The Frozen Planet - He's killing our future

Året er 3014. Menneskenes tidligere hjem, Jorden, er destrueret af menneskene selv. Deres nuværende destination er planeten Alcorzar - en planet lavet af is.

Jex Brooks, en snigmorder, hvis chef har mærket ham permanent med det romerske tal: X (10), placeret på venstre brystkasse. Mærket symboliserer, at han er én i rækken af flere snigmordere.
Han får til opgave at myrde planetens hersker, inden han når at destruere planeten og menneskene.




2Likes
3Kommentarer
457Visninger
AA

4. Dag 3 - Sidste dag.

Som på en hver anden mission brændte mærket på den sidste dag. Jex kiggede ned på sin brystkasse og så det velkendte mærke, som han var blevet mærket med for 10 år siden. En dag han aldrig vil glemme.

 

”Jack, kom nu!” Joanie stod ved hoveddøren og ventede. Jack tog trappen i to spring, og stod klar på ingen tid. Joanies velkendte varme hånd tog fat i Jacks, og snart var de af sted.

Den store bygning med de tonede ruder, rejste sig fra overfladen i al sin pragt. Det var denne dag, de havde ventet på.

Kontoret indenfor lugtede brændt. Væggene var sorte og der slap næsten ikke noget lys ind. Den store læderstol vendte rundt og dér i stolen sad han. Ham der udstrålede så meget magt. Ham man ikke kunne andet end at respektere. Ham der var deres far. Han var Kaito Brooks.

”Velkommen børn.” Jack og Joanie bukkede for deres far som hilsen. Langsomt gik Kaito mod børnene, men stoppede godt en meter fra dem.

”Joanie. Fra nu af er du IX – altså nummer 9. Du vil ikke længere blive kaldt Joanie. Dit navn er nu Xeleneu.” Kaito gav tegn med hånden til en af vagterne, som stod standhaftigt ved døren. Vagten kom over og placerede noget, der lignede noget fra et hospital, mod hendes skulderblad. Maskinen udstødte en metallisk lyd og snart befandt Joanie sig på knæ, med hånden mod sit skulderblad og ansigtet i smertefulde folder. Kaito vendte sig roligt mod Jack, uden så meget som at trække en mine.

”Jack. Du er nu X – nummer 10. Dit navn er ikke længere Jack. Dit nye navn lever op til stoltheden af dette tal. Fra nu af er du Jex.” Straks efter mærkede Jex det kolde metal mod sin brystkasse. Maskinen udstødte et skrig og en pludselig smerte gennemborede ham. Dette var hvad han havde ventet på i 11 år.

 

”Passer det?” Roxies stemme, som var bestemt og nysgerrig på samme tid, trak ham straks tilbage fra fortidens glæder. Jex kiggede op på hende fra sengen. Han nikkede.

”Så Kaito er din far?” Endnu engang måtte han nikke. Hun nikkede som svar.
”Hvordan var det?” Hun kiggede uforståeligt på ham. ”Da du skulle mærkes. Hvordan var det?” Jex kiggede med et undrende ansigt på hende.

”Det var helt fantastisk. Det kildede en smule, men det var det. Hvad med dig?” Jex nikkede forstående og undgik at svare på Roxies spørgsmål. Den oplevelse holdte han for sig selv.

Gaderne var mennesketomme og isen var misfarvet flere steder. Denne del af byen lugtede råddent og bygningerne var skæve og faldefærdige. En dagens avis lå for fødderne af Jex, og overskriften var tankevækkende. ”Hinns fremtidsplaner.” Roxie samlede avisen op og begyndte at læse højt:

”Hvad skal der ske med Alcorzar i fremtiden? Hersker Hinn holder stor tale i dag på byens talerplads. Ham vi alle troede, var blevet psykisk syg, har nu store visioner. Mød op og hør om fremtiden, i dag klokken 14.” Roxie kiggede op fra avisen og sendte Jex et tvivlende blik. Jex forstod hvad hendes blik sagde. Vi kunne alle huske den dag, Hinn var blevet erklæret psykisk syg, efter at have sat ild til den østlige del af paladset og dermed dræbt flere hundrede tjenestefolk. Selvfølgelig var der efterfølgende blevet sat spørgsmålstegn ved om Hinn overhovedet var i stand til at lede et folk. Og som en hver anden leder, havde han en god advokat, som kunne redde hans skind.

”Skal vi komme af sted?” Roxie nikkede kort som svar, og de var straks af sted mod talerpladsen. Som de gik igennem byen, dannede de sig en masse indtryk. Byen var i ringere stand end de havde troet. Tydeligvis havde den haft sine bedre dage, og de klip man så på tv fra byen, lignede slet ikke dette. Længere fremme kom talerpladsen til syne, og dermed også paladsets hovedindgang. Det var ikke til at tro at Hinn var inde bag de vægge, og det snart var hans sidste time.

 

Pladsen var fyldt. Der var mennesker over alt, men ikke en eneste sagde et ord. Der var ligeså stille, som en kirkegård ved fuldmåne. Jex fik øje på en lille pige stå alene i udkanten af folkemassen. Hun kiggede på dem med sine store røde øjne. Hendes hår var langt, tykt og kridhvidt. En kjole, der mere lignede en sæk, dækkede hendes spinkle krop, huden var næsten gennemsigtig og sko havde hun ingen af. Hun måtte være ved at dø af kulde, for læberne i det fine optegnede ansigt var lilla. Jex gik over til hende og satte sig på hug foran hende.

”Hvem er du så?” Hans spørgsmål kom tydeligvis bag på den lille pige, som spærrede sine øjne en smule op.

”Celeste Redbind…” Den lille stemme kunne knap udtale ordene, men samtidig var stemmen stærk. ”Jeg er udsendt af Kaito for at sikre, at I er fremme og i gang med missionen.” Overrasket rejste Jex sig op og kiggede ud over pladsen, hvor alles opmærksomhed var rettet mod paladset. Jex undrede sig over hvordan Celeste kunne vide de var ankommet sammen. Hvorfor sagde hun at hun havde ventet på dem? Et stort holografisk ur talte ned til Hinns tale. 20 minutter igen. Roxie stod bag ham og kiggede ned på pigen.

”Hvad er dit nummer Celeste?” Roxies stemme var kold, fuldstændig blottet for følelser, præcis som hun var blevet trænet til. Celeste smilte et lille smil, og kiggede op på Roxie. Celeste førte sin lille hånd op til sit hår og trak det til side så hendes skulder var blottet. C. Denne lille pige var nummer 100, og tydeligvis stadig i gang med træningen. Celeste vendte rundt og kiggede hurtigt på uret foran paladset. Derefter vendte hun igen mod Jex og Roxie.

”Det ser vidst ud som om I har travlt. I må hellere komme af sted.” Og med de ord forsvandt Celeste ind i folkemængden og var ikke til at se, selv efter bare få sekunder.

 

”Så det er det vi gør?” Roxies blik var rettet mod de mange vagter foran paladset. Jex mumlede noget der mindede om et ja, og Roxie vendte sig mod ham og sendte ham et smil. Han gengældte smilet.

”Så ses vi derinde.” Roxie nikkede som svar og Jex vendte rundt og gik længere væk fra hovedindgangen. Med kun 10 minutter tilbage ville det blive en presset mission. Jex stoppede op foran muren. Det burde være her han skulle over. Han lod langsomt sine hænder glide over muren og finde et greb om stenene. Langsomt, men sikkert, begyndte han at klatre over muren i håb om, at der ingen vagter var på den anden side. Stenene på toppen af muren var mosbegroede, hvilket gjorde dem besværlige at holde fast i, fordi overfladen var så glat. Nogle få vagter stod på den anden side og holdte udkig med omgivelserne. Jex kiggede omkring for at danne sig et overblik over stedet. Ud fra hvad han kunne se, ville det blive rimelig let, at komme ind på selve paladset. Det så ud som om, at vagterne havde de samme ruter, de gik, som gjorde, at Jex fik fri bane til at springe ned fra muren og løbe hen til paladset.

Lige så snart der var fri bane, sprang Jex ned fra muren, og landede midt i paladsets have. Straks efter han havde fundet fodfæstet igen, begyndte han lydløst, at løbe mod paladset og hoppede ind af et vindue, velvidende at hvis der var nogen i rummet på den anden side, var han færdig.

Værelset han befandt sig i var tomt, og straks kunne Jex mærke lettelsen. Døren stod åben og han bevægede sig lydløst mod Hinns kontor, alt imens han sendte en tanke til Roxie, der også befandt sig et sted på paladset.

Gangene på paladset var meget simple, og det var nemt og finde rundt. Et par stemmer nærmede sig Jex meget hurtigt. Han så sig omkring, og endte med at gemme sig rundt om et af hjørnerne på gangene.

”Vi må være hurtige. Master Hinn skal snart påbegynde sin tale, og vi skal stadigvæk nå en masse,” sagde en af stemmerne, en kvinde. De to personer forsvandt hurtigt igen, og Jex fortsatte sin færd til Hinns kontor.

Den store dobbeltdør var kun få meter væk, og med få 4 minutter tilbage, handlede det hele om det helt rigtige tidspunkt.

”Jex?” Hans navn blev hvisket fra den anden side af gangen. Det var Roxie, som også var nået sikkert herhen. Han kiggede over på hende og fik et chok, da han så hendes ansigt. Hun havde en flænge i huden, der strakte sig hele vejen over hendes venstre kind. Hendes tøj var fyldt med blod fra såret, men hun havde stadigvæk formået at nå frem. Hurtigt var Jex ved hendes side og kiggede på såret. Det så ret slemt ud, flængen var dyb og tydeligvis ikke lavet med et rent våben.

”Klarer du den?” Han kiggede bekymret på hende og han fik et nik til gengæld. Som de sad på hug der på gangen, føltes det som om de havde kendt hinanden længere tid end de havde. Jex gjorde tegn til, at de skulle videre og hun nikkede alvorligt. De stod foran dobbeltdøren og kiggede på omgivelserne, lyttede efter tegn på mennesker. 2 minutter igen, tænkte Jex for sig selv.

Jex trak sin revolver med plasmapatroner frem, og satte sikringen fra. Han kiggede over på Roxie, som havde gjort det samme. De nikkede til hinanden og kig langsomt mod den store dobbeltdør, klar til at slutte deres mission, da der lød et skud. Jex vendte sig hurtig mod Roxie, som holdte sine hænder op til sit bryst, med et ansigt der var i chok. Hurtigt pegede Jex sin revolver mod gerningsmanden, og trak på aftrækkeren. Manden, faldt til jorden og langsomt flød der blod ud på tæppet i gangen.

Jex kiggede ned på Roxie med sørg i hjertet. Han vidste hvad han måtte gøre og vendte sig mod døren, talte til tre og sparkede den ind med et brag. Så pegede han revolveren mod Hinn, der stod fuldstændig chokeret.

Jex stemme var fyldt med alle de følelser han havde gemt væk så længe, da han sagde:

”Bered dig på at dø, Hinn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...