Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
701Visninger
AA

1. Det sidste hyl

Det havde længe været vinter. Så længe, at isen overalt på jorden, lå som en uendelig skøjtebane. Jeg sad sammen med mor og far og ventede på at uddø.

Engang havde sneen ligget blød og hvid med aftegninger af fodspor fra menneskefødder, der hver dag traskede gennem den.

Jeg havde altid været den første herhjemme til at løbe ud af hoveddøren hver morgen, og hoppe rundt i nattens nyfaldne sne og lave figurer og engle. De andre børn fulgte efterfølgende trop og kom ud og boltrede sig sammen med mig.

I bøgerne på reolen i vores store stue, hvor den kæmpe brændeovn altid glødede, var der fortællinger og billeder fra gamle dage, før ildkuglerne ramte jorden og fik den til at stå i flammer. Uigennemtrængelige støvskyer havde efterfølgende lagt sig rundt om jordens atmosfære og dækket for solen.

Vi boede i et stort fælles hus uden værelser, bygget af alverdens materialer, som engang havde ligget tilbage i soden fra flammerne. Huset var isoleret med en masse stoffer og plader af blik og jern. Der lå flere af den slags fælles huse rundt omkring. Det var vigtigt at være mange sammen for at holde varmen.

Kun de voksne kendte til andre tider. De yndende at læse højt fra bøgerne med salige smil og fjerne blanke blikke; om grønne træer med frugter og blomster i alverdens farver. Om solens varme og havets skvulpende bølger, som skibe sejlede på. Om biler og flyvemaskiner, der kørte på vejene og fløj på himmelen, som fugle, og fragtede mennesker rundt overalt i verdenen. Og butikker fyldt med mad og tøj man kunne købe for penge man havde tjent på at arbejde. Om skoler, hvor børn hver dag tog hen for at lære at læse, skrive og regne. Nu spiste vi en pille tre gange om dagen, der gjorde os rolige og mætte. Men mine tænder løb alligevel altid i vand af billeder fra gamle kogebøger med farverige måltider, der engang blev tilberedt i duftende og sydende køkkener i små hjem, sådan som mor plejede at fortælle. Det var også mor der lærte mig at læse. Far var for det meste ude for at skaffe brandbare materialer til at holde os varme ved brændeovnen, sammen med de andre fædre, og hente pillerne på forsyningslageret midt i byen, som dagligt blev leveret af store grønne tankvogne med snekæder. Der kunne man også hente rene uldklæder en gang om måneden. Nogen gange var det far, der skulle køre en af vognene til og fra byen. Det tog en dagsrejse at nå frem til kemifabrikken, der fremstillede føde-pillerne og andre livsnødvendige ting og sager, til at opretholde livet med.

Det var umuligt at færdes ude ret længe, da sneen stod højt og kulden bed i knoglerne under huden. For det meste gik vores dage med at læse, og engang i mellem at skrive på væggene med kullet fra noget af det udbrændte træ fra brændeovnen vi ragede ud. Og så sang vi sange og kunne finde på at danse rundt, så vore kroppe ikke forfaldt og stivnede i mangel på bevægelse. Nogen gange gik vi på besøg hos nabohusene, som kunne fortælle nye historier og synge nye sange, og som dansede med os. Jeg elskede når jeg kunne lege med de andre børn i deres huse eller hjemme hos os. Så gik vi ofte ud i fællesskab og samlede sne i karrene, som vi satte ind til brændeovnene og drak det iskolde vand når det smeltede. Men vi skulle altid passe på ikke at spilde vandet på os selv, for vi var pakket ind i mange lag uldklæder.

Engang havde jeg væltet et af vandkarrene ud over mig selv og blev gennemblødt. Det tog mig flere dage at få varmen igen, selvom jeg blev klædt helt af til skindet og indhyllet i tørre klæder, som vi havde gemt på reservelageret på loftet. Under klæderne voksede lange dun på vore blege kroppe. Vore ansigter var dækket af lange mørke hår.

”Vi ligner snart sneulvene,” sagde mor tit og fortalte om de smukke mennesker, der engang havde levet med glatte huder, som blev gyldne under solens stråler. Jeg syntes ikke de var smukke. De så mærkelige ud uden ansigtspelsen.

Vi frygtede alle sneulvene, der sneg sig rundt mellem vore huse om natten og hylede sultne. De kradsede på væggene og gravede i sneen, for at komme ind til os. Det var ind i mellem hændt, at de havde fået fat i et menneske, som de åd. Men der var ikke mange af ulvene tilbage. Far sagde de var ved at uddø, på grund af manglen på føde. Menneskene var blevet for dygtige til at undvige dem. Engang var det sket, at en af mændene i vores by, havde slået en ulv ihjel. Så havde vi holdt en kæmpe fest, flået pelsen af ulven og stegt den over et bål. Vi havde alle fået et stykke kød hver, for at smage på fordums tider. Men kødet havde gjort os alle frygtelig syge, så vi havde siden kun holdt os til pillerne.

I den ene ende af huset, var et blikkors banket op på væggen over vore sengepladser. Det skulle beskytte os. Mor sagde, at mange mennesker havde brug for at bede til noget, der var større end dem selv. Jeg vidste ikke helt hvad det skulle være eller hvordan det så ud, men i nogle af de gamle bøger, var fortællinger om guder og helgener. Om åndelige verdener, hvor mennesket kom til, når de forlod livet.

”Vi kæmper for at leve,” sagde mor. ”Ligesom ulvene.” Vi måtte derfor tro på, at vi nok skulle klare det. Eller i det mindste, at der ventede os noget bedre, hvis vi ikke klarede det.

”De, der ikke tror på noget, overlever ikke,” sagde mor. Så derfor forsøgte jeg også at tro på andre verdener og væsener.

 

”… Det er snart umuligt for vognene at nå frem til lageret,” sagde min far en dag, hvor sneen havde væltet uafbrudt ned i flere uger. ”Gravemaskinerne kan heller ikke følge med længere. Det er én stor skøjtebane derude…” Han tøvede og så trist ud. Udover tankvognene, var det lyden af gravemaskinernes brummen, der hele mit liv havde rungede overalt, som et evigt ekko nat og dag, i en endeløs kamp for at grave sneen væk fra husene og holde stien til forsyningslageret åben. Husene lå nede i bygder af sne og is, der ragede mange meter op over hustagene, som små bjerge. Gennem årene var det hændt at noget af sneen var skredet, og havde begravede et eller flere af husene, som ingen slap levende ud fra. Men det var da solen endnu kunne finde på i foråret og sommertiden, at kaste lidt mere varme af sig, så det knagede og bragede i de små isbjerge omkring. Nu havde kulden efterhånden iset sneen så meget til, at den stod urørlig, som klippeblokke, omkring husene, uanset årstiden.

”Jeg henter en ration i dag, og så må vi blive inden døre i den næste tid” sagde far stille. Mor stirrede fjernt ud for sig, så jeg satte mig op på hendes skød og lagde armene om hende. Vi sad et øjeblik stille sammen med et par af de andre i huset, foran brændeovnen, der knitrede i takt med gravemaskinernes brummen udenfor. Andre tog plads foran blikkorset i den anden ende af huset.

Så blev der pludselig stille overalt. Stilheden var øredøvende og helt ukendt for mig og de andre børn. Gravemaskinerne var stoppet med at arbejde. Der var nogen der begyndte at græde. Jeg var også bange, men følte mig alligevel tryg sammen med mor og far.

Min far rettede sig fattet og roligt op, men med våde øjne. ”Jeg må af sted inden det er for sent.” Han nåede dog kun til hoveddøren, før en larmende buldren på vores tag og ruder fik ham til at stoppe op. Vi rejste os og løb alle hen til vinduet og kæmpede for at få plads til at se hvad der skete udenfor. Snefnuggene, der altid dalede ned i et væk, var erstattet af små hårde is kugler. Der lød en råben og skrigen et sted udenfor og en hylen fra sneulvene i det fjerne, der langsomt forstummede sig. Det måtte gøre ondt at blive ramt af isen. Far mente det kunne være dræbende, og gennede os hen til brændeovnen igen.

”Jeg tror tiden er kommet,” sagde han og kiggede intenst på mor. Hun nikkede, løftede mig op i hendes arme, inden vi gik ned til korset, hvor de fleste havde sat sig tæt sammen, for at holde varmen.

Det eneste vi kunne gøre var at vente, så længe det måtte være. Jeg sad mellem mor og far og så de rindende floder og regnbuer, der buede henover himmelen i regnvejr og vandede jordens grønne tæppe, med alle dens blomster og frugter. Jeg så solen bryde frem mellem grå skyer, så mennesker strømmede til havet, hvor legende børn kastede sig i bølgerne, inden de med deres forældre kørte hjem i biler på åbne veje. Hjem til deres små huse, hvor de lavede mad på komfurer og i ovne, som duftede vidunderligt. Og vandet hentede de fra vandhaner, der gennem rør i jorden, strømmede op og ud, når man drejede på et håndtag. Jeg ville gerne fortælle mor om alle de steder og ting jeg så, som hun havde fortalt om fra hendes barndom, men min mund var lammet og hendes krop var stivnet. Far havde lukket sine øjne med snehvide øjenvipper og små istapper hængende fra det lange hvide skæg i ansigtet. Det strammede til i mit eget ansigt og i min krop af kulden, der først havde bidt smerteligt til, men siden var blevet følelsesløs. Kun mine øjne var endnu en smule intakte. Jeg stirrede på blikkorset og bad en bøn, inden jeg gennem sprækkerne i mine øjenlåg, så en sneulv komme krybende, tynget af lange isflager og blodige sår fra iskuglerne udenfor, hen langs gulvet, og lagde sig foran mig, mens den kneb en sidste, næsten lydløs hylen, ud gennem sin strube.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...