Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

767Likes
610Kommentarer
98460Visninger
AA

7. ✘ 5 - ”Tyler came by earlier. Get ready for another check."

Det var ikke hver dag, at jeg skulle interviewes til en bog. Faktisk var det første gang, så det at gå ned af gangen for at finde kontoret, var en mærkelig følelse. Men endnu mærkeligere var det, da jeg fik åbnet døren og hun stod der foran mig. Efter alle tankerne om hende, kunne jeg igen se hende ansigt til ansigt. Hun var smuk, men det var ingen overraskelse.

Kim lignede sig selv. Hun virkede nervøs og vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle håndtere situationen. ”Fedt sted.” Jeg gav hende et smil, og så hende gribe fat i noget papir, for at kunne få startet dette interview. Jeg håbede at kunne leve op til hendes forventninger, eftersom hun nok ønskede en god bog, og jeg følte mig mere frisk end normalt, da jeg ikke havde drukket siden i aftes. Det var hen på eftermiddag, og da jeg havde en masse vand i mig, kunne jeg koncentrere mig.

"Lad os komme i gang - hvor gammel er du?" Kim virkede ikke særlig forberedt, da hun efter at have stillet spørgsmålet allerede var i gang med at lede efter noget.

Men da hun kort efter opgav søgningen efter det ukendte, og kiggede på mig, lænede jeg mig ind mod hende. ”Ved du ikke det?” Det var ikke for at spille smart, jeg stillede spørgsmålet, jeg var vel bare ikke kommet ud for det, siden jeg var blevet kendt.

Hun forklarede hurtigt, at hun ikke var fan, og skiftede derefter ansigtsudtryk. ”Hvor er blyanterne?” Hun var irriteret, og da jeg nu kunne konstatere at blyanterne var den skat, hun ikke kunne finde, blev jeg overrasket. Det var hendes kontor, hvordan vidste hun det ikke?

”Du burde da vide hvor blyanterne er?” Jeg kunne ikke undgå at kigge undrende på hende, og ville gerne have svar. Det gav ikke mening, at hun ikke vidste hvor blyanterne var. 

Hun fnøs, ”ikke alle ved alting, Harry.” Hun tog ud i en skuffe, og smilede fornøjet, da hun kunne finde en kuglepen frem. ”Nå, du har stadig ikke svaret på spørgsmålet.”

”19 år. 1. Februar 1994.” Jeg synes egentlig det var irriterende, at hun ikke havde de mest oplagte facts på plads. Det ville da gøre det lidt nemmere at få skrevet bogen, så vi ikke skulle igennem det hele her og nu.

Hun skrev ned og skulle også lige høre, hvor jeg var født, min familie, og ja alt fra min barndom. Det tog lang tid, men til sidst havde jeg da forklaret det meste. ”Og det var dig, der fandt på navnet til bandet?”

”Jep.” Hun skrev nogle flere ting ned på papiret, men jeg kunne ikke helt se, hvad der blev skrevet ned. Det lignede kruseduller, men jeg lod det passere – det var nok hendes første bog. Som interviewet skred frem, prøvede jeg virkelig at fortælle så meget som muligt, men jeg følte ikke, hun gad lytte efter. Havde hun ikke kendt Perrie, så var dette møde nok ikke hændt.

”Har du så en historie, ingen andre har hørt, som jeg kan fortælle folk om?” Hun studerede mig, og med alle tankerne, der løb rundt, kunne jeg ikke klare øjenkontakten. Det var Jennifer og Tyler, der fyldte mine tanker, men det kunne jeg ikke fortælle om. Allerede så skrøbelig som jeg var, ville det skade mit ry, hvis alle ville høre om mit brud med Jennifer.

Derfor forklarede jeg hende, at der intet var.

Men den købte hun selvfølgelig ikke. ”Har du været i nogle forhold tidligere?”

Den måde hun spurgte, kunne jeg selvfølgelig ikke komme udenfor. ”Der har været nogle stykker, men Caroline Flack, Taylor Swift og Jennifer Roberts.”

”Kender du Tay-Tay? Du laver sjov ikke!” Hun overraskede mig med hendes kommentar, men hun lød virkelig seriøs. ”Ej undskyld, jeg elsker hendes musik.”

Jeg nikkede og var stadig lidt rundt på gulvet. Taylor havde været i mit liv nogle uger, men til sidst var vi splittet, og senere var jeg endt sammen med Jennifer.

Kim havde skrevet navnene ned. ”Men altså du tiltaler dem med efternavne, nogle kommentarer til det?”

”Jeg prøver vel bare at glemme dem alle sammen,” røg det ud af mig, da jeg forklarede mit brug af fulde navne, og altså viste, jeg ikke følte de var venner for mig mere.

Kim nikkede, ”og Jennifer er din seneste, gætter jeg?” Jeg havde ikke lyst til at svare på det, men et sølle nik fra min side af, gav Kim et svar på hendes irriterende spørgsmål.

”Hvordan endte forholdet så?”

Jeg svarede ikke.

”Elskede du hende?”

Jeg svarede ikke.

”Tænker du tit på hende.”

Jeg svarede ikke.

Kim virkede endnu mere irriteret end tidligere, og kiggede på mig. ”Harry, du må forstå, at du må hjælpe lidt her. Jeg kan jo ikke udgive en bog, hvor der står: Om sin ekskæreste Jennifer udtaler Harry ingen ting.”

Et suk undslap mine læber. ”Det ville blive en kedelig bog.” Problemet var bare, at snakkede jeg om Jennifer, ville alt komme tilbage til mig. Jeg ville huske vores tid sammen, som jeg jo havde holdt af, indtil hun viste sit sande jeg. ”Kan vi ikke snakke om noget andet”,” fik jeg sagt til sidst og kiggede ned i bordet. Mine håndflader var fugtige, og jeg havde det varmt.

Kim lagde kuglepennen fra sig, ”jeg gider ikke mere nu.” Hun rejste sig og så ud til at gå ud af rummet.

”Burde det ikke være mig, der så gik? Det er dit kontor.” Jeg rejste mig, for at komme hen til døren, og være tættere på frisk luft og en lur i sengen.

”Oh,” hun fumlede med hænderne, og fik åbnet døren, hvor jeg vidste min bodyguard ville stå tæt ved. ”Så farvel Harry. Jeg ringer igen, måske kan jeg se dit sted, for at se hvordan du lever.”

Jeg fik et stort smil omkring læberne, da jeg var bedst i mit eget sted. ”Helt klart.” Jeg kunne allerede forestille mig, hvad min ønskeaften ville være, hvis hun kom hjem til mig. ”Du ringer bare.”

Hun kunne 100 % føle glæden i min stemme, og gav mig elevatorblikket. ”Drøm videre, Harry.”

Jeg trak på skuldrene og grinede forsigtigt, ”du ved, at hvis bare man tror på det, så går ens drømme i opfyldelse.” Jeg vidste, jeg var gået for langt, og det kunne jeg se på Kims ansigt, da hun næsten så bange ud. Det var ikke godt, det jeg lige havde gjort, og derfor kunne jeg have slået hånden ind i væggen, da døren blev lukket bag mig. Hvorfor var jeg altid så dum omkring Kim. Jeg ødelagde det altid. Og min bodyguard kunne også se, at noget var galt, da han spurgte ind til mit pludselig humørskifte. Men han måtte kunne regne det ud. Han havde jo hørt samtalen.

”Hvor kan jeg køre dig hen?” Min bodyguard fungerede lige i dag også som min chauffør, da drengene havde bedt om strengt opsyn med mig i dag. Hvad tænkte de dog, jeg kunne have fundet på at gøre med Kim? Men nu når jeg overvejede det, forstod jeg godt drengene. Især på grund af det jeg lige havde fortalt Kim.

”Ved du, hvor de andre er?” spurgte jeg, efter vi begge havde sat os ind i bilen, uden de store optøjer med fans. Faktisk var der ingen.

Han startede bilen, og forklarede mig, at drengene befandt sig på en natklub, fordi Louis holdt fest, og det blev jeg nødt til at opleve. Drengene på en natklub, og så hvor jeg ikke var med – det ville aldrig ske.

Jeg fandt Zayn stå og snakke med Louis. ”Hey Harry.” De så ikke overraskede ud over at se mig, så jeg gav dem blot et smil.

Det tog ikke lang tid at se, hvem der befandt sig her allerede, og hvem der ikke gjorde. Perrie var en af de personer, jeg derfor spurgte ind til. ”Hvorfor er Perrie her ikke?” Selvfølgelig var festen ikke startet endnu, men Perrie var tit ved Zayns side til sådan nogle arrangementer.

”Hun er i USA med pigerne,” forklarede han, og det ærgrede mig. Jeg havde lige glædet mig til at spørge ind til Kim. Jeg gav derfor kun Zayn et nik, og spejdede efter noget lidt mere spændende at tage mig til. Heldigvis ankom der gæster lidt efter lidt, og der var snart fyldt op med en masse piger – og drenge selvfølgelig.

Som aftenen skred frem, fandt jeg mig selv sidde ved et rundt bord, mens jeg drak den ene øl efter den anden. Og desværre var jeg alene om det, da Liam blot sad og stirrede på mig, som var jeg en galning. ”Burde du ikke snart stoppe?” Jeg rystede på hovedet, og kunne mærke jeg snart ville nå det punkt, hvor jeg ikke tænkte så meget over tingene. Og det var dét jeg ønskede. Jeg gad ikke have dagens fejltagelser til at fylde mine tanker, så med alkoholen i mig, kunne jeg forhåbentligt bruge tiden på at svare Liam tilbage. Det var bedre.

”Nej.” Svaret var enkelt, og fik heldigvis Liam til at klappe i. Han havde forhåbentlig snart forstået, at han ikke fik noget ud af mig. Det han troede om mig, var ikke rigtigt, men jeg kunne ikke fortælle ham sandheden. Så indtil Tyler var ordnet, måtte jeg nøjes med drengenes mistillid.

Der havde været stilhed mellem Liam og jeg de sidste par minutter, indtil Louis fandt frem til os. Et stort smil var plantet på hans læber, og det kunne kun betyde en ting. ”Hey Harry, stripperne er kommet, hvis du skal se på.” Han var tydeligvis ligeså fuld som jeg, og ønskede at hans ”bedste” ven skulle joine ham i at se på halvnøgne damer.

Men jeg havde ikke lyst.

Jeg forstod det egentlig ikke. Stripperne var damer, der uden man behøvede gøre noget, kom helt tæt på en, og jeg følte mig altid tilfredsstillet. Men det var ikke, hvad jeg tænkte over lige nu. ”Jeg tror jeg springer over.” Louis var overrasket, da han løftede øjenbryn af mig. ”Jeg går ud og trækker noget luft.”

Før jeg ombestemte mig, fik jeg rejst mig, for at forlade lokalet, hvor bassen var ved at drive mit hoved til vanvid. Dunkene var for hårde for mig, men jeg vidste godt, at det ikke var grunden til mit ’nej.’

Og dér slog det mig. Da jeg skubbede døren op til den friske luft, og straks følte ensomheden. Jeg savnede hende. Hvorfor skulle det også være så svært at tilfredsstille den pige, man for første gang, så mere i end bare en nat?

”Harry?” Liams skrøbelige stemme overdøvede vinden, og jeg drejede rundt for at kunne kigge på ham. Hans hår, der var ved at vokse ud, var sat godt sammen med hans T-shirt og bukser.

Egentlig var jeg glad for, at Liam var kommet. Han havde givet mig en grund til at stoppe tankerne om hende. Men alligevel irriterende hans nærvær mig. ”Hvad?”

Han trak på skuldrene, og satte sig ned på en bænk. ”Jeg skulle bare tjekke, at du ikke, du ved …”

”Hvad?” Jeg gentog mig selv, og ønskede at høre ham sige det. Det han troede om mig, skulle høres ord for ord, ansigt til ansigt. Og det tog hårdt på ham.

Hans blik mødte ikke mit, og han så ikke ud til at ville snakke. Men han gjorde det, og han overraskede mig ikke i hans svar. ”Tog stoffer.” Først nu kiggede hans øjne på mig, og det var ikke et sødt blik på nogen måde, heller ikke ondt. Han var skuffet. Skuffer over den person, han troede jeg havde ændret mig til.

Men han tog fejl. Som alle andre, tog han fejl.

”Du tager fejl, Liam.”

Han rystede på hovedet, ”det tror jeg desværre ikke, at jeg gør, Harry.”

Det irriterede mig, at han ikke stolede på mig. Vi havde været venner i mange år efterhånden, og selv om han måske ikke længere følte vores venskab, så vidste jeg, at det var der. ”Har du måske nogen sinde set mig gøre det?” Jeg lod det høres i min stemme, at jeg var vred. Og der skulle ikke være nogen tvivl.

”De fleste gør det i det skjulte.”

”Men jeg gør det ikke, Liam.”

Han trak på skuldrene, ”du er fuld lige nu, Harry – jeg tror ikke på noget, du siger.”

Jeg fnøs, og lavede øjne af ham. Godt nok var jeg fuld, meget fuld, men jeg kunne godt tale min sag, om ting jeg gjorde og ikke gjorde. Det kunne godt være Liam kunne sidde foran mig, uden at være fuld og styre samtalen, men jeg ville ikke finde mig i løgne.

”Bare fordi du har én nyre, skal du ikke spille smart.” Da han såret kiggede på mig, vidste jeg straks, at jeg for anden gang i dag, var gået over stregen. Men i forhold til Kimberly, var dette sårende. Ekstremt sårende for Liam, som jeg vidste havde levet med det dumme nyre problem hele sit liv. Og nu havde jeg svinet ham til for det, når han ikke engang kunne gøre for det. Flot Harry, du er sørme en god ven.

Liam rejste sig og skulle til at åbne døren til klubben. ”Liam hør, det var ikke min meni-”

”Harry, kan du ikke bare blive væk, og tage de stoffer eller hvad du nu gør et andet sted.” Og med de ord var han væk. Tænk at selveste Liam Payne, den sødeste fyr i verden, talte sådan til mig. Jeg fortjente det ja. At få sådan nogle ord fra Liam, skyldtes en stor dum fejltagelse. Og sådan en havde jeg i den grad begået.

Fejltagelser kom der også flere af, da jeg hørte den genkendelige, forfærdelige stemme. Idioten Zac, der altid fandt frem til mig, havde gjort det igen. ”Mister man venner,  hva’ Harry?”

Selvfølgelig havde han hørt samtalen mellem mig og Liam, og brugte det mod mig. ”Skrid Zac, det er en privatfest.”

”Sidst jeg så efter, kendte jeg ejeren af denne klub, så ti’ stille tøsedreng.”

Med knyttede knoer trådte jeg et skridt tættere på ham. ”Du skal ikke kalde mig noget, du selv er.”

Jeg vidste godt, at det var endnu en fejltagelse. Men fra de forrige to, var den her anderledes. For jeg fortrød den ikke. Zac fik sin egen medicin, og det fortjente han. ”Det skulle du ikke have sagt, Styles.

”Hvad laver du overhovedet her, Steele?”

Han grinte højlydt, og jeg følte hans svar ville få mig til at flippe. ”Tyler besøgte mig tidligere. Vær klar på endnu en check.”

Og jeg flippede. Flippede så meget, at jeg gik så tæt på Zac som jeg kunne komme, og stirrede ham ind i øjnene. ”Lad min ven være!” Jeg råbte af ham, og mærkede hvordan alkoholen påvirkede mig. Min opførsel var skyldt øllene, men samtidig også mit oprigtige had til Zac, der bare skulle holde sig væk.

Hvilket han heldigvis også gjorde, dog efter han havde stukket mig en knytnæve lige i ansigtet, så jeg faldt om. Og efter at have forladt mig, lå jeg alene på jorden, og følte alt omkring mig blev sort. Det sidste jeg nåede at høre, inden alting tog over, var lyden af en stemme, der efter alle mine dumme ting, dog stadig så ud til at have lidt venlighed til overs for mig.

”Harry!” blev der råbt, og efter det, ja så måtte jeg opgive til besvimelsen, der ramte mig. 

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Nooo Harry er besvimet ;( Hvad tror I, der vil ske med ham? 

Og dette kapitel viste hvor meget Harry kan dumme sig på blot en dag, hvad tænker I om hans opførsel? 

 

VIGTIG INFO!

Thea tog i går på ferie, og derfor har vi aftalt, at i de 2 uger hun er væk, vil der komme 3 kapitler. Det ene er Kim's synsvinkel, som hun har skrevet og så lidt specielt 2 kapitler i træk med Harrys synsvinkel, som jeg vil skrive. God sommerferie alle sammen x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...