Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

767Likes
609Kommentarer
99097Visninger
AA

4. ✻ 2 - "We don't need one who will fall in love with him."


"Så I vil have mig, Kimberly Coleman, til at hjælpe Harry Styles, som i Harry Styles fra One Direction?" Jeg lavede store øjne og kiggede hen på de fire drenge, som alle havde et glimt af håb i øjnene, hvilket jeg snart ville fjerne.

"No way," jeg rystede på hovedet et par gange og da jeg kiggede op, sendte Perrie mig et hårdt blik, men det betød ikke noget, det blik havde jeg fået mange gange før.

"Da jeg skrev under på at være din bedsteveninde Perrie, så stod der ikke noget om at hjælpe din kendte boyband kæreste's ven," jeg kiggede hurtigt hen på Zayn, "no offence." Han grinte dog bare kort og trak på skulderne. Det var en typisk Zayn ting, og han vidste mine typisk Kimberly kommentar, så der var ikke noget underligt der.

Okay, det var hårdt og lige på.

Mit navn er Kimberley Coleman. Jeg er 20 år gammel, og bor midt i centrum af London. Jeg har langt brunt hår, om der skal være krøller i eller ej, det er faktisk en del af mine hverdagsproblemer. Jeg kan aldrig bestemme mig. Får jeg lavet krøller, så vil jeg have glat hår, og omvendt - men der er en ting jeg skal arbejde med.

Som den 20 årige voksne modne kvinde jeg er, har jeg intet arbejde. Jeg har en masse små jobs rundt omkring, men det er ikke noget specielt. Jeg burde måske til at tænke lidt på min fremtid, men det er som om jeg ikke har travlt, og desuden er det her år mit, og kun mit, og lidt Perrie's.

I kender hende nok alle sammen, Perrie fra Little Mix, også kendt som min bedsteveninde. De lever deres liv på det fuldeste lige nu, og det betyder de har travlt. Det betyder at Perrie ikke altid har tid til at komme hjem og se en film med mig, og snakke om drenge, for nu rejser hun verden rundt, og har en lækker kæreste, men så er det jo at jeg kan gøre noget. Det er netop også en af grundende til at jeg har taget dette sabbat år. Jeg vil gerne bruge så meget af min tid med Perrie, og jeg vil gerne være med til at opleve det hun oplever, fordi hun betyder alverden for mig.

Og følelserne er gengældt, det ved jeg.

Men at hjælpe hendes kæreste's bedsteven var ikke noget jeg havde skrevet mig op til i det år jeg skulle bruge med Perrie. Selvfølgelig respekterede jeg Zayn, for han gjorde hende glad, og det var det eneste jeg ønskede. Desuden havde Zayn og jeg også haft en masse sjove øjeblikke sammen når Perrie optrådte, så alt var i den skønneste orden, udover hans bedsteven selvfølgelig.

"Det er 45 dage ud af 356 Kim, Det er virkelig vigtig for dem."

"Hvorfor lige 45? Hvad sker der om 45 dage?" Jeg løftede det ene øjenbryn og kunne allerede se de andre drenge havde mistet håbet, men det var okay, for jeg skulle ikke i nærheden af Harry Styles.

"Det er deres største koncert nogensinde Kimberly, vi har virkelig brug for det her," Perrie brugte altid hele mit navn når hun var alvorlig, og jeg hadede det. Det var så sjældent hun brugte det, og jeg kunne aldrig sige nej. Det var som nogle små hundeøjne, bare med lyd på.

"jeg vil ikke lyde all kliché agtig, og jeg vil bestemt ikke have jer til at sige; fordi du er speciel Kimberly, hvilket jeg ikke har noget imod I gør, men hvorfor mig? Hvorfor ikke en eller anden model som Harry vil falde totalt head over heals for?"

Perrie sukkede tungt.

"Fordi vi ikke har brug for en der skal falde for Harry, eller en som Harry har brug for at udnytte. Vi har brug for en som gør præcis det modsatte. Som får ham til at indse han ikke kan få alle og enhver, og får ham til at indse han er for langt ude, og da Perrie forslog dig, så troede jeg faktisk du var noget specielt," lød det hårdt fra Louis, hvilket fik mit hjerte til at falde ned i maven - og ikke på grund af hans hårde tone, for jeg var vant til folk snakkede hårdt til mig, men det var nu mere blikket i hans øjnene der gav mig dårlig smag i munden.

Han var ked af det.

"Og det er præcis sådan du er Kim. Du vil ikke falde for Harry, du er stærkere end det, og hvis der ikke snart sker noget, så vil det ødelægge bandet."

"Og Harry," tilføjede Niall og kiggede ned i sine hænder. Jeg rystede på hovedet. Nej. De skulle ikke give mig skyldfølelse for at sige nej.

Det var mit sabbat år. Jeg skulle sidde og spise tykt mad hver dag indtil Perrie tvang mig ud. Jeg skulle tude over latterlige serie, og jeg skulle til fester. Jeg skulle slappe af og nyde livet og nu sad jeg her med en dårlig smag i munden. Øv altså.

"Det er ikke fair det der," sagde jeg og lagde armene over kors. De andre drenge kiggede forvirret på hinanden, udover Louis. Han sad med blikket mod mig, det var faktisk ret ubehageligt.

Jeg skælvede over til ham og havde mest lyst til at spørge hvad hans problem var, men jeg vidste udmærket jeg nok var problemet. Jeg var egoistisk, virkelig egoistisk - og jeg plejede at være stolt af det, men nu var det anderledes.

"VI har virkelig brug for dig Kimberly," sagde han så, og det gik hurtigt op for mig at det ikke lå til ham at tigge andre om hjælp, og det var nu heller ikke fordi folk ligefrem bad om min hjælp så ofte, medmindre de ville have en ærlig mening.

"Perrie," sagde jeg anklagende og kiggede hen på hende. Zayn's hånd lå på hendes lår, og han så heller ikke specielt glad ud. Der var ingen hjælp at søge fra Perrie. Mit ellers så overbevisende nej var ved at smelte. Jeg havde ærligtalt ikke lyst til at være Harry's babysitter, men det var 45 dage ud af 365, og jeg elskede eventyr og sjov, og med dem var der nok ikke andet end eventyr.

Men på den anden side ville jeg heller ikke involvere mig med noget. Jeg ville ikke have folk skulle hade mig, hvert fald ikke flere end dem der allerede havde et had til mig.

Men hvad nu hvis jeg reddede One Direction? Hvad nu hvis jeg virkelig fik Harry god igen, og blev en helt? Måske var det mit kald i livet?

Jeg kiggede op i luften. Måske ville det også gøre godt for min lille model karriere, og så ville det gøre Perrie glad, og så ville jeg også være en helt for hende og drengene.

Jeg tog en dyb indånding.

"Jeg gør det." Et smil gled straks over Perries ansigt, og de andre åndede lettet ud. Et lille smil kom fra Liam af, og lidt efter lænede han sig hen mod Niall.

"Meeeen...." de kiggede hurtigt hen på mig. Jeg var slet ikke vant til at få så meget drenge opmærksomhed. Jeg kunne næsten ikke skjule mit smil.

"Jeg aner ikke hvad I vil have mig til." Jeg vidste udmærket de fandt mit spørgsmål dumt, det gjorde jeg også. Hvad nu hvis de ville have mig til alt muligt, og jeg så lige havde sagt ja? Som at indgå en sex aftale med ham?

"Det eneste du ikke skal Kim," sagde Perrie roligt og kiggede på de andre drenge. "Er at blive forelsket i ham." Jeg ville have sagt min normale 'pff' lyd, men der kom ingenting ud. De kiggede alle så intense på mig, så de var nok ret alvorlige omkring det her.

"Så bliver I nok ret glade over den nyhed jeg vil fortælle jer; jeg forelsker mig ikke i drenge fra et boyband, og slet ikke i en der har haft problemer med krøllehjernet," jeg sendte dem et smil og kunne mærke de gengældte det.

Niall slog en latter op og virkede alt for lettet. Noget sagde mig at der virkelig var noget med denne Harry, noget alvorligt, noget jeg skulle gøre, udover at forelske mig, hvilket ikke blev et problem.

"Du har 45 dage Kimberly," sagde Liam og rejste sig op, og rakte mig hånen. "Jeg tror på dig," sagde han og sendte mig et smil da jeg tog imod hans hånd.

"Hvornår starter jeg?" spurgte jeg og kiggede hen på Perrie.

"I dag - han er vel allerede  på klubben," sagde Louis og rejste sig op. Han rakte mig et kort med en adresse på, og hurtigt tog jeg imod den.

"Fedt, fest," sagde jeg sarkastisk og kiggede ned af mit tøj.

"Jeg har brug for et par minutter," jeg sendte dem alle et glad smil, og de gengældte det hurtigt. Pyv, de var sørme glade.

***

Iført min stramme sorte kjole, som Perrie havde valgt, fordi det åbenbart var de piger Harry faldt for - hvilket siger alt for meget om hans personlighed, skubbede jeg døren til side, og maste mig selv ind. Det var ikke fordi der var proppet med mennesker, men mange var her, og musikken var høj.

Jeg befandt mig normalt kun sådan nogle steder med en flok veninder. Jeg brød mig ikke om at tage sådan et sted hen alene. Halvdelen var væk på stoffer, og andre spillede om stoffer. Der var kun en normal person, og det var mig, eller næsten da.

Jeg sukkede tungt, han var her et sted, det vidste jeg.

Jeg strammede grebet om min pung og gik forbi baren. Jeg kunne mærke et par blikke efter mig, men det var klart når man kunne se halvdelen af min numse.

Det her var bare slet ikke en beklædning jeg ville have valgt, og nu havde jeg ikke en Perrie krop, så det her var bare et no go, eller måske ikke et no go når folk kiggede, men jeg følte mig utilpas.

Jeg satte mig på en stol i baren. Jeg havde et godt blik over det hele, og lidt efter fik jeg stukket en drink i hånden. Tro det eller ej, men jeg drak heller ikke særlig tit, men med denne opgave skulle jeg nok være lidt beruset.

Ikke at jeg skulle i seng med Harry eller noget. Jeg skulle bare gøre ham opmærksom på mig, og derefter være en led bitch og ignorere ham.

Måske var der en dybere grund til Perrie havde valgt mig til denne opgave? Måske så hun mig også som en bitch? Så slem var jeg da overhovedet ikke. Jeg måtte tage en snak med hende, men okay, det blev ikke nu, for en person satte sig ved siden af mig, og han var helt klart interesseret, for han stak ansigtet helt op i mit.

"Hey," sagde han flirtende. Jeg trak mig en smule tilbage og sendte ham et smil. Jeg skulle ikke ind nogle problemer i aften, og han kunne være godt selskab.

"Hey," sagde jeg og puffede til noget af mit hår.

Og sådan startede en lang aften med ham, Tyler, som han hed. Jeg havde åbenbart måske nok fået en lille smule mere end jeg skulle, og det fik mig til at glemme grunden til jeg var her, men de sagde Harry altid tog hjem når der blev lukket, og der var nogle timer endnu.

Men hvordan jeg endte med at sidde tæt med Tyler og lade ham røre mit lår, det havde jeg altså ingen ide om. Han var ikke min type, men han var sjov, og han var min eneste ven i aften - lige indtil han begyndte at køre sin hånd op af mit lår.

Jeg lagde en hånd over hans og prøvede at stoppe ham, men han grinte bare hæst i mit øre og plantede et kys under mit øre, hvilket han havde gjort mange gange i aften, men det her føltes anderledes. Der var mere i det, og måden hans berøringer blev hårdere på, det fik min krop til at ryste en smule.

"Tyler," sagde jeg og prøvede at skubbe ham væk. Hans øjne fandt mine, og først der gik det op for mig, at hans øjne var fuldstændig røde.

"Tyler, du er væk," grinede jeg og kiggede rundt for at se om der var nogen som kunne hjælpe. Han var vel ikke taget herhen alene.

"Kim," mumlede han og trak mig hen til sig, så mit ben slog mod en af stolene, hvilket fik mig til at gispe i smerte.

"Tyler, stop det," råbte jeg og lagde mine hænder på hans bryst for at skubbe ham væk, men hans hænder tog om mine håndled, og lidt efter skubbede han mig, så jeg stod op af baren.

Hans hænderne gled ned af min krop. Ikke rolige eller noget, men virkelig hårdt, og det gjorde ondt, og det var ubehageligt. Det var netop derfor jeg aldrig tog sådan et sted hen alene. Det var sjovt når jeg endelig gjorde, så skete de ting her.

"Tyler!" råbte jeg højt da han skubbede min kjole en smule op. Jeg kunne se en fra baren kiggede herhen, og da jeg råbte hans navn højt igen, blev han endelig klar over hvad der foregik.

"Stop det!" råbte jeg højt. Ham bag baren prikkede Tyler på skulderen, men han ignorerede ham og trak mig tættere ind til sig, og lod sine hænder glide længere op under min kjole.

Hele min krop rystede og et kort øjeblik var jeg sikker på, at jeg var i chok, men jeg var ikke en der lod folk gøre sådan noget. Jeg skulle ikke have mit liv ødelagt fordi jeg ikke kunne tage ansvar for mig selv.

"Slip mig!" vrissede jeg og prøvede at komme ud af hans greb igen. Det havde trukket en del opmærksomhed nu, og jeg havde fået kvalme. Jeg kunne simpelthen ikke når folk rørte mig på en måde. Jeg blev nødt til.. nødt til at komme væk.

"Hey," hørte jeg en mørk stemme sige. Tyler strammede dog bare grebet, som om stemmen gjorde ham vred.

"Tyler slip hende," sagde stemmen og fik ham bag baren til at stoppe med hvad han nu var i gang med. Tyler derimod stoppede ikke, han blev ved, og først da hans hånd var alt for langt oppe, og et halv skrig næsten forlod mine læber, blev Tyler skubbet fra mig.

Jeg hørte et højt smæk, og lidt efter hørte jeg Tyler ømme sig. Ham bag baren hoppede hurtigt over og tog ved ham. Der var en masse lyde, men det eneste jeg var i stand til lige nu, var at få min kjole til at sidde ordentlig så jeg ikke lignede en luder.

Ingen skulle tro jeg ville have ladet Tyler gøre det mod mig.

"Hey, er du okay?" lød en stemme. En rød hånd blev lagt på min skuler, og hvis jeg ikke tog fejl, så var det ham der havde slået Tyler i gulvet. Jeg trådte et skridt tilbage og kiggede langsomt op, og der stod han i egen person.

Hans grønne øjne som alle skrev om, at de ville besvime for at se. Hans hår som krøllehjernet havde lavet fejl ved, sad på en underlig måde flot på hans hoved. Måske virkede det denne gang?

Han havde en hvid skjorte på og et par virkelig stramme sorte jeans, som viste hans ben frem. Det var lige før drengen havde pænere ben end mig. Hvordan kunne det være? Det var unfair.

"Øh," mumlede jeg ude at stand til at sige noget. Ikke på grund af Tyler. Nej tro mig, jeg vidste hvordan drenge var, og jeg kunne da sagtens selv have klaret Tyler, men Harry havde gjort det, og nu havde jeg fundet ham. Det var da let, eller hvad?

Det der gjorde jeg ikke kunne sige noget, var hans udseende. Jeg havde nok forestillet mig en Harry som ham under x-factor, ikke denne flotte charmende Harry, men jeg var ikke dum, og jeg faldt ikke for det charmende smil han havde proppet frem.

Jeg var bedrevidende og jeg ville ikke være en Harry pige, og desuden var Harry ikke min type. Min type var nok en med tatoveringer, sort hår og måske en tungepiering? Okay, måske ikke, men ikke typen som Harry. Jeg faldt ikke for boyband fyre, og selvom Harry var pæn, så var det kun udenpå.

Man kunne ikke være pæn inden i og sove med så mange piger, og være væk på stoffer. Noget måtte være gået galt.

Og selvom Harry sagtens kunne være en jeg kunne have et One Night Stand med, så var jeg hverken trængende eller følte for det lige nu, og han ville nok ikke stå øverst på min liste over boys to bang.

Han var da sød, men han var altså også rigtig langt væk, og han havde brug for hjælp - min hjælp. Så jeg skulle ikke springe på ham nu, eller senere. Jeg skulle være en kostbar bitch, som Harry blev forvirret over, eller måske bare hans ven.

Altså jeg skulle da finde ud af et eller andet om ham.

"Kom," sagde han roligt og rakte ud efter min hånd. Jeg havde ingen ide om hvad han ville med mig, men det her var min chance for at lære ham at kende uden han skulle tro jeg fulgte efter ham. Og for at være ærlig ville Harry nok ikke prøve på noget som Tyler lige havde gjort. 

"Er du sikker på du er okay? Du ser ikke frisk ud," mumlede han, hvilket fik mig til at skyde det ene øjenbryn i vejret. Sagde han jeg så dum ud, eller hvad hentød han til? 

"Jeg har ondt i hovedet," fik jeg frem, hvilket han nikkede af. "Jeg er ked af det på Tylers vegne. Han ved ikke hvad han har gang i," sagde han og kiggede væk, som om han var ked af det, men det var han sikkert langt fra. Han kunne da ikke være mere ligeglad.

"Kender du ham?" Hvilket var dumt spurgt, for selvfølgelig gjorde han det. Harry vendte ansigtet hen imod mig igen og sendte mig et kort smil. "Er du sikker på jeg ikke skal skaffe en taxa til dig?" 

"Jeg bor ikke langt herfra," sagde jeg hurtigt, hvilket jeg sandt nok ikke gjorde. Harry kiggede kort på mig igen. "Misforstå mig ikke, eller mit forslag, men har du brug for at jeg følger dig hjem?" 

Og Harry er allerede på fra starten. Well, det var mørkt, og jeg havde brug for at lære Harry at kende, for at give ham det indtryk, at jeg rent faktisk ikke var som alle andre var, hvilket jeg nok var, men det skulle jeg jo spille at jeg ikke var.

Og det var jeg nok heller ikke, for jeg fandt ikke Harry sex-tiltrækkende. Måske hvis han smed tøjet, men udover det, niks. Intet. Ikke engang en lille gnist.

Måske havde Perrie ret, jeg var godt til det her job. Jeg havde netop fundet mit talent i livet.

"Hvis du insisterer," jeg sendte ham et smil, og det var medvirkende til et hæst grin fra ham, inden han førte mig væk. 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Det var så første kapitel fra mig af, og jeg vil bare fortælle jer hvor spændt jeg er på den heeer, ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, HAHA!

Nå, hvad tænker i om Kim? :3 Og tror I det vil gå når hun kun har 45 dage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...