Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

767Likes
609Kommentarer
99076Visninger
AA

8. 6 ✻ - "What do you say to make a new deal?"

Dette er Kims synsvinkel, men mit net driller og kan derfor ikke få uploadet billedet :)

Jeg ville ikke lyde som en totalt selvglad idiot, men Harry havde flirtet med mig i går, og nu havde han brændt mig af - hvorfor?

Jeg sad på en lille café langt væk fra byen. Her kunne vi være alene. Jeg havde tit siddet her da jeg gik i skole. Der var så stille og roligt, og stemningen var altid fantastisk. Tom, ham der ejede stedet plejede altid at skænke mig gratis kaffe, så vi var efterhånden blevet rigtig gode venner - og altså ikke bare fordi han gav mig gratis kaffe.

Jeg kiggede endnu engang ud af vinduet for igen at se en tom gade. Jeg sukkede og kiggede ned i min kaffe. Jeg rørte hårdt rundt i det - mest for at få mine aggressioner ud. Hvordan skulle jeg kunne arbejde med en som Harry, når han ikke engang kom? Han havde sikkert drukket sig herre fuld i går og var endt med endnu en pige.

Ikke at det gjorde noget. Harry kunne være sammen med hvem han ville, men det irriterede mig at han ikke kunne holde en aftale. Jeg brugte min tid på ham, fordi min bedsteveninde, som forresten var en idiot, havde brug for det!

Hun havde ikke skrevet, og nu havde de været væk i to dage! Hun plejede altid at skrive, og denne gang kunne jeg altså ikke se min fejl i det her - udover jeg nok blev sur, men det var en indre vrede jeg havde gået inde med længe!

Hårdt skubbede jeg min stol bagud og opgav at drikke min kaffe. Jeg greb ud efter min mobil, vinkede til Tom og stormede ud af butikken - alt imens jeg fik ringet Zayn op, og nu spørger I sikkert, hvorfor Zayn? Fordi jeg kendte ham bedst ud af alle drengene.

"Kim?" Var det første han sagde, da han tog telefonen. Han lød overrasket, som om jeg aldrig havde ringet til ham før.

"Godt gættet. Du får det til at lyde som om det er første gang jeg ringer," vrissede jeg surt ind i mobilen - ikke at det skulle gå ud over Zayn, men jeg var virkelig irriteret. Jeg kunne have været med Perrie i USA men jeg skulle babysitte Harry Styles, som ikke engang mødte op.

"Uhm," mumlede Zayn i mobilen, helt klart forvirret over min vrede stemme. "Det er første gang du ringer til mig," sagde han og hvis jeg ikke tog fejl, kløede han sig på armen, eller i håret.

Jeg lukkede øjnene for ikke at flippe ud. Jeg blev nødt til at tælle til ti. Dyb indånding.

"Så, hvad sker der?" Spurgte han efter en smule stilhed, og mine dybe indåndinger hjalp slet ikke.

"Nu skal jeg fortælle hvad der sker!" vrissede jeg irriteret. "Jeg havde en aftale med Harry, du ved, ham Harry jeg hjælper på grund af jer??" Jeg rystede på hovedet og sørgede for der ikke var nogen omkring os. "Men er idioten dukket op? Hør, jeg er fuldstændig ligeglad med hvad Harry render rundt og laver, men når jeg sætter tid af til at hjælpe jer, så er det mindste I kan gøre sku da at få ham til at møde op!" hviske-råbte jeg i mobilen.

"Hvor er du henne nu?" Spurgte Zayn roligt om, som om han slet ikke havde hørt hvad jeg havde sagt.

"På Tom's café." Jeg kiggede forvirret ud i luften. Kunne han ikke være ligeglad?

"Jeg kommer og henter dig. Bliv der," sagde han og lagde på, så jeg stod der og lignede en forvirret taber, hvilket jeg nok også var lige nu.

 

***

 

Normalt plejede jeg ikke at reagere så hårdt på ting som det her. Faktisk var jeg meget for at holde min ligegyldige facade oppe, men Perrie var mit ømme punkt, og vi skændes aldrig. Jeg havde sovet elendigt, og nu havde Harry brændt mig af - der var en grund til at være sur!

Og så alligevel ikke, jeg overreagerede nok en smule, men sådan var jeg åbenbart bare.

Jeg havde ikke lyst til at snakke med Zayn hele vejen hjem. Han prøvede at få en samtale i gang, men eftersom han var Perries kæreste, så var jeg åbenbart også sur på ham, hvilket var latterligt, men jeg var bare så frustreret, og begyndte jeg at snakke, så blev jeg sikkert herre sur og sagde en masse ting til ham, som jeg ikke mente.

Så det var nok bare bedst jeg holdt mund, hvilket Zayn til sidst også forstod, for han stoppede endelig med at snakke til mig, da vi endte foran en stor hvid bygning.

Jeg sagde ingenting men fulgte bare med Zayn. Jeg havde på fornemmelsen at han førte mig hen til hvor Harry var, for hvad skulle jeg ellers lave her?

"Efter dig," sagde han og gjorde tegn til, at jeg skulle gå ind i elevatoren. Jeg kiggede kort på ham, inden jeg gik ind.  Jeg fulgte hans bevægelser og så han trykkede knap 6  ind. Jeg sukkede og lænede mig op af væggen.

"Hård dag?" sagde Zayn drillende, sikkert for at få mig blødet op, og hallo, han prøvede i det mindste, derfor nikkede jeg bare, selvom min dag ikke havde været hård, bare elendig.

Elevatoren stoppede, og hurtigt steg vi ud. Zayn gik hen til den første dør og trak håndtaget ned. Jeg kunne med det samme høre en masse stemmer, blandt andet en stemme der tilhørte en person jeg havde lyst til at slå - mest på grund af min vrede, og fordi jeg åbenbart synes det også var en del af hans skyld, at Perrie og jeg var uvenner.

"Kim, Harry kom ud for en ulyk-" hørte jeg Zayn sige til mig, men jeg gik direkte efter lyden af stemmerne, og eftersom lejligheden ikke var kæmpe stor, kom jeg hurtigt ind i et rum, hvor der sad en virkelig flot pige med flot brunt hår, bedre kendt som Eleanor. Hun sad ved siden af Louis, og på sofaen lå Harry.

Jeg kunne mærke hvordan vreden pumpede rundt i mit blod. Han lignede virkelig en der havde drukket sig fuld, og hvis det var hans undskyldning så kunne han i det mindste have skrevet!

"Kim," udbrød Louis da han så mig. Harry kiggede hurtigt, og forvirret hen på mig, som om han var helt uskyldig.

"En anden gang hvor du har tænkt dig at brænde mig af, kunne du så ikke i det mindste sende mig en besked, så jeg ikke står og ligner en fuldstændig taber?!" Udbrød jeg hårdt, hvilket fik Harry til at sætte sig op i sofaen og kigge en smule forskrækket på mig.

Jeg glemte fuldstændig at Harry ikke havde den fjerneste ide om hvem jeg var, hvad jeg lavede, og hvorfor jeg snakkede til ham.

"Kim jeg..." hørte jeg Louis sige, men jeg rystede på hovedet.

"Det kan godt være du er en kendt popstjerne og du kan få alle piger du vil, det er også helt i orden, men du kan i det mindste holde en fucking afta-" Han havde rejst sig op i mellemtiden, og denne gang så jeg den anden side af hans ansigt, hvor et stort blåt eller gult mærke var dannet.

Jeg gispede kort. Det så virkelig ikke rart ud. Hvordan havde han fået det?

"Kim, det er jeg ked af je..."

"Kan jeg lige snakke med dig Kim?" sagde Louis og sendte mig et strengt blik. Min krop begyndte langsomt at ryste, men hurtigt nikkede jeg. Harryss blik var næsten for meget for mig. Han lignede ærligtalte en der var oprindelig ked af det, og fuldstændig forvirret over min opførelse.

Måske var jeg gået for vidt?

Uden at kigge tilbage på ham, gik jeg med Louis ud i gangen.

"Hvad har du gang i?" sagde han forvirret - ikke surt, men bare forvirret. Jeg kiggede tilbage mod de andre. Harry snakkede med Zayn om et eller andet, og tog så imod den ispose Eleanor gav ham.

"Kunne I ikke i det mindste have skrevet?" Sagde jeg roligt og krydsede armene.

"Han har ikke været vågen særlig længe så-"

"-Hvad er der sket?" afbrød jeg og kunne mærke hvordan min krop langsomt blev rolig igen.

"Jeg ved det ikke. Han blev slået ned i går. Han påstår han ikke gjorde noget, men jeg er ret sikker på han ikke fortæller sandheden." Jeg kunne se hvordan Louis' forvirret blik ændrede sig til et uroligt et. Han kiggede ned i gulvet, og hvis jeg ikke tog fejl var han faktisk ked af det på Harryss vegne - og jeg forstod ham.

Blev Harry slået ned? Det kunne da godt være Harry var ude i en masse lort, men han var da slet ikke den voldlige type - så meget kunne jeg da godt sige om ham, selvom jeg ikke kendte ham.

"Kim," Louis kiggede på mig med et trist blik. "Jeg ved godt du ikke bryder dig om det her, men jeg er virkelig glad for du prøver." Han lagde forsigtig en hånd på min skulder. "Vi skulle have skrevet ja, men tingene gik bare.... galt..." sukkede han. En underlig følelse bredte sig i min krop. Jeg kendte den sagtens, men jeg fik den ikke særlig tit - jeg havde ondt af Louis. Jeg havde rent faktisk ondt af ham. Det var så nemt at se hvor meget han holdt af Harry. Han ville kun hjælpe, men Harry skubbede ham væk.

"Han har ændret sig siden han har mødt dig. Det er ikke den store forvandling, men vi kan se det, og hvis det fortsætter... Kim vi... jeg har virkelig brug for din hjælp."

Jeg havde ingen ide om hvad det var jeg gjorde, som 'ændrede' Harry. Jeg var en hysterisk kælling som flippede ud hvis det ikke gik efter mit hoved. Jeg dømte folk uden at vide hvad deres grund var, og jeg var egoistisk. Jeg havde altid været egoistisk, men Louis fik rent faktisk noget frem i mig, som ikke var egoistisk. Jeg ville gerne hjælpe. Ikke kun for Perries skyld, eller for Zayns skyld - men for dem alle sammen.

Måske var jeg ved at blive blødhjertet.

"Er du okay?" spurgte Louis om da der åbenbart havde været en længere stilhed, og jeg bare havde stirret ned i jorden.

Jeg kiggede hurtigt op og overvejede om jeg skulle fortælle om Perrie, det havde jeg lyst til, og brug for, men hvorfor skulle jeg fortælle Louis om mine problemer? Han kunne ikke være mere ligeglad.

"Ja, jeg har det fint." Jeg sendte ham et overbevisende smil og kiggede så ned af gangen igen, hvor de andre var. Et smil var gledet over Harrys ansigt, men det nåede ikke rigtig hans øjne. Han var sikkert også i smerte. Det blå mærke så ikke godt ud.

"Så, hvad vil du have jeg skal gøre?" Jeg kiggede spørgende på Louis, og kunne se et smil glide frem. Han lænede sig op af væggen.

"Perrie havde vidst ret alligevel," sagde han, hvilket fik mig til at kigge hen på ham. "Med hensyn til dig. Jeg må sige jeg tvivlede på dig i starten, men ikke længere." Det blev næsten for meget, derfor kom jeg til at grine. Jeg var ikke godt til at tage imod komplimenter, det havde jeg aldrig været.

Jeg åbnede døren ned til de andre igen. Louis fulgte med, og da vi stod inde i rummet igen, kiggede de alle hen på os.

Mit blik fandt hurtigt Harrys. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere efter det før, så derfor sendte jeg ham bare et kort smil og satte mig ved siden af ham.

"Kim, jeg er ked af det, det gik bare.." Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at tie stille. Hans grønne øjne borede sig ind i mine, og var det ikke fordi de andre havde været der, så havde jeg nok sagt han skulle stoppe med at flirte med mig - men jeg blev nødt til at køre en anden stil. Jeg blev nødt til at være sød overfor ham - jeg ville hjælpe. Jeg var ikke egoistisk, det skulle jeg ikke være, ikke nu.

Og med hensyn til Perrie - jeg savnede hende, og det hjalp ikke at jeg gik og var sur på hende. Hun var kendt, og hun havde et band hun skulle passe, men det betød ikke hun droppede mig. Jeg gjorde også det her for hende. Hun havde gjort så mange ting for mig, derfor var det her måden at betale hende tilbage på.

Jeg ville hente hende i lufthavnen i morgen, og jeg ville undskylde. Vores venskab var for godt til det her. Jeg blev nødt til ikke at være så egoistisk, bum.

"Hvad siger du til at lave en ny aftale?" Jeg henvendte mig til Harry, og jeg kunne nemt se det kom bag på ham. Dog gled et smil over hans læber, inden han lænede sig tilbage i sofaen - og jeg kunne nu konstatere at den gamle flirtende irriterende Harry var tilbage.

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Hallo, jeg Laura vil lige skrive her, selv om Thea har skrevet kapitlet. Jeg undskylder, at jeg ikke lige har fået publiceret dette kapitel, da jeg står for publicering, da jeg selv er i Østrig. Men nu kom det, og går selv i gang med næste kapitel nu.

Hvad synes I om Kims og Harrys forhold indtil videre? Tror I Harry åbner mere op over for hende, nu hvor han er blevet slået?

Nyt kapitel kommer en af de næste dage x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...