Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
700Visninger
AA

5. En alien

  Der bor en alien her i mit hjem. Den ligger og sover i værelset ved siden af mit, hvor væggen er malet pink. Udenfor blinker stjernerne stumt, oppe i himmelrummet, hvorfra en cocoon engang faldt ned og klækkede i tusinde stykker. Og ud trådte Lina den grønne unge, fra en fjern planet. På et eller andet ubestemmeligt tidspunkt, fandt hun vej til mit hus. Hun sover mere end vi andre gør. Ter sig mere end andre gør og larmer til tider helt uforståeligt på fremmede sprog og med fremmede fagter, jeg ikke altid kan tolke og tyde. Men nu sover hun stille. Helt stille. Shyyy. Lad freden sænke sig over mit bo, som hun invaderede, med sorte og hvide forklædninger, hængt på bøjler i skabets krog. I morgen, når solen atter står op, begynder det om igen. Som dagen i går og dagen i morgen, der er intet nyt under solen. Så lunter hun op med sit mugne ansigt, hvis folder er skabt i en anden form, end de folder jeg kender til. Og dog ser jeg i glimt i min fjerne erindring, en folde eller to, jeg måske er stødt på. I en anden tid. I en anden verden, jeg engang har levet i. Så sjasker og plasker hun rundt i en time på badeværelsets gulv under bruseren. Og slæber vandspor rundt overalt, med klæbrige fødder, der kluntet tramper rundt og vækker hele huset. Mens mit eget ansigts folder strammes, bare en lille smule. For håndklædet smider hun vant på gulvet. Nonchalant venter hun jeg samler det op. Jeg er jo moderen, cocoonens skaber, moderskibets pilot i galaksens sfære, der, hvor hun kommer fra. ”Godmorgen Lina”, siger jeg med krummede tæer. Ved aldrig hvad jeg kan vente. Bliver mødt af en mumlen af ukendte ord ”… omfg…µ¤}#…” Jeg forstår dem ikke. Sætter lidt brød og juice på bordet. Hun må jo spise det vi andre får. Jeg ved ikke hvad sådan nogen spiser, så andet kan jeg ikke gøre. Men hun ser bestemt ikke glad ud for udvalget. Det passer ikke hendes alien maner. Så hun vrænger næse og brummer og spytter. Så må hun jo bare lade være. Så får jeg en furie med hele baduljen af alien ukvemsord. Det må det være, så hidsig hun bliver, når hun åbner sit alien gab. Det ser ikke kønt ud, bestemt ikke nej. Og jeg kigger den anden vej. Forsøger at lade som ingenting, men råber til sidst ”HOLD SÅ KÆFT”. Da får jeg det dersens alien blik, fra de hersens alien øjne, af ubestemmelig størrelse, farve og snit, der sikkert kan dræbe deroppe. Men jeg kigger bare den anden vej, tager maden af bordet og går. Skal pakke min taske og huske på ting til dagens gøremål. Og hun farer frem og tilbage imens. Mellem spejlet i gangen og børsten og tøjet, hun føler sidder forkert. Numsen er stor og hovedet for lille. Hun ligner jo ikke os andre. Hvad skal jeg sige? ”Du er smuk, som du er!”  Hun forstår det alligevel ikke. Nej. I hendes ører bliver det til ”Du er grim og fed og dum.” Men hvad ved jeg også om det? Hun er en alien fra en anden galakse, ikke et menneske som mig. Så tager vi af sted ud af døren den morgen. Hun skal i skole, og jeg skal på arbejde. Vil gerne kysse hende farvel. Sådan som en moder jo gør. At jeg tør!  Hendes øjne er hvide, når de sådan kigger op, og rundt, for at se, om andre ser, at jeg opfører mig dumt og pinligt og skørt. Vi er ikke fra samme planet, fat det nu. Gad vide hvordan de gør der? Klokken bliver 16 og jeg trasker hjemad igen. Er træt og lidt sulten, så ser frem til lidt mad. Åbner køleskabet op efter lidt godt! Og hvad møder mit blik? Al lækkert er væk! Følger jeg krummernes gang gennem stuen, ender de op foran tv og computer, og måske en veninde eller to. ”Smager det godt?” spørger jeg sarkastisk, mens maven knurrer og hovedet gør ondt, mens de sidder og æder mit slik. Ubestemmelige smaskende gnaskende lyde og tomme blik og uskyldige smil, fra alien hoveder, ikke kun Linas, glor ligegyldigt på mig. Hvem er de, de aliens? Hvor kommer de fra og hvor mange er de i alt? Giv mig et kompas, en vejviser og et kort, og jeg rejser gerne derhen; de 1000.000 af lysår herfra, for at finde det ukendte svar. Hvad der gemmer sig bag deres hoveder, hvis noget? Har de en sjæl og et hjerte der slår? Eller er de sammensat af andre molekyler, vi andre ikke kan fatte og forstår? Nåh. Ned i butikken og handle ind med mig. Fik spurgt om den alien derhjemme kunne tænke, at lette popo ‘en og hjælpe mig lidt: ”Deres majestæt Lina. Vil du gøre mig den ære, at ledsage mig til madvarernes gavebod med din kære?”. Forstod vistnok fægtende arme og ben sige. ”Gider sgu ikke. Er du fatsvag og dum? Totally random og fucked up slum!” Slider og slæber med indkøbsposer. Det er dyrt at have sådan en på kost. Hun æder mig snart ud af huset. Med tøj der skal købes, og sko og makeup. Og så ligger hun bare der og flyder i sofaen, som en slatten masse af hud og kød. Engang lå hun lille og sårbar og rynket, i mit åbne skød. ”Sa vi sart bise,” mumler hun gennem sofapudens hynder med halvåbne øjne og sove hår. Lidt ord har hun da lært at sige, på menneskesprog og med menneske stemme. Men snakkede hun ikke mere rent, dengang hun var et enkelt år? Jeg knokler med gryder og potter og pander. Min alien dør snart af sult. Den stakkels lille grønne unge, kan ikke rejse sig før hun får mad. Hendes alien ben bliver noget så tunge, når den ikke står klar klokken seks. Op på sit værelse, så snart hun har spist, for at lade musikken runge. ”Hey, hjælp lige med at bære ud. Og skru ned!” råber jeg vist i farten. Men sådan en alien er både blind og døv. Hun gør hvad hun lyster, den egoist. I hendes verden er det alle andre, der gør hende trist. Med dårlig behandling og krav og skæld ud. Så synger hun højt, som en superstjerne, og griner og ler og folder sig ud. Som den alien hun er, er det det hun bliver, i spejlet på væggen i værelset. Måske hun et øjeblik finder tid, til at sætte sig sammen med mig. Og prøver at snakke de menneskeord, der ofte skiller os ad. Lægger sine arme kærligt om mig: ”Jeg elsker dig, mor,” siger hun klokkerent. Mens hun to sekunder senere stamper i gulvet: ”Jeg hader dig,” fordi der var noget hun ikke måtte. De bukser hun havde set, var ellers så hotte! Mellem 21:00 og 00:00 sker miraklet. Ungen falder i søvn. Derinde i værelset ved siden af mit, hvor væggen er malet pink. Og hormonerne summer og drømme bliver drømt, og en lummer kummer er gemt. Udenfor blinker stjernerne stumt, oppe i himmelrummet, hvorfra en cocoon engang faldt ned og klækkede i tusinde stykker. Og ud trådte Lina den grønne unge, fra en fjern planet. På et eller andet ubestemmeligt tidspunkt, fandt hun vej til mit hus.    
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...