Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

765Likes
610Kommentarer
96761Visninger
AA

15. 13 ✻ - "Harry is in love with you."


"Det' Kim, hvilket du nok godt ved, siden du ringede til mig," sagde jeg og satte mobilen på højtaler, da jeg var i gang med at sætte mit hår. Harry havde skrevet, at han var på vej. Vi skulle ud og spise morgenmad sammen.

Det var ikke rigtig noget nyt. Harry og jeg havde brugt rigtig meget tid sammen før det med Jennifer, og så selvfølgelig efter, selvom det var for nyligt. Faktisk i går.

Nå. Jeg var stadig så stolt af ham. Jeg havde selvfølgelig nydt at svine Jennifer til, selvom jeg langt fra var begyndt, før Harry stoppede..... meeen, vi fik nok også mere ud af hans ord, end vi ville have fået ud af mig.

Det ville nok være noget med kælling, eller værre. Måske et par lussinger eller to. Måske fem, så hendes flotte ansigt kunne blive fuldstændig smadret, for jeg var så træt af hende.

Hun havde ødelagt den Harry, som jeg aldrig havde mødt. Han havde dog lukket sig mere og mere op for mig på det seneste, og efter hvad Perrie havde fortalt, så var hans gamle 'jeg' ved at komme tilbage.

Og når vi snakker om at ændre sig, så var der også noget i mig, som havde ændret sig. Jeg havde haft så ondt af Harry forleden, at jeg havde ladet ham kysse mig i offentligheden.  Selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej, men nu havde jeg sikkert givet ham falske forhåbninger. Tænk hvis jeg havde afvist, og han så var blevet endnu mere ked af det, på grund af Jennifer?

"Kim?" jeg blev afbrudt af stemmen i telefonen. Noget sagde mig, at han, Louis, havde sagt mit navn flere gange.

"Oh, ja?" jeg kiggede ind i spejlet, og kunne mærke hvordan min arm byggede en smerte op, fordi jeg åbenbart havde stået med den i vejret lidt for længe.

"Jeg spurgte, om du var klar over billederne, hvor I kysser, er overalt?" Jeg skar en grimasse. Selvfølgelig vidste jeg det. Jeg kunne ikke undgå det.

"Ja, det er ikke fordi jeg bor under en sten, Louis," grinede jeg, hvilket ikke smittede af, som det normalt ville have gjort.

"Hvad er der i vejen?" spurgte jeg derfor, hvilket fik Louis til at sukke i baggrunden.

"Harry har ændret sig, rigtig meget. Han kom forbi for at snakke med mig. Han åbnede sig for mig Kim. Det har han ikke gjort længe."

Hvorfor lød han så trist? Det var da ikke en dårlig ting, medmindre Louis ikke ville have den gamle Harry tilbage.

"Jamen, er det ikke det vi går efter?" jeg tog fat i en kam, for at gøre mit hår mere fyldigt, så jeg kunne sætte det op i en stor uglet knold.

"Jo, det er det vi går efter Kim. Det har været ideen med det hele indtil videre, men Harry ændrer sig kun på grund af dig."

Jeg kom med et kort hånligt grin, mest til mig selv fordi Louis' ord overraskede mig.

"Vel er det ej. Han er tydeligvis ved at se hvordan han har været, og nu vil han gøre det go-"

"- Kim, Harry finder automatisk den gamle Harry frem i sig, fordi du får ham til at føle sig tryg omkring dig - hvilket han ikke har gjort siden Jennifer. Han tog modet til sig, og sagde fra overfor hende, fordi du viste ham, at han var stærk nok til det."

Louis stemme knækkede en smule, og inden jeg kunne nå at tænke over, om han græd, snakkede han videre. Ergo græd han ikke. Hvorfor skulle han også græde?

"Han ændrer sig, fordi han ved du aldrig vil være sammen med den Harry han er nu, og han plejer at få hvad han peger på, og når du siger fra, så ved han at der er noget."

"Louis... hvor vil du hen med det her?" jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle svare. Jeg kendte slet ikke Harry, som han gjorde, så jeg kunne ikke modsige ham. Jeg var bare glad for, at min mission lykkedes.

"Kim, Harry er forelsket i dig."

Og det var der mit liv gik i stå et kort øjeblik, inden jeg fór hen til mobilen, og tog den op til øret.

"Vel er han ej," grinte jeg kort, men lignede et lig i ansigtet.

"Kim, jeg snakkede med ham i går," sagde Louis og lød virkelig alvorlig.

"Jamen nej. Louis, Harry vil kun alt det med mig, fordi han vil overbevise sig selv om, at han kan få alt." 

Det var da derfor, ikke? Jeg mener.. Harry fik jo endelig sit kys i går, og vi havde jo været i seng sammen og... og han var her stadig.

"Fuck," udbrød jeg og satte mig på sengen, da det langsomt gik op for mig.

Der var stille et øjeblik. Jeg vidste Harry var på vej, men jeg kunne slet ikke tage mig sammen lige nu.

"Hvad skal jeg gøre Louis?" hviskede jeg næsten. Harry kunne ikke være forelsket i mig. Det var bare så forkert. Han skulle finde en der kunne gøre ham glad og gengælde følelserne, ikke?

En der kunne overtage Jennifers plads! Tanken gjorde mig pludselig en smule dårlig. Tanken om Harry og en anden sammen, var bare forkert. Men det var jo det rigtige.

"Holder du af ham?" sagde han stille, hvilket fik mig til at nikke, inden det gik op for mig, at han ikke kunne se mig.

"Selvfølgelig holder jeg af ham!"

"- Så lad være med at såre ham," sagde Louis en smule hårdt. Det mindede mig om ham i starten, da han slet ikke troede på, at jeg kunne klare det her.

"Du skal ikke ødelægge ham Kim. Han er ikke klar til det igen." "Nej," mumlede jeg lavt, for han havde ret. Men hvad skulle jeg gøre, når Harry var forelsket i mig, og det ikke var gengældt?

"Jeg håber du ved hvad du gør Kim," jeg skulle til at svare, men blev afbrudt. "Lad være med at give ham falske forhåbninger."

"Hvad mener d..."

"- Lad være med at kysse ham igen, før du ved hvad du vil." Hans stemme var blid, men der var bare et eller andet bag den..

Jeg sukkede tungt, og kunne så høre noget banke på.

"Jeg må smutte," sagde jeg hurtigt og lagde på. Jeg rejste mig hurtigt op, og kiggede mig i spejlet. Mine øjne så pludselig helt døde ud, og mine tanker var helt fucked.

Hvad skulle jeg gøre? For søren!

✘✘✘

Jeg havde fundet min bog med ingen notater frem, for at lade som om jeg skulle skrive om Harry igen.

Det havde været aftalen fra starten af, at jeg fik lov at skrive om ham, og senere hang vi ud sammen.

Han var iført en sort t-shirt og sorte bukser. Selvom det ikke var noget specielt, så så han bare alt for godt ud, og det irriterede mig, for denne gang fik jeg det dårligt, når jeg kiggede på ham, fordi jeg havde fået ham til at tro noget, som ikke var rigtigt.

"Er du langt med den?" spurgte Harry om. Jeg kiggede hurtigt hen på ham, "huh?" et smil gled over hans læber. "Bogen," han kiggede på den, inden han kiggede op på mig. Hans øjne fangede mine, men kun lige, for jeg fjernede hurtigt mit ansigt.

"Ja, der er ikke så meget tilbage!" Jeg tvang et smil op, og lod som om jeg skrev noget, men det var nu kun en trist smiley.

"Hvad mangler du?" han lænede sig hen imod mig for at se ned i bogen, men jeg fjernede den hurtigt og lagde mine ben over kors.

Jeg følte mig så utilpas lige nu. Det var som om jeg ikke kunne få luft ordentligt, Jeg følte mig som et forfærdelig menneske. Hvad nu hvis jeg var grunden til at Harry blev sådan igen? Måske værre? Så mange fans ville blive skuffet, og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv.

For det var mig der gav ham falske forhåbninger.

"Din fritid. En forklaring på dine vilde byture," jeg kiggede på ham, og så at hans smil faldt en smile.

"Der er ikke så meget at sige. Jeg levede livet," grinede han kort, hvilket fik mig til at løfte et øjenbryn.

"Hvordan kan du leve livet, når du var omringet af Tyler og Zac?" Jeg vidste det var et område han ikke ville snakke om, men jeg kunne ikke lade være.

"Zac var der ikke altid, kun sjældent når han skulle hente pe... sine ting," sagde han og kiggede usikkert væk.

"Er det stoffer han tog?" Harry kiggede hen på mig, og rystede på hovedet.

"Kan vi ikke lade det ligge?" han prøvede at sende mig et smil, men jeg sukkede. "Hvis du vil have folk skal ændre syn på dig, så må du fortælle mig om det."

"Jeg behøver vel ikke fortælle om mit privat liv, så folk ikke dømmer mig," sagde han en smule hårdt.

Jeg sukkede tungt.

"Hvorfor er det sådan et hårdt emne for dig? Er det fordi Zac har noget på dig, eller fordi Tyler har? Jeg forstår det ikke. Skylder du nogen penge?" Jeg kunne se, at jeg havde gået over grænsen, for Harry's øjne blev pludselig mørke af vrede.

"Selvfølgelig skylder jeg ikke penge, hvem tror du jeg er?" Jeg kunne straks mærke, at han satte sin mur op igen, og gik i selvforsvar.

"Jamen hvad fanden er det så? Truer de dig? Tving.."

"- Kim, lad det nu ligge!" han hævede stemmen, og det burde få mig til at holde kæft, men det var bare som om jeg blev nødt til at blive ved.

Som om jeg blev nødt til at skubbe ham væk, fordi han kom for tæt på mig.

"Du gør det overhovedet ikke let for mig at stole på dig!" nærmest råbte jeg, hvilket kom bag på ham.

"Jeg stoler heller ikke på dig! Ikke længere. Hvorfor er du så ivrig efter at vide det? Har nogen betalt dig for at få det at vide, så de kan være de første til at fortælle hele verden, hvilken nar jeg er?" han svingede ud med armene, men det gjorde mig ikke bange for ham, overhovedet.

"Er det hvad du tror om mig?" spurgte jeg koldt og rejste mig op, for at ligge armene over kors.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal tro om dig Kim! Det ene øjeblik er du okay med, at jeg ikke fortæller dig det, og det næste er du helt vildt efter at vide det. Hvad fanden vil du så have jeg skal tro? Jeg kan ikke fortælle dig det, og hvis du ikke stoler på mig, hvordan skulle jeg kunne stole på dig så?"

"Oh, måske fordi jeg har været her gang på gang, når du har fucket det op for dig selv? Hvorfor skulle jeg gøre det, hvis jeg bare brugte det for at få sladder ud af dig?"

"For at få min tillid!" råbte han højt.

"Jeg ved allerede mere end alle andre gør om dig og dit band Harry, og ingenting er kommet ud! Og hvorfor tror du det ikke er det? Fordi jeg holder af dig!" jeg kunne mærke det hele bare blev for meget. Alle mine følelser braste ned over hinanden.

"Hvad så med at vise det i stedet for din mistillid hele tiden? Det er ikke første gang du bare dømmer mig. Hvis du virkelig holdt af mig, så ville du stole på mig og je.."

"Oh, du skal da nok være den sidste til at vise tillid til en du 'holder af'. Jeg ved udmærket hvad du er ude på Harry, og du kan godt droppe det. Jeg er ikke ude på bare at være endnu en af dine piger!" skreg jeg næsten, for derefter at gå hen mod døren.

Jeg blev nødt til at komme ud. Det burde ikke ramme mig så hårdt, og jeg burde holde fokus, men jeg kunne slet ikke. Der skete alt for mange ting på så kort tid.

Det ene øjeblik får jeg at vide Harry er forelsket i mig, og det næste, så står vi og råber og skriger af hinanden... Men alligevel var der en lille stemme, som fortalte mig, at det her var min måde at tackle det hele på. Det var min måde at holde følelserne væk, selvom det ikke gik særlig godt.

Harry havde såret mig. På hvilken måde, det havde jeg ingen ide om. Jeg følte bare jeg blev nødt til at give igen, selvom jeg nok gik over stregen.

Men han kunne ikke være forelsket i mig. Det var forkert. Jeg var ikke til forhold, eller til kendte mennesker. Det sagde jeg fra starten.. Men at have tanken om, at jeg kunne fucke Harry op igen, det burde have stoppet mig.

Men måske havde jeg netop ikke ladet det stoppe mig, fordi det kunne være en chance for Harry, så han indså, at han ikke var forelsket i mig, og ikke var ude efter en som mig.

Måske var jeg egoistisk, men jeg gjorde det for os begge. Så hurtigt kunne Harry da heller ikke forelske sig.

Jeg smækkede døren efter mig, og kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på. Jeg var i mit eget hus, så der kunne jeg ikke søge hen. Derfor så jeg kun en mulighed, og det var at komme væk, før jeg virkelig fik sagt noget jeg ville fortryde.

Jeg fandt min mobil frem, og fik trykket Perrie's nummer ind. Jeg nåede kun lige at smække hoveddøren efter mig, før hun tog den.

"Babyyyy," sagde hun ind i mobilen, hvilket fik mig til at smile bag mine tåre. Jeg kiggede tilbage mod huset, hvor Harry stadig var inden i.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg tog mig sammen, og tiggede Perrie om at hente mig, selvom Zayn var der.

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Oh, det var for meget for Kim ): Hvad siger I? Havde I set den komme med at Harry indrømmede at han var forelsket i hende, og hun så afslog? Altså ikke direkte til ham, men til os? Hvad tror I der sker nu? :( 
og undskyld ventetiden, det sker slet slet ikke igen, for nu starter alt det spændende, bum :Dxx

- Thea

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...