Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

766Likes
610Kommentarer
97473Visninger
AA

19. 17 ✻ - "Can you make it stop?"

 

Jeg blev ved med at se scenen for mig, hvor Harry forlod mig i natklubben. Selvom det var 4 dage siden, så var det stadig det jeg så, når jeg lukkede øjnene. Han havde været så såret, og jeg havde været så dum. Jeg skulle have stolet på ham, da han sagde han ikke var på stoffer - men hvordan skulle jeg kunne det, når han gik i seng med en anden OG han var Harry Styles, som jeg faktisk ikke rigtig kendte? Hvordan skulle jeg kunne stole på ham så hurtig? Han gav mig jo ingenting at stole på!

"Han blev sur, hva?" havde Tyler sagt, hvilket fik vreden til at pumpe rundt i min krop. Selvom det udelukkende var min egen skyld, at jeg ikke havde stolet på ham, så var der noget i mig der sagde, at det også var Tyler's skyld.. ellers var det det fact, at jeg vidste hvad Harry havde rendt og lavet.

Han havde fået Harry ud i alverdens ting. Han havde fået ham til at glemme sine venner, sit band og familie. Tyler brugte ham for hans penge, og hvis han ikke fik dem, så slog Zac ham ned. Hvordan var Harry overhovedet havnet i det miljø?

Jeg fik en klump i halsen bare over at tænke på hvad Harry ikke havde været igennem, for sin ven.. Og så var jeg sådan en kælling, som bare havde... åh gud, jeg fik det så dårligt over de ting jeg havde sagt til ham, og min mistillid, og det var måske også det, som fik mig til at råbe og skrige af Tyler. Det endte med nogle andre drenge brød ind og fik mig fra ham. Jeg kunne ikke styre mig. Jeg blev ved med at slå ham på brystet og råbe af ham. Han skulle vide hvor meget lort han havde lavet.

Tyler var dog også gået en smule amok, men det var mest med ord. Han havde, og jeg citer, sagt; "Din syge kælling. Hvis du viser dig her igen bliver det værst for dig selv," og med det vidste jeg jo godt, at Zac var den han søgte hen til, og det fik mig til at forlade natklubben i vrede.

Jeg var så sur på mig selv. Alle havde taget fejl af den stakkels dreng. Alt han gjorde var at hjælpe en ven, og ingen troede ham. Medierne sagde pis om ham, og jeg ...

"Kim for søren," en stemme trak mig ud fra min egen verden. Jeg kiggede op og så Perrie, som stod i dørkarmen med et trist ansigtsudtryk.

"Jeg hørte dig slet ikke banke på," mumlede jeg og blinkede mine tårer væk. "Det var fordi jeg ikke bankede på," sagde hun roligt og satte sig på sengen, ved siden af mig.

"Det er noget rod det hele," sukkede hun, hvilket fik mig til at nikke kort.

"Har han stadig ikke svaret nogen af jer?" min stemme var lav. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at høre svar svaret, for jeg vidste allerede, at det var et nej.

De andre drenge havde fået at vide, hvad der var sket. Det kom ikke som nogen overraskelse for Liam, han vidste det åbenbart. Harry havde lukket sig op for ham, men de andre... de fik det alle sammen dårligt over deres opførelse - især Louis. De blev ved med at ringe til Harry, men han tog den ikke.

Jeg havde virkelig ondt af dem. Harry havde heller ikke givet dem noget at stole på, men han var deres bedsteven. De måtte da vide han ikke ville ryge ud i stoffer - men det var jo selvfølgelig altid let at sige bagefter.

Faktisk følte jeg også alt det her var min skyld. Hvis det ikke var for min store mund, så havde Harry ikek været såret, og så ville de andre drenge heller ikke have været såret.

Jeg blev nødt til at forklare mig. Han tog hverken sin telefon, og at sende en sms ville ikke virke. Han skulle vide jeg var ked af det, om jeg så skulle tvinge ham!

Jeg rejste mig op.

"Er Harry hjemme hos sig selv?" spurgte jeg, hvilket fik hende til at løfte et øjenbryn.

"Han er ikke blevet set forlade sin bygning, så det regner jeg med. Hvorfor?" hun lød en smule usikker.

"Jeg bliver nødt til at forklare mig. Jeg kan ikke sidde og have ondt af mig selv uden at have prøvet. Det er det mindste jeg kan gøre. Det skylder jeg ham!" sagde jeg og hev jakken over. Jeg kunne høre Perrie råbe et eller andet til mig, med at det var en god ide, men jeg skulle passe på. Jeg ignorerede hende og følte pludselig jeg havde travlt, men det havde jeg måske også. Modet var der nu, og det skulle ikke forsvinde før jeg havde fortalt ham det.

***

Som jeg vidst havde gjort en gang før, kom jeg uanmeldt frem til hans dør, men denne gang bankede jeg på. Det føltes som om min puls sad i halsen, samt mit hjerte. Det dunkede så hårdt, at det gjorde ondt. Jeg kunne godt det her. Det var min eneste chance for at gøre det godt.

Jeg tog en dyb indånding idet døren blev åben. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men det kom hvert fald som et chok, da jeg så Harry foran mig.

Han havde et par løse bukser på, hvilket måtte være første gang jeg havde set det. Hans hår sad en smule uglet, og hans ansigtet så bestemt ikke glad ud, heller ikke da jeg prøvede at smile skævt og nervøst til ham.

"Hvad vil d.." "-  Harry, du bliver nødt til at høre på mig, " sagde jeg panisk, ingen han kunne nå at lukke døren. Han stod og stirrede på mig et øjeblik, og uden at vente på tilladelse, åbnede jeg døren og trådte ind. Der lå tøj udover det hele, og der var rodet - virkelig rodet.

Jeg fik det helt dårligt, for det fik mig på en måde til at sammenligne hans rod, med hans tanker i hovedet og hans humør.

Harry gik lige forbi mig, og satte sig i sofaen. Han tog sin mobil i hånden og kiggede slet ikke på mig. Det gjorde ondt, men jeg havde vel selv været uden om det.

Jeg tog endnu en dyb indånding.

"Harry," sagde jeg og gik hen foran ham. Han kiggede stadig ikke, og det fik mig på en måde til at lukke munden op og snakke som aldrig før.

"Hør, jeg er virkelig ked af det. Jeg ved jeg skulle have stolet på dig, men det var svært, for du gav mig ikke noget at gå ud fra. Det har aldrig været meningen at såre dig, og heller ikke med den bog. Jeg gjorde det for dine venner og din familie, fordi du skubbede dem væk, og det forstår jeg godt, men først nu. Du ville så gerne hjælpe Tyler, og ingen forstod det, og du kunne ikke forklare det. De var bare så desperat efter at få den gamle Harry tilbage, og de valgte mig fordi... fordi jeg aldrig plejer at falde for fyre som dig. Det er heller ikke for a være led, for jeg troede heller aldrig jeg skulle falde fo..."

Vent, hvad var det jeg stod og sagde? Jeg rystede på hovedet og fortsatte.

"Jeg ved godt det med bogen var en lam undskyldning, men jeg mener det virkelig når jeg siger, at det ikke var meningen at såre dig. Jeg holder af dig, og det må du tro på! Hvis jeg kunne, så havde jeg gjort det hele om, bare... please Harry, tilgiv mig," mumlede jeg svagt og havde lyst til at sætte mig ned foran ham og tage fat i hans ben, og aldrig give slip... men sådan var det ikke. Faktisk skete der ingenting. Harry sagde ingenting. Hans blik var limet fast til hans mobil, og han så en smule chokeret ud.

Jeg ville ønske det var mine ord der havde fået ham til at se sådan ud, men jeg tvivlede, for hans mobil bippede og hans øjne stirrede ned i den, og han... han ignorerede mig.

"Harry?" min stemme knækkede da jeg hviskede hans navn. Han hørte mig godt, det vidste jeg, men han kiggede ikke, han svarede ikke engang.

Jeg fik en virkelig ubehagelig følelse i mit bryst. Det gjorde ondt, og jeg kunne langsomt mærke hvordan det trak sig sammen.

Havde jeg virkelig været så slem, at Harry ikke engang ville kigge på mig, eller høre? Havde jeg virkelig ødelagt alle mine chancer hos ham?

Jeg tog en dyb indånding, men den blev afbrudt da smerten gav et stik i hele kroppen.

Jeg var langsom ved at indse, at det her var nytteløst. Harry ville hverken høre eller se på mig. Jeg vidste han havde tillidsproblemer efter Jennifer... og det var nok den tanke der fik mig til at vende om og gå ud af hans lejlighed.

Jeg havde ødelagt det hele for mig selv, og jeg kunne ikke gøre noget, og jeg skulle græde.

Jeg smækkede døren efter mig og lænede mig op af væggen ved siden af. Jeg lukkede øjnene og tog endnu en dyb indånding.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Måske havde jeg håbet Harry ville komme efter mig, men da det ikke skete, tog jeg elevatoren ned.

Dørene lukkede om mig, og førte mig ned på den sidste etage. Jeg kunne slet ikke holde mig selv i ro. Mine hænder var kolde, mine kinder var varme, min krop rystede, og jeg kunne ikke tage nogen dyb indånding for at berolige mig selv.

Det eneste jeg kunne gøre var at græde, og det skete også, men først efter et høj hulk, hvilket så også bare fik tårerne til at trille og trille og trille. Selv når jeg tørrede dem væk, så kom de bare igen.

"Mam' er du okay?" en mande stemme fik mig til at åbne øjnene. Hans store brune øjne kiggede bekymret på mig. Jeg bed mig hårdt i læben.

"Ja, tak," sagde jeg og skyndte mig forbi ham. Jeg skulle hjem, og det skulle være nu. Jeg havde brug for Perrie.

***

Jeg nåede kun lige at smække døren efter mig hos Perrie, inden min krop kollapsede.

Jeg kunne hørte stole blive skubbet hen af gulvet, og lidt efter dukkede Perrie op i gangen. Hendes øjne blev store.

"Zayn!" råbte hun højt og løb hen til mig. Hun satte sig på knæ og fjernede mit hår fra mit ansigt. Hendes kolde hænder omfavnede mine kolde kinder, og så kom de høje hulk tilbage.

"Hvad sker der?" hørte jeg Zayn sige forvirret. Der gik et kort øjeblik, og lidt efter mærkede jeg hans hånd under min ene arm, og Perrie's under min anden. De fik mig op, og gik ind i stuen med mig.

Perrie lagde hurtigt armene om mig og tyssede på mig. Jeg vidste det kom som et chok for hende, at se mig sådan her. Det kom også som et chok for mig selv. Jeg vidste slet ikke jeg havde evnen til at bryde sådan her sammen. Det var aldrig sket før. Jeg havde aldrig haft de følelser i min krop før.

Det føltes som om en bil havde kørt ind i mig. Jeg havde det virkelig dårligt.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet i favnen på Perrie, som af og til snakkede lidt med Zayn, mens hun aede mig. Jeg faldt hvert fald en smule i søvn, og til ro. Min krop var udmattet og mine øjne sveg da jeg vågnede igen.

Mit blik faldt hen på Zayn, som sendte mig et opmuntrende smil. Jeg bed mig i læben og sukkede. Jeg skyldte dem vel en forklaring.

"Han var fuldstændig ligeglad med det jeg sagde," mumlede jeg. "Jeg ved udmærket han har tillidsproblemer efter det med Jennifer, men det faldt mig ikke ind, før jeg stod foran ham og undskyldte. Jeg ved jeg har ødelagt det hele og jeg..." "- Shh," mumlede Perrie igen.

"Jeg har det så dårligt," hviskede jeg og begyndte at græde igen. "Hvorfor har jeg det sådan her?" spurgte jeg om igen, jeg havde brug for en forklaring. Jeg forstod det ikke. Jeg vidste godt jeg havde følelser, men det her var virkelig overvurderet. Hvordan var det muligt at føle sig så... beskidt og led?

"Kan du ikke få det til at stoppe?" græd jeg igen, og følte mig virkelig ynkelig. Jeg havde aldrig nogensinde haft for brug for det her. Normalt var jeg den hårde type der var ligeglad med det meste. Selvfølgelig kunne jeg blive såret eller ked af det, men det forsvandt ret hurtigt igen, men det her forblev her.

"Kim," sagde Perrie og rykkede lidt på sig.

"Hvis det her ikke er bevis nok på, at du føler noget for Harry, så ved jeg ikke hvad der ellers skal til," mumlede hun forsigtig, og jeg forstod straks hvad hun hentød til.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg havde ikke lyst til at modsige hende igen, det var jo alt for tydeligt... men jeg kunne ikke indrømme det over for mig selv. Jeg havde lovet mig selv ikke at blive endnu en af hans piger - men noget sagde mig bare.... jeg var ikke bare endnu en af hans piger, ikke indtil nu.

"Åh gud," græd jeg og rystede på hovedet.

***

"Hvor fanden bliver han af!" råbte en af mændene frustreret. Jeg kiggede op fra min mobil og så han tog fat om sit hår.

En masse andre farede rundt, og jeg vidste godt hvad grunden var.

Harry var ikke dukket op til prøverne. Deres koncert var i aften, men stemningen var helt død. De andre drenge sang det de skulle, men så heller ikke mere. Hver pause skrev de til Harry, og nogen var taget hen til ham, men han var åbenbart ikke hjemme.

Perrie havde taget mig med, fordi jeg ikke skulle være alene, men det her var næsten værre. Alle blev ved med at nævne Harry's navn.. men hvorfor han ikke dukkede op, det forstod jeg virkelig ikke, men jeg kunne ikke gøre noget - ikke mere end de andre.

Jeg havde prøvet. Jeg havde snakket med ham, skrevet til ham, men ingenting hjalp. Han var såret, og selvom jeg ikke ville tænke tanken om, at One Direction nok var ved at splitte op, så var den der altså alligevel. Det eneste der kunne rette op på den tanke, var at Harry viste sig.

Jeg bed mig i læben da drengene kom ud fra scenen. Niall gik og snakkede med Josh, som heller ikke så specielt glad ud. Det påvirkede alle - men hvad skulle de også gøre? Harry var en del af One Direction, de kunne ikke uden ham og det var deres største koncert.

Hvad tænkte han overhovedet også på? Det kunne godt være han var såret og ked af det, men ville han virkelig gå så langt og ødelægge det for de andre drenge? De var jo som brødre..

Og endnu engang kom skyldfølelsen frem i mig. Hvis bare jeg havde holdt mig væk. Hvis bare jeg ikke havde blandet mig i hans liv og...

Min mobil vibrerede. Jeg kiggede tomt ned på den. Det var et ukendt nummer der havde skrevet.

Med rystende finger, fik jeg skrevet min kode ind. Mit blik gled ned på skærmen og langsomt gav min hjerne sig til at læse:

Kim, først og fremmest vil jeg gerne undskylde for min opførelse sidst. Jeg er ked af det. Jeg ved ikke hvad jeg har rodet mig ud i, men det ser hvert fald sort ud. Jeg er ked af at jeg har trukket Harry med mig. Jeg ved han ikke er den Harry i alle elsker, men Kim? Når du læser det her, så vil jeg være væk. Du må dog bare love mig én ting; få Harry tilbage. Jeg ved han er forelsket i dig, og jeg tror du er den eneste der kan få den Harry tilbage, som alle elsker, og som han selv elsker. Jeg ved du ikke har nogen grund til at gøre hvad jeg siger, men det er det sidste jeg ønsker. Jeg har ødelagt nok, og det er jeg ked af.
 - T

Mine øjne blev store. Liam sagde et eller andet til mig, men jeg hørte ikke hvad han sagde. Jeg havde travlt med at rejse mig, og komme hen mod udgangen. Hele min krop rystede.

Harry.

"Undskyld mig!" råbte jeg, og opgav til sidst. Jeg maste mig igennem dem alle sammen, fuldstændig ligeglad med hvor grim jeg ville være på de billeder. Det eneste jeg havde i hovedet var Harry.

Han ville nok bebrejde sig selv. Han ville.. Min mobil vibrerede igen.

Kim, jeg har brug for dig

Og denne gang var det ikke et ukendt nummer  - det var Harry's.

Mit hjerte satte farten op, og hurtigt fik jeg tændt bilen. Jeg burde slet ikke køre i denne tilstand, men jeg var så bange for at Harry havde gjort noget dum, på grund af Tyler's planer.  Jeg blev nødt til at komme hen til ham, og det skulle være nu.

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Det var så det sidste kapitel fra mig, og jeg er så ked af det, fordi det er så trist, og Kim er så ked af det, og Harry er så såret, og Laura er så dejlig at skrive med og jeg græder næsten fordi den snart er slut :'(.. Nå men.. hvad tror I? Tror I den ender lykkelig eller ulykkelig? Og hvad tror I der er sket med Harry, siden han endelig efter en uge, kontakter Kimmm?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...