap min T-shirt.

Han kiggede grundigt på min kind og slog en latter op, da han så mit tildækkede ansigt. ”Jeg troede faktisk, at du var en mand, men jeg tog vist fejl.” Hans blik gjorde det for meget for mig. Jeg løftede min hånd, og skulle til at give ham tilbage af sin egen medicin, da Tyler faktisk reddede mig. Han tog min hånd og førte mig ud i baggården, hvor vi var alene.

”Harry, han er ikke det værd.”

Jeg vidste, at han havde ret. Desværre. ”Han fortjente det.” Jeg tørrede noget støv af mine blazer-ærmer og sukkede. Hvorfor kunne han bare slippe af sted med alt muligt. Jeg måtte få ham væk fra Tyler, det var min eneste måde at få ham god igen. Men jeg vidste det var umuligt. Zac Steele var uovervindelig, og jeg hadede det så meget.

Tyler fandt sin mobil frem, og viste mig noget, jeg ikke havde haft tid eller mulighed for at tjekke siden min mobil gik ud. ”Jeg tænker bare du skal holde dig væk fra aviserne igen. To store nyheder på én dag, er nok ikke den bedste idé.” Da han havde snakket færdigt, var internetsiden færdig med at loade og han gav mobilen til mig.

Harry Styles er overbeskyttende med sin nye kæreste;

Harry Styles var i dag set spise frokost med en pige, der ser ud til at være hans nye flirt. Jeg scrollede ned igennem siden, og håbede inderligt, at der ikke var skrevet et navn. Men selvfølgelig var der det. Kimberly Coleman, der er kendt som Little Mix sangeren Perrie Edwards bedste veninde, er altså-

Vent, hvad?! Perries bedste veninde?! 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Undskyld ventetiden, men er nu hjemme fra ferie med ordentligt net! :)

Hvad tænker I om kapitlet? Kim er ved at komme tættere på Harrys hemmelighed, og så fandt Harry ud af, Kim og drengene har løjet om hvem hun er. Hvad tror I, han gør ved det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...