Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
728Visninger
AA

4. Deleted

”… Til seminariets sommerafslutning, afholdes karneval med valgfrit tema…,” stod der i mailen i indbakken på Lisas pc. Lisa trykkede ”delete” mens hun stirrede tomt og udtryksløst ind på skærmen. Det var ligesom med Ulrik. En ganske kort opringning på mobilen, og han havde slettet hende fra sit liv: ”Jeg er ked af det Lisa,” havde han sagt. ”Jeg elsker dig ikke mere!” Mail deleted.   Lisa deleted!   Der var gået cirka en uge, hvor hun havde gjort, som hun plejede; fulgt undervisningen på sin uddannelse fra mandag til fredag, været i madklub onsdag aften med tøserne og til Zumba tirsdag og torsdag eftermiddag, men så om lørdagen var der sket noget.   Dagen var startet helt som den plejede, når hun havde fri. Hun var vågnet, havde spist morgenmad, løbet en tur og var derefter gået hjem i bad. På vej ud af badet, svøbt ind i den hvide plyssede badekåbe, som Ulrik havde købt til hende få måneder før, og med håret drivvådt og dryppende ned langs skuldrene, var hun gået gennem stuen, som en anden zombie. Det var mens hun havde stået der under bruseren og ladet det skoldhede vand kærtegne hendes krop, at det var gået op for hende, at hun var helt alene. Hun var faldet på knæ på stuegulvet, mens hele hendes krop havde sitret i krampagtige ryk, samtidig med at hun måtte hive efter vejret for at få luft. Derefter var alt blevet mørkt.   Hun vidste ikke hvor længe hun havde ligget der, halvnøgen, på gulvet i fosterstilling. Solen havde blændet hendes øjne ind gennem det store stuevindue på 3 sal, og vækket hende fra den dybe søvn hun måtte være faldet i. Lisa missede med øjnene for at se viserne på uret, der stod på reolen ved siden af de indrammede fotografier af hende og Ulrik, men hendes blik var endnu sløret af sollyset. Hjemmevant vidste hun dog, at det måtte være hen under aften, når solen på denne årstid, langede sine hvide blændende arme ind i stuen. Hun havde altså omtrent ligget der siden middag,   Det havde været på sådanne sommeraftener, at hun og Ulrik havde siddet sammen i sofaen og ladet sig varme af solstrålerne gennem vinduet, mens de snakkede om alt mellem himmel og jord, inden de skulle ud sammen med venner eller bare med hinanden. Det hændte også, at de skulle have gæster til mad. Så plejede de at stå sammen i køkkenet, der summede af deres fælles liv; osen fra stegepanden med saftige bøffer og duften af friske krydderurter, der blev hakket i salaten. Nu fandtes alt dette ikke længere, men var svundet ind til en svag erindring fra en helt anden tid.   Lisa havde, efter at have sundet sig lidt, rejst sig fra gulvet og følt sig bemærkelsesværdigt rolig og fattet. Hun havde også kunne klæde sig på og gøre sig i stand. Lidt mascara på øjnene og en børste gennem det brune halvlange hår, som Ulrik havde elsket at hive i, når han ind i mellem, aggressivt, havde taget hende bagfra. Hun havde elsket hans vildskab og lidenskab, som hun havde tolket, som et begær efter hende, der bundede i en dyb oprigtig kærlighed, der ville vare ved. Det burde den også have gjort, men Lisa havde været naiv. Hun havde troet, at det de havde haft sammen var urørligt, som panserglas.   Lisa og Ulrik. Ulrik og Lisa, - deleted!   Hun havde endda været så fattet, at hun havde besluttet sig for at tage med til sommerkarnevallet på skolen, som hun i første omgang ikke havde orket. Lisa brugte derfor lang tid på at finde det helt rigtige tøj at tage på. Havde prøvet forskellige kjoler, bukser og bluser, indtil hun endelig kunne smile tilfreds tilbage på den udklædte skikkelse i spejlet i entreen. Det var en anden Lisa, der mødte hendes blik, men en Lisa der matchede Lisa. Hun lod langsomt fingerspidserne glide op langs den hvide gipsmaske på hendes ansigt, og henover den lille revne ved højre øje, der var opstået gennem tiden.  Den havde hængt på væggen i soveværelset ved siden af aftrykket af hendes eget ansigt. Gipsmaskerne var lavet en regnfuld søndag af ren og skær kedsomhed, men dagen var endt med latter, ømhed og nærhed, fjernt fra det grå lys, der tegnede sig udenfor deres fælles hjem. Lejligheden var efterfølgende blevet til Lisas alene på et eller andet tidspunkt i den forgangne uge, hvor Ulrik måtte have hentet de mest nødvendige ting, mens Lisa var i skole. De to fuldendte ansigter havde stadig hængt tilbage, side om side, på væggen over dobbeltsengen; elskovsreden; trygheden. Men ikke længere. Nu havde Lisa taget hans ansigt på.   En sms bippede ind på mobilen. ”Hej Lisa, kommer du med til karnevallet? ” Lisa skrev tilbage. ”Er blevet syg, så kan desværre ikke komme. Håber i får en sjov aften…” Hun smed mobilen ned i sin taske og sukkede. Hun havde ikke gidet hænge ud med tøserne, og desuden vidste de ikke hvordan det stod til mellem hende og Ulrik. Hun havde intet sagt og de havde intet kunne mærke på hende. Det havde hun ikke engang selv kunne.   Smerte deleted!   Hun var gået hele vejen, de 10 kilometer, der var til skolen fra lejligheden. Det var som om tiden var blevet en ubetydelig størrelse, og at hendes krop var blevet vægtløs, som om den kunne udrette ting, den ikke havde kunnet før. Hun havde ellers været vant til at blive kørt rundt af Ulrik i hans lille blå Fiat Punto, der duftede overdrevent af sprinklervæske. Selv havde hun endnu ikke fået kørekort, men det havde hun heller ikke haft grund til, når de altid havde fulgtes ad til alting. Uadskillelige, som sammenvoksede tvillinger, havde de været, lige siden de første gang havde mødt hinanden til en af festerne på skolen. De gik dog ikke på samme hold. Han var en årgang før hende, men de ventede altid på hinanden. Måske mest fordi han havde været så jaloux på andre fyre, den første tid de havde kendt hinanden. Bange for, at hun ville falde for en, han mente, kunne være bedre end ham selv. Men hvem kunne være det? Ulrik havde været perfekt og ingen andre ville nogensinde kunne blive så perfekt igen, som han, i hendes øjne, havde været. Men hun havde selvfølgelig taget fejl. Ulrik havde haft en revne, der endte med at krakelere. Ligesom den revne der var kommet i gipsen i masken i hendes ansigt.   På vej hen mod karnevallet, havde forskellige folk gået forbi hende og havde kigget efter hende. Nogle var kommet med tilråb, enkelte af ubehagelig karakter, andre mere sjove. Der havde ligget en hvis fryd i hende over, at det på en måde var Ulrik de grinte af og råbte efter og derfor gjorde det ikke så meget. De kunne jo heller ikke se Lisa, som sad i sikkerhed i den stive ubevægelige Ulrik-maske med to smalle udklippede huller, hvorfra kun hendes brune øjne kunne ses bevæge sig. Ulrik havde engang elsket hendes nøddebrune øjne, der i solen, fremkaldte et nærmest gulligt skær, og hun havde elsket hans dybe blågrå øjne, der havde set ud som om de var fulde af varme og kærlighed, men hun var ikke længere sikker. Måske havde den kærlighed hun havde set deri, blot været genskæret fra hendes selv.   Da hun endelig var nået op til sommerkarnevallet, der blev holdt på et stort udendørsareal ved skolen, blev hun mødt af høje trommende toner fra latin-amerikansk musik og glade højrøstede stemmer, der kom nærmere, for hvert skridt hun tog, og blandende sig med den tunge hvæsen fra hendes åndedrag. Hun var hurtigt gået hen midt i folkemængden, der euforiske dansede rundt, iklædt farvestrålende dragter af fjer, perler, palietter, tyl, silke og nylon, og hvorfra parfumerede dufte fra varm hud, fuld af glimmer og kropsmaling, iblandet en svag sødlig og syrlig lugt af sved, hang, som en tæt klæbrig tåge. Hun var forsvundet ind i tågen med åbne sanser, som et vildt dyr, jagende og på flugt, og havde et øjeblik følt det som om hun skulle besvime, mens sveden var løbet fra hendes pande i en lind strøm, så det sved i øjnene. Hendes hjerte havde hamret hårdt i brystkassen i takt med de latin-amerikanske rytmer og et øjeblik havde hun haft mest lyst til at løb sin vej. Hun forsøgte at danse med så godt hun kunne, falde i med mængden og være usynlig. Lod sig rive med af først den ene samba, for derefter at blive skubbet hen i en ny, af den store trængsel af halvberusede dansende unge mennesker, hun kendte eller ikke kendte. Det betød ingenting. De var alle uigenkendelige bag deres forklædninger og masker, og selv uden disse forklædninger, kendte hun dem ikke. Hun kendte heller ikke Ulrik, og derfor heller ikke sig selv, for det var Ulrik der havde givet hende næring og havde fodret hendes sultne sjæl med indhold, som på et splitsekund blev revet væk af et simpelt opkald på mobilen. Så let forgængeligt og kontrastfyldt til de dybe fasttømrede rødder, der havde naglet hende fast til ham til evig tid.     Tro deleted!   Så var det, at hun midt i en afrikansk samba, endelig, havde fået øje på de blågrå øjne, gemt bag en sort Zorro maske, i tragten af mennesker, hun var ved at kvæles iblandt. Det var tilfældigt, at det lige var ham hun i det øjeblik havde stået, robotagtigt, og vrikket hofterne op ad og med, men hendes næsebor havde hurtigt opfanget den velkendte duft af Ulrik, og hendes hjerte var gået i stå!  Alt omkring hende havde snurrede rundt og rundt, som en karrusel, en hvirvelvind eller måske snarer en tornado, der truede med at suge hende op og ud i intetheden, mens sambarytmerne forvandlede sig til gale brølende dyr på en tør og gold savanne, hvorfra de udsultede og tørstige, søgte at opretholde deres eksistens. Lisa var blevet et med disse brølende dyr, og midt i hendes pinefulde hjertestop, havde hun samlet et skarpt glasskår fra en knust ølflaske op fra jorden, der i hendes skærpede sansers vold, havde blinket hende direkte op i fjæset, i alverdens neonfarver, i skæret fra den kulørte samba-dansende masse, der omsluttede hende. Hun jog den ind, med alle de overnaturlige kræfter, kun et galt menneske kunne besidde, og så ham falde stille mod jorden, alt imens savannes brølen, atter fadede ud i tromme-rytmer, der stadig holdt menneskemængden upåvirket i gang med vrikkende hofter og svedige kroppe.   Lisa var derefter gået hjem, havde sat sig ved sin pc og slettet invitationen til sommerkarnevallet. Det var alligevel et overstået kapitel nu. Hun rejste sig sløvt op fra kontorstolen og gabte højlydt, mens hun strakte sin trætte krop. Det var længe siden hun havde danset så meget. Hun ville nok være øm i morgen. Lige i det hun skulle til at slukke pc’en, poppede en meddelelse frem på skærmen:   Ulrik deleted!   Lisa smilede tilfreds og slukkede på kontakten på væggen...    
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...