Hearts of darkness - One Direction

Midt i hendes sabbatår bliver Kimberly Coleman viklet ind i noget af en mission. Hun får 45 dage til at gøre verdensstjernen Harry Styles god igen. I de seneste måneder har Harry nemlig befundet sig på natklubber, mens hans bankkontos beløb falder og falder. Det er hans bandmedlemmer nervøse over, og spørger derfor efter Kimberlys hjælp. Men ingen af dem ved, hvad Harry egentlig har gang i. En ting er til at konstatere: han er ikke den Harry som alle jordens piger forelskede sig i, og bandets karriere rør ham ikke en dyt. Men er han virkelig så langt ude som drengene tror? Det skal Kimberly nå at finde ud af på de 45 dage. Kan hun finde frem til Harrys dybe hemmeligheder, og vigtigst af alt, kan hun få den gamle Harry tilbage inden tiden udløber? Helt uden følelser?

765Likes
610Kommentarer
96737Visninger
AA

3. ✘ 1 - "Harry, do you owe money to anyone?"


”Hvorfor går du allerede?” Jeg vidste det var hendes stemme, men mørket gjorde det svært for mig at se hende. Selv om jeg vidste hendes hår lå filtret ud over puden, mens hun havde det tynde lagen omkring sig, kunne jeg ikke finde hendes øjne. Ashley. Så vidt jeg huskede, var det hendes navn.

Jeg tog den hvide T-shirt op fra gulvet, rystede den, og iførte mig den, som jeg havde haft den på tidligere. Det var allerede anden gang på en nat, jeg samlede den op. Alkohollen havde gjort mig svimmel, så jeg nåede ikke rigtigt at tænke over mine handlinger. Men det var nu en sædvanlig rutine for mig.

Da jeg ikke fik svaret, åbnede hun munden igen. ”Klokken er jo slet ikke mange endnu.” Hendes stemme var en hvisken i forhold til råbene nedenunder.

”Arbejde.” Jeg ventede ikke engang på et svar fra hende, da jeg gik mod døren, klar til at forlade det lille værelse.

Hun sukkede, ”come on, Harry. Du så irriterende.” Jeg stivnede. Da jeg vendte mig rundt, havde hun tændt nattelampen, og de grønne øjne stirrede direkte ind i mine. Ordene var kommet ud et efter et, uden rigtigt at mene andet end en skuffelse. Men for mig, satte det en masse tanker i gang.

Jennifer var den første, der fyldte mine tanker. Jennifer, der engang havde været min kæreste.

Hendes gyldne blonde hår dukkede op foran mig, og jeg så hende nærme sig. Hendes grønne øjne stirrede ind i mine, og igen følte jeg mig nedgjort. Hun nedstirrede mig, vidste hvem hun var og stod ved det. Hun vidste, at hun altid havde haft styret over mig. Jennifer, der engang havde været min kæreste. Heldigvis havde vi ikke kontakt mere.

”Harry?” Fra sengen snakkede pigen – hvis navn nok stadig var Ashley – igen. Med et ryst på hovedet, for at få sat håret på plads, kom jeg tilbage til mig selv og forlod hurtigt værelset. Det var ikke tidspunktet at tænke tilbage på. Slet ikke tidspunktet til endnu en tanke om min ekskæreste. Jennifer var lige meget.  Nej, Harry – ikke nu.

Især ikke da jeg som altid fandt Tyler ved pokerbordet. Og ikke nok med kortene, der blev vendt i spænding, var det ikke til at undgå at se stofferne på bordet, liggende blandt en masse røgede cigaretter. En typisk dag for Tyler, jeg til tider glemte var min bedste ven. ”Hva’ så Styles, skal du være med?” Jeg kiggede på Tyler og prøvede at få hans øjenkontakt, men nej. Som altid var spillet, det eneste han tænkte på: At vinde penge, eller som det gentog sig hver nat, faktisk at tabe dem.

”Burde du ikke snart stoppe? Klokken er snart syv.” Renderne under øjnene viste, at han havde spillet hele natten, og sikkert ikke ville stoppe før pengene var hjemme.

Uden at kigge på mig svarede han: ”Vent nu, jeg mangler bare en ruder.” Irritationen i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han ønskede virkelig den her ruder. Og selv om jeg ikke kunne lugte alkohollen, vidste jeg nu, at han til ingens overraskelse, også havde hældt en masse øl ned. Ingen vil fortælle hvad de mangler i et spil poker, medmindre man var fuld. Og da ruderen ikke kom, kunne Tyler vise hans dårlige pokerskills: højeste kort på en knægt. ”Pokkers også!” råbte han, da manden over for ham tog jetonerne til sig.

”Host op med pengene.” Manden pustede røgen fra hans cigaret i hovedet på Tyler og afventede, at kontanterne ville blive lagt i hans hånd.

Først nu kiggede Tyler på mig. Han havde nemlig ingen penge. Det kom ikke som en overraskelse for mig, så det tog ikke lang tid før jeg havde skrevet en check med det høje beløb, Tyler havde tabt.

Først da manden fornøjet var gået, hev jeg fat i Tyler. ”Hvornår har du tænkt dig at stoppe, Tyler?!” Det var medvilje, at jeg hævede stemmen, så han en gang for alle forhåbentlig forstod, det ikke var smart, hvad han havde gang i. Hver aften havde jeg checkhæftet fremme, og var jeg ikke kendt, ville det være gået galt for ham for lang tid siden.

Tyler fandt en efterladt halvtom øl, og drak hurtigt resten. ”Hvorfor skulle jeg? Det er spænding, der gør livet sjovt.”

Jeg rystede på hovedet, ”du er for meget.” Og med den bemærkning, jeg ikke havde noget i mod havde forladt mine læber, ringede mobilen i min lomme. Irriteret over Tylers opførsel, var det ikke just i en pæn tone, jeg svarede. ”Hvad?!”

Og med den start på samtalen, blev jeg heller ikke pænt besvaret. ”Du skal være til møde om et kvarter.” Koldt og kort – det fortjente jeg vel.

”Jeg gider egentlig ikke.”

Louis sukkede i den anden ende. ”Helt seriøst, hvad sker der, Harry?” Jeg nåede ikke at svare, da Tyler skruede op for musikken. ”Fester du nu igen?! Den er syv om morgene forhelved.” Det var svært at høre Louis, men når det var en bemærkning om mit fravær, var det ikke til at tage fejl af. Da Tyler selvglad kom over og råbte ind i telefonen, at jeg kunne få en cigaret, blev Louis grueligt irriteret. ”Hør Harry, bare duk op, okay? For bandets skyld.” Han lagde på, og lod hans humør smitte af på mig.

”Hvorfor skal du altid-” idét jeg var i gang med at råbe af Tyler, så jeg hvordan han stiftede nyt bekendtskab. Ashley ignorerede mig, og glædede sig over, hun kunne få hvad hun ønskede af en anden, da de forsvandt op på værelset. Men egentlig gik det mig ikke på. Jeg involverede aldrig følelser i mine handlinger med piger. Jeg ønskede blot at føle mig speciel. At jeg var noget værd. Og jeg lagde ingen skjul på, at sex var godt i den sammenhæng.

”Hey Harry!” Henrys stemme råbte igennem natklubben, eftersom musikken endnu ikke var blevet slukket. ”Hvorfor roder der sådan?” Henry tog det på sig at være natklubsejer, og begyndte at vaske bordene, selv om det udstrålede i hans øjne, at han hadede det.

”Spørger du, hvorfor her roder?”

”Vær nu ikke næsvis,” snerrede han. ”Du får lov til at være her natten over, men så skal du heller ikke lade som om du ejer hele verden.” Det var nemt at se, at musikken var årsagen til hans humør. Han var tydeligvis blevet vækket af bassen, hvilket ikke hjalp på de tømmermænd, vi begge mærkede.

”Jeg har jo ikke nævnt, jeg ejer verden!” Jeg hørte mig selv råbe af ham, hvilket ikke endte godt.

Henrys hånd strammede sig til en knytnæve rundt om kluden. ”Jeg gider ikke se dig før det bliver mørkt, skrid og lad mig være i fred,” råbte han og forventede jeg ville forlade stedet.

”Fint,” sukkede jeg irriteret, og lod vinden udenfor blæse mig i hovedet. For en gangs skyld kunne jeg faktisk komme til tiden til et møde, men hvad så? Drengene hadede mig sikkert alligevel.

Følelsen af had, var i hvert fald det, de mødte mig med, da jeg kom ind til mødet. Kun fem minutter forsinket, eftersom jeg havde undgået den offentlige transport, og var gået hele vejen. Heldigvis var det forår, så vejret havde ikke været et problem. ”Harry. Rart at se dig.” Liam prøvede at finde det gode humør frem og inviterede mig inden for i lokalet. Det første jeg lagde mærke til, var at Louis med vilje undveg mit blik. Heldigvis var den akavede stemning ikke uden ord længe.

Vores tourmaneger ønskede jeg satte mig, hvilket jeg kun gjorde, da jeg havde smerter i mine ben efter de mange kilometer. ”Nå drenge, hvis I ellers er klar til at høre efter, så-”

”-Harry gider sikkert ikke engang.” Først nu gav Louis mig et stirrede blik, tydeligvis såret over min opførsel i telefonen. Men Tylers opførsels havde gjort mig sur, hvad var der at gøre ved det?

Blikkene vendte sig mod mig, selv om Louis var personen, der havde afbrudt. ”Hvorfor kigger I på mig, Louis afbrød?!” Min stemme hævede sig, hvilket kun resulterede i større ballade.

Louis lavede elevatorblikket, ”vi ved alle du ikke gider høre efter, Harry.” Det var ikke svært at se på folks blikke, at alle var på Louis’ side i denne sag.

”Nu er jeg faktisk kommet, så kan vi ikke komme videre.” Den bemærkning fik dem til at stoppe med at stirre, hvilket passede mig fint. Så hurtigt jeg kunne være ude herfra, ville være perfekt. Forhåbentlig kunne Tyler ikke komme ind i mere ballade i den tid jeg brugte her.

”Som jeg sagde. Om 45 dage, vil der være en stor koncert i Londons største arena. For jeres vedkomne, noget af det største I har prøvet, og starten på jeres tour.” Der blev stille. Ordet tour dunkede i hovedet på mig.

45 dage til tour? Havde jeg kun 45 dage til at få Tyler tilbage på rette spor. ”Fuck det,” røg det ud af mig, uden det var meningen. Blikkene var igen på mig, da de selvfølgelig troede, jeg kommenterede til planerne for bandets fremtid.

”Harry, du tager med på tour. Din kontrakt er bundet.” Som altid skulle de fortælle mig, hvad jeg kunne og hvad jeg ikke kunne, selv om jeg godt vidste det. Men alligevel holdt jeg det ikke rigtigt, eftersom jeg brugte hver aften på natklubber rundt om i London. De natklubber, der nu var skyld i Tylers gæld, og det opkald, som kom fra min mobil. ”Du kan godt lade opkaldet vente.” Jeg fik endnu en ordne, der ikke passede mig. Opkaldet var ikke fra hvem som helst.

”Jeg er tilbage om to sekunder.” Ingen var begejstrede over jeg direkte skred fra mødet, hvilket betød de andre enten 1) ventede på mig, hvilket de højst sandsynligvis gjorde eller 2) vent lad os bare droppe en nr. 2, for som sagt ville de ikke fortsætte uden mig. Derfor sukkede alle, da jeg forlod dem. Men ikke så meget som jeg sukkede, da jeg tog mobilen. ”Hvad?!” Jeg sørgede for at være væk fra de andre, og fandt et sted midt på gangen som det rette.

”Tyler dukkede ikke op, har du låst ham inde?” Stemmen, der talte var dyb og ikke bange for at fortælle, hvem jeg burde frygte. Zac Steele, den forbandede idiot Tyler skyldte penge. ”Du ved, det ikke er for sjov, ikke?”

”Jo, det har jeg lært hen af vejen.” Jeg prøvede at holde samtalen i en ordentlig tone, uden skænderi ville blive involveret.

Men som altid, kunne Zac og jeg ikke enes. ”Så du siger altså, at du er sammen med ham?!” Han hævede stemmen.

”Slap nu af, Zac-”

”-Ingen fortæller mig, hvad jeg skal.”

Jeg sukkede, der var ingen mulighed for at få den gode tone frem igen. I sådan slags samtaler var Zac uovervindelig. ”Hvor meget skylder-” Idét jeg prøvede at finde frem til noget, der kunne hjælpe Tyler, røg signalet. ”Forhelved!” råbte jeg irriteret, inden det gik op for mig, at Liam havde hørt min samtale. Ingen overraskelse, han ønskede at finde ud af, hvad der skete med mig. Eller hvad de troede, der var galt. ”Du hørte ingen ting,” sagde jeg til Liam, da jeg gik forbi ham med et skub i siden, frustreret over enden på samtalen.

Liam tog fat i min arm, og standsede mig i at nå videre ned af gangen. ”Harry, skylder du nogle penge?” I forhold til Zac, snakkede han lavt og langsomt. Havde det ikke været for selve spørgsmålet, kunne jeg næsten klare at snakke til ham. Men det han ventede svar på, gjorde mig endnu mere frustreret.

”Hvorfor er det, at alle tror det?!”

Liam kiggede rundt, ”hvad skulle vi ellers tro?”

”Det er da også bare lige meget.” Jeg afsluttede samtalen og blev mødt af overraskede blikke, da jeg satte mig i stolen, klar til at få mødet overstået.

Vi fik at vide, at koncerten kunne være en stor mulighed for at lære vores fans  ordentlig at kende osv. ”Og Harry, du skal opføre dig ordentlig. Finde et smil frem, og gøre dem glade. Nu sørger vi for at få dig fremstillet så godt som muligt i medierne, så lov at leve op til det.”

”Har jeg noget valg?” Jeg kiggede ned i gulvet, og tænkte ikke over hvad jeg sagde, før det var kommet ud. Men de ignorerede mit spørgsmål og gik videre med samtalen. Først nogle minutter efter, forlod personer rummet, så kun drengene og jeg var tilbage.

”Harry, som dine bedste venner, vil vi gerne høre, hvad du har gang i.” Jeg havde allerede rejst mig for at gå, men de blokerede for det.

”Vi vil gerne hjælpe dig … med dine problemer.” Der skulle mod til for Liam at sige det.

”Problemer? Jeg har ingen problemer,” forklarede jeg dem, irriteret over de ikke troede mig. De var trods alt mine bedste venner i sidste ende.

Louis kiggede stift på mig. ”Ingen problemer? Så fortæl hvad du har gang i.” Det var helt klart ham, der var mest påvirket af min opførsel. Han havde fortalt mig flere gange, at han ikke forstod, hvad der var sket med mig.

”Det kan jeg ikke.” Selvfølgelig vidste jeg, at dét svar kun gjorde deres mistanker større, men jeg måtte beskytte Tyler. Og så måtte hvad de troede om mig, blive sat til side. ”Men medmindre I har mere, har jeg noget jeg skal.” De kiggede på mig, men da ingen af dem sagde mig i mod, forlod jeg dem. Kun da jeg havde lukket døren efter mig, hørte jeg Louis’ forsigtige stemme: ”Vi må gøre et eller andet.”

Min vej mod natklubben havde taget en hel anden retning, da jeg følte mine frustrationer skulle ud. Derfor var jeg endt i retningen mod træningscentret i det centrale London. Vejen derhen var en lige vej ned ad de larmende gader. Fortovet var smalt, så jeg mærkede skubbene hver gang indfødte og turister masede sig forbi. Med mine solbriller for øjnene og hætten over mine krøller, prøvede jeg at undgå nogle stop på min vej. Men kendt som jeg var, kunne jeg ikke undgå det, da to piger stoppede mig. Deres smil udvidede sig til et stort tandsmil, da de stillede op til et billede, efter jeg havde sagt ja.

”Tak,” sagde de og gav mig et kram. Jeg smilede til dem, og skubbede mine frustrationer til side, for at give dem en god oplevelse. Og det klarede jeg i fem minutter, indtil jeg dog også måtte bære over med frustrationen, der havde bygget sig op indvendigt. Med en undskyldning til de nye tilstrømmende fans, sneg jeg mig igennem dem, og tog en omvej igennem en lille gyde, for ikke at støde ind i flere. Og før jeg så mig om, var træningscenteret foran mig, klar til en medarbejder ville give mig et ligeglad smil ved indtjekningen. Præcis som hver gang sad damen, og var fuldkommen ligeglad med folk, der kom og gik. Man kunne komme ind uden medlemskab, hvilket jeg havde gjort til tider.

”Styles!” Det var typisk, at lige som jeg havde stillet mig op ved boksepuden, klar til at slå til, hørte jeg den stemme, der tidligere havde generet mig.

Zac, i egen høje person.

Uden at sige mere, kom han hen og holdt puden, mens han forventede jeg ville slå til den. ”Hvad vil du?” Jeg slog til og forestillede mig, at puden ikke var der. Men Zac blev stående og jeg kunne ramme ham lige i hans grimme ansigt.

Han grinede kort, ”spørger du om det? Tyler dukkede som sagt ikke op.”

Jeg grinede kort, ”han havde gang i en pige.”

Zac løftede det ene øjenbryn. ”Ser man det, har Tyler fået heldet med sig for en gangs skyld?”

Jeg mærkede frustrationerne komme frem og gav den los på pudens læder. ”Kan du ikke bare lade mig være i fred, Zac. Jeg betaler Tylers gæld, hvad mere vil du have.”

Han stoppede med at holde på puden og tog de sidste skridt hen mod mig, hvor hans ansigt kom helt tæt til mit. ”Jeg vil have, der ikke går så lang tid imellem hver betaling.”

Et suk undslap min mund, og jeg stoppede med at slå. ”Du ved godt jeg ikke bare lige sådan kan hæve en masse penge. Folk vil tænke jeg er ude i noget.”

”Og det er du ikke eller hvad?”

”Hold nu bare mund. Hvor meget skylder han dig?” Jeg slog igen til boksepuden og fik Zac til at gå nogle skridt tilbage. Han lagde hovedet på skrå og studerede mig, mens mine hænder boksede mod puden, lige glad med hvem, der måtte kigge.

Han holdt en kort pause. ”Du betalte i går jo, så lige nu ikke noget. Men der er sikkert flere penge at skulle betale i morgen.” Zac hentyd til, at Tyler højst sandsynligt ville købe mere fra Zac i aften eller i løbet af i morgen. Medmindre jeg forhindrede ham i det. Det var nu, jeg skulle slå til, for at redde ham. Hvis bare jeg kunne holde Tyler væk fra det hele.

”Bare vent, Tyler vil ikke bruge flere penge hos dig, Zac.” Jeg sagde hans navn med afsky i stemmen, og fjernede blikket, da det eneste han gjorde var at nedstirre mig. Med det brune hår, der havde lidt voks i, stod han i en baskettrøje og viste sine store muskler frem. ”Nu må vi vente og se.”

 

✘✘✘✘✘✘✘✘✘✘

Dette var første kapitel af HOD, og Thea  og jeg (Laura) håber, at I kunne lide det. Hvad tænker I om Harry's liv, og at han bruger en masse penge på at hjælpe Tyler?

Hvis I ikke kan se billedet øverst, så kig på kapiteltitlen. Harry har et ✘ og Kimberly har et 

Laura skriver fra Harry og Thea fra Kimberly.

Vi håber, at I vil læse med fremover! Og WOW, 170 likes allerede, jeg er helt overvældet!

(og så tjek lige Harry, er han ikke dejlig?)


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...