Budies forever!

Louise er 13 år og har to hunde og en familie. Det lyder som det perfekte liv. Men da hunden Maloma og hendes forældre brænder inde ændre hendes liv sig og hunden Sona betyder alt for hende samt farmoren.

0Likes
3Kommentarer
432Visninger
AA

1. Hun var bare en hund


>>SONA!<< jeg kaldte på den store schæfer hund. Hun kom løbene. >>Nej SONA! Nej!<< jeg begynde at løbe og grine. Men sona inhæntede mig på et sekundt og væltede mig omkluld. Jeg grinte og skubbede den store hund væk. >>kom sona vi må hjem nu!<< hun kiggede ned i jorden og jeg fangede hendes halsbånd og satte snor i. >>selvom det dejlig sona kan vi ikke være ude på hunde - marken for evigt vel?<< jeg trak hende med ud af den store mark og vi kom til stien hvor jeg slap hende. Hun kunne godt følge mig nu. Pludselig hylede hun hun begyndte at løbe. >>SONA!!<< jeg skreg på hende og gav mig til at løbe. Vi var kommet ud af den lille sti og der så jeg huset. Ikke dens normale tilstand. Men i brændende tilstand! Sona løb hen til huset og begyndte at gø. Jeg hørte Maloma gø efter hende men ikke lyden af mor og far. Eg greb telefonen og tastede 112 ind jeg rystede af panik og skreg imens jeg ringede. "Ja hvad kan vi gøre for dig" hørte jeg i telefonen. "Ja min mor og far og min hund er brændt inde og det brænder stadig og jeg tror de sover" . Jeg tog det lidt roliger end jeg havde det. "Hvor bor du? Hvor gammel er du? Hvad hedder du?" 
" jeg bor Velvanget 150, jeg er 13 år gammel og jeg hedder luise lind Jensen" "okay vi har sendt folk ud. Bare prøv at bevare roen og få folk væk fra huset og prøv at vække dine forældre" hun lagde på. Jeg stod der og lignede en idiot. 'Bevare roen' det kunne hun sagtens sige! Det var ikke hendes hun og forældre der var inden i et brændende hus! Pludselig kom jeg i tanke om sona! Hun var holdt op med at gø jeg kiggede hurtigt derhen og hun sad bare og stiredde op på vinduet hvor Maloma stod og kiggede ned på hende. Sona havde redet mine forældres. Nu kom brændfolkende. Jeg viftede med armene og råbte. Jeg kaldte på sona så hun ikke blev kørt ned. De hoppede ud og tog slangen ud og begyndte at sprøjte med vand ud over det der havde været en villa. Jeg var glad for at Maloma havde det godt. Hun var min første hund. En lille terrier med små hvide ben og broget over krop. Maloma var min mors yndling. Og Maloma ville gøre alt for hende. Også denne gang! Hun stod og gøede oppe i vinduet og jeg havde svært ved at holde sona. Da brændmænde havde slukket ilden kunne jeg ikke holde sona mere hun løb over til dem og jeg løb med. >>er der sket noget?<< dumt spørgsmål men jeg ved ikke hvad jeg skulle sige. Ville ikk indrømme jeg ikke kunne holde sona. >>ja...<< han tøvede. >>dine forældre overlevede ikke.. Din hund er i live men ikke i god tilstand. Vi har ringet til dyrehospitalet.<< jeg hørte ikke mere. Min verden gik i stå. Mine forældre var væk og min elskede hund lå og var ved at dø. Jeg havde kun sona. Jeg satte mig ned og græd. Jeg ringede efter min farmor og fortalte hvad der var sket. >>jeg henter dig med det samme lille skat!<< hun lagde på. Jeg sad og græd i sonas dejlige lidt rue pels. Ligesom da min kærste var slået op første gang. Sona lagde sit hoved på min skulder lige som for at sige: " det Okay Lulle. Jeg vil passe på dig foraltid. Og du vil aldrig miste mig". Hun beroligede mig. Min farmor kom. >>Hej frue hvad kan jeg gøre?<< jeg hørte en af brændmænde tale til hende. De snakkede om et eller andet og bagefter nikkede hun også gik hun over til mig. >>luise...<< hun satte sig ned sammen med mig på kantstenen. >>mor er stadig i live<< jeg så op på hende. Det var en lettelse. >>hvad med far?<< jeg kiggede spørgene på hende. Hun sukkede og jeg kunne se der kom en tåre. >>kom min pige. Du har oplevet nok for Idag.Tag sona med jeg har købt hunde mad. Hun kan da godt være sammen med misser ikke?<< jeg nikkede. Hun rejste sig skabede sig med sin ryg. Hun tog min hånd og jeg rejste mig op. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...