Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

766Likes
610Kommentarer
97470Visninger
AA

18. 16 ✘ ”Bye Tyler, take care of yourself."


Jeg undskyldte ikke mine handlinger de sidste dage. Det hele startede med da jeg havde taget den pige med hjem, og efter det var det hele bare gået ned ad bane, men jeg gad ikke tænke over det mere. Kim og jeg havde skændtes, og selv da hun havde prøvet at sige undskyld, og der hvor jeg skulle have givet hende et kram, og sige alt var okay, så gjorde jeg det modsatte. Jeg bad hende om at gå, jeg ordrede hende til at forlade mig. Det var den eneste ting, jeg havde fortrudt, men efter uttalige opkald til Louis uden svar, havde jeg også droppet det. Når de alligevel ikke gad snakke med mig, så måtte jeg bare gøre som jeg ville.

Og det havde været at ligge i min seng. I dag var den femte dag på den måde.

Jeg havde absolut lavet ingen ting, andet end at drikke mig helt i hegnet en af aftenenerne, men jeg var stadig blevet indendørs. Jeg så ikke meningen i at gå på klub, for så ville jeg bare blive rodet ind i diskussion med Zac eller Tyler. Jeg havde simpelthen droppet kontakten til omverdenen, og havde ikke tjekket min telefon én gang siden aftenen jeg var fuld.

Det var især på grund Zac, at jeg havde ladet den være lydløs og derefter smidt den i en skuffe. Det havde ikke lykkedes mig at hjælpe Tyler stoffri, og jeg havde indset, at det aldrig ville ske. Så måtte han selv klare Zac, eftersom han helt sikkert ønskede pengene. Gud, hvad kunne han have fundet på at gøre til Tyler?

Tanken skød jeg væk igen, jeg kunne ikke tænke over det igen. Tyler var min gode ven, men han måtte klare sig selv. Jeg var et forfærdeligt menneske.

Som jeg drejede mig i sengen, hørte jeg dørklokken. Ikke at det var nyt, førhen havde jeg bare valgt at ignorere den. Men da jeg hørte stemmen, og kunne konstatere, at det ikke var postbuddet, tog det min opmærksomhed.

Det var Liam.

”Jeg har din nøgle, Harry, så hvis du ikke lukker op, kommer jeg selv ind!” råbte han, så jeg kunne høre det helt inde i soveværelset. Med et dybt og højt suk, skubbede jeg lagnet væk. Liam ville aldrig forsvinde, medmindre jeg kom ud til ham. ”Jeg tæller til 10,” råbte han igen, og jeg rullede med øjnene. Hvorfor havde jeg også givet ham en nøgle til min lejlighed, eller vent havde jeg? Jeg huskede det ikke, men det var sikkert sket, inden alt det her med Jennifer, hvilket var lang tid siden efterhånden.

”7,6,5-”

Jeg åbnede irriteret døren, og fandt en overrasket Liam på den anden side, eftersom han nok havde regnet med, selv at skulle komme ind. ”Shit Harry, du ligner et rod,” kommenterede han som det første, og jeg begyndte at lukke døren igen, men han satte en fod ind. ”Hey, hey,” sagde han og fik mig til at åbne døren og samtidig min mund.

”Hvad vil du, Liam?” spurgte jeg irriteret, så han kunne mærke, at han ikke helt var velkommen.

Liam gik uden tilladelse forbi mig og ind i lejligheden, ned af gangen, indtil han kom til stuerummet, hvor han placerede sin jakke på sofaen. ”Jeg kommer af mange grunde, Harry. Jeg er ikke sikker på, at du vil vide dem alle sammen,” forklarede han og satte sig ned i min ene sofa. Det her var altså vigtigt for ham, for ellers var han blevet udenom. Fuck det, han havde vundet.

Før jeg spurgte ind til hans grunde, slog jeg mig ned i den anden sofa, så vi kunne kigge på hinanden. ”Forklar mig det så.”

Liam nikkede stille, ”først så ville jeg lige tjekke, at du rent faktisk levede. Hvad sker der for, at du ikke har svaret nogen af os de sidste fem dage? Vi har været fuld af bekymring, Harry!”

Hans hårde stemme fik mig til at indse, at min opførsel nok ikke havde været helt i orden. Men igen, det var først i dag, fem dage efter, at Liam var dukket op. Managementet havde ikke engang tænkt på mig, og vi havde endda koncert om otte dage. ”Hvad var det andet?”

Liam fattede, at jeg ikke gad snakke detaljer, og gik videre. ”Kim, hun-”

”Jeg gider ikke snakke om hende, Liam. Hun løj for mig.”

”Og du gik i seng med en anden pige. Jeg vil sige, at det er dig der skylder en undskyldning.” Liams hårde og sande ord kom bag på mig. Det var Liam, der sad over for mig, han plejede ikke at snakke i den tone, medmindre det var virkelig vigtigt. ”Tænk dig lige om en gang til, Harry,” tilføjede han, og for første gang siden Kim havde råbt, tænkte jeg over det hele, med et andet perspektiv, end det at kun jeg kunne have ret. Og i det sekund gik det op for mig, at jeg ikke havde været fair over for Kim. Hun var en fantastisk pige, og alligevel havde jeg bare sådan sovet med en anden. Hvad var jeg for et menneske, bare sådan at gøre det mod hende jeg elsker. Ja, jeg elsker Kimberly Coleman. Men jeg havde tabt kampen om hende – hun hadede mig.

”Men hun vil jo ikke have noget med mig at gøre, hun-”

”Det ved du godt ikke er sandt, Harry.” Nej, det ved jeg ikke. ”Men det er også derfor jeg kom. Kim snakkede med mig om, at hun godt kan lide dig, men hun tør ikke være sammen med dig, fordi hun ikke ved hvad alt det med stofferne handler om. Du bliver nødt til at sætte dig ned med hende og fortælle hende det hele.”

Jeg rystede på hovedet, ”det hjælper jo ikke noget? Hvordan skal jeg forklare det?”

Liam trak på skuldrene, ”du kan jo starte med at øve det foran mig, for ærlig talt er jeg også virkelig nysgerrig, Harry.”

Tiden gik og før jeg vidste det, havde jeg fortalt Liam alt. Simpelthen alting. Jeg var kommet til det punkt, hvor jeg ikke kunne klare at holde det inde mere. Alt skulle ud, og med Liam som en af mine bedste venner, og den med de bedste råd, var jeg tilfreds med, at han var blevet den første, jeg havde fortalt det hele. Nu var spørgsmålet bare, hvordan hans syn ville være på mig.

”Wow, Harry. Jeg ved ærligtalt ikke, hvad jeg skal sige …” Han holdt en kort pause. ”Så i al den tid har du brugt en formue på at betale Tylers gæld?”

Jeg nikkede til hans spørgsmål. ”Men jeg har besluttet mig for at stoppe det, han må klare sig selv fra nu af – selv om det nok ikke er så klogt, så kan jeg ikke give mit liv til ham.” Liam var forundret over mine ord, og så helt tom ud fra ord, fordi han ikke anede, hvad han skulle sige. ”Jeg har ting og især personer, der betyder mere for mig i livet, og som jeg vil give al min tid til.”

Liam sad stadig mundlam, hvilket fik mig til at handle. Jeg ville droppe kontakten til Tyler her og nu. Alt den tid med at ligge i sengen havde nu forandret sig til en kæmpe trang til at gøre noget ved mine handlinger. Uden jeg ønskede at indrømme det, så havde Kim påvirket mig – jeg havde bare ikke forstået det før nu. Alle hendes handlinger, alt hendes omsorg, hendes smil, hende – hun havde hjulpet mig til i dag at tage denne beslutning. Og nu skulle det altså bare gøres.

***

Tankerne om atmosfæren i natklubben berørte mig slet ikke, som jeg gav min entré, selv om jeg ingen lyd lavede. Jeg gik bare direkte igennem rummet, så straks mit blik havde opfanget Tyler sidde i et hjørne. Med en smøg og et nervøs ansigt, sad han og røg, mens han studerede noget på sin telefon. Han så bange ud.

”Tyler.” Som jeg nævnte mit navn, reagerede han nærmest forskrækket, men noget sagde mig, at han også følte sig befriet, for nu var jeg her: jeg kunne betale for ham – eller det var hvad han troede. ”Her har du det sidste jeg nogen sinde vil betale for dig,” forklarede jeg ham brat, som jeg lagde en seddel med en værdi af 1000 på bordet, for så derefter at få et forfærdet ansigtsudtryk. ”Jeg gider ikke være din ven mere, for det eneste jeg gør, er at betale Zac.”

Jeg startede ud som jeg ønskede, mens Tyler forblev stille. ”Faktisk kom jeg for at sige tak for denne gang, men vi vil ikke se hinanden igen, plus du ikke skal opsøge mig mere. Du har gjort nok for at påvirke mit liv negativt, og jeg gider ikke mere.”

Det var let at se, at Tyler ikke havde regnet med at jeg ville komme tilbage med de ord. For nu skulle han tænke, for hvordan han havde tænkt sig at betale Zac tilbage, for det ville blive svært for ham. Men det ændrede ikke mit nye syn på tingene. ”Farvel, Tyler. Pas godt på dig selv, forhåbentlig vil det her få dig til at indse, at det aldrig var klogt at starte på stoffer.” Jeg var faktisk meget stolt over, at efter at have tilbragt så meget tid med Tyler, at jeg endnu ikke havde prøvet at tage stoffer. Selv ikke når han havde siddet og gjort det foran mig. Jeg havde været stærk, og nu kunne jeg forlade ham med en god samvittighed. Jeg var glad og lettet.

”Du var der jo alligevel heller aldrig. Du brugte altid tid med hende tøsen der, eller var sammen med dine såkaldte venner.” Tyler havde rejst sig, og spyttede pludselig latterlige ord ud af sin mund. Hvad talte han dog om? Jeg havde betalt så mange penge for ham, at det var så lavt af ham, at sige det her.

Og derfor blev jeg sur. ”Helt seriøst, Tyler? Skal du være så lav? Hvis du bare vidste hvor mange penge jeg har brugt på dit klamme ego,” brokkede jeg mig, og var fuldkommen ligeglad med, at jeg altid havde prøvet at være flink, når jeg var omkring ham. Det skulle slutte nu. ”Ved du hvad, Tyler? Jeg gider ikke bruge mere tid på dig, det er for latterligt.” Og med de ord sluttede jeg vores venskab, og havde han tænkt sig at tale tilbage til mig, så ville jeg ignorere ham. Jeg ønskede bare at kunne gå ud herfra uden mere drama.

Dog ændrede alt det sig, da jeg vendte ryggen til Tyler, og nu stødte ind i en smuk brunette. Kim. Hvis det havde været en hver anden dag, så havde jeg smilet, men Tylers ord havde gjort mig så sur, at jeg ikke kunne lade Kim ændre det. Jeg gad alligevel heller ikke falde for det trick igen. Drengene havde nemlig sendt hende, det var jeg sikker på. Det var nok Liams værk. Det irriterede mig, at de bare tænkte hun kunne gøre det hele bedre, for lige nu var det hele bare lort, og intet, intet, kunne redde det.

”Undskyld jeg ikke troede dig, Harry,” begyndte hun, og først nu gik det op for mig, at hun selvfølgelig havde hørt det hele. Alle de ord Tyler og jeg havde udvekslet. Hun havde helt sikkert hørt alle de onde og hårde ord. Men heldigvis var det endelig gået op for hende, at jeg aldrig havde taget stoffer. Jeg havde blot hjulpet en ven.

”Jeg prøvede at fortælle dig det, men du lyttede ikke,” kommenterede jeg hårdt og kiggede væk fra hende. Det var en svær situation for mig, for jeg havde aldrig haft så mange følelser for en pige, og så derefter skulle snakke om sådan noget som stoffer og løgne med hende. Og så var jeg endda så forbandet sur.

”Og det undskylder jeg, hvis bare-”

Det var her, at jeg burde ende historien og gøre mit liv meget bedre ved bare at sige undskyld og kysse hende, men som den kujon jeg var, afbrød jeg hende. ”Kim, du sårede mig ved først at lyve om din identitet, og derefter med bogen. Jeg skal stadig bruge tid på at sunde mig over det,” forklarede jeg og gik direkte forbi hende, uden nogen form for øjenkontakt eller hilsen. Hvad var der galt med mig? Nu havde jeg den bedste chance for at undskylde for mine adfærd, men alt det ignorerede jeg. Fuck jeg var en idiot. Og alligevel blev jeg ved med at gå, indtil jeg kunne lukke døren til min lejlighed og smide mig i sengen igen. Dumt, dumt, dumt.

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Så fik Harry sagt farvel tl Tyler, havde I troet det ville ske? 

Håber I kunne lide kapitlet, selv om Harry også ignorerede Kim til sidst :(

 

2 kapitler tilbage :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...