Is Hesten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 22 apr. 2013
  • Status: Igang
Silvia er en pige på 13 år, og hun er i sin midtvejskrise... hvad skal hun dog gøre? Hendes liv er noget møg, for ingen kan lide hende, ikke engang hendes forældre, som hun faktisk ikke mener er hendes rigtige forældre.
Hun har kun én hun kan dele alting med, Clara. Clara er hendes bedste veninde, og Silvia elsker hende mere end nogen anden på jorden. Men Clara er desværre ikke nok til at Silvia ændrer sin mening omkring hvorvidt hendes liv skal afsluttes.

Efter nogle gange på vej hjem fra skole, hvor Silvia er blevet stoppet af en sort hingst, går det op for hende, at hesten ønsker at hun skal være dens ejer... Men hesten er ikke ligeså normal som Silvia tror... Hesten er en is-hest... En hest der går rundt på jorden for at skabe fred mellem levende og døde...

1Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

2. Silvia Hope

Det' mit navn.

Jeg kender ikke til virkeligheden, siger de fleste. Ikke fordi jeg gider bruge energi på dét, men alligevel har de andre mennesker i mit nærvær en indflydelse på mig og mit udseende, det var sådan anoreksien opstod hos mig. Drenge er til for at såre pigers følelser. Drenge er jo interessante, ikke piger? Og jeg ville have de andre piger og drenge til at være omsorgsfulde omkring mig og til at have ondt af mig. De reagerer bare ikke på den måde jeg ønsker. Alle hader mig undtagen min veninde. Alle ville ønske at jeg var død. Jeg er ingen nytte, jeg er bare en klodset ko der altid er i vejen. Ingen vil have mig, ikke engang mine forældre. Jeg kunne råbe min lærer af mine fulde lungers kraft, direkte op i hovedet og skrige at han var en idiot som kun spillede at han syntes at jeg var sød, kun fordi at jeg lavede mine lektier og fordi at de andre børn måske ville gøre ligesom mig. Jeg kunne god tænke mig at blive skuespiller, det lyder interessant, men jeg ved ikke om jeg lever til den tid. Jeg ønsker kun et godt liv, jeg vil ikke ende sådan her! Jeg dør! Jeg lever! Jeg ønsker at ordne dette, men hver gang jeg prøver at åbne mit hjerte op, sker der nye uventede ting som får mit hjerte til at lukke sig igen. Jeg vil leve, det vil jeg. Men hvorfor leve, hvis livet ingen gaver bringer? Alle hader mig, og alle går altid imod mig! Jeg har én veninde som jeg elsker, hun betyder alt for mig! Mine forældre syntes at hun er en kælling, og lige ledes min bror. Men jeg prøver at ignorere det, fordi de er ikke det værd. Engang var jeg lige ved at bukke under, men så kom jeg i taanke om at det er dem der er noget galt med, ikke mig og ikke hende! Hende hedder Clara. Ingen i min familie bryder sig om hende, og jeg hader dem endnu mere for dét, fordi at de ikke kan accepterer mine valg, deriblandt hende. Hun betyder alt for mig, og jeg ønsker at vi vil stikke af, og kun forblive os to. Jeg bliver ked af det når vi er uvenner, hvilket vi kun har været én gang på 2 år, fordi hendes mening betyder alt for mig. Jeg lytter til hende og jeg ønsker at hun skal elske mig lige så meget som jeg elsker hende. Der er intet forkert ved hende, mine forældre kan ikke lide hende fordi hun har været, temmelig, meget uvenner med min bror, og de elsker jo min bror, mindst, en milliard gange mere end mig, så derfor lytter de kun til ham. De ved at jeg syntes godt om hende, og de sviner hende alligevel til! Hun ved mange ting om mig, og jeg ved mange ting om hende. Jeg skriver tit skat til hende og at jeg elsker hende. Hun svarer med samme kærlige ord, og dét giver mig troen på at vi hører sammen. Der findes kun én af hendes slags, hende. Jeg vil så gerne fortælle hende at jeg elsker hende, og det vil jeg også gøre, men jeg har ikke modet til det. For jeg ønsker ikke at græde af frygt i hendes nærvær, kun af glæde. Men jeg kan kun græde af frygt hvis jeg fortæller hende hvor meget hun betyder for mig. Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig, gid mine forældre dog bare ville forstå. Gid de dog bare ville forstå mig! Det ville gøre mit liv meget lettere. Men Clara gør mit liv lettere, i de timer jeg er sammen med hende. Hendes smil heler mine sår i hjertet, men sårene revner, når jeg ser hendes ansigt gå væk fra mig, når vi siger farvel. En dag vil jeg fortælle hende om hvor meget hun betyder for mig, for så vil hun forstå at selvom mine forældre sviner hende til, er jeg stærk nok, i den genre, til at forholde mig til hvad der er det rigtige for mig at gøre, så ville hun græde! Jeg elsker hende! Jeg er normalt en enspænder, det er jeg virkelilg, men hun… hun letter alt inden i mig. Jeg græder lige nu, så meget elsker jeg hende. Jeg har kun én ting at sige til mine forældre: ”De ved ikke hvor speciel du er, de ved ikke hvor meget du heler de sår som I har lavet!” De ønsker jeg at fortælle dem, men de ville bare blive mega sure og smække mig en lussing. Jeg overvejer virkelig at jeg snart skal fortælle Clara om mit liv, mine forfærdelige forældre og min anoreksi. Jeg elsker Clara. Ikke som kærester, som hun er mine kæreste veninde og hun betyder alt for mig. Ser du, vi går også til svømning sammen, hende og jeg.  Mest fordi at jeg bliver tvunget til det, af mine forældre, og ligeså min bror, men han går der frivilligt, uheldigvis. Når min bror før i tiden prøvede at tage kontakt til mig eller Clara, sagde Clara altid fra, fordi at hun syntes at min bror er åndssvag, og jeg kan ikke andet end give hende ret. Hun er så sød, jeg elsker hende og vi støtter hinanden i alle vores beslutninger. Vi er her for hinanden. Hendes liv er perfekt, hun har masser af venner, og jeg tror at hun kan sno alle drenge om hendes lillefinger. Det kan jeg kun med et par stykker, men jeg er ligeglad, for jeg har hende. Indtil jeg finder en af modsatte køn som jeg elsker lige så meget som hende, har jeg hende. Hun lysner virkelig min hverdag op. Før i tiden, når vi alle 4, mor, far, bror og jeg, sad omkring spisebordet, og min bror, igen, var igang med at fortælle om hvilke 'unåder' jeg havde gjort i dagens løb, sad jeg med tårene der pressede på indefra, og jeg sagde ikke et ord. Når jeg prøvede at forklare dem sandheden om hvad der rent faktisk skete, vil de ikke lytte. De gider ikke at høre på mig. De kunne faktisk pærenemt skrive en bog der hedder: 'Hvad broder gør, er altid det rigtige.' Jeg hader dem! Jeg tror heller ikke på at de er mine rigtige forældre, de har garanteret adopteret mig, og skrevet under på et stykke papir, hvorpå der står at jeg ikke må afleveres tilbage på grund af min grusomme fortid (ikke fordi at min fremtid er meget bedre...) og de så bliver de nød til at beholde mig, men de tvinger mig garanteret til at flytte ud af deres hus lige så snart jeg er fyldt atten. Hvis jeg spørger dem, siger de garanteret bare at alt hvad der foregår i mit hoved er noget værre sludder, og så siger de nok at jeg er deres rigtige barn, men det tror jeg ikke på... Dem tror jeg ikke på! Alle sammen. Jeg har kun Clara, men hun elsker mig. Jeg elsker hende! Nu når jeg sidder omkring aftensbordet og når jeg er lige ved at græde, tænker jeg på hende, for hun ejer mit hjerte. Mange ville nok ikke mene at min anoreksi er anoreksi, men det er den: Jeg spiser aldrig mere end 600 gram mad om dagen og jeg går, løber og cykler én tur á 500 meter hver dag, og når jeg endelig har spist noget, går jeg ud på toilettet, og får maden ud af systemet igen. Clara min elskede tøs, vil du vide alt om mig? Så hør min historie:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...