Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
698Visninger
AA

3. Gennemsigtig

Det er altid interessant, diskret, at gå og kigge ind i de blankpolerede butiksruder jeg hver dag slentrer forbi med dig i hånden.

Ikke kun fordi alt det bag modebutikkernes ruder lokker med drømme fra duften af spritnyt tøj og fra synet af farver og stoffer, som forfører mine øjne med illusioner om hvad der kan ske, og om hvem jeg kan blive til, når jeg tager tøjet på. Men mest fordi mit spejlbillede dukker frem i glasset, sådan lidt gennemsigtigt, som var jeg et spøgelse.

Jeg kan endda stille mig op foran en af mannequindukkerne, så det næsten ser ud som om det er mig der har det udstillede tøj på. Så forvandles jeg et øjeblik til en high fashion stjerne i baren på et in-sted. Drikker cocktails, mens jeg snakker med mennesker, som finder mig interessant og kæmper om min opmærksomhed, alt imens jeg vifter mit blanke lange hår tilbage, griner og nipper lyksaligt til min drink. Jeg er nogen. Jeg er noget. Jeg er til.

Så vender jeg mig bort fra ruderne og bliver mødt af dit velkendte ansigt. Ser ind i dine øjne, mens folk går ubemærkede forbi os. Mødre og fædre med trætte grædende børn på armen. Teenagere der løber rundt mellem hinanden, for at finde fæste i flokken, og ældre mennesker, der stille går forbi med langsomme besværede skridt. Jeg ser i dine øjne, at du ser mig, mens jeg blandt alle andre, er lige så gennemsigtig, som når jeg kigger ind i butiksruderne.

Det har da sine fordele at være gennemsigtig. Så kan jeg gøre hvad jeg vil og gå hvorhen jeg vil. Jeg kan være en flue på væggen uden at nogen opdager mig, selvom jeg gerne vil opdages. Bare engang i mellem. Så kunne vi stoppe op og få os en sludder om vind og vejr, sådan i al almindelighed. Men det er svært at snakke med nogen, når du hele tiden dukker op.

Der har da været tidspunkter i mit liv med andre end dig ved min side. Med mennesker jeg har elsket, mennesker jeg har hadet og der i gennem mennesker, der har bragt mig lykke og mennesker, der har bragt mig sorg. Mennesker, der sammen med mig blev til guder, fordi vi skabte liv; skabte fælles børn i kærlighedens navn. Måske var det tilfældets, at vi forendes en stund i elskovsaktens grådige indtrængen i hinandens kroppe. Måske kom vi ikke tæt nok på i sindet. For nok kunne vi elske og skændes sammen, men når lidenskabens og stridighedernes støvskyer lod os stå ugennemsigtige tilbage, så vi blev åbenbaret for hinanden, var vi fremmede, der måtte gå hver til sit. Måske skulle vi have ladet lidt gennemsigtighed blive tilbage. Det kan også tænkes, at vi blev for gennemsigtige og flød forbi hinanden, som genfærd. Måske var det bare dig der i sidste ende fik det til at gå i stykker, når du tog min hånd og flygtede væk fra snærende bånd sammen med mig. Måske ville de bånd ikke have strammet så hårdt til, hvis du havde holdt dig væk helt fra starten.

Den første gang jeg mødte dig, var jeg kun et barn. Min mor skulle ned og handle, og jeg kunne ikke beslutte om jeg ville med, så hun gik og lod mig tilbage. Hun vidste ikke, at hun derved kastede mig ind dine arme, da jeg sad alene i vores lejlighed, mens monstre med frådende munde og mordere med blodige økser stod på lur bag hvert gardin, parat til at hugge til og slå mig ihjel, mens du bare så på og smilede, fordi du vidste du havde krammet på mig. Jeg ikke havde ingen steder at flygte hen, og du havde ventet på det rette øjeblik til at få fingrene i mig.

Du er siden dukket op med jævne mellemrum gennem de år, som er gået. En uafsluttet affære. On/off. Det er aldrig til at vide hvornår du overrasker mig med din tilstedeværelse, så uberegnelig du er.

Et kærligt klem i min fugtige hånd, vækker mig et øjeblik fra tankerne. Du kigger først blidt på mig, men hurtigt aner jeg uvejret trække op i dine øjne, og du klemmer pludselig til, så fugten i håndfladen forvandles til en flod af dryppende sved. Det gør ondt. Smerten breder sig langsomt op gennem min arm og op i mit hjerte, så dit jerngreb er ved at standse for blodgennemstrømningen til mine organer. Snart får jeg sikkert en blodprop. Indeni skriger jeg, at du skal stoppe. ”STOP!” Men det forbliver et rungende ekko i mit hoved. Både du og jeg ved, at jeg aldrig kunne finde på at skrige midt på gaden i menneskemyldret. Hvad ville folk ikke tænke? At jeg er sindssyg? Men jeg er ikke sindssyg, selvom du gerne vil have mig til at tro det. Du venter kun på, at den blå vogn skal hente mig og bure mig inde for livstid, så jeg kan være i din varetægt for evigt.

Stakåndet og dirrende, lader jeg mine øjne hvile ved et midaldrende par, der hånd i hånd går og snakker, mens de nu og da, kærligt, kigger på hinanden mellem ordene. De ser rolige og lykkelige ud. Børnene er blevet store og er flyttet hjemmefra, og nu er de blevet stærke sammen, fordi de overlevede år med hverdage og weekender, der var rødglødende. Kæmper for at aflede opmærksomheden væk fra dig. Får øje på det unge forældrepar med et lille barn i klapvogn. Moderen skubber træt vognen foran sig, mens faderen energisk går et par skridt foran med en lidt ældre dreng på skuldrene. De holder ikke i hånd og snakker og kigger kærligt på hinanden. Måske aner jeg en snert af irritation. Alligevel er de endnu i kampen, endnu i drømmen om at lykkes sammen. Tænker på hvordan disse mennesker gør? Hvordan de evner at være lykkelige med børn, arbejde, regninger der skal betales, tøj, der skal vaskes, mad der skal købes ind og laves. Og så stadig have drømme, der skal realiseres og tid til at føle sig selv. Hvor langt går de, for stadig at bevare sig selv og ikke miste sig selv i kompromisser, der ikke på et eller andet tidspunkt, vil få dem til at føle de udsletter sig selv, for at passe ind. At ende op, som kamæleoner, der skal finde den rigtige måde at være på, på de rigtige tidspunkter, uden at bryde sammen, sådan som jeg brød sammen.

Jeg trækker vejret dybt i et desperat forsøg på at få luft, mens du breder dine stærke hænder over flere dele af min krop, og klemmer lidt hårdere til. Afledningsmanøvren virker ikke.

Du må væreden største kamæleon af dem alle, for du skal nok finde vej gennem alle dine mange ynkelige forklædninger, for at tilpasse dig mig og være en del af mit liv, selvom jeg inderst inde vil have du skal skrubbe af. Du burde af alle vide, at jeg ikke kan gå på kompromis med dig.

Mit blik falder ind i ruden på en lille cafe, bag hvilken, purunge drenge og piger sidder tæt sammen i venskabelige afkroge, med dampende varme kopper foran sig, og udveksler blikke og lydløse ord, mens de rastløse sidder med mobiltelefonerne i hænderne og tjekker Facebook.

Jeg har hundredetyve venner på Facebook. Det er mennesker jeg engang har kendt. Min familie. Mine børn. Det er folk fra sociale netværk jeg har mødt på nettet. Mennesker jeg ikke kender, og alligevel kender jeg dem, fordi jeg kan følge med i deres liv i fragmenter og forestillinger. Men jeg er nogen i kraft af dem. Jeg bliver synlig i kraft af dem, når jeg i hverdagen ikke evner at have andre venner end dem. Det er kun dig, som vedholdende holder fast i mig, nat og dag. Måske er det sandt, når du fortæller mig, at jeg er usynlig. At jeg ikke er nogen. Ingens ven. Ingens elsker. Ingens kone. Har ikke udrettet store ting i mit liv, som har betydning for en masse. Har blot udrettet ting i min egen lille sfære, som jeg kun kan gisne om, har givet mening til de få, der har været i den.

Flygtige stemmer fra det omgivende menneskemylder farer ind og ud af mit hoved, alt imens dine hænder lukker sig helt omkring min hals. Det sortner for mine øjne og der er snart ikke flere dele af min krop du ikke har trængt dig ind i. ”JEG VIL IKKE DØ,” skriger jeg indvendigt, som det hjælpeløse bytte jeg er i dit favntag og løber gennem det opslugende menneskemylder.

Da jeg endelig er trængt levende gennem og er nået ind på legepladsen, hvor børn leger upåvirkede i deres små sorgløse verdener, slipper du mig endelig. Jeg stopper og puster lettet op. Jeg er i sikkerhed, og du har givet mig fred for i dag, alene af den grund, at jeg nu er blevet til nogen og skal være noget. Fordi jeg er mor. Jeg er til. Men jeg ved, at du vil være tilbage i morgen og forsøge at lukke for strømmen af blod i mine årer, og puste din kvælende ånde ned i mine lunger, når jeg skal ned gennem gaden mellem fremmede mennesker, for at hente lille Anton i børnehaven.

Du, - min angst…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...