Novelle samlinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er en masse forskellige noveller jeg har skrevet igennem min barndom. Hyg jer - gerne kommenter

1Likes
0Kommentarer
684Visninger
AA

6. Bjarnes ansigter

Bjarne var en mand med mange ansigter.

Med et af dem på, sad han ofte på bænken nede ved købmanden og drak elefantbajere sammen med de andre sutter, for livet havde ikke rigtigt flasket sig, sådan, som det engang var tænkt. Ikke sådan tænkt af Bjarne selv. Men af dem der havde valgt at sætte ham i verden. Bjarne var sådan set godt tilfreds med livet, hvis bare han fik sine elefanter.

Bjarne boede alene i en lejlighed i Randers. Det havde han gjort i mange år. Han havde aldrig været gift eller forlovet, men et par kvindelige bekendtskaber gennem årene var det da blevet til. Det var bare ikke gået helt efter planen. Ikke sådan at det havde været Bjarnes plan. Men der var gået for meget sprut i den, og så havde Bjarne slået lidt for hårdt med næven, når kællingerne ikke makkede ret.

Bjarne holdt allermest af at sidde og se tv derhjemme. Bare ham og elefanterne. Ja, og så lige smøgerne. De havde fuldt ham i tykt og tyndt gennem 46 år. Det havde jo startet sådan bare for sjov. Som drengestreger. Men nu var det pludselig blevet så alvorligt, at han ind i mellem havde svært ved at trække vejret. Det var sgu ligesom med de kællinger. De var ved at tage livet af ham. Men smøgerne kunne han ikke undvære.

Bjarne fik ind i mellem købt sig lidt mad. Sådan når han nu alligevel sad nede ved købmanden. Han var mest til de frosne frikadeller. Og så en skive rugbrød med et tykt lag af stegefedtet fra frikadellepanden. Så klarede elefanterne resten. Han var jo ikke specielt sulten. Det havde han nu aldrig rigtigt været.

Det var også lidt småt med at komme i bad og få rent tøj på. Det krævede for mange kræfter. Ikke fordi han ikke var stærk. Han var ualmindelig stærk. Han løftede mindst 30 elefanter hver dag. Op til munden og ned igen. Det tog på kræfterne.

Når Bjarne tog et andet ansigt på, kunne han godt finde på at gå sig en tur. Bare sådan helt umotiveret. Ud i det fri og lytte til fuglenes sang. Dufte til en blomst eller to og sidde på en bænk i parken og kigge på mennesker. Han var jo ikke helt sky, selvom skyerne engang havde samlet sig over ham, som et tordenvejr.

Med det ansigt på, havde han haft det hele. Villa, vovse og vovhund. En smuk kone med brune lokker og to børn. Det havde været lige efter bogen. I hvert fald efter de bøger Bjarne havde læst.

Han havde haft succes med sit arbejde. Var blevet chef i en tidlig alder, så penge havde de heller ikke manglet. Det var mere det med tiden. Bjarne havde brugt masser af tid på at arbejde. Men så havde han også købt nye møbler til huset, parfume til konen og legetøj til børnene. Og bilen kunne skiftes ud, hvis den gik i stå med tiden. Men tiden. Den havde han ikke kunne skifte ud. Eller købe. Den var gået. Hos Bjarne var den gået i stå.

Mens Bjarne havde arbejdet, var børnene blevet store og konen havde fået farvet håret lyst. De var næsten ikke til at kende, når Bjarne endelig kom hjem. Der blev derfor ikke sagt mange ord, og uden ord, forsvandt kyssene. Og krammene. Og konen og børnene.

Så var Bjarne flyttet i lejlighed, i en toværelses med køkken og bad. Og det var der, midt i Randers, at tordenskraldet var begyndt. Det lynede og bragede i Bjarnes liv, så meget at jobbet også røg. Bjarne havde fået en depression. Og angstanfald med i købet. Fordi tiden var gået fra ham, sammen med konen og deres fælles børn.

Børnene havde da ringet til ham i starten. Bare sådan for lige at høre hvordan det gik. Men Bjarne kunne ikke tale deres sprog. Han var en fremmed, fordi tiden var gået, uden at Bjarne havde lagt mærke til det. Men fuglene kunne han da snakke med. De sang så smukt, der, midt i parken, og han kunne fløjte med, så de forstod hinanden.  De kunne tale samme sprog.

Sådan var det slet ikke, når Bjarne tog sit tredje ansigt på. Da var han nok på talefod med elefanterne, men de tog ikke hans kræfter. De løftede ham op, endda helt op til skyerne, så hans hoved forsvandt fra kroppen. Måske fløj det væk. Hovedet. Og fuglesang kunne han derfor ikke høre.

Med sådan et fjæs, var Bjarne iværksætter. Sådan en af den ambitiøse slags. Han havde en energi, der ikke stod mål med ret mange andres. Var stor i kæften og ikke bange for at sige tingene ligeud. Sådan en mand kunne nå langt.

Og så havde Bjarne en søn at tage sig af. Sådan midt imellem de store armbevægelser og elefanter.

Sønnens mor var det ikke gået godt med. Hun havde ikke magtet at få et barn. I hvert fald ikke med Bjarne, så hun var flyttet. Og ungen gad hun ikke have med sig. Men Bjarne tog sig godt af sin søn. Så godt han kunne. Det var jo ikke nemt at være selvstændig og arbejde på alle tider af døgnet med en søn i huset. Og slet ikke, når sønnen ikke ville i børnehave. Eller i skole, mens kvinderne strøg ud og ind af Bjarnes liv. Mellem arbejde og børnepasning. Men så skræppede sønnen op, som en anden sulten fugleunge. Han ville have sin far for sig selv.

Så måtte Bjarne ty til næven igen. Følelser var der ikke plads til, ikke mellem de store armbevægelser, en søn og elefanterne.

Et skridt frem og to tilbage. Sådan var Bjarnes liv. Og sønnen var med overalt, stadig evig skræppende. Altid sulten efter fars opmærksomhed mellem arbejde og elefanter og kvinder. Et stort kaos. Oppe i Bjarnes hoved.

Det var en evig kamp, at skaffe penge til det store hus og regninger. Bjarne måtte tage lån og snyde sin skat. Og skat. Der var frit slag på alle hylder.

Indtil sønnen blev større og elefanterne fyldte mere. Så fløj sønnen fra reden, med stækkede vinger. Hjem til sin mor, som blev tvunget til at magte ham.

Så tabte Bjarne mælet og blev stum. Hans store kæft, havde lukket munden på ham selv. Den selvsamme kæft, som havde skræmt alle andre væk. Og så de store armbevægelser, der slog for hårdt. Selv kvinderne havde han brugt op. Der var ikke flere tilbage at ramme. Men Bjarne blev ramt. Gik konkurs med firma og hele molevitten, og flyttede i lejlighed midt i Randers. Bjarne kunne ellers have nået så langt, men endte helt ude på Lars tyndskids marker.

Det var også der, på Lars tyndskids marker, at Bjarnes sidste ansigt var at finde, så skævt stod det til. Bjarne havde nemlig en sygdom, lige midt i hjertet af Randers. Det var ikke noget man rigtigt kunne se på ham, men den var der. Det havde den været det meste af hans liv.

Det var startet da han bare var 15 år gammel. Sådan midt i det hele.

Han havde ellers været en glad dreng med ild i røven. Det kunne hans forældre godt skrive under på. Og det havde de også gjort med masser endefuld og tæsk. Ned med nakken og håret tilbage, så lignede han en artig dreng. Men ilden havde alligevel brændt inden i, så meget, at han en dag brændte sammen.

Verden var pludselig blevet anderledes for Bjarne. Bjarne hørte stemmer, som ingen andre kunne høre. Det kunne være gode stemmer. Men også onde. Og så var hans forældre begyndt at læse og kontrollere hans tanker, sådan at han slet ikke havde magt over sig selv mere. De ville gøre ham ondt, som om det ikke havde været straf nok, at give ham tæsk.

Så var Bjarne røget på den lukkede, mens verden havde lukket sig for ham med et bump, ligesom døren til den lukkede havde gjort.

Bjarne havde gennem årene fået masser af medicin, så han kunne blive rask, og som fik hans krop til at vokse sig stor. Ligeså stor som hans hoved. Det fyldte for meget det hoved i forhold til resten af kroppen. Det havde det i hvert fald gjort. Men Bjarne forsøgte at udligne det. Derfor spiste han så meget, at han lignede en udspilet ballon, der var ved at sprænge. Men det var bedre at kroppen sprang, frem for hovedet.

Bjarne havde ikke kunne passe et arbejde. Ikke et rigtigt et, ligesom andre gjorde. Han var dog blevet beskæftiget på nogle værksteder gennem tiden, sådan mest for at holde sig i gang.

Bjarne brød sig egentlig ikke om at være på de værksteder. Allerhelst ville han bare være hjemme. Så sky var han, at han ikke kunne lide at være sammen med andre mennesker. Han brød sig slet ikke om mennesker.

Hans forældre ville han ikke se. De var jo kun ude på at gøre ham ondt. Men tæske ham kunne de ikke. Så stor var han blevet. Men han skulle nok få ram på dem en dag, hvis han så dem. Derfor ville han ikke se dem.

Så længe Bjarne var medicineret, kunne han bo for sig selv, i sin toværelses i Randers. De holdt ham nede, pillerne. Nede med nakken og håret tilbage. Sådan gik Bjarne rundt. Så brød ilden ikke ud og brændte nogen. Han brød sig alligevel ikke om verdenen. Der var flammer derude, der også kunne brænde ham. Og det gjorde de en dag, men ikke dem i verden. Det var de flammer, der havde banket inde i Bjarne. De havde slukket sig selv. Det kunne man læse i avisen:

En 58-årig mand har tilsyneladende ligget død i sin lejlighed i Randers i halvandet år, uden at nogen har savnet ham.
Først da naboer klagede over dårlig lugt fra lejligheden, blev liget fundet.
Politiet har ikke været i stand til formelt at fastslå, at der er tale om den 58-årige på grund af ligets tilstand, men politikommissæren fra Østjyllands Politi anser det for meget sandsynligt, at der er tale om lejlighedens beboer.
Manden var uden kontakt med sin familie, og hans Betalings-Service fortsatte med at betale hans regninger med indtægten fra hans førtidspension. Derfor var der ingen, der savnede ham.

Bjarne havde i mange år levet et råddent liv, men ikke så råddent blev det, før de fandt ham død. Der havde Bjarne ikke længere noget ansigt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...