Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

767Likes
609Kommentarer
99086Visninger
AA

6. ✻ 4 - "Listen, I'm calling because I'm working on my book,"


"En bog?" Jeg kiggede med store øjne hen på Perrie, som sad og fortalte mig hvilken 'genial' ide hun var kommet på, da Harry sjovt nok havde overhørt deres samtale om mig. Og sørme om jeg ikke også var blevet Perrie's bedstevenindes kusine nu.

Jeg var overrasket. Sikke mange ting jeg ikke vidste om mig selv.

"Bag facaden," sagde Zayn, som knappede sin skjorte.

"Huh?" Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede hen på Perrie. Hvad snakkede han om? Det kunne han da selv være så.

"Du skal bag facaden på ham, Kim," sagde han og sendte mig et smil.

"Ahhhhh. Hvad hedder min bog så? Jeg håber virkelig den vil sælge godt." Jeg samlede mit hår i en hestehale og fik med besvær viklet elstikket omkring det.

Perrie lænede sig en smule hen imod mig. "Du er klar over, at du ikke skal sælge nogen bog, ikke?" Hun klappede mig kort på låret. Jeg havde et øjeblik lyst til at grine af hende, for selvfølgelig skulle jeg jo ikke sælge nogen bog. Jeg var elendig til kommaer og punktummer, men kunne man egentlig ikke ansætte folk til sådan noget?

Jeg fik ikke åbnet munden og fik lukket min halv falske grin ud, for Zayn vendte sig rundt og kom hen til os.

"Den hedder Another Direction, hvilket er ret smart eftersom bandet hedder One Direction, forstår du?" Han brugte hans voksne stemme med vilje for at få mig til at føle mig dum, jeg kunne mærke det. Men det skulle han ikke nyde noget af.

"Jeg håber virkelig I har tænkt det her godt igennem. Jeg ved ikke hvor god en skuespiller jeg er, men jeg vil gerne lige pointere at hvis det failer, så er det jeres ide!" Jeg løftede en finger og rejste mig op.

"Så hvad skal jeg gøre nu?" Jeg kiggede mig selv i spejlet. Synet af mig i mit stadige flotte lyserøde nattøj, og min mascara som jeg aldrig nåede at tage efter i går, fik mig til at tænke på aftenen i går. Det var gået lige efter planen, dog havde jeg ikke regnet med Harry rent faktisk ville finde mig tiltrækkende - men jeg ville ikke klage, det var faktisk sjovt at afvise ham.

Hele turen hjem havde han fyret en masse dårlige komplimenter af, og han var åbenbart stolt over sit kælenavn til mig, hvilket halvdelen af mine venner og familie alligevel kaldte mig - men lad dog barnet, som man siger.

Som tingene stod til nu, så havde jeg faktisk ikke rigtig lyst til at møde ham igen. Nu jeg tænkte over det, og var blevet ganske ædru igen, så var det altså ret akavet at jeg havde været så afvisende, og led - men jeg havde ikke ligefrem lyst til Harry, og nu... ja nu skulle jeg skrive en bog om ham.

"Du ringer til ham," Perrie sad allerede med min mobil i hånden, hvilket næsten fik mig til at tabe min hage - forstå det sådan, at min mund blev stor.

Jeg skulle til at protestere, men det havde jeg gjort hele tiden indtil nu, og det havde jeg ikke fået noget u af, så hvorfor skulle det hjælpe nu?

Jeg sukkede højlydt og tog mobilen ud af Perrie's hånd, inden jeg smuttede ud fra mit soveværelse og ind på badeværelset - og spørg mig ikke hvorfor, det var bare som om det var mere lukket derude.

Så sød som Perrie var, så havde hun allerede tastet Harry's nummer ind, eller det måtte jeg håbe så jeg ikke ringede til en eller anden random. Nu var spørgsmålet så bare, om jeg ville afbryde ham i et eller andet. Jeg kunne jo ikke vide hvad han gjorde efter han fulgte mig hjem i går.

Jeg ringede nummeret op, men kunne allerede mærke fortrydelsen. Jeg kiggede på mig selv i spejlet og efter fjerede 'dut' var jeg sikkert på han ikke tog den, men i det jeg tog mobilen fra øret, lød en stemme fra den anden side.

"Hallo?" Jeg skar en grimasse af stemmen, og tog hurtigt mobilen tilbage til øret. "Hallo? Harry?" sagde jeg forvirret ind i mobilen for at høre om han havde lagt på.

"Øh, hvem er det?" sagde han en anelse forvirret, og træt. Tænk han stadig sov. Jeg sov ikke engang mere, jeg blev så også vækket.

"Oh, ja undskyld. Kimberly," sagde jeg og håbede ærligtalt ikke at han havde været så fuld i går, at han havde glemt mig, for så ville jeg ikke mere. Så sagde jeg mit ikke job op.

"Oh, Kim," hans stemme ændrede sig straks til en flirtende tone, hvilket fik mig til at rulle med øjnene.

"Du undrer dig sikkert over hvor jeg har dit nummer fra?" Jeg satte mig på toiletbrættet og krydsede mine ben.

"Naa, du er Perries bedstevenindes kusine," han var tydeligvis lige vågnet.

Jeg kiggede op i loftet. Det var jo præcis hvad jeg var. Perries bedstevenindes kusine.

"Oh, ja. Hør, jeg ringer fordi jeg er i gang med min bog," det lød så forkert, men jeg blev nød til at lyde overbevisende hvis han skulle tro mig. "Og de andre drenge har sagt ja til at deltage i den, så jeg ville høre om du også kunne tænke dig det?" Måske skulle jeg virkelig gå for at blive skuespiller.

Der lød en hosten i røret, og lidt efter hørte jeg en skratten, inden Harry stemme lød igen; "selvfølgelig vil jeg det Kim," igen lød hans stemme alt for charmende. Han var virkelig alt for nem, men hey, det her var jo godt.

"Så, jeg har snakket med de andre om det, hvornår har du tid?" Jeg pressede på, men jeg havde kun 44 til det her projekt.

"Drengene og jeg har også fået ferie nu, det ved du sikkert nok," Nej, jeg havde ingen ide. "Så i morgen?" Spurgte han, og selvom jeg var sikker på han havde andre tanker med det her, sagde jeg ja og aftalte et tidspunkt med ham.

Tænk jeg gjorde det her. Perrie skulle sætte mere pris på mig.

✘✘✘

For første gang i lang tid, havde Perrie og jeg alene tid. Ingen Zayn, ingen rester af Little mix, eller noget. Kun Perrie og jeg, som skulle ud i byen for at shoppe. Jeg havde intet imod de andre, men noget sagde mig at de næste par dage, så fik jeg travlt med en masse, og ville ikke have tid til Perrie, så det skulle nydes nu.

"Hvad mener du med I skal til USA i fire dage?" Udbrød jeg da vi var halvvejs igennem vores mad. Vi sad på en lille Café og Perrie havde åbenbart lige fortalt hun skred til USA i fire dage, uden mig.

"Det er fire dage Kim, rolig," hun sendte mig et opmuntrende smil, men jeg rystede på hovedet.

"Det er bare overhovedet ikke fair. Jeg skulle have været med dig til USA - det skulle vi gøre sammen. Det var derfor jeg tog et sabbat år. Det bare så unfair. Jeg gider ikke være babysitter for Harry!" vrissede jeg og var faktisk vredere end jeg burde, men det hele var så unfair for tiden.

"Kim, slap nu af. Det er fire dage og je.." Jeg sukkede højlydt. "Det er sku da ligegyldigt om det er fire dage, eller femten, eller et år! Men jeg skal passe Harry op, og jeg kender ham slet ikke! Jeg kunne godt bruge noget hjælp, men du smutter bare!"

"Kim, det er mit arbejde. Jeg kan da ikke bare droppe det for dig!" Udbrød hun surt, hvilket fik min krop til at stivne, og hende til at indse hvad hun lige havde sagt.

"Kim.... jeg mente det ikke så..." "- Nå ikke?" afbrød jeg og tog min taske.

"I et forhold eller venskab, kald det hvad du vil, er der altid en der er villig til at gøre mere for den ene person, end den anden person er, og i dette tilfælde er det åbenbart mig," jeg skubbede stolen bag ud, hvilket larmede utrolig meget, men jeg var ligeglad.

"Jeg kender ikke Harry. Jeg ved ikke engang hvad han hedder til efternavn, men fordi det påvirker dig fordi det gør Zayn ked af det, så hjælper jeg. Og ved du hvorfor?" Jeg gav hende ikke engang tid til at svare før jeg fortsatte; "fordi jeg vil gøre alt for dig Perrie, og der var engang hvor det var gengældt, men ting ændrer sig vel!

Jeg vidste udmærket hun ikke mente det sådan som hun havde sagt det, men det ramte alligevel hårdt. Jeg burde ikke flippe så meget ud, men jeg var bare så træt af, at hun altid skulle bruge sit job imod mig, når jeg gerne ville være sammen med hende.

Jeg havde ingen familie til at støtte mig, og jeg havde kendte Perrie så længe nu, at jeg troede hun var bedre end dem. Men når noget der var bedre kom i vejen, så blev det andet vil byttet ud.

"Kimberly, vent nu," hørte jeg hende råbe efter mig, men jeg rystede på hovedet og stormede ud af den lille Café. Jeg havde et slemt temperament, og jeg ville ikke gøre det hele værre før hun tog afsted i morgen tidlig - hvilket nok var den eneste grund til hun havde sat tid af til mig.

Da et højt tordenbrag lød, kiggede jeg hurtigt op mod himlen. Jeg sukkede tungt, det var  præcis som at være med i en åndssvag film, og nu skulle jeg hjem inden det begyndte at regne.

Jeg gik væk fra den lille gade, og kom hen til den store. På afstand kunne jeg se en skikkelse klædt i sort, samt en stor mand ved siden af, komme halvløbende.

Jeg kunne mærke en dråbe på min pande, hvilket fik mig til at sukke tungt, inden jeg prøvede at skjule mig for personen foran. Jeg vidste det var Zayn, og jeg vidste han skulle hente Perrie på Caféen. Det var faktisk også meningen jeg skulle med, men nu var det ligegyldigt.

"Hey! Kim!" Råbte han, hvilket fik mig til at sukke igen, inden jeg kiggede hen mod ham. Endnu et kæmpe brag lød, hvilket fik ham til at sætte farten op.

"Hvor er Perrie?" spurgte han forvirret om. Jeg pegede med en bestemt bevægelse, ned mod Caféen, inden jeg skulle til at gå videre, men Zayn greb fat i min arm.

"Skal du ikke med?" råbte han for at overdøve regnen. Jeg kiggede hen på hans bodyguard ved siden af, som  så urolig ud på grund af regnen.

"Nej, bare hent Perrie, jeg går, det er fint," sagde jeg og sendte ham et hurtigt smil, men han kiggede bare på mig som om jeg var dum.

"Har du set vejret Kim? Hvad end der er sket så gå med, du bliver jo syg." Typisk Zayn altid at være så venlig. Men hans venlighed kom han ingen vegne med lige nu, ikke når hans kæreste var en idiot.

"Nej, det er fint, jeg har alligevel noget jeg skal nå," jeg klappede ham kort på skulderen, inden jeg vendte rundt og begyndte at løbe. Regnen tog til, og jeg blev nødt til at finde noget læ.

✘✘✘

Jeg havde ikke snakket med Perrie siden i går, og jeg havde ikke lyst til det. Jeg havde set Jade skrive på twitter, at de var helt klart til USA, hvilket bare fik mig til at sukke højt.

Jeg skulle mødes med Harry i dag klokken tolv, og det var ærligtalt ikke noget jeg havde lyst til. Jeg havde sagt ja for Perrie's skyld, men nu havde jeg allermest lyst til bare at sige nej og skide på hvad der skete med bandet - det var ikke mit problem, men jeg kunne bare ikke få mig selv til det.

Jeg følte mig allerede alene uden Perrie. Normalt plejede jeg at have et arbejde at se til, hvis jeg ikke var med hende, men nu var jeg alene i mit hus, uvenner med Perrie og skulle babysitte Harry. Jeg følte slet slet ikke for det, men alligevel fik jeg noget pænt tøj på, og fik sat mit hår op i en hestehale - ja jeg fik endda børstet tænder.

Jeg skulle mødes med Harry på 'mit kontor' - hvilket var et sted drengene havde lejet til mig. De gjorde virkelig meget ud af det her, næsten for meget. Det var næsten for oplagt, men blev jeg busted var det ikke min skyld!

Det var åbenbart ikke min dag, for jeg kunne ikke finde adressen, og da jeg fandt den, så var Harry allerede på vej derhen, så jeg nåede næsten kun lige at falde ind på kontoret, som heldigvis lignede et kontor, inden jeg kunne høre Harry nede af gangen med sin bodyguard.

Jeg skyndte mig hen til stolen og satte mig deri. Jeg ledte forvirret efter en blyant, men da jeg ikke kunne finde nogen, tog jeg bare et papir og læste det igennem. Det var noget der slet ikke gav mening, men jeg nåede heller ikke at læse meget, før en banken lød.

Jeg kiggede med store øjne hen mod døren, og da den ikke gik op, skar jeg en grimasse.

"Kom ind!" råbte jeg, selvom det ikke hjalp. Døren blev ikke åbnet, så jeg måtte rejse mig og åbne døren, hvor en Harry stod. Han var iklædt sorte stramme bukser, nogle brune sko og en rødlig skjorte. Jeg tog en dyb indånding ved synet af ham.

Så skulle jeg til det igen.

"Hey!" sagde jeg og smed et smil på mit ansigt. Harry gengældte det hurtigt, og vekslede så kort et par ord med bodyguarden. Han lød halv irriteret, men jeg stod i min egen verden, så jeg hørte ikke rigtig efter.

"Kom ind," udbrød jeg efter noget tid. Harry kiggede en smule overrasket på mig, inden han gik ind. Hans parfume ramte min næse, og den duftede slet slet ikke billig - men hvad havde jeg regnet med?

Jeg lukkede døren da bodyguarden blev stående. Han skulle åbenbart ikke med ind. Jeg sendte ham et underligt blik, inden jeg skyndte mig hen til min stol. Harry kiggede en smule rundt, og et kort øjeblik var jeg bange for han ville genkende det.

"Sååååååååå," sagde jeg efter noget tid og fik hurtigt hans opmærksomhed. Han satte sig ned på stolen overfor bordet, og sendte mig endnu et charmende smil.

Hvorfor blev han ved? Troede han ærligtalt jeg var nemmere at få med sig i ædru tilstand? Whatever, jeg kunne alligevel ikke spørge ham uden han ville undre sig, eller måske hade mig.

"Så Harry," jeg fulgte enhver af hans bevægelser. Hans hænder foldede sig, inden han halvt lagde sit ene ben over det andet.

"Fedt sted," komplimenterede han. Jeg nikkede hurtigt og greb fat i et papir. Det skulle vel ligne jeg lavede noget.

"Lad os komme i gang - hvor gammel er du?" Jeg kiggede forvirret rundt efter noget jeg kunne skrive ned med. For søren da.

Da jeg kiggede op, kiggede Harry på mig, inden han lænede sig frem mod mig.

"Ved du ikke det?" Jeg holdt øjenkontakten et øjeblik, inden jeg rystede på hovedet.

"Beklager, jeg er ikke fan." Jeg prøvede at lyde så venlig som mulig, men de blyanter gjorde mig vred.

"Hvor er blyanterne?" Udbrød jeg halv irriteret, og mest til mig selv, men det fik Harry til at grine lavt, men i længere tid. Jeg forstod ikke helt hvorfor, og da han fandt ud af jeg kiggede forvirret på ham, hostede han kort, men kunne stadig ikke lade være med at smile lidt.

"Du burde da vide hvor blyanterne er?" Han løftede det ene øjenbryn, og et øjeblik fik Harry æren af at få mig til at føle mig dum.

Det var også bare alt det med Perrie der gik mig på. Jeg kunne slet ikke koncentrerer mig, og Harry gjorde det ikke nemmere - specielt ikke når jeg skulle udgive mig for en person jeg slet ikke var.

Det her blev en meget lang dag.

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Ow, hvad synes I om skænderiet med Perrie? Og hvad synes I om ideen med en bog? Tror I hun får Harry med på ideen, og kan holde sandheden fra ham? :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...