Aura Bender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Aurora bor oppe på toppen af et bjerg i en by som oplærer piger og drenge i at læse, finde og kontrollere auraer. Aurora selv er en pige der er en af eleverne og endda en med stort potentiale. Hun levede i bjergene til menneskene udenfor byens mure fandt dem og gik i krig efter deres kraft, men mislykkedes da alle i byen nægtede at træne dem. Sure dræbte krigerne alle Aura Benderne og gik deres vej igen uden at vide at de manglede to mere. Aurora som altid pjækkede og gemte sig omme på den andenside af bjerget overlevede sammen med en pige hun fandt. Hun finder et hemmeligt bibliotek med bøger som har mystiske metoder for betvingningen. Med hjælp fra bøgerne lykkedes det hende at redde den lille pige ved navn Laura, som fortæller hende det hele og så snart hun fandt et klæde med et symbol på som tilhørte en fra krigerne svor hun på at tage hævn.

3Likes
2Kommentarer
501Visninger
AA

1. Elimineringen af Aura Benderne

"Aurora! Aurora! kom så tilbage! DU har time nu!"

De løb rundt og ledte efter mig. Hvornår lærer de at det er umuligt for dem at finde mig? Det her er ca. den 23 gang de forsøger at få mig til time. Jeg kan godt huske den gang jeg startede der. Jeg glædede mig så meget til at skulle lære at betvinge auraer men det var så nemt at det blev alt for kedeligt til at blive. Jeg blev der kun i ca. 4 år siden jeg ankom og derefter begyndte jeg at pjække siden det blev så kedeligt. Mange fortalte mig at det ikke var godt at jeg pjækkede, men jeg ville alligevel ikke lære noget hvis jeg blev. Man hvor var det kedeligt. Jeg havde fået chancen til at komme til den her skole i byen på toppen af det her bjerg, men jeg måtte først komme over på den andenside af de her vægge så snart jeg var færdig på skolen og det ville vare i godt tre flere år. Hvor kedeligt. Jeg kunne først komme ud og se verdenen igen når jeg var 18 og ellers kan jeg kun se verdenen oppe fra bjerget her mellem skyerne. Det var ellers svært at se ned fra bjerget om hvad der var i bunden. Jeg kunne kun se noget blåt og noget grønt. Mit gæt ville være græs og vand fra jorden og søerne. Jeg lagde mig ned på gulvet og faldt langsomt i søvn under kirsebærtræerne. Nogle blade faldt ned på mig og faldt blødt ned på jorden igen. Jeg fik et mareridt fyldt med skrig og rædsel, hurtigt vågnede jeg op igen og løb tilbage til byen. Jeg havde bange anelser og jeg havde ret. Så snart jeg var tilbage så jeg hele byen malet i rødt, malet i blod. Jeg gik hjem til alle mine venner, ingen var i live. Jeg gik til skolen, børn dækket af blod lå koldt og stille på gulvet. Uanset hvor jeg gik kunne jeg kun se døde folk med blodet der flød ud af deres kroppe. Ingen anden lyd end vindens og mine skridt kunne høres. Jeg begyndte at skrige, jeg begyndte at råbe. Hvem kunne have gjort det? hvem? Jeg begyndte at sænke farten. Mine tårer udbrød mens jeg gik fra hus til hus i håb om en overlevende. Ingen var tilstede, jeg var den sidste. Hvorfor? hvem? det var det eneste jeg kunne tænke på. Sidste hus, sidste sted. Jeg ankom til rådhuset, jeg ankom til mit hjem.

"Hallo?! Far? Mor? er i her? hallooo! Er der nogen?"

Intet svar. Jeg gik ind på mit fars kontor. Der græd jeg så mere end nogensinde. Død med blodet ud af sin hals lå han stille over et stykke papir og en pen i hånden. Min mor lå foran hans skrivebord med sine hænder dækket af blod og med blod der flød ud af hendes bryst lå hun stille med åbne tomme øjne. Jeg lukkede dem for hende og gik hen til min far. Jeg løftede ham op fra sit skrivebord og tog hans papirer op. Jeg læste dem en efter en. Bare nogle love og tilladelser undtaget et papir. På papiret var der nogle instruktioner. Jeg hørte et brag. Jeg løb så hurtigt som jeg kunne over til huset vedsiden af hvor jeg så en potteplante som var før ovenover et skab være knust nede på gulvet. jeg gik langsomt hen til skabet. Jeg stod foran skabet og åbnede det så hurtigst som muligt og gjorde klar til at slås. Et skrig kom ud. Jeg så en lille halvdød pige som helt sikkert snart skulle dø. Man kunne ikke rigtigt redde hende. Hun var ved at dø af for meget blodtab. Skabet var fyldt af hendes blod og lidt foran skabet var der allerede en blodpøl. Hun begyndte at tigge mig om at hjælpe hende. Hendes tårer brød ud og hendes hud begyndte at blive bleg. Blodet blev ved med at flyde ud af hendes krop og rædselslagen så hun på mig

"Hvad hedder du?"
"Jeg-jeg hedder Laura, please vær sød at hjælpe mig"

Jeg kiggede rundt. Jeg så på et billede og syntes at det så bekendt ud. Jeg så på papiret igen. Jeg fjernede billedet, som skjulte for et hul som havde form af en rombe. Formen var bekendt og jeg kiggede så rundt. Min halskæde begyndte at dingle rundt og jeg puttede den med det samme i hullet. Den passede perfekt og en dør åbnede sig. 

"Please lad mig ikke være alene"

Jeg tog hende op på min ryg og gik. Der var en trappe inden bag døren som jeg fulgte ind til et rum fyldt med bøger. Jeg satte hende ned på en stol og kiggede i bøgerne. Det var nogle gamle bøger med gamle måder at betvinge auraer på. Jeg kiggede lidt rundt i dem og fandt en ny måde man kunne betvinge auraer. Det var en metode hvor man kunne forene to auraer i en. Jeg kiggede videre og fandt en hvor man kunne betvinge en aura indtil en form. Jeg kiggede på Laura og fik en ide. Jeg kunne måske redde hendes liv.

"Hey Laura jeg tror at jeg har fundet en måde på at hjælpe dig, men den er ret risikabel"
"Jeg tager chancen, hvis jeg har en lille chance til at overleve så tager jeg den"
"Du ville ikke kunne være et menneske mere, jeg ville kunne betvinge min aura til at tage form og så kan jeg få dig til at leve i den ved at forene vores auraer. Jeg er ikke sikker på at du ville overleve, måske"
"Hvis jeg overlever ville du så gerne blive sammen med mig?"

Jeg kiggede på hende. Hun var kun 5 år gammel og var ved at dø. Jeg ville ihvertfald blive ved hendes side, hendes familie var væk og jeg var den eneste der var i live som hun nu kendte. Jeg nikkede ja til hende og et lille engle smil kom på hendes ansigt. Jeg begyndte så at gøre mit bedste efter bøgerne og skabte en aura form som hun så skulle leve i. Jeg forenede vores auraer sammen og død var hendes krop nu. Jeg lukkede mine øjne og koncentrerede mig. Da jeg åbnede dem og så på auraen. Den havde taget form som en lille hvid ulveunge og logrede med halen.

"Laura er det dig?"
"Ja! det gør ikke ondt mere! hvem er du egentlig?"

Jeg følte at jeg skulle besvime. En talende ulv lavet af min aura talte til mig som en 5 årig pige! Da jeg vågnede igen forklarede hun mig hvad der var sket og jeg løb så hen til torvet. Der var et klæde med et symbol på. Det symbol tilhørte sikkert dem der angreb os. Det var nogle krigere som gerne ville lære om hvordan man betvang auraer men de nægtede siden de ville bruge det i krig. På grund af at de ikke fik det lært dræbte de alle i byen. Nu var jeg sikker på hvad jeg skulle fra nu af. Jeg ville nu sørge for hævn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...