Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

767Likes
610Kommentarer
98602Visninger
AA

20. 18 ✘ "I got some help."

Magasinet som jeg tidligere havde læst igennem blev kylet ned på gulvet, som jeg afsluttede telefonsamtalen. Det landede med et bump og krøllede sig sammen, så det ikke var muligt at se billedet af Kim og jeg længere. Det var ikke fordi jeg havde besluttet mig for at give op i forhold til Kim, tværtimod. At læse artiklen havde fået mig til at indse, at jeg ikke kunne give slip på hende.

Men grunden til min frustration, var det opkald fra en politimand, jeg lige havde modtaget. De havde fundet Tyler – han var død. Han havde simpelthen taget sit eget liv. Og så endda efter den gode nyhed, at Zac nu var kommet i fængsel. Tyler kunne endelig blive fri, men så valgte han at droppe den mulighed og lod himlen få ham. Det kunne godt være, at han havde været ham, der havde meldt Zac, men jeg kunne da have passet på ham. Så snart han var færdig med stofferne ville jeg beskytte ham, men den mulighed ville jeg ikke længere have.

Jeg vidste egentlig ikke hvordan jeg burde føle. Min hidtil bedste ven havde taget sit liv. Jeg burde græde, men jeg kunne ikke. Måske var det fordi jeg allerede havde afsluttet vores venskab. Var det fordi jeg havde taget af stand fra ham? Det gav ikke mening for mig, hvorfor jeg ikke straks følte et stik i hjertet. Jeg havde kendt Tyler de sidste to år. Han havde været min partner gennem sorger, druk og en masse hemmeligheder, jeg ikke engang havde fortalt drengene. Men nu var han bare væk.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvis jeg ikke kunne føle sorg over Tylers død, var det fordi, der var noget galt med mig. Jeg ønskede ikke at indrømme det, men jeg tror at mit kærlighedsliv af en krig med Kimberly var for meget for mig lige nu, til at bryde sammen over Tyler. Måske kunne hun hjælpe mig?

Jeg måtte give det et forsøg.

Beskeden til Kim blev sendt af sted inden jeg nåede at tænke det hele igennem. Hun burde ikke svare mig, hvis hun var klog. Jeg havde været så unfair over for hende. Når hun endelig var klar til at begynde igen, gik jeg bare fra hende. Jeg var en stor fed idiot, men ønskede bare at kunne have hende her ved min side lige nu. Det var utroligt hvordan nogle få dage kunne ændre mine tanker omkring det hele. Men jeg havde haft tid til at tænke – det havde jeg ikke ladet mig have i lang tid, da jeg skulle sørge for at Tyler havde det godt.

Nu kunne jeg tænke det hele igennem, og tro det eller ej, men det jeg var kommet frem til, var at jeg ikke kunne klare en dag mere uden Kim. Hun havde hjulpet mig igennem så meget. Hvad så om hun havde løjet om den skide bog, det var egentlig bare rart, at den ikke blev udgivet.

Kommer.

Så kort var sms’en der lidt efter tikkede ind. Jeg havde ærligtalt ikke troet, at hun gad. Faktisk troede jeg heller ikke, at hun rent faktisk gad. Hun var sikkert blevet tvunget herhen af drengene, eftersom den koncert vi (eller de andre) havde øvet, endelig var her. Det var i dag vi skulle have vores største koncert nogen sinde.

Men havde jeg mødt op til nogle af prøverne eller til arenaen til koncerten, der startede om seks timer? Svaret var nej.

Det eneste jeg havde fået gjort, var at komme i tøjet, og nu sad jeg så og ventede Kims ankomst i sofaen. Spændende dag …

Hun bankede ikke engang på, da hun åbnede døren og vores blikke mødtes. Hun stoppede op lige der, og lukkede ikke engang døren, som stod hun forstenet. De få sekunder hendes smukke øjne kiggede ind i mine, fik mig til at indse, hvor stor en idiot, jeg faktisk havde været. Men nu som hun stod lige der, måtte jeg gøre alt, for at lade hende vide, at jeg godt vidste, hvordan jeg havde opført mig.

”Hvad sker der, Harry? Du ligner et lig,” kommenterede hun, og lukkede endelig døren, men hun satte sig endnu ikke ved siden af mig. ”Hvad er der sket, siden du lige pludselig kontaktede mig?” spurgte hun mere blidt og smilede forsigtigt til mig. Hendes smil gjorde, at et håb groede sig større inden i mig – måske var der en chance.

”Det er Tyler,” mumlede jeg, og blev overrasket over, at ordene undslap min mund så let. Det måtte være fordi, at det var hende, der stod foran mig. Så var det slet ikke ligeså svært for mig, for ordene røg bare ud. ”Tyler har i flere måneder købt stoffer af Zac, ham du har mødt. Han valgte så at melde Zac her for nogle dage siden,” forklarede jeg, lige glad med om hun allerede vidste det eller ej. ”Men jeg fik så en opringning for nogle minutter siden. Han har taget sit eget liv, Kim,” fortalte jeg hende og satte albuerne på knæene, som jeg dækkede mit ansigt til med mine hænder. Det var virkelig stort for mig, bare sådan at kunne snakke om sådan noget her med en pige, bare en person generelt, og at ordene kom så let ud. Jeg havde ingen grund til at holde dem inde. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidste havde haft det sådan her.

Jeg fik mig et mindre chok, da jeg pludselig mærkede sofaens pude bevæge sig, og nu vidste, at Kim sad ved siden af mig. ”Du skal ikke græde, Harry,” hviskede hun, og det gik pludselig op for mig, at jeg faktisk græd. Jeg, Harry Styles, sad i min sofa ved siden af pigen jeg elskede, og græd. Mine spekulationer havde altså været rigtige. Så snart jeg bare havde Kim, var alting lettere. Og fordi det var så vigtigt, blev jeg nødt til at vise hende det.

Jeg fjernede mine hænder, og tørrede hurtigt de få tårer væk, før jeg kiggede på hende. ”Kim, jeg har været en idiot. Over for drengene, over for mine fans, men især over for dig.”

Hun blinkede med øjnene, inden hun veg blikket væk fra mig. Hun virkede overrasket over, at jeg bare sådan fortalte hende det, da jeg havde været virkelig svær at knække, da jeg holdt alt for mig selv. ”Hvorfor fortæller du mig det, Harry?” spurgte hun, uden jeg kunne formå at få øjenkontakt med hende.

”Fordi jeg ikke kan klare at holde det inde længere, Kim. Jeg har tænkt de sidste dage, jeg har tænkt virkelig meget.” Jeg holdt en kort pause. ”Og det jeg tænkte mest over – det var dig.” Ordene fløj seriøst ud, uden jeg kunne nå at stoppe dem, og det viste mig bare, hvor længe jeg havde holdt det hele inde. Hvis bare jeg havde indset alt det her tidligere, så havde de sidste dage måske været meget lettere. Alt havde været nemmere.

Da Kim bevægede sit hoved og øjnene langsomt fandt mine, var det et blik, jeg ikke kunne tyde. Var det nu hun ville afvise mig, og at jeg ville opleve alt det med Jennifer om igen? Det kunne jeg virkelig ikke klare. Jeg blev nødt til at vide, at jeg faktisk kunne elskes – at jeg ikke var uduelig. Hvis Kim afviste mig, ville jeg måske endda gå samme vej som Tyler. Jeg kunne ikke klare mere af de negative tanker, der havde bombaderet mit de sidste mange, mange måneder.

”Hvad er du så kommer frem til, Harry?”

Det var nu eller aldrig. Jeg måtte tage chancen, og lade pigen foran mig afgøre min fremtid. ”At jeg ikke kan leve uden dig.”

Okay jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde regnet med, at ordene ville blive så poetiske, som var det en af de perfekt kærlighedsfilm i biografen disse dage. Men det her var anderledes, for det var ægte. Det var mit liv, og her kunne en mand ikke bare skrive et manuskript om, hvad Kim skulle svare. Det var hun selv herre over, og jeg var virkelig nervøs. Hun havde al ret til at gå fra mig lige nu og her. Jeg havde været et svin over for hende, og det eneste hun havde prøvet på hele vejen igennem, var at få mig tilbage med mig selv. Og her sad jeg og erklærede min kærlighed til hende, mens jeg havde foran mig at lægge alt med Tyler og Zac bag mig.

Noget jeg ikke kunne formå at gøre alene.

”Mener du seriøst det? Jeg troede bare ikke, at du ønskede at have noget med mig at gøre, og så-” Jeg afbrød hende ved at lade min hånd finde hendes. ”Det er bare så kompliceret, Harry,” mumlede hun og kiggede væk igen.

Jeg mærkede hvordan jeg begyndte at miste alt håbet, for det lød ikke til, at hun ville have noget med mig at gøre. Det var det, det hele var slut mellem os. Jeg ville nok aldrig se hende, når hun forlod min lejlighed. Måske kunne jeg være heldig at hun ville blive fotograferet sammen med Perrie, men ellers måtte jeg lære at sige mit farvel.

Kim måtte have lagt mærke til, at jeg også kiggede væk nu, og at min hånd gled væk fra hendes, som min mundvige bevægede sig ned ad. ”Harry,” sagde hun, og placerede hendes hånd på min skulder, så det nu var den jeg kiggede på. ”Lad vær med at have de tanker igen. Du skal ikke tro, at du ikke er noget værd,” sagde hun støttende, og som jeg kiggede op, smilede hun kærligt til mig. ”Du er nok værd for mig alene,” erklærede hun og jeg følte hun var pinlig berørt over at indrømme det.

Det eneste jeg kunne gøre, var at smile.

Og kysse hende selvfølgelig.

Langsomt lænede jeg mig hen mod hende, og lod vores læber møde hinanden. Jeg følte alt min nervøsitet blive erstattet med en følelse af lykke. Det kunne godt være, at det bare var et kys, men jeg vidste nu, at Kim var min. Hun hadede mig ikke, og det var det absolut vigtigste. Jeg mærkede, at jeg smilede mens jeg trak hende tættere mod mig, så let som jeg nu kunne. Forsigtigt tog jeg min hånd bag hendes nakke og ønskede at have hende så tæt på mig som muligt. Kim trak sig væk, men jeg kunne mærke, at der ikke var nogen form for fortrydelse i hendes handling. Derfor tog jeg forsigtigt en hårlok bag hendes øre, inden jeg igen nærmede mig og fjernede centimeterne mellem os. Jeg havde aldrig følt mig gladere, og bare at mærke Kims varme, fik mig til at føle jeg kunne overtage verden.

”Vil det være for kliché at sige, at jeg virkelig godt kan lide dig, Kim?” spurgte jeg hende, mens kyssene blev ved. Det var ikke et hedt kys på den måde, det var mere lidenskabeligt og elskeligt.

Kim smilede som hun kyssede mig og rystede på hovedet. ”Hvad med vi tager over til drengene, så kan du fortælle mig det der?” jokede hun med den sidste del. Men hun fik mig til at huske drengene. Mine aller, aller bedste venner, som jeg bare havde ladt i stikken i alt for lang tid. Og det ønskede jeg at ændre på nu.

***

Kim og jeg åbnede en af dørene, der senere ville have fans strømmende ind igennem sig. Den kæmpe scene mange meter væk, fik mig til at stoppe op og nyde oplevelser. Jeg kunne ikke fatte, hvor meget vi drenge havde opnået. Det irriterede mig, at jeg helt havde glemt alt det den sidste stykke tid. Jeg havde absolut ingen ting gjort for at vise vores fans, hvor meget de betød for mig. Jeg havde droppet drengene alt for mange gange. Jeg havde bare alt i alt glemt hvor meget jeg elskede at synge og performe. Og alligevel bød drengene mig stadig velkommen.

Jeg havde min arm rundt om Kims liv, som Liam opdagede mig fra scenen de øvede på. ”Harry!” Hans høje stemme kunne høres i hele areanen, hvilket fik alle, der skulle befinde sig her til at kigge hen mod os. ”Og Kim!” tilføjede han derefter, så hun ikke skulle føle sig overset.

Vi mødte hinanden på midten ved at vi simpelthen alle sammen løb i mod hinanden. Jeg havde savnet at give drengene et ordentligt kram i så lang tid, så at det nu skete var en fantastisk oplevelse. ”Er du gal vi var bange for, at du ville brænde os af,” sagde Louis, dog med et stort smil om læberne.

”Jeg fik lidt hjælp,” smilede jeg og trak Kim ind til mig, som hun kom gående op til os. Et stort smil var at finde på hendes læber. Identisk hos mig. ”Hils på min kæreste,” grinede jeg og elskede situationen jeg var i. Tænk, at jeg havde lov til at sige det. Også selv om jeg ikke havde spurgt Kim endnu, men det behøvede jeg ikke. Vi vidste det begge.

Alligevel skulle hun da studse over mit ordvalg. ”Nå nå, Harry,” grinede hun. ”Det har du bare bestemt eller hvad?” grinede hun, og jeg vidste derfor, at hun intet havde i mod det.

I stedet for at svare hende, kyssede jeg hendes hurtigt, men blidt, som drengene lavede lyde omkring os. Jeg grinede af dem, som jeg igen kiggede, og derefter forbi dem og op mod scenen. ”Skal vi få øvet noget?”

Jeg havde aldrig haft det bedre. Drengene og jeg havde fået øvet så meget vi kunne nå, og jeg følte mig virkelig parat til at vise mine fans, at jeg var tilbage. Det var en mulighed jeg havde ventet på i virkelig lang tid, jeg havde bare ikke taget mig sammen før. Så da vi lavede holdcirklen og gjorde klar til at gå på scenen, følte jeg parat til at lægge alt bag mig. Nok var det sket over nogle få timer, men det var som om jeg endelig havde givet tid til at indse alting. Jeg var virkelig heldig, og jeg kunne ikke være andet end tilfreds med alt det, jeg havde oplevet og havde foran mig.

”Er I klar?” spurgte en mand tæt ved os, og jeg var den første til at nikke. Nu var det nu. Manden snakkede nu til hele areanen, og gav mig kriller i maven. Endelig havde jeg muligheden for at vise, hvad jeg var i stand til. ”Velkommen til One Direction!” Og da de ord blev efterfulgt af skrig, gik en af de vigtigste ting op for mig:

Jeg kan godt. Jeg er god nok. 

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Det var sidste kapitel! :OOOOO Kan ikke fatte, at der kun er en epilog tilbage :(:( Men den vil nok komme! Thea og jeg vil begge skrive den, så vi skal lige finde tid, men vi lover jer det bliver snart! :D
Jeg håber virkelig virkelig, at I kan lide kapitlet og slutningen, jaaa :D Tænk at vores Harry endelig er glad xx

sig ENDELIG hvad I synes om det hele, det ville gøre Thea og jeg SÅ glade! :D
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...