Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

765Likes
610Kommentarer
96763Visninger
AA

17. 15 ✻ "I never wrote that damn book"

Der var bare nogle ting i livet, som man helst ville undgå at få at vide, selvom man blev nødt til det, og at Harry havde trukket endnu en pige med hjem fra byen, var nok en af de ting.

Det var ikke engang to dage siden, at Louis fortalte mig, at Harry var forelsket i mig, og nu var han sammen med en ny pige. En pige, som ville få sit liv ødelagt for at have være sammen med Harry - og ikke kun fordi han ville droppe hende bagefter, men også fordi hans fans ville svine hende så meget til, at hvis hun ikke var en hård type, så ville hun gå ned. Jeg havde ondt af hende, og jeg var rasende over Harry. Han havde ikke den eneste ide om, hvad han udsatte de piger for - ikke bare misbrug, men også alt det had der kom bagefter.

Niall havde roligt sagt til mig, at det jo ikke var sikkert Harry havde haft sex med hende pigen, men ikke engang Niall kunne overbevise sig selv og få det til at lyde ægte, og blikket i hans øjne sagde alt. Han prøvede bare at berolige mig, så jeg ikke begyndte at græde. Men hvad regnede han med? Jeg var alt for vred lige nu, til at græde.

"Harry, luk den forbandet dør op!" skreg jeg, efter et slag. Jeg burde nok give ham tid til at lukke den store dør op, men lad os bare se tilbage på, hvornår jeg fulgte min fornuft. Det skete sjældent, og denne gang var ikke en undtagelse.

Et par mennesker gav mig et blik fra gaden, og fordi folk altid vidste hvor Harry var, tiltrak det også nogle paparazzier. Så før jeg kunne tænke mig om, trykkede jeg koden til hele bygning op, og gik ind.

Jeg trykkede hårdt ind på knappen til elevatoren, men efter at jeg havde stået der nogle sekunder, sukkede jeg højlydt og valgte at tage trapperne. Jeg sprang et par trin over, og var ved at falde et par gange, men jeg var ligeglad.

Jeg kom hen til Harry's dør, og uden at banke på, smadrede jeg døren op, så det gav et brag i lejligheden.

"Hvad fanden," hørte jeg Harry mumle, og hurtigt fulgte jeg lyden. Han var sikkert stadig ved at sove sin brandert ud.

Endnu engang åbnede jeg døren, denne gang ind til soveværelset, hvor Harry sat sig op med et sæt.

"Hvad fanden Kim!" udbrød han og rejste sig op, for at finde sit tøj. Selvom han var helt nøgen foran mig, så røg mit blik ikke en eneste gang hen til ham, men til pigen der sad ved siden af ham. Hendes øjne var store da hun så mig.

"Du sagde det var s-slut imellem jer!" udbrød hun og fik pludselig tårer i øjnene. Harry skulle til at sige et eller andet, men jeg var hurtigere. "Det er slut. Faktisk har der aldrig været noget," sagde jeg hårdt og kunne se Harry lukkede munden i igen. Jeg nåede dog også lige at se hans såret blik, hvilket betød han ikke fuldstændig havde lukket af for mig endnu.

Pigen viklede dynen omkring sig, snøftede og greb ud efter sit tøj, som lå på gulvet.

Mens hun prøvede at få det på, trillede tårerne ned af hendes kinder. Harry stod bare og gloede på hende, som om hun ikke betød en skid for ham, hvilket hun sikkert heller ikke gjorde. Jeg havde virkelig ondt af hende. Hvordan kunne han være sådan et svin?

"Du er kræftdeme for ..." jeg stoppede mig selv, og rystede på hovedet, inden jeg gik hen til pigen. Jeg hjalp hende med at sætte hendes bluse ordentligt, og aede hende på ryggen.

"Du skal ikke være ked af det, okay? Du er mere værd end det her." Hun nikkede og snøftede igen og skulle til at rejse sig, men hurtigt greb jeg ud efter hende. Hun så med store bange øjne på mig, som om jeg ville slå hende.

"Ligemeget hvad folk siger eller skriver om dig, så ignorer det." Hun sendte mig et kort smil, inden hun nikkede. Hendes blik søgte hen på Harry, inden hun forsvandt ud af døren, men han blev stående, helt følelseskold.

En stilhed lagde sig over værelset, mens Harry langsomt ledte efter en t-shirt at tage på.

"Tillykke Harry. Endnu en vild bytur, endnu en vild overskridt i bladene, og endnu en knust pige som forlader din lejlighed," jeg rejste mig op og slap dynen jeg havde fat i. Mit blik røg hen på ham. Han havde fået en sort trøje over hovedet, og kørte en hånd igennem håret.

"Burde du ikke være ligeglad?" sagde han hårdt, hvilket bare fik vreden til at stige. Han havde ingen grund til at være sur på mig. Det var ham der var en nar.¨

"Det burde jeg, og det ville jeg med glæde, hvis jeg kunne!" sagde jeg hårdt, men han afbrød mig; "Det kan du sagtens. Har du ikke lige sagt der intet er imellem os? Hvorfor blander du dig Kim? Gå hjem," han lavede et vift med hånden, hvilket gav mig lyst til at slå ham i gulvet. Og nu vi er inde på det, så kunne jeg ikke lade være med at undre mig over det sår han havde på kinden.

Havde han været ude for endnu et slagsmål?

"Det her handler ikke kun om os Harry! Forfanden, så du ikke hvad du havde gjort ved hende?!" Synet af hendes våde øjne, gav mig kvalme, især fordi jeg vidste hvor dårligt hun måtte have det.

"Du tager dem med hjem, giver dem falske forhåbninger, smide dem væk som om de er lort, og så går dine fans imod dem. Du ødelægger dem! Kan du ikke se det?" "- Du ved ikke en skid Kim, så hold din kæft," vrissede han hårdt, men jeg fortsatte. Jeg havde en masse der skulle ud.

"Tænker du overhovedet ikke på andre? Du ud af alle mennesker burde fanme vide hvordan verden står til!"

"Hvad fanden mener du med det?" vrissede han, men igen ignorerede jeg ham og fortsatte.

"Du leger med folks følelser. Du fucker dine venskaber op. Ingen kender dig længere, ikke engang din bedste ven!  Du sårer dine fans, og du ødelægger dit job. Er du så blind, at du ikke kan se det?" Min stemme blev højere og højere, og pludselig kom der bare en masse blandede følelse skyllende ind.

"Du skrider i byen hver aften, og ender i lort gang på gang. Du skylder penge væk og..." "- Jeg skylder ikke nogen penge forfanden Kim!" råbte han, og slog sin hånd mod skabet. "- Hvad SÅ Harry?! Er du på stoffer, er det derfor?" skreg jeg, hvilket fik Harry til at klappe i.

Jeg kunne se hvordan hans øjne blev mørke af vrede. Hvis det ikke var fordi jeg kendte Harry, så var jeg nok flygtet for længst, men min vrede fik mig til at blive.

"Jeg vidste det," mumlede han og rystede på hovedet. Jeg forstod ingenting, men jeg fik ikke lov til at spørge hvad han mente, for det forklarede han kort efter.

"Du er præcis ligesom de andre. Jeg troede du var anderledes Kim. Jeg troede du, ud af alle, kendte mig godt nok til at vide, at jeg aldrig vil tage stoffer. Men jeg tog fejl. Du er lige så dum som de and.." "- Dum? Kalder du mig dum?" Hans ord havde såret mig, hvilket fik mine forsvarsmekanismer til at tage over, og afbryde, så jeg ikke blev endnu mere såret - men vred.

"Hvem er det der fucker med alle andres følelser og liv? Dig! Og så står du og kalder mig dum? Hvis noget er dumt, så er det fanme at tage stoffer og stå i lort til knæene!" Jeg grinte ironisk og rystede på hovedet.

"Du ved ingenting om mit liv! Selvom du prøver, så virker det ikke. Jeg ved ikke om du regner med at blive millionær på den skide bog. Men én ting ved jeg; du er ligesom alle de andre. Det eneste du er ude på, er at få mig til at fortælle en masse lort du kan sælge, men jeg kender typer som di.." Det var som at få stukket en kniv i hjertet da hans ord forlod han læber.

Det eneste jeg ville, var at hjælpe ham. Jeg havde sat så meget tid af til at hjælpe ham. Jeg var der for ham, og jeg havde set så meget lort, som aldrig var kommet ud. Og hvorfor? Fordi jeg holdt af ham. Jeg holdt af den idiot, og jeg hadede det.

Han fortjente at føle den smerte han udsatte alle omkring sig for, og eftersom jeg var vred, såret og skuffet, så blev jeg vidst den, som skulle gøre det - selv hvis jeg ville fortryde senere.

"Det eneste du kender til Harry, det er naivitet. Du går i din egen verden, hvor du tror alle piger er ivrige efter dig. Så finder du en der ikke er. Hun afviser dig blankt, men pludselig kontakter hun dig og er Perrie's bedstevenindes kusine - og du hopper på den. Du hopper på den med det samme fordi du ser din chance, for at nå igennem hende, bruge hende og smide hende væk, præcis som du plejer" Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Det var jo sådan det stod til.

"Du er så naiv, at du rent faktisk tror jeg er i gang med en fucking bog. Hvis jeg var i gang med en bog, tror du så ikke jeg ville bruge tid med de andre drenge? Hvis jeg havde gang i en bog, tror du så jeg havde rendt med dig i byen, og tror du ærligtalt jeg ville gå i seng med dig?" "Nej," mumlede Harry langsomt og rystede på hovedet, som om han ikke ville høre mere.

"Du er så naiv. Jeg skulle.."- Stop," sagde han hårdt, men jeg fortsatte. Han skulle føle den smerte jeg havde gået igennem for ham.

"Jeg skulle hjælpe dig, fordi dine venner ikke kunne længere. De var ved at opgive, og jeg valgte at hjælpe - netop fordi jeg ikke er som alle andre. Jeg falder ikke for dit lort! Men du er så blind. Du ser ikke hvilken skade du gør omkring dig. Jeg har aldrig nogensinde været i gang med den skide bog!" skreg jeg højt, men det døde hurtigt hen, da jeg blev skubbet mod væggen bag mig.

"Jeg sagde stop!" råbte han for at overdøve mit skrig.

Jeg kiggede hurtigt op. Harry stod med en hånd mod min hals, for at holde mig stille, og for at få kontrol. Han var vred, virkelig virkelig vred. Jeg kunne se og mærke det på ham.

Han skræmte mig.

Hans normalt ellers så grønne øjne, var helt mørke. De borede sig ind i mine, og hans vejtrækninger var hurtige. Jeg vidste jeg var gået over stregen. Jeg vidst jeg skulle have fortalt det på en anden måde, men jeg følte jeg blev nødt til at gøre gengæld for det han havde gjort.

Jeg følte mig brugt af ham. Jeg følte mig præcis hvad alle de andre piger følte. Jeg vidste ikke hvad der skete med Harry og jeg, men fordi vi blev uvenner, valgte han at gå i seng med en anden. Det gjorde ondt på mig, og det burde det ikke. Jeg burde være ligeglad med ham - præcis som jeg påstod jeg var.

Men jeg holdt af ham.

"Harry... je.." min stemme knækkede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Han fortjente at indse, hvilken skade han havde gjort, og hvor mange han havde såret, men jeg hadede at se ham sådan her. Jeg havde faktisk aldrig set ham, eller nogen for den sagsskyld, sådan før.

"Forsvind," mumlede han. Det gik op for ham, at han stadig holdt mig, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage.

Tårerne kom frem i mine øjne. Han havde aldrig bedt mig om at forsvinde.. Aldrig. Normalt ville han være så pissed at han enten skred eller diskuterede videre med mig, eller undskyldte.

"Jeg..." "- Forsvind sagde jeg!" råbte han så højt, at jeg automatisk snurrede rundt, og forlod værelset.

Jeg fik med slyngende bevægelser, bevæget mig hen til trappen. Jeg gik ned af dem, alt imens  tankerne fløj rundt i mit hoved. Det hele snurrede rundt for mig, og da jeg endelig kom udenfor, nåede jeg kun lige at finde et sted uden paparazzier, inden jeg brød sammen.

Jeg hev efter vejret, hulkede og græd. Jeg pressede hårdt min krop af væggen, for at glide ned langs den. Jeg hev mine ben hen til mig, slog armene om dem, og lagde hovedet på mine knæ. Flere og flere hulk kom ud, og de blev kun højere og højere.

Jeg havde ingen ide om hvor længe jeg havde siddet udenfor, men min mobil begyndte hvert fald at vibrere.

Jeg tog den op af lommen, og så det var Perrie. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, men jeg vidste, at jeg ikke kom herfra, hvis jeg ikke fik hjælp.

"Kim?" Sagde hun bekymret, hvilket kun fik tårerne til at starte på ny, og lidt efter hulkede jeg ind mobilen.

"Kim?! Er du okay? Hvad sker der? Hvor er du? Kim?" jeg kunne høre folk i baggrunden, men jeg måtte koncentrere mig om at fuldføre en ordentlig sætning.

"Bliv hvor du er Kim, vi er der om lidt. Og hey, dybe indåndinger, okay?" Jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det. Jeg havde det så dårligt. Jeg frøs, og jeg havde hovedpine.

Siden hvornår var jeg blevet så svag?

Jeg sad bare og stirrede ud i luften, da en bil trillede op foran mig. Perrie kom hurtigt ud og satte sig på hug foran mig.

"Kim? Kim, kig på mig," hun tog ved mit ansigt, så jeg kiggede på hende. Jeg kunne se hun virkelig var urolig. Jeg græd aldrig sådan her, aldrig.

"Hvad er der sket?" hun aede mig over håret, og hjalp mig op at stå.

"Jeg fortalte ham det hele," min stemme var en hvisken. Jeg orkede ikke at fortælle det hele.

"Hvad? Har han gjort dig noget?" Jeg rystede på hovedet og lod hende hjælpe mig ind i bilen, hvor Jade også sad og kiggede uroligt på mig.

Efter noget tid, havde Perrie opgivet at snakke med mig. Jeg havde ikke kræfter til det, og jeg orkede virkelig ikke. Jeg frøs og ville bare hjem, men det så ikke ud til at være planen.

Perrie snakkede i mobil med Zayn, og fortalte jeg var helt ude af den, og lidt efter var vi på vej hen mod Perrie.

Jeg kiggede endnu engang helt tomt ud i luften, mens et par tårer trillede ned af mine kinder, og landede på min håndflade.

***

"Han tager ikke mobilen," sagde en frustreret Louis. Jeg lukkede hurtigt øjnene i igen, da jeg kunne mærke Perrie kørte en hånd igennem mit hår.

"Louis, lad hende nu sove," sagde hun, da han vidst skulle til at vække mig. "Hun har fortalt Harry det med bogen, og hvis jeg ikke tager fejl, så føler hun sig udnyttet af Harry. Vi bliver nødt til at give hende tid, okay? Jeg er også nysgerrig, men jeg har aldrig set hende sådan her," mumlede hun for ikke at vække mig.

"Det ligner bare ikke Harry at ignorere os alle, og da slet ikke hans mor," mumlede han og satte sig i sengen så den rystede en smule.

Jeg måtte bide i puden, for ikke at hulke højt igen. Jeg skulle slet ikke have bragt hans mor ind i det her.

Jeg bebrejdede mig selv for det her, eller noget af det, faktisk det hele.

Harry var som han var, og ligesom jeg blev vred i stedet for at græde, så var hans forsvarsmekanisme at lukke sig inde, og gøre hvad han kender til, når han ikke føler sig god nok, eller bliver såret. Jeg burde ikke have reageret som jeg gjorde. Jeg skulle have sagt det på en anden måde. Jeg vidste han ikke var i den bedste periode i sit liv lige nu.

Jeg burde være der for ham, men jeg kunne bare ikke se bort fra at han holdt så meget hemmeligt for mig, og at han gik i seng med en anden.

Jeg var meget loyal omkring et forhold. Jeg hadede hemmeligheder, og hvis det var sådan det skulle blive ved... Jeg kunne ikke. Jeg måtte også tænke på mig selv.

Jeg måtte være stærk og glemme Harry. 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Hvor er det her bare herre trist, og der er ikke spor mange kapitler tilbage, og Kim vil ikke Harry mere, og de skændes. :(( Det gjorde ONDT at skrive det her kapitel, fordi Kim græder og Harry er trist. Øv. :( Og undskyld der er gået så lang tid, jeg har ikke engang en undskyldning længere?? Jeg ved ikke hvorfor der er gået så lang tid, for jeg elsker at skrive på den her! Øv, men ja øv :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...