Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

765Likes
610Kommentarer
96767Visninger
AA

12. 10 ✘ - "We're together."


”Okay, er I ved at være klar til koncerten?” spurgte vores manager, da vi sad til vores ugentlige møde. I dag havde vi fået at vide, at vi snart skulle begynde vores træning op til koncerten. Der var kun 25 dage til, tiden var gået så hurtigt. ”Harry, vi forventer meget af dig, da det er jeres største koncert nogen sinde.” Fokusset var rettet mod mig, og jeg hadede det som pesten. Hvad havde jeg gjort for at fortjene det? Okay, jeg havde været fraværende og de troede jeg var på stoffer. God grund. Men stadig.

”Ja, whatever,” hørte jeg mig selv sukke, mens jeg lod mine fingre glide igennem mit hår. Det gik først op for mig, hvad jeg faktisk havde sagt, da jeg hørte fem opgivende suk. ”Hvad?” spurgte jeg ophidset, og fik heldigvis Louis til at kigge op på mig. ”Jeg er bare irriteret, det er alt.”

Louis sukkede, ”og det er nyt eller?” Den gjorde ondt. Hver gang Louis snakkede ned til mig, følte jeg et hul i hjertet. Jeg måtte indrømme, at jeg virkelig savnede vores gode venskab. Det oplevede vi aldrig mere.

”Du opfører dig som dengang du slog op med-”

”Du vover på at sige hendes navn,” påpegede jeg, og kiggede hidsigt på Liam, der i selvforsvar tog hænderne op ved siden af ansigtet. Jeg kunne ikke klare mødet længere og gik ud på gangen. Da jeg efter en lang samtale med mine tanker i morges, om jeg nu skulle komme eller ej, havde jeg valgt at gøre det. Men havde jeg fået at vide, at hun ville blive samtaleemnet, så var jeg aldrig dukket op.

Siden Jennifer havde kontaktet mig, var det blevet endnu sværere for mig. Der var ikke bare kommet én sms, men hele fem. Den første så jeg aftenen efter at have reddet Kim fra Daniel, og den seneste havde jeg modtaget i morgen. Hun måtte virkelig have et ønske om at gøre mig til grin. 100 % at det var, hvad hun ønskede ved vores møde. Hun skulle ødelægge mig endnu engang, og eftersom hun virkelig havde gjort et godt job sidste gang, var jeg bange for, at jeg ikke kunne klare at sidde face-to-face med hende nu. Derfor havde jeg blot ignoreret hendes beskeder.

”Harry?” En genkendelig stemme ledte efter mig, da jeg hørte døren lukke bag mig. Noget indeni mig havde lyst til at blive ved hjørnet, hvor han ikke kunne se mig, men igen, så ville han bare tænke negativt.

Jeg trådte frem og fik en mærkelig øjenkontakt med Liam. ”Jeg vil gerne sige undskyld,” begyndte han og lod sin hånd klø ham i nakken. ”Det var ikke meningen, at-”

”Det fint, Liam,” løj jeg og gav ham et forsigtigt smil. Liam var skyld i, at mine tanker nu kun var om Jennifer. ”Det er bare svært for mig, når hun bliver nævnt,” forklarede jeg ærligt og lod mit blik studere det nyvaskede gulv i stedet for. At møde hans venlige øjne, ville let få mig til at bukke sammen.

”Jeg håber du ved, at vi drenge altid vil lytte, hvis du beslutter dig for at fortælle os om det,” jeg mærkede han smilede til mig, selv om jeg ikke havde modet til at kigge på ham. Jeg havde aldrig fortalt drengene, hvad der præcis var sket med Jennifer og jeg. De havde hørt det var slut på samme tid med pressen, og sådan havde det været siden. ”Husk det, Harry.” Først nu kiggede jeg på den muskeløse fyr foran mig, der var en af mine bedste venner. Og på grund af den tanke gav jeg ham et taknemmeligt smil. Tænk at drengene stadig var der for mig, selv i dag når jeg havde været sådan en idiot over for dem. De var ægte venner.

Og af den grund gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde troet. Jeg fortalte Liam om det. ”Hun brugte mig. Hun elskede mig aldrig.”

Mit svar fik Liam til at lave store øjne af mig. Han var ligeså overrasket over mig, som jeg selv var. Han kunne knap nok fatte, hvad jeg lige havde sagt. 1) fordi jeg snakkede om bruddet for første gang, og 2) fordi alle drengene troede Jennifer var en engel.

”Og nu kontakter hun mig så, og vil mødes.” Det var som om ordene var kogt over i min strøm af tanker, og nu blev kastet ud, uden jeg kunne nå at forhindre det.

Liam gav mig et forsigtigt smil. ”Tag af sted. Vis hende, at du er meget mere værd, end hvad hun tror. Hun har tydeligvis påvirket dig siden, Harry.” Roligt forklarede han mig, hvad jeg burde gøre. Men var det det rigtige? Liam vidste ikke, hvordan jeg højst sandsynlig ville opføre mig over for Jennifer. ”Hvornår har hun sagt at hun vil mødes?”

”Om fem minutter faktisk, men-”

”-så tag dog af sted. Harry, du kan godt,” han gav mig et blidt skub ned af gangen, og før jeg nåede at tænke det igennem, gav Liam mig intet valg. Jeg hørte nemlig kort efter døren ind til mødelokalet blive låst. Jeg var altså enten nødt til at vente i den her gang, eller tage til natklubben. Klokken var 18:55 – jeg kunne lige nå det.

Jeg troede aldrig, at jeg igen skulle se Jennifer igen. Men nu var mine planer altså at tage på natklubben, se på hende, og gå igen. Hun ville sikkert snakke til mig, men jeg ønskede ikke en samtale længere end ti minutter. Det at se hende med sit smukke blonde hår, var nok til at dræbe min selvtillid. Hun havde virkelig gjort et godt arbejde, da hun forlod mig.

”Harry!” Min verden frøs. Alt omkring mig stod stille, og da jeg kiggede på pigerne og drenge på dansegulvet, bevægede de sig ikke. Straks som jeg hørte stemmen gentage mit navn, prøvede jeg at vende mig om. Men i sekundet mine tanker besluttede sig for det, kunne jeg ikke bevæge mig. Sekunderne gik, og det var umuligt for at gøre noget som helst. Jeg var låst fast i min position, og kunne ingen steder gå.

”Rart at se dig,” smilede Jennifer drilsk og gav mig hånden. Musikken begyndte og alt omkring os blev igen livligt. Da mine øjne for første gang i lang tid mødte hendes, var det som om alt form for liv blev suget ud af mig. Bare med jeg-er-bedre-end-dig-blikket, mærkede jeg, at dette var en dårlig idé. Hun havde allerede taget over mine tanker, og på få sekunder følte jeg mig ubrugelig og ligegyldig. Jeg var bare en dreng ved navn Harry Styles, der ikke var i stand til at gøre noget som helst. Jeg var ikke noget værd, og ingen ville nogen sinde elske mig.

Hvorfor havde hun den effekt på mig?

”Det her er Brad, min nye kæreste.” Da hun kaldte en stor muskuløs mand over, kendte jeg Jennifer godt nok til, at hun sagtens kunne have fundet på at sige: Min nye fantastisk bedre-end-dig kæreste. Heldigvis droppede hun de tillægsord.

Brad lignede den rigtige type for Jennifer. Han gav mig hånden, og præsenterede sig. ”Brad Parker, økonomichef.” Mit blik kiggede hurtigt over på Jennifer. Den replik var helt sikkert øvet igennem. Hun var godt nok barnlig, når hun sådan ville prøve alt for at påvirke mig negativt. Og det gik desværre allerede godt.

”Harry Styles, sanger,” fortalte jeg og gav hans hånd et blidt tryk. Det var ikke tit jeg mødte drenge, der var højere end mig, men Brad måtte være over de to meter. Endnu en grund til at føle sig nedgjort.

Vi satte os ved et ledigt bord, og Brad tog straks sin arm rundt om Jennifers liv. ”Det er virkelig rart at se dig igen, Harry. Hvordan går det?” Hendes stemme forvandlede sig til en ækel en i mit hoved, selv om jeg godt vidste, det var en af de smukkeste stemmer, jeg nogen sinde havde hørt. Alt ved hende var billedskønt, hvis man kunne nøjes med at beskrive det ydre. Efter at hun havde droppet skuespillet, var det gået op for mig, at det indre var en hel anden sag.

”Det går fint, tak.” Det var med vilje, at jeg slet ikke spurgte ind til noget om hende. Jeg var nok påvirket i forvejen, og gad ikke høre om hendes liv med denne Brad. Det kunne hun godt glemme alt om.

Men det overraskede mig ikke, da hun alligevel svarede på mit ikkestillede spørgsmål. ”Brad og jeg har det også super godt sammen.” Hun kiggede på Brad, og efter at have hørt hende sige sandheden, kunne jeg se en ægte kærlighed, da de kiggede på hinanden. De gav hinanden et blidt kys på munden, og jeg mærkede mine knoer strammede sig sammen. Jeg skulle aldrig være kommet.

Jennifer, min ekskæreste, sad på den anden side af bordet og så alt for smuk ud. Hvorfor skulle jeg også have fundet en model? Det kom mig ikke til gode i dag, og da hun igen kiggede på mig, mærkede jeg alle mine tanker eksplodere. Jeg var grim, jeg var ikke god nok, jeg var ubrugelig, ingen kunne lide mig – det blev ved.

Lige indtil jeg så brunetten komme ind af døren. Jeg havde aldrig lagt mærke til, at hun stoppede tankerne om Jennifer, hver gang jeg så hende. Når jeg kiggede ind i hendes smukke øjne, følte jeg mig faktisk noget værd. Hun gjorde mig glad, og selv når hun var sur, havde jeg en gnist inden i mig. Og som jeg sad og blev bombaderet med spørgsmål af Jennifer, gik det op for mig, at Kim var kommet ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt. Kim som stod i dørkarmen og kiggede efter mig. Hvorfor var hun dog kommet?

Jeg havde droppet at lytte efter Jennifers spørgsmål, indtil ét helt specielt kom fra hende. ”Hvad så med kærligheden, har du en kæreste?”

Selvfølgelig kom det spørgsmål. Jennifer havde helt sikkert ventet på dette, så hun kunne få at vide, at jeg var svag uden hende. ”Jeg-”

Jeg blev afbrudt i min sætning, da jeg mærkede et sus ved siden af mig, og dér sad Kimberly. Hun overraskede alle ved hendes ankomst, og selv Jennifer rynkede brynene af den flotte brunette over for hende. ”Det her er Kim,” præsenterede jeg og så de to piger give hånd, mens de studerede hinanden. Jennifer med de pæne øjne. Kim med det smukke smil.

”Kim? Er det en forkortelse?” spurgte Jennifer jaloux, hvilket fik mig til at sætte mig ordentligt op i stolen. Jeg havde gjort Jennifer jaloux, bare ved at præsentere Kim.

”For Kimberly,” smilede Kim, og så også ud til at kunne mærke Jennifers følelse.

Hun fnøs kort efter, ”du kaldte mig aldrig et kælenavn, Harry,” sukkede hun, men huskede så straks sin kæreste på den anden side. ”Heldigvis er Brad meget bedre.” Hun smilede kærligt til Brad, ”han kalder mig Jen,” sagde hun stolt.

”Men hvem er du så? Er i venner?” spurgte Brad denne gang og kiggede skiftevis på Kim og Brad.

Hvad skulle jeg sige? Vi var vel venner, men mere end det kunne jeg desværre ikke præstere over for Jennifer.

Medmindre vi altså løj, som Kimberly gjorde. ”Vi er kærester.”

Hvad. Sagde. Hun. Lige? Hørte jeg virkelig rigtigt? Det måtte jeg have gjort, for Jennifers ansigtsudtryk var ubeskriveligt. Hun var alt muligt på samme tid – jeg kunne se jalousien i hendes øjne og mistroen ved hendes læber.

”Hvordan mødtes i så?”

Kimberly tog heldigvis over. ”Min bedste veninde introducerede os for hinanden. Og siden da slog det bare klik.” Et smil kom frem på hendes læber, da hun kiggede ind i mine øjne. Jeg smilede tilbage til hende, men forskellen på vores smil var, at hendes var en del af skuespillet, mit var ægte. Derfor tog jeg hendes hånd og gav den et blidt klem. Det ville jeg ikke have fået lov til, hvis det ikke alt sammen var skuespil.

”Elsker I så hinanden?” spurgte Jennifer, og kunne endelig få sin teori bekræftet: vi var ikke sammen. Det var nemt at se, at hun i den grad ikke troede på os. Det sidste jeg ønskede, var at gå herfra uden at vinde over hende, nu når jeg var så tæt på. Men hvad kunne jeg gøre?

Kim tænkte længere end jeg, og da jeg drejede mit blik for at kigge ind i hendes øjne, var de tættere på, end jeg havde regnet med. Vores blikke blev få centimeter fra hinanden låst fast i øjeblikket. Som vores læber mødtes langsomt og lidenskabeligt, glemte jeg alt omkring mig uden besvær. Intet andet var i mine tanker, end smagen af hendes kirsebær læbestift.

Mens jeg mærkede følelsen af at være elsket i nogle få sekunder, hørte jeg to stole blive trækket væk. Kim måtte have hørt det samme, for hun lod vores læber skilles og smilede fornøjet, da hun så Jennifer og Brad forlade klubben.

Jeg havde vundet.

”Det klarede vi da meget godt,” smilede Kim, og gjorde klar til at give mig en high-five, hvilket var det sidste, jeg havde lyst til. I de få sekunder vi havde kysset, havde jeg faktisk følt, at jeg var noget værd. Det sidste jeg ønskede lige nu, var at gå tilbage til vores on-and-off venskab. Jeg ønskede mere med Kim – noget jeg nok aldrig ville få. 

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

De kyssede!! Kan godt afsløre at Thea og jeg har ventet længe på det her!

Og undskyld det tog så lang tid, skal lige ind i gymnasielivet..

Håber I kunne lide det, og glæd jer til næste kapitel :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...