Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
686Visninger
AA

2. Et andet land

Jeg var et væsen, der fløj ind i et kim i skyen. I en iskrystal, dalede jeg mod den hvide jord, hvor tusindvis af isblomster smeltede sammen. Men jeg smeltede ikke sammen. Jeg var låst bag isruderne, og så verden skifte form, som i et kalejdoskop.

Længe sad jeg under månens lys og frøs i sneen på jordkloden, fanget i det hvide snetæppe. Men nu går jeg i tulipanmarkerne i Gywenias land for at fange sommerfugle. Eller løber. Eller sniger mig af sted med et sommerfuglenet mellem mine hænder og frydes spændt, mens sommerfuglene kigger på mig med små runde drillende øjne og prikker mig på næsen med sytrådsfødder. ”Fang mig. Fang mig,” hvisker de med stumme stemmer. Men jeg kan høre dem. Fordi jeg vil høre dem. Og vingerne stækkes ikke af nettet, når jeg fanger dem ind. De vokser sig større. På markernes blomster, er der altid et florlet net af hvide vinger.

I Gywenia vokser der blomster op af jorden hele året rundt. Blomster, der strækker sig så langt øjet rækker i en kaskade af farver, som ikke findes på nogen farveskala. Men jeg ser dem. Og føler dem. Ligesom de dufte, der fylder mine næsebor hvert sekund jeg trækker vejret ind. Trækker blomsterdufte ned i mine lunger, så den ånde jeg ånder ud er fyldt med små partikler. Det er fordi solen altid skinner, at de kan gro. Blomsterne. Fordi himmelen er blå og jeg ikke mere fryser.

Jeg sætter mig på tæppet midt mellem tulipanerne, der har bøjet deres grønne stilke, for at give plads til mig. Der står en kurv fyldt med dejlig mad på jorden. Mad jeg har lyst til at spise. Den står der, fordi jeg gerne vil have den skal stå der. Fordi jeg er sulten. Sommerfuglene flyver drillende henover mit hoved, og sætter sig i de ydmyge blomster rundt omkring mig. De vil gerne lege. Jeg vil også lege, men nu spiser jeg.

”Det ser lækkert ud,” siger Balwin, der kommer gående mellem blomsterne, så sommerfuglene flyver forvildede op. Men Balwin kommer, fordi jeg gerne vil have han skal komme og spise sammen med mig. Det er dejligt at spise to sammen. Så må sommerfuglene vente.

”Sæt dig ned,” siger jeg og smiler. ”Hvad kunne du tænke dig?”

Balwin smiler til mig. Han får det udtryk i øjnene, som jeg gerne vil have han skal få. ”Dig,” siger han og griner. Vi griner begge to, for vi bor i Gywenia. Latterens land. Blomsterlandet. Sollandet.

Jeg tager en bid af et blødt stykke brød, og rækker et andet hen mod Balwin, men han griber min hånd i stedet. ”Jeg sagde dig.” Og så lukker jeg mine øjne. Noget blødt og varmt rammer mine læber. Det er fordi jeg vil have at Balwin skal kysse mig. I kysselandet Gywenia, hvor sneen aldrig falder. Hvor musikken spiller himmelsk i luften, mens blomsterne dansende svajer.

Balwin trækker mig ned mod jorden, der har forvandlet sig til bløde andedunsdyner. Hvidt og blødt, som sne. Men det er ikke sneen. Det er Balwins kys, der gør verdenen blød. I det bløde land Gywenia, hvor musikken får engleklang. Kysser mine arme, mine hænder, min pande. Mig, Julianne, væsenet, der fløj til kærlighedens land, for at finde Balwin.

”Du er smuk, Julianne,” hvisker Balwin ind i mit øre. Og jeg er smuk, fordi jeg vil have, at jeg skal være smuk i Balwins øjne. Så smelter vi sammen, indhyllede i hinandens kroppe, som isblomsterne i sneen, i en anden verden, i en anden tid. Men vi er ikke isblomster. Vi er en solstråle, der skaber varme til hinanden, så andedunsdynen løftes op i luften og bærer os af sted i en usynlig vind.

”Se, ”siger jeg til Balwin. Og med salige blikke og uglet hår ligger vi på maven ved siden af hinanden og kigger ned på landet under os. Vi flyver på en hvid sky over Gywenias blomstermarker.

Nogle mennesker ved små gamle bondehuse, der ligger hist og her midt i blomstermarkerne, kigger op og vinker. Vi vinker tilbage og griner. En enkelt gang vover vi os helt tæt på nogle får og geder, der spiser løs af det grønne græs på engen. Så løber de lidt skræmte rundt og bræger, mens vi flyver videre. I det flyvende land, hvor ingenting nogensinde er tungt, for jeg ønsker ingen tyngde. I det ubesværede land, Gywenia.

Så lander vi ved Gyweniahavet, hvor bølgerne roligt glider ind mod sandstranden. Jeg løber efter Balwin ud i vandet, der omslutter vores kroppe, som silke. Silkebølger sprøjter op som små springvand og laver dønninger, når vi kaster os ned i dem. Og fiskene svømmer rundt mellem vores fødder. Store og små. En delfin trækker mig af sted og efterlade skumspor i farten.

Jeg er fri. I det frie land Gywenia.

Engang var jeg et væsen, der fløj ind i et kim i skyen. I en iskrystal, dalede jeg mod den hvide jord, hvor tusindvis af isblomster smeltede sammen. Men jeg smeltede ikke sammen. Jeg var låst bag isruderne og så verden skifte form, som i et kalejdoskop. Indtil tiden stoppede og solen skar en revne i islaget med sine stærke arme.

Så løb jeg ud. Til landet Gywenia, hvor jeg ser med mit kalejdoskopøje, at alting bliver til, sådan som jeg gerne vil have det.Tidsløst i min hule hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...