Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
698Visninger
AA

7. Længsel

Jeg ligger i min seng. Viklet ind i dynen vi elskede under for blot få timer siden, og prøver om jeg kan opfange en rest af vor elskovs dufte og genkalde de intense timer i din favn. Men det er alt sammen næsten forsvundet, som dug for solen, uanset hvor meget jeg forsøger at fange det ind,

Du forlod mig for blot en time siden. Kyssede mig farvel og tog af sted, og alt jeg kan gøre er at vente. Vente på at du vil dukke op igen, så jeg kan være dig nær og røre ved alt der er dig. Dine fingre, din hud, din mund, din duft og dit hjerte. Elske med dig, så jeg kan nå dig igen.

Jeg er ude af stand til at foretage mig noget; så rastløs er jeg, at jeg ikke kan røre mig ud af stedet og ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Jeg forstår slet ikke at du kan være til uden mig. Forstår ikke, hvordan du kunne stå op, gå ud af døren, og ordne alle de ting med at gå i bad og få tøj på forinden, når jeg nu ligger her og er som en slave af længslen efter dig. ”Kom tilbage,” skriger en stemme i mit hoved. Men det eneste svar jeg får tilbage, er dit rungende ”farvel”, som var det sidste du sagde til mig, da du lukkede døren bag dig. Og din stemme runger stadig i mit indre. Bliver skilt ad og analyseret. Lagt under lup, som var jeg en anden videnskabsmand. ”Farvel”.

Udenfor mit indre, er der så stille, at stilheden larmer. Den borer sig ind i min hjerne, som en issyl, så jeg til sidst må rejse mig op og tvinge mig selv til at rive dynen af min nøgne krop, der endnu står i flammer. Måske er det ildens buldrende rasen, der bølger larmende gennem mine øregange.

Jeg rejser mig lidt modvilligt og går hen til soveværelsesvinduet, der står på klem. Gardinerne er endnu trukket for og blafrer stille i vinden. Solen har hele denne morgen strålet i et sløret drømmeagtigt lys, gennem de lange florlette gardiner, og ind i mit lille hvide soveværelse, og givet næring til min længsel efter dig.

Jeg trækker forsigtigt det ene gardin til side og kigger ud. Skyerne ude i horisonten er ved at trække sig sammen og varsler uvejr. Kigger på bilerne, cyklisterne og fodgængerne, der som genfærd, farer forbi derude, og synes så langt borte, når dine usynlige arme og hænder er overalt på min krop.

Jeg løber hurtigt tilbage under dynen og trækker den helt op over mit ansigt og lukker mine øjne. Ønsker blot at fastholde dig, så du ikke forsvinder helt. Tænker tilbage på gårdsdagens hændelse, da jeg tog ud til mit yndlingssted ved klipperne ved havet, og fik øje på dig.

Jeg blev ikke overrasket, da jeg pludselig havde fået øje på dig yderst på klippen. Jeg, som ellers aldrig havde, turde vove mig ud på de skarpe og glatte klippestykker, og som indtil nu, aldrig havde set andre gøre det. Folk, der kom her, var kloge nok til at læse skiltene, der advarede mod færdsel på klipperne i regn og blæst, og selv under stille vind, holdt de fleste sig inde ved stranden, hvor der var sand og småsten. Det plejede jeg også selv at gøre, så hvorfor jeg vovede mig længere ud denne dag, ved jeg ikke med sikkerhed. Måske var det lyden af bølgernes hysteriske smæld mod klipperne, der trak mig til sig med en magnetisk kraft. Havet tiltrak mig nådesløst, når det var i oprør og åbnede sig, grådigt, som det kunne se ud, med de skummende høje bølger, der sprøjtede op fra det mørke dyb, parat til at sluge alt, der kom i nærheden.

Fysisk var det også næsten umuligt at færdes på klipperne. Jeg havde ikke forventet så mange kanter og dybe huller. Der gik da heller ikke længe, før en smerte pludselig ramte mig og noget vådt løb fra mit knæ. Jeg blev et øjeblik hypnotiseret af at se, hvordan en rød farve bredte sig mere og mere på stoffet på mine bukser, der havde fået en flænge. Jeg stod en stund og ømmede mig, mens jeg modigt bøjede ansigtet ned for at se hvor slemt det stod til. Og da jeg løftede ansigtet op igen, fik jeg tilfældigt øje på dig, der, ude på den yderste klippe. Du stod med ryggen mod mig, helt stille.

Jeg betragtede dig et stykke tid og tænkte om havet mon rørte dig, på samme måde, som det rørte mig, siden du havde vovet sig helt derud. Du rørte i hvert fald mig, da du pludselig vendte dig om og mødte mine øjne uden undren eller overraskelse, men fjernt, som om du så igennem mig og om på den anden side. Jeg vendte mig om et øjeblik, for at se om der skulle være nogen eller noget bag mig, men da jeg missede med øjnene, så jeg du smilede til mig.

Langsomt begyndte du at gå hen imod mig, som om du havde ventet jeg ville komme. Og da du tog min hånd i din og nærmest hviskende sagde ”jeg er så glad for at se dig,” følte jeg mig uventet tryg i din fremmede hånd. Alligevel kørte det hele rundt for mig i et øjebliks forvirring.”Jamen…,” forsøgte jeg, men du afbrød mig ved at lægge din hånd mod min mund, ”shhh…,” og sammen gik vi i stilhed tilbage mod land, satte os ind i min bil og kørte af sted, uden at sige et ord. Ind til byen til min lille lejlighed, hvor vi smed overtøjet. Gik ind i min lille lyse stue, hvor jeg åbnede en flaske rødvin og skænkede op, alt i mens jeg forsøgte at bryde tavsheden. Men du rystede blot på hovedet, da du så mine læber bevæge sig, og fik mig til at tie. I stedet gik du om bag min ryg og skubbede mit lange brune hår til side og lod dine læber kærtegne min blottede nakke.

Jeg sank en klump, af nydelse og frygt. Vidste ikke om jeg skulle stoppe dig, men så lagde du dine arme rundt om mig og lagde kærligt dine hænder rundt om mine bryster, der lige var fyldige nok til at fylde dem ud. Kørte langsomt dine hænder rundt, så mine brystvorter overgivende stivnede i dine favntag, mens du begyndte at bevæge dig dansende fra side til side, til den stumme musik, som kun du og jeg kunne høre.

”Du er så smuk,” hviskede du hæst i mit øre, mens du stille og nænsomt knappede min hvide silkeskjorte op, og lod den glide ned over mine skuldre og ryg, så dine kælne læber og tunge grådigt og vådt legede med mine skulderblade, og videre, ned langs min rygrad, siddende på dine knæ. Jeg stønnede, næsten lydløst, mens min krop gav sig i små kuldegysende ryk, ved din tunges leg ned mod min lavtaljede buksekant, alt imens min krop, endnu lidt frygtsomt, kæmpede mod din blide påtrængenhed.

Du lod din tunge glide videre rundt om min hofte og om til min navle. Kyssede mig kærligt længere ned mod mit underliv, mens du holdt fast om mine hofter med varme stærke hænder. Bed indtrængende i min buksekant foran, for at krænge dem længere ned. Et øjeblik ville jeg afværge med mine hænder, men du holdt mine arme fast, mens du åbnede bukseknappen med dine tænder og lynede ned.  Og jeg overgav mig. Til din mund, dine hænder og din krop, der indtog mig, lige så længselsfuldt, som min egen krop tog imod dig. Overgav mig til dine hæse ord, der vedblev at hviske i mine ører, hvor dejlig jeg var. Lige indtil du havde rejst dig op og var gået med et ”farvel”, der vedblev at runge i mit indre.

Ilten er ved at forsvinde under min brændende dyne og jeg løfter den væk fra mit ansigt. Tager en dyb indånding, og lader det dunkle aftenlys blænde mine øjne, så de kan vænne sig til ikke at være gemt i mørkets favnende drømme. Efter timer under dynen, har jeg indset, at du ikke kommer tilbage. Jeg rejser mig derfor fra sengen og tager tøj på. Pakker mig godt ind, for jeg må derud, på klippestykkerne, og se om du er der. Fordi det er så længe siden jeg har været sammen med en mand. Så længe siden, at jeg er blevet elsket, og min krop skriger efter at fastholde dig indeni, så du kan krybe rundt under huden og tænde bål.

Jeg sætter mig ind i bilen og kører af sted mod det elskede hav, hvor jeg altid har, kunne finde fred og forlige mig med mig selv og mit ensomme liv. Men nu kører jeg udelukkende for at møde dig.

Skyerne, der tidligere på dagen, endnu ikke hang som en mørk skygge over landet, ligger nu, som et tæppe under solen, og slipper regnen løs, der falder på min bilrude. ”Typisk,” tænker jeg, men smiler, for det vækker minder fra aftenen før, og jeg længes mod et deja-vu.

Jeg sidder et stykke tid i bilen på parkeringspladsen ved stranden og kigger ud over havet, der igen i aften er i oprør. Ved ikke hvad jeg kan vente mig. Måske er du der slet ikke og jeg gribes af panik. Stiger ud af bilen og går langsomt ned mod sandstranden og videre ud på klippestykkerne. Regnen, som nu pisker ned, gør klipperne skøjtende glatte, men jeg er ligeglad. Mit hjerte er ved at bryde ud af min brystkasse og tårerne presser sig på. Jeg er så bange for du ikke er der. At du er væk. Lov mig du er der. ”Kære Gud. Lov mig han er der!” skriger en stemme hysterisk i mit hoved, mens jeg vælter rundt på klipperne i en blanding af regn og tårer. Og da jeg endelig når frem til klippen, hvor du stod så sikkert i går, stopper mit hjerte med at slå. Jeg sætter mig ned og stirrer apatisk ud for mig. Du er der ikke og jeg føler mig så endeløs tom.

”Hallo,” råber en stemme pludselig bag min ryg.” Det giver et stik i mit hjerte af forventningens glæde, og rejser mig usikkert og vender mig smilende om, for at møde dit ansigt.

”Er du tosset?! Hvad laver du her i det her vejr?” råber en mand i skrigende orange regntøj, der rækker sin hånd frem mod mig. ”Det er livsfarligt, at være herude”.

Jeg synker en klump og tager rystende af kulde og skuffelse i mod hans hånd, mens regnen og blæsten slår ind mod mig, helt ind i min krop under huden.

Manden hjælper mig sikkert ned fra klipperne og får mig indenfor i den lille hytte, der støder op til de offentlige toiletter på stranden, som er forbeholdt de tilsynsførende vagter, der holder øje med området.

Han rækker mig et par håndklæder og et tæppe og skænker hovedrystende en varm kop kaffe op til mig, mens han gør en skål varm vand klar og tager nogle klude frem. ”Lad mig se på dine knæ,” siger han, og jeg kigger overrasket ned ad mine ben og ser de store røde plamager på begge mine knæ.”Jeg ved det var dumt af mig at gå derud, men jeg leder efter en,” siger jeg. ”En mand jeg har truffet ude på klipperne!” Jeg sætter mig ned på en stol og lader manden vaske blodet af mine knæ.

”Det er da et farligt og dumt sted at mødes!” siger han.”Har du ikke læst skiltene?”

Jeg nikker og sukker og kigger længselsfuldt ud mod havet gennem det lille vindue i hytten med tårer i øjnene. Sukker dybt igen og undskylder min sindstilstand ved at vifte med min hånd.

”Det kan være Henrik, du har truffet derude,” siger manden i et forbarmende øjeblik og får et mørkt alvorligt skær i øjnene. ”Han mistede sin kone ved en ulykke ude på klipperne, for en måned siden. Hun faldt i og druknede. Stod ikke til at redde.” Manden sætter stille et par plastre på mine knæ og kigger indtrængende ind i mine øjne. ”Hun kunne nu godt minde lidt om dig af udseende, den stakkels kvinde.”

Jeg føler et sug gennembore min mave. Som om en usynlig hånd banker al luften ud af mit solar plexus. ”Farvel,” runger din stemme atter i mit hoved, fra da du gik ud af min dør i morges: ”Farvel.” Og jeg forstår nu hvem du tog afsked med…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...