Aura Bender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Aurora bor oppe på toppen af et bjerg i en by som oplærer piger og drenge i at læse, finde og kontrollere auraer. Aurora selv er en pige der er en af eleverne og endda en med stort potentiale. Hun levede i bjergene til menneskene udenfor byens mure fandt dem og gik i krig efter deres kraft, men mislykkedes da alle i byen nægtede at træne dem. Sure dræbte krigerne alle Aura Benderne og gik deres vej igen uden at vide at de manglede to mere. Aurora som altid pjækkede og gemte sig omme på den andenside af bjerget overlevede sammen med en pige hun fandt. Hun finder et hemmeligt bibliotek med bøger som har mystiske metoder for betvingningen. Med hjælp fra bøgerne lykkedes det hende at redde den lille pige ved navn Laura, som fortæller hende det hele og så snart hun fandt et klæde med et symbol på som tilhørte en fra krigerne svor hun på at tage hævn.

3Likes
2Kommentarer
502Visninger
AA

4. Dødens Væsener

Solen stod op og det var morgen. Vi begyndte at pakke det hele sammen og fortsatte til den næste by. Jeg havde stadigvæk ikke vænnet mig til at have en ekstra person med på turen. Hun var ret stille og sagde ikke noget, jeg kendte ikke engang hendes navn. Hun gav mig faktisk en smule kuldegysninger siden jeg vidste intet om hende og alligevel tog jeg hende med mig til vi nåede hendes by som hun ikke ville fortælle mig hvad hedder eller lægger, hun fortalte mig bare at vi nok skulle komme derhen. Hvor skulle hun vide det fra? Hun stirrede bare ned på brædderne i vognen med Laura som overvåger hende for en sikkerhedskyld. Var det mon på grund af at hun havde en ulv som var lavet ud af to blandede auraer der stirrede intenst på hende at hun ikke ville sige noget? Hvem ved udover hende. Vi blev bare ved med at fortsætte til vores næste by. Det var en helt rolig tur til vi nåede hen til den sidste skov vi skulle igennem. Jeg begyndte nemlig at høre lyde og syntes at der kom nogle sære skygger ned på jorden. Normalt ville man tro at det var skyggen af en fugl der fløj over en, men den her skygge var større end et menneske og når jeg så op var der ingenting. Jeg begyndte at tro at jeg var blevet skør så jeg fik Laura og hende inde i vognen til at bekræfte det, men de syntes også at de havde hørt noget. Lydene blev ved med at komme og flere skygger faldt ned på jorden foran mig, buskene begyndte at få øjne og bladene faldt ned fra træernes raslen. Jeg så til Laura og den mystiske pige. De var blevet fuldstændigt skræmt. Jeg begyndte at sætte farten op, det her sted var alt for skræmmende for os. Så snart vi var ude af skoven så vi en by og skyndte os derhen. Jeg blev klar til at modtage en velkomst hvor folk ville kaste ting efter mig men istedet var det at de sjovt nok jublede. Jeg stirrede forvirret på dem og da Laura og pigen hørte det højt og tydeligt kiggede de ud af vognen. De kaldte os for frelsere og eksoricister. Jeg vidste intet om eksorcisme men åbenbart troede de at jeg var en på grund af mine heste og nok også Laura. Jeg forsøgte at komme væk fra dem ved at fortsætte men da jeg så deres triste øjne kunne jeg ikke længere fortsætte. Deres sorg havde boret sig ind i min sjæl og det eneste som jeg nu kunne gøre var at blive. Jeg red videre til et hjørne som havde plads til min vogn og gik så ned sammen med Laura.

"Hvad er der i vejen siden i har brug for en eksorcist?"
"Der har været et stort væsen oppe på bjerget som kidnapper vores stakkels børn"

Jeg kiggede mig omkring og jeg kunne tydeligt se at der var en stor mangel på folk der var under 40. Nu hvor jeg var indblandet i deres håb og i deres viden så kunne jeg ikke længere gøre noget, jeg var fanget. Jeg havde været for nysgerrig og nu havde de tanken om at jeg nok skulle tage mig af det, især da jeg kom til at sige uden at tænke mig om

"Jeg skal nok hjælpe jer"

Min tåbelighed havde nu bragt mig selv til en smule fare og jeg kunne ikke gøre andet. Et løfte er et løfte. Jeg skulle nu finde ud af hvad jeg skulle gøre for at få væsenet væk og helst gøre det så jeg kunne overleve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...