Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

766Likes
610Kommentarer
97470Visninger
AA

13. 11 ✻ - "You're good enough."


Klokken var ikke mere end lidt i syv, og eftersom jeg ikke havde hørt fra Harry de sidste tre dage, ja selvom jeg skrev til ham, så fik jeg intet svar, så man kunne vidst roligt sige, at jeg troede han ikke ville mig mere.

Selvfølgelig lavede det et lille sår i min selvtillid, men måske var det også for det bedste, for nu havde jeg tid til Perrie, og jeg skulle ikke babysitte længere.

Selvom jeg måtte indrømme at jeg savnede ham lidt. Vi havde trods alt bygget et venskab op, eller jeg var. Mit syn på Harry havde ændret sig, og selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så var Harry sød og jeg følte mig tryg ved ham.

Jeg havde måske håbet lidt på at Harry ville have det på samme måde som jeg havde, for det betød jo vi var et skridt tættere på at få en bedre Harry frem, for når han var sammen med mig, så var han altid så venlig, og lad os se bort fra charmende.

Okay, lad os bare indrømme, at jeg savnede ham mere end bare lidt. Jeg havde brugt meget tid sammen med ham, og han fik mig til at føle mig anderledes - ment på den måde at jeg følte jeg havde andre venner end Perrie.

Nå, men tilbage til emnet. Klokken var ikke mere end lidt i syv, og her sad jeg, hos Louis sammen med de andre drenge, som var helt forvirret. De ville ikke sige noget får Liam kom, og jeg blev mere og mere nervøs. Måske havde Harry ikke kontaktet mig i tre dage, fordi der måske var sket ham noget?

Urg, det håbede jeg ikke. Men i det mindste ville jeg ikke føle jeg blev droppet, det var da godt, ikke? Medmindre han faktisk havde droppet mig fordi medierne gik amok over os.

"Vi har et problem," var det første Liam sagde, da han trådte ind af døren. Vi kiggede alle hen på ham.

"Jennifer er i byen, og jeg opfordrede Harry til at tage hen og møde hende, da hun havde skre..."

Jeg kiggede på de andre drenge og så hvordan deres ansigtsudtryk ændrede sig.

"Hvem fanden er denne Jennifer?" udbrød jeg forvirret.

"Harry's xkæreste," sagde Louis som om det var et ligegyldigt spørgsmål, men for mig var det vigtigt, for det var som om mit hjerte gik i stå et kort øjeblik.

Jennifer. Jeg have hørt om hende. Det var hende, hende der ... hende der Harry's x kæreste!

"Hvad hvis de bare er ved at få løst tingene?" spurgte Louis, og skar en grimasse af det han selv sagde. "Selvom jeg ikke bryder mig om hende, så er det vel godt. Begyndte det her ikke efter hun knuste hans hjerte?" sagde han og lød virkelig som en bekymret bedsteven.

De skulle til at diskutere videre, men Liam lavede en vild armbevægelse så jeg var ved at falde af stolen, men hvad han sagde efterfølgende gjorde at ingen lagde mærke til det - næsten heller ikke mig selv.

"Jennifer elskede aldrig Harry. Hun brugte ham, og nu vil hun fremvise sin nye kæreste," sagde han og så virkelig nevøs ud.

Måske var jeg dum af og til, men jeg vidste udmærket at det ikke ville ende godt. Jennifer ville vise sin nye kæreste til Harry, som ikke engang var kommet over hende endnu, og det ville ødelægge ham endnu mere, hvilket betød det blev endnu svære for mig at gøre hvad jeg skulle for at gøre ham god!

Jeg fik ikke rigtig hørt resten da jeg sad i min egen verden, men da jeg så kom ud af den, spurgte Zayn forvirret Liam, om Harry selv havde fortalt ham det, og til vores alles overraskelse, så havde han selv fortalt Liam det.

"Den møgkælling!" udbrød Louis og slog end i bordet.

Åh nej.

Harry skulle for gudsskyld ikke ødelægges endnu mere. Han var ikke engang over det endnu, for søren!

"Kimb..." De vendte langsomt ansigtet hen imod mig, og fordi jeg havde forudset det her, så havde jeg allerede udtænkt en plan.

"Jeg ved det, jeg ved det," sagde jeg og hoppede ned fra stolen.

"Pak jeres ting, og sørg for en bil, for vi skal på natklub."

✘✘✘

"Kim, er du sikker på det her?" spurgte Niall da vi sad i bilen på vej derhen. De lød ikke super begejstret for min ide, og for at være ærlig, så vidste jeg heller ikke helt selv hvad min ide var. Jeg vidste bare, at Harry virkelig havde brug for sine venner, hvis Jennifer virkelig smadrede hans hjerte igen.

Og jeg var en af hans venner, og jeg ville være der for ham.

"Ja, medmindre i vælger at springe på ham så snart I ser ham - så lad vær med det. Jeg klarer det her." Sagde jeg selvsikkert, selvom jeg ikke vidste hvad fanden jeg skulle stille op. Jeg ville gerne redde Harry fra det her, men hvordan?

Heldigvis lå natklubben ikke langt fra hvor de boede, så vi parkerede hurtigt bilen og gik ind bagved, da ingen skulle se os - eller drengene.

Jeg braste ind af døren og kiggede forvirret rundt. Musikken var høj, og der var flere mennesker end der plejede, men det afholdt mig ikke fra at finde Harry ved et bord, med en blond pige og en stor dreng, men det var ikke helt det mine øjne lå på, nej det var Harry's som borede sig ind i mine, hvilket betød han havde set mig.

Mit hjerte slog hårdt i mit bryst. Var han sur?

Harry vendte langsomt sit blik mod Jennifer da hun spurgte om et eller andet. Jeg kiggede hen i et hjørne, hvor de andre drenge var. Deres blikke lå på Harry. Deres øjne var fulde af sorg. De savnede virkelig deres bedsteven...

"Åh for søren," mumlede jeg for mig selv, inden jeg satte kurs mod bordet, og satte mig idet Jennifer med sin irriterende stemme, spurgte om Harry havde en kæreste.

De kiggede alle sammen hen på mig da jeg satte mig ned. Jeg slog et stort smil op, og kunne mærke Harry allerede slappede mere af. Det var da en god ting, ikke?

Men han havde droppet mig i tre dage!

Og det havde jeg slet ikke tid til at tænke på lige nu. Det her handlede om Harry, ikke mig.

"Det her er Kim," præsenterede Harry mig, inden jeg rakte min frem mod Jennifer.

"Kim, er det en forkortelse?" spurgte Jennifer om. Hendes undertone var fuld af jaloux, og det gav mig en smule lyst til at grine, for Harry havde jo kun præsenteret mig - ikke ligefrem kysset mig foran hende, vel?

Selvom det nok kunne være sjovt. Hun så ud til at være træls. Hendes perfekte ikke slidte hår irriterede mig.

"Du kaldte mig aldrig kælenavne, Harry," udbrød Jennifer, hvilket fik mig til at klukke, inden jeg hostede, hvilket ingen af dem så ud til at lægge mærke til.

Pludselig var det som om hun kom i tanke om sin kæreste ved siden af hende. "Heldigvis er Brad meget bedre. Han kalder mig Jen," sagde hun og smilede stolt. Jeg bed et grin i mig.

Jen..  Hvor kreativt af ham at tage de tre første bogstaver af hendes navn. Sikke et sødt kælena... Kim. Kim var også de tre første bogstaver af mit navn. Okay det tæller ikke. Mit lød godt. Man kunne faktisk hedde Kim. Hvem hed Jen?

"Men hvem er du så? Er I venner?" spurgte Brad mig om, hvilket fik mig tilbage til virkeligheden.

Jeg kiggede på Harry som så forvirret ud. Hans blik gled kort over på mig. Hans øjne var fuld af usikkerhed. Det lignede ikke Harry.

"Vi er kærester," udbrød jeg for at redde Harry fra den stilhed der var ved at lægge sig. Jeg kunne se et smil glide over Harry's ansigt, samt jalousien gled over Jennifers.

Det var rart at se. At hun sådan ødelagde Harry skulle hun ikke slippe godt fra.

"Hvordan mødtes I så?" spurgte Jennifer. Og der var jeg så så smart at jeg havde udtænkt en plan.

"Min bedsteveninde introducerede os for hinanden. Og siden da slog det bare klik," sagde jeg og kiggede op i luften et kort øjeblik for at gøre det indlysende.

Mit blik faldt derefter hen på Harry som sendte mig et smil som jeg hurtigt gengældte. Jeg kunne mærke hans hånd strejfe min, inden han forsigtig tog ved den, for at spørge om det var okay. Da jeg ikke trak min hånd fra mig, gav han den et klem.

"Elsker i så hinanden?" spurgte Jennifer om, hvilket virkelig kom bag på mig. Det ragede da ikke hende?

Harry's blik flakkede kort. Hvorfor gjorde hun det imod ham? Hvorfor gjorde hun den mest charmende dreng jeg kendte, så usikker? Sådan var han slet ikke. Bitch.

Det lignede Jennifer slet ikke troede en skid på det. Jeg var Kim og jeg kunne ikke lade sådan en bitch gå herfra og være stolt og glad, og tro hun var bedre end Harry.

Derfor smilede jeg kærligt og vendte mit blik hen mod Harry, som til min overraskelse også kiggede på mig. Vores ansigter var tættere end jeg havde regnet med, og fordi jeg nærmest kunne mærke hvor sur Jennifer var ved det hele, så kyssede jeg lidenskabeligt Harry på munden - og spørg mig ikke hvor det kom fra, please don't.

I det tanken om at jeg rent faktisk nød det her kom frem, blev to stole skubbet tilbage. Jeg trak mig en smule tilbage da jeg kom i tanke om hvor vi var, og hvem jeg kyssede.

Jeg kiggede til siden og så Jennifer og Brad havde forladt stedet, og det fik mig til at smile til Harry.

"Det klarede vi da meget godt!" sagde jeg og gjorde tegn til en high five, hvilket Harry tøvende var med på.

"Tak Kim," sagde han og kiggede mig dybt i øjnene.

"Så du hendes ansigt?!" grinede jeg og slog i bordet, men Harry blev ved med at være rolig.

"Hvordan vidste du jeg var her?" spurgte han igen om. Jeg stoppede langsomt med at smile og bed mig selv i læben.

"Well, eftersom du ignorerede mig i tre dage," han klemte kort øjnene sammen da jeg nævnte det. Øh hvad? "

"Så blev jeg jo nødt til at finde ud af hvad du lavede, for du kan ikke bare afvise mig!" Jeg lagde armene over kors og sendte ham et smil, så han så jeg ikke mente det alvorligt. Jeg kunne umuligt være sur efter det med Jennifer. Hendes ansigtsudtryk var stadig priceless!

Men det virkede lidt som om Harry ikke var særlig glad. Hvorfor var Harry ikke særlig glad?!

"Hey, op med humøret big boy," sagde jeg og puffede til ham, hvilket kun fik ham til at smile en smule.

"Kom," jeg rejste mig op. "Lad os danse," og uden Harry fik lov at svare, trak jeg ham ud på dansegulvet, eller næsten. Harry begyndte at gå langsommere, og da jeg kiggede på ham, lå hans blik på drengene. Han så helt forvirret ud, og det fik mig til at gå hen til ham.

"Liam skrev til mig at du var her. Du svarede jo ikke på mine beskeder, så jeg måtte gå til nogle andre," jeg lagde mine hænder på hans skuldre bagfra, og sendte ham et smil.

"Jeg er glad for de er her," hørte jeg Harry sige, inden han sendte mig et smil, og tog ved min hånd. Mit blik fløj med det samme hen på drengene, som selv stod og smilede, og lige nu føltes det hele som en drøm.

Alt var godt lige nu - og nu skulle der danses.

✘✘✘

Og det var altså sådan min ellers friaften blev ændret til en fuld aften. Jeg brød mig ikke om at drikke, og det var nu heller ikke fordi jeg var særlig fuld, men det var Harry og de andre drenge -minus Liam.

De snakkede faktisk sammen, og de grinte. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Selvom jeg kun kendte én Harry, så måtte den Harry være på vej tilbage til sit gamle jeg, for selv Louis var glad.

Og de drak, og var fulde, og det var sødt.

Og pludselig som jeg stod og dansede, kom jeg i tanke om at jeg også skulle hjem på et tidspunkt, og det fik mig til at mærke mine lommer igennem for min nøgle, og der var ingen skide nøgle.

Åh nej.

Jeg bed mig hårdt i læben og rystede på hovedet. Jeg råbte til Niall, som jeg dansede med lige nu, at jeg gik hen til de andre drenge. Jeg blev nødt til at overnatte et sted, eller i det mindste få Zayn til at køre mig hjem til Perrie.

Forfanden hvor var det typisk mig.

"Hey guys," råbte jeg og fik stoppet deres snakken.

"What up?" råbte Louis glad. Jeg sendte ham et stort smil, inden det hurtigt faldt af igen.

"Jeg har glemt min nøgle, hvilket betyder en af jer skal få mig sikkert hjem, og gerne til Perrie." Jeg var krævende, jeg vidste det godt.

"Du kan bare sov.." skulle Zayn til at sige, men Harry afbrød. "Du kan bare sove hos mig," han sendte mig et smil, og fordi Harry troede at drengene troede at Harry og jeg var ved at have noget sammen, så derfor kunne jeg jo ikke bare sige nej - så ville han da undre sig rigtig meget.

"Tak," jeg sendte ham et smil og kunne se Louis også sendte mig et smil, men det så underligt ud.

Jeg sukkede og satte mig på en stol og greb ud efter en drink, men kom så i tanke om jeg slet ikke havde lyst til den.

"Du siger bare til når du vil hjem," hørte jeg Harry sige, hvilket fik mig til at kigge på ham med store øjne.

"Ville jeg ødelægge alt, hvis jeg sagde nu?" Jeg var træt, og jeg ville faktisk gerne hjem.

Harry rystede på hovedet, så hans krøller fløj rundt, inden han råbte til de andre vi tog hjem.

"Vi ses Kim!" råbte Niall mens Liam råbte et eller andet som jeg ikke hørte, for vi var allerede på vej hen mod døren.

"Har du jakke med?" spurgte han om, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Han grinte kort og åbnede døren, inden han gik ud. Han gik ret skævt, hvilket bare bekræftede min teori om at han altså var fuld, ha.

"Harry!" hørte jeg en råbe højt. Et øjeblik havde vi vidst begge glemt at medierne vidste hvor Harry plejede at hænge ud.

Harry kiggede hurtigt hen på mig med et undskyldende blik, inden han trak mig hen ved siden af sig.

"Harry, er det Kimberly? Er i sammen?" råbte de og tog billeder. Harry lod sin hånd tage fat i min, hvilket ikke var første gang, men lige nu var jeg ret ligeglad.

Jeg havde for søren lige kysset ham.

Resten skete ret hurtigt. Der kom en taxa hen og holdt ved siden, og hurtig steg vi ind i den.

Jeg satte mig tungt i sædet og kiggede op i bil loftet.

"Tænk du kan holde det ud," grinede jeg og kiggede hen på Harry, som bare nikkede og sendte mig et smil. Der var et eller andet der plagede ham. Hvorfor var han pludselig trist igen?

Hvis det her var en film, så havde vi spolet i den. Turen hjem var stille og rolig, og da vi kom hjem til Harry, kunne jeg endelig slappe af.

Mens Harry ordnede et eller andet med nogle dyner på sofaen, gik jeg ud i køkkenet og fandt et glas, for at hælde vand op i det.

Jeg kunne virkelig godt mærke hvor træt jeg var - men dog også forvirret. Harry havde fortalt Jennifer at hun havde brugt ham - at hun ikke elskede ham. Men hvorfor? Hvordan kunne man ikke elske ham? Ikke at jeg elskede ham, men man kunne ikke bare.... gøre sådan noget.

Harry var en så venlig person, at det ikke gav mening at nogen ville bruge ham - og da slet ikke Jennifer som måtte have kendt den glade endnu mere charmerende Harry.

Jeg ville gøre alt for at lære ham at kende, virkelig. Åh, jeg hadede Jennifer.

"Jeg har redt op på sofaen, medmindre du vil sove i sengen?" Jeg fik et chok og vendte mig hurtigt rundt. Harry havde skiftet til en sort t-shirt og nogle shorts. Jeg kiggede kort op og ned af ham, inden jeg langsom nikkede.

Hans grønne øjne fandt mine, inden han lænede sig op af dørkarmen.

"Kim, tusind tak for det i aftes. Det skulle du ikke have gjort," mumlede han og kiggede væk - igen kom hans usikkerhed frem.

Hvorfor? Sådan var Harry ikke, eller var det den rigtige Harry? Eller den Jennifer havde fået frem i ham?

Jeg stillede glasset på bordet og tog et skridt hen imod ham.

"Jeg ville gerne hjælpe dig," sagde jeg roligt og trådte lidt tættere på. Han nikkede kort og blinkede et par gange.

Jeg brød mig ikke om at se ham så sårbar, men måske var det nu jeg skulle bruge det til min fordel.

Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke bare gøre som Jennifer. Jeg blev nødt til at hjælpe ham og vide hvad Jennifer gjorde ved ham.

"Harry?" sagde jeg roligt og trådt lidt tættere på ham. Han kiggede langsomt op på mig og fangede mine øjne, eller måske fangede jeg hans.

"Hvorfor lader du hende gøre det imod dig?" spurgte jeg stille om - næsten med en hviskende stemme.

Jeg kunne se noget ændre sig i hans blik. Det var et svært emne for ham, det vidste jeg det var.

"Gør hvad?" sagde han uviden, selvom jeg vidste det var skuespil. Derfor trak jeg på skulderne. "Det må du fortælle mig. Hvad gør hun imod dig så du er så usikker?" Jeg trådte endnu et skridt tættere på, hvilket så ud til at have en reaktion på Harry.

Han så pludselig så lille ud. Jeg spekulerede kort på om han havde lagt sine vægge ned et kort øjeblik.

"Hun brugte mig. Jeg var aldrig god nok Kim," sagde han og så ud til at fortryde. Hans vægge var nede, og det gjorde næsten ondt at se ham sådan. Eller det gjorde ondt. Jeg brød mig ikke om det.

"Du er god nok Harry," sagde jeg lavt og løftede langsomt min hånd, for at ligge den på hans kind. Han var virkelig varm i forhold til min kolde hånd.

Jeg kunne se mine ord ikke rigtig ændrede hans mening. Han havde lige været helt ærlig overfor mig, og jeg kunne slet ikke engang finde ud af at gøre så han følte sig bedre tilpas.

"Hvorfor," mumlede han og kiggede mig i øjnene. Han skulle til at dreje hovedet igen, men jeg drejede det forsigtig og aede hans kind.

"Du må ikke lade hende have den magt over dig. Du er god nok. Selvfølgelig er du det! Du er Harry Styles," sagde jeg, hvilket åbenbart ødelagde det hele, for da jeg sagde hans navn, var det som om hele hans krop stivnede.

"Er det derfor du afviser mig?" hans stemme var så lav, men jeg hørte den tydeligt. Min mund blev helt tør, og forsigtig tog jeg min hånd til mig, og trådte et skridt tilbage.

Hvorfor var den her nu vendt hen på mig?

Det var Jennifer's skyld. Det var hende der gjorde ham så usikker, og fordi jeg afviste ham, så så han det også som et nederlag.

"Det er ikke på grund af dit navn, Harry," sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende. Hans øjne fandt mine og det pinte mig at se ham sådan der. Jeg var elendig til at trøste folk.

"Hvorfor så?" blev han ved. Jeg sukkede indeni.

"Jeg er ikke til popstjerner," fik jeg sagt før jeg kunne stoppe mig selv.

Fordi du ikke kan stoppe dig selv hvis du først lader ham komme tæt på.

"Damn it," mumlede jeg da Harry kiggede forvirret på mig. Jeg trådte et skridt hen til Harry, men min hånd fandt om hans nakke, og lidt efter lå hans læber mod mine.

Han var ikke langsom om at kysse igen. Faktisk udviklede han hurtigt kysset, og tog ved mine hofter, for at vende mig om, og skubbe mig ind i dørkarmen.

Hans læber lå så perfekt mod mine, og det her var så forkert som noget kunne være. Men det gjorde ondt at se ham være så ked af det, og jeg var en elendig støtte, og måske skulle jeg bare "get laid," nu fordi...

Okay jeg havde ingen grund til at jeg handlede som jeg gjorde. En del af mig havde vel lyst og jeg ville gerne hjælpe Harry.

Han var god nok. Jennifer skulle ikke få lov at ødelægge ham på denne måde. Han fortjente bedre.

"Kim," mumlede han mod mine læber, men jeg rystede hurtigt på hovedet og lagde mine hænder på hans bryst.

Tingene skete ret hurtigt. Pludselig skubbede jeg Harry ned i sengen, og satte mig på ham, inden jeg kyssede ham på munden.

"Harry, du er god nok," sagde jeg en smule hårdt for at overbevise ham. Han sagde intet, men jeg vidste han havde hørt det.

Fuck mit "jeg er ikke til popstjerner, eller en der har haft problemer med krøllehjernet" for det var jeg åbenbart.

Det var også alle hans blikke og hans charmende væremåde. Men jeg ville nok ikke fortryde, for jeg var ikke direkte forelsket i Harry. Jeg vidste bedre. Harry var ikke til forhold, og jeg var ikke til knuste hjerter.

Men det her havde vi nok begge brug for. 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

OH DAAAAAAMN! Så nu skete der noget, bum bum bum. Hvad tror I så der sker nu? :D Hva? Jeg kan hvert fald sige at JEG GLÆDER MIG til de næste kapitler, lalala :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...