Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

765Likes
610Kommentarer
96765Visninger
AA

5. ✘ 3 - "How do you know Kimberly?"


Ashley opførte sig som natten før, da hun hviskede ting ind i øret, mens hun flirtende blinkede med øjnene. Det var bare ikke til mig. Alle hendes bevægelser og taktikker var rettet mod Tyler, der for hendes vedkomne til sidst fik ham til at vende ansigtet mod ham. ”Tyler, hør nu på mig.” Jeg havde nu hele dagen prøvet at få ham overtalt til at droppe alt kontakt til Zac, men det så ikke ud til at virke. Jeg kunne forestille mig Zac grine hysterisk af mig, fordi jeg havde fejlet i min mission om Tyler. Hvorfor kunne han ikke bare forstå, at det han havde gang i, var farligt? Men når han så let lod sig overtage af en pige, gik det op for mig, hvor svært det ville blive. Det var næsten håbløst.

”Tyler.” Jeg snakkede igen hårdt til ham, og denne gang kiggede han faktisk på mig.

Han sukkede, ”hvad, Harry?” Han var tydeligvis irriteret over min eksistens og ønskede blot jeg forsvandt fra bordet, der var placeret i en mørk krog af natklubben. Selv om her var mørkt og dystert, var det alligevel mit yndlingssted. Folk havde svært ved at se mig, men jeg kunne se alle andre. Også en af de smukke piger, jeg så mig selv have med i sengen i aften. Dog var min opmærksomhed på Tyler indtil klokken 22, hvilket var om ti minutter. Så ville jeg gå ud og lede. Jeg kunne føle, at jeg manglede at føle mig god nok. Nervøsiteten kom stille og stille tilbage. Især når det ikke var muligt for mig at få Tylers opmærksomhed, da han sad foran mig og kyssede med Ashley.

”Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at Zac er farlig?”

Igen sukkede Tyler. ”Hent lige noget at drikke, Amber,” ordrede han, for sikkert at kunne skælde mig ud. Men jeg prøvede jo bare at hjælpe ham.

Dog var det Ashley, der brokkede sig først. ”Mit navn er Ashley, din kujon.” Og sådan skete det, at jeg faktisk havde fem minutter tilbage med Tyler, hvor han måske lyttede til mig. Ashley rejste sig i hvert fald op, stak Tyler en lussing og gik sin vej.

”Se nu hvad du gjorde, Harry. Sikke en fin bedste ven du er,” sagde han irriteret, og selv om han var beruset, mente han hvert et ord. Situationen havde taget en forkert drejning, hvis man spurgte ham. Det var nok ikke sikkert, at han kunne finde en pige i aften.

Men den tanke blev ændret, da døren til natklubben gik op. Jeg ved ikke hvorfor jeg bed mærke i denne ene, der nu havde gjort sin entré. Men jeg var tilsyneladende ikke den eneste, da Tylers blik også var fast rettet mod pigen. Med brunt krøllet hår, løst over skuldrene, så hun godt ud i hendes kjole. Og wow den kjole, var lige min smag. En sort kort kjole, uden de store detaljer, og så var den kort. Måske havde jeg fundet pigen til i aften. Men før jeg nåede at sige noget, tog Tyler en leg op, vi ikke havde leget i lang tid. ”Hun er min.” En tåbelig kamp om kvinderne, vi havde opfundet måneder tilbage, da Tyler begyndte at opføre sig sådan her. Og nu havde han vundet den ene pige, jeg faktisk nok havde set før ham. Typisk. For den eneste regel, der var: Den første, der siger noget, vinder.

Og da jeg ikke havde sagt noget, var hun altså Tylers.

Han rejste sig triumferende og havde allerede taget skridtene mod hende, eftersom andre drenge også havde blikket på hende. Hun havde sat sig til rette i baren, men der kunne hun ikke sidde i fred i særlig lang tid, da Tyler kom hen til hende.

Jeg fulgte deres kropssprog, som de snakkede, og kunne nemt se på pigen, at hun faktisk nød det. Så jeg så mig selv tabe til Tyler, og gå ud at kigge efter en anden pige til senere.

Efter at have gået rundt i mange minutter, studerede jeg dem igen, men denne gang havde situationen ændret sig. Tyler var all over pigen, og nu så hun ikke ud til at kunne lide det. Så med den plads jeg havde givet mig selv for lang tid tiden, gjorde jeg mit arbejde ved at hjælpe Tyler ud af problemer.

”Slip mig!” Pigens stemme råbte panikslagent af Tyler, og jeg så hvordan hun prøvede at komme væk fra ham med hidsige bevægelser. Det var ikke tit, at en pige skreg at vi skulle stoppe. Jeg tror faktisk det var første gang, det skete. Så derfor gik jeg igennem mængden af mennesker, der kiggede på, og kom helt hen til dem.

Jeg så irriteret på Tyler, ”Hey.” Det var ikke svært at se, at min stemme gjorde Tyler utilpas, men han havde helt sikkert fået mere at drikke, siden vi sidst snakke ved bordet. ”Tyler, slip hende,” prøvede jeg at befale ham til, men det så ikke ud til at hjælpe. Pigen kiggede forskrækket på os begge to, og var tydeligvis påvirket af Tylers opførsel. Hendes øjne flakkede, og jeg vidste, at Tyler måtte væk fra hende. Derfor var jeg spontan i min beslutning om at trække ham væk og give ham en knytnæve i højre side af ansigtet, så han faldt om på gulvet. Alle blikkene var nu på os, og det var ikke blikke, jeg brød mig om. ”Hey, er du okay?” Jeg lagde min hånd på hendes skulder, og hun så meget overrasket ud, da vi vist på samme tid så hvor rød den var fra mit slag.

Pigen lignede kort en, der havde set et spøgelse, da hun for første gang kiggede ordentligt på mig. Efter hun havde studeret mit outfit, der blot bestod af en hvid skjorte og sorte jeans, udstedte hun en lille lyd. ”Øh.” Hun mumlede, og virkede nervøs. Hvorfor var hun overhovedet taget herind? Men i den mundering, burde hun have en plan med det.

Da jeg kiggede rundt igen, var blikkene stadig på os, og jeg kunne ikke klare det. Jeg ville væk. Jeg følte mig svag. Og da især én dreng stirrede på mig, kunne det ikke gå hurtigt nok. Jeg var ikke god nok. ”Kom.” Jeg prøvede at opføre mig roligt og rakte ud efter hendes hånd. ”Er du sikker på, du er okay? Du ser ikke frisk ud.” Det var min tur til at mumle, og straks fortrød jeg, hvad jeg havde sagt.

Hun kiggede på mig som jeg var dum i et kort øjeblik. ”Jeg har ondt i hovedet.”

Jeg gav hende et kort nik, og før jeg vidste af det, havde jeg efter en længere overtalelse fået hende med til, at jeg kunne følge hende hjem. ”Hvad hedder du egentlig?” Selv om hun ikke så ud til at gide i seng med nogen denne aften, prøvede jeg alligevel. Hun var mystisk og det kunne jeg godt lide.

”Kimberly,” forklarede hun, uden at kigge mig i øjnene.

Med et nik drejede jeg til højre med hende, som hun førte mig hjem til hendes lejlighed. ”Et pænt navn til en smuk pige.” Det røg ud af mig, men jeg fortrød ikke, at jeg havde sagt det. ”Jeg vil kalde dig Kim.”

”Kim?” hun løftede sit ene øjenbryn.

Med et smil om munden grinede jeg. ”Ja, Harry og Kim lyder godt. Karry,” opfandt jeg hurtigt og smilede til hende. 

Hun smilede dog ikke tilbage, men løftede blot øjenbrynet igen. ”Vi behøver ikke lyde godt, Harry. Vi er ikke et par.”

”Det kunne vi blive.” Jeg prøvede at flirte med hende, men et eller andet sagde mig, at det ville blive svært.

Hun grinede, ”stop dig selv, Harry. Vi bliver ikke noget par, okay?”

Meget sværere end jeg troede. Jeg var ikke vant til at blive afvist.

”Men du kan ikke undgå, at jeg komplimenterer dig.” Jeg gav hende et kort blink, men hun så ikke ud til at lægge mærke til det. Typisk.

Efter en masse forsøg fra min side med at fortælle hende hvor smuk hun var. At hendes kjole passede perfekt til hende. At alt ved hende blev oplyst perfekt, hver gang vi gik under en lygtepæl. Men da vi nåede det sted, hun ønskede at jeg skulle efterlade hende til, gav hun mig kun et lille smil. ”Godnat Harry.” Der var en kort pause. ”Og tak for hjælpen med Tyler.”

Jeg nikkede, ”han er ikke til at styre til tider.” Kim kiggede mig ind i øjnene, som om hun prøvede at lede efter noget. Men da hun ikke fandt det, sukkede hun kort. Mit sidste forsøg var at give hende et kindkys, men også her afviste hun mig. Havde hun en kæreste? Det måtte vel være grunden til, at hun ikke gad mig.

”Pas godt på dig selv.” Og med det var hun væk, og jeg havde tabt kampen. Irriteret over, at jeg ikke havde fået overbevist hende, sparkede jeg til et tætstående hegn. Hvorfor var jeg ikke god nok?

Mit humør var stadig forfærdeligt, da jeg åbnede døren til min lejlighed. Hvordan kunne det være, at jeg ikke havde formået at finde en pige denne aften? Jeg havde givet min tid til Kim, men jeg havde ikke fået noget ud af det. Alt om Jennifer kom tilbage, og jeg prøvede at få minderne væk, men de kom forsigtigt og overtog mine tanker.

”Hvorfor var du overhovedet sammen med mig?!” Jeg råbte af hende, som hun stor der foran mig med et triumferende smil om læberne. I over et halvandet år, havde jeg følt mig lykkelig. Jeg havde hende, og vi elskede hinanden, men pludselig var den påstand blevet ødelagt.

Hun grinede. Ikke hendes kærlige Jennifer-grin, men et hånligt grin, der viste hun var mere værd end mig. ”Jeg ønskede at vide, hvordan Harry Styles var.” Det skar i mit hjerte, da hun fortalte mig det. Jeg var ved at splintres i tusind stykker. Harry Styles. Hun havde sagt det, og jeg vidste straks, at hun kun havde udnyttet mig. Hvordan havde jeg været så dum.

”Jeg elskede dig, Jennifer.” Det var hårdt for mig at stå ansigt til ansigt med hende, jeg havde brugt mine måneder på at elske. Så meget, at jeg endda havde fået drengene på nakken. De havde fortalt mig, at de følte hun ikke var så perfekt, som jeg følte. Det var først, da jeg så alle aviserne fyldt med et billede af hende og en anden dreng, at det gik op for mig, hvilken fejl jeg havde begået.

”Harry, du er et nul. Du kunne ikke opfylde mine ønsker, og aldrig nogen sinde vil en pige blive forelsket i dig.” Hun grinede igen. ”Hvorfor tror du, at jeg endte med at kysse med en anden dreng?”

Jeg rystede på hovedet: alle hendes ord ramte mig dybt. ”Du var kedelig, Harry. Du havde intet at byde på, og det vil du aldrig få.” Jeg følte mig svag, som hun svinede mig til. Sådan som hun sagde det, troede jeg på det. Jeg var et nul. ”Farvel, Harry.”

Hun gik og jeg faldt sammen på gulvet. Hvordan kunne jeg have været så dum fra start af? Nå jo, jeg var et nul.

✘✘✘

Da jeg vågnede morgenen efter, var det første jeg så vodkaflasken ved siden af min hånd. Jeg trak mig sammen i sengen, og ønskede ikke at stå op. Selv om jeg havde fået mere søvn end normalt, var jeg mentalt udmattet. Alle tankerne om Jennifer var kommet tilbage. Hun havde ydmyget mig, hun havde talt ned til mig. Hun havde vundet over mig. Jeg var nytteløs.

Uret viste, at klokken var 10. Mit hoved dunkede, da jeg rejste mig. Hvorfor skulle alt også være så kompliceret, når man drak. Jeg fik smidt vodkaflasken ud, og tog en dyb vejrtrækning. Tanken om Kim bombaderede mig, og jeg følte mig berettigede til sandheden. Men eftersom hun nok aldrig ville sætte sine fødder på natklubben igen, så jeg den mulighed tabt.

Da min mobil kort efter ringede, valgte jeg for engang skyld at tage den. ”Hey Harry.” Der var en kort pause, før Louis i en bestemt tone snakkede videre. ”Kan vi forvente at se dig til koncerten i aften?” Shit, koncerten. Jeg havde fuldkommen glemt alt om koncerten her i London. Fuck. ”En masse af vores fans bliver meget skuf-”

”-Jeg skal nok være der.” Jeg prøvede at glemme mine tømmermænd, og det virkede vist. Og egentlig havde jeg ikke lyst til at bruge min tid på natklubben i aften, eftersom jeg ikke ønskede at tænke på Kim igen. Lige nu var det sidste jeg ønskede at tænke på kvinder. Og slet ikke Kim eller Jennifer.

Jeg mærkede nærmest Louis smile i den anden ende, ”dejligt, Harry! Vi har prøve om lidt, Liam kan hente dig på vejen.”

Mine tømmermænd fik mit hoved til at dunke, og jeg glemte helt, at Louis ikke kunne se, at jeg nikkede til hans tilbud. ”Super.” Og med det lagde jeg på. Alt for venlig kunne jeg heller ikke lyde.

Efter at have været i bad og skiftet til noget andet tøj, ringede det på døren. Straks da Liam så mig, kunne jeg se, at han nok ikke følte sig helt tilpas i situationen. ”Min bil er parkeret udenfor.” Han prøvede at sige noget andet end det, men jeg viste ikke interesse i en samtale. Jeg var træt og mit hoved dunkede stadig.

Vi sad i bilen på vej til stadionet, da Liam igen snakkede. ”Det på gangen, Harry …” Han vidste ikke, hvordan han skulle formulere sig.

Jeg sukkede højlydt. ”Du skal ikke tænke på det. Bare glem det, og ikke sig det til nogen.” Hvis Liam sagde det videre til management, at han troede jeg købte stoffer, ville den hurtigt gå galt.

”Jeg er bare bange, Harry. Det er ikke en god idé med sådan noget.” Han prøvede at belære mig om, hvad der var rigtigt og forkert her i livet, men han var helt forkert på den. Jeg vidste godt, at stoffer var forkert, hvorfor skulle jeg ellers prøve at redde Tyler ud af det?

”Liam, hør. Jeg har det fint, okay?” Jeg hævede stemmen og viste min irritation.

Liam kørte bilen ind backstage, og kiggede håbløst på mig. ”Jeg tror, du har det stik modsat, Harry. Har du set dig selv for nylig?”

”Der skal et spejl til at sætte håret ordentligt, Liam. Så selvfølgelig har jeg det.” Jeg gav ham elevatorblikket og lod mit blik kigge væk fra hans øjne.

Han sukkede, ”siden Jennifer er du blevet helt … hvad siger man?”

”Nytteløs? Tak for din venlighed, Liam.” Med irritation, der fyldte hele min stemme, åbnede jeg bildøren, for hårdt at smække den i igen. Louis havde set vi var ankommet og løftede øjenbrynet af mig. ”Hvad?!” Det var ikke meningen, at jeg skulle være så hård mod min bedste ven, men samtalen med Liam, havde gjort mig vred. Mere vred end jeg var i forvejen.

Nogle timer var gået, og jeg var nu blevet sat i en stol, for at få ordnet frisuren. ”Oh god, Harry, du stinker jo af alkohol.” Lou, vores stylist, beklagede sig over min ånde, da hun satte mit hår.

”Tak for komplimentet.” Ingen så ud til at kunne lide mig i dag, men egentlig havde jeg det fint med det. Jeg havde ikke været særlig venlig selv.

Efter hun havde sprøjtet mundspray i min mund flere gange, lod hun mig gå, så jeg kunne få mikrofonudstyr på. Hele dagen havde jeg sørget for at drikke en masse vand. Jeg ønskede ikke, at aviserne skulle gå amok over endnu en dårlig koncert fra min side af. I dag var anderledes: efter al den nedgørelse, ville jeg da i det mindste prøve at gøre mine fans tilfredse.

”Er I klar?” Fansene i arenaen havde for lang tid siden fortalt os, de var der, og alle de andre drenge så ud til at elske det. Et sidste kig i spejlet, var hvad jeg brugte min tid på, mens de andre snakkede om, at det endelig var tid til en fortjent pause. Efter denne koncert, kunne vi holde fri til den store koncert om halvanden månedstid. ”Så er det nu!” Jeg blev skubbet hen til de andre drenge og tog min plads. Om få sekunder, skulle jeg gøre mit bedste.

Jeg var Harry Styles: en del af One Direction. Helt nytteløs kunne jeg altså ikke være.

Det var det sidste nummer, og alle drengene så tydeligvis overraskede ud over, at det var gået så godt for mig. Jeg havde ramt stort set alle tonerne, og faktisk sunget, når det var min tur. I de sidste par minutter havde jeg mærket dunkene i mit hoved, men jeg pressede mig selv til det yderste. Det gjorde ondt, og jeg havde smerter, men jeg blev nødt til at gøre det ordentligt.

Dog gik det hele galt for mig, da en pige i publikum mindede mig og Jennifer, og jeg glemte at synge. Drengenes blikke var straks på mig, og jeg prøvede at få det til at ligne, at mikrofonen ikke virkede. Men det var et gammelt trick – ingen faldt for den nu til dags. Så da koncerten kort efter sluttede, kunne jeg forlade scenen, endnu mere utilfreds end før.

”Wow Harry, du overgik dig selv derude.”

Drengene var faktisk glade over min præsentation for en gangs skyld. ”Tak.” Ordet skulle ikke være kommet ud, men noget inden i mig, havde alligevel tvunget mig til at takke drengene. Og de tog det alle med et smil.

”Zayn!” Perrie løb over til sin kæreste for at lykønske med koncerten, mens jeg blot stod og så på. De gav hinanden et kærligt kys, og det pinte mig. Jeg havde haft de samme øjeblikke med Jennifer. Men det var så længe siden, at jeg savnede følelsen.

Jeg sukkede og gik lidt derfra, da jeg hørte Perrie sige et navn, der ikke blot fik mig til at vende mig om, jeg konfronterede hende også med det. ”Hvor kender du Kimberly fra?” Alle drengene stirrede på mig, og det så ud til, at det ikke lige var meningen, at jeg skulle have hørt dem snakke om Kim. Men hvordan kendte de Kim? Jeg stirrede på dem, men der var ingen, der turde at sige noget. Mit blik faldt tilbage på Perrie igen, der medvilje undveg mit blik. Hun vidste noget. ”Perrie, fortæl mig det.”

Perrie kiggede forvirret op i Zayns øjne. ”Hun er min bedste venindes kusine, og er i gang med at skrive en bog.” Hun kiggede straks væk igen, og lod mig stille et nyt spørgsmål, mens jeg studerede drengenes ansigter.

”En bog? Jeg vidste ikke Kim kunne lide bøger.”

”Kim?” De sagde det alle i kor og jeg havde nu selv Perries blik hvilende på mig. Det irriterende mig: havde man ikke lov til at kalde pæne piger Kim?

Da Zayn og Perrie forsvandt derfra, tænkte jeg over idéen, at Perrie kendte Kim. Måske havde jeg faktisk en chance, for at møde hende igen. Måske kunne jeg overbevise hende om, at jeg ikke var helt uduelig, og at jeg faktisk duede til noget.

Nu skulle jeg så bare lige få kontakt til hende.

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Wow! Mit længste kapitel nogen sinde, vildt!

Men nu har I læst det, hvad tænker I så om Harrys forhold til Jennifer?

Og nu har han så chancen for at møde Kim igen, hvordan tror I, at det vil gå? x

 

Og forresten: Karry skal udtales på engelsk, altså navnet Carrie, og ikke krydderiet karry, hvis nogle læste det sådan, haha x OG GOD SOMMERFERIE

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...