Is Hesten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 22 apr. 2013
  • Status: Igang
Silvia er en pige på 13 år, og hun er i sin midtvejskrise... hvad skal hun dog gøre? Hendes liv er noget møg, for ingen kan lide hende, ikke engang hendes forældre, som hun faktisk ikke mener er hendes rigtige forældre.
Hun har kun én hun kan dele alting med, Clara. Clara er hendes bedste veninde, og Silvia elsker hende mere end nogen anden på jorden. Men Clara er desværre ikke nok til at Silvia ændrer sin mening omkring hvorvidt hendes liv skal afsluttes.

Efter nogle gange på vej hjem fra skole, hvor Silvia er blevet stoppet af en sort hingst, går det op for hende, at hesten ønsker at hun skal være dens ejer... Men hesten er ikke ligeså normal som Silvia tror... Hesten er en is-hest... En hest der går rundt på jorden for at skabe fred mellem levende og døde...

1Likes
0Kommentarer
458Visninger
AA

4. Is Hesten

Det blæser en lille smule udenfor. Jeg ligger i min seng og prøver på at glemme alt. Alt om mig selv, alt om andre, bare alting. Hvorfor er drenge så lede? Hvorfor findes der ikke bare én dreng, der ved hvordan vi piger er? Hvorfor tror de at vi bare er slaver? Slaver af mindre værdi end dem selv? Hvorfor? Det er vi ikke! Vi er sejere end drenge, vi kan flere ting end drenge, vi er klogere end drenge! Drenge er selvstændige og tror ikke på det umulige, men det gør piger! Vi tror på evig kærlighed, og lykke i livet... Den lykke som jeg ikke har følt. Jeg vil gøre alt for at føle den lykke, bare én gang, og forstå hvad jeg har ventet på hele mit liv. Jeg vil gøre alt for at føle lidt lykke i livet. Min sjæl er blevet spyttet på og hevet fra hinanden utallige gange, men tro, håb og kærlighed holder den sammen som tape, sammen med en blanding af Clara. Clara, min elskede tøs!

Noget forstyrrede mine øjne, da jeg prøvede at lukke dem. Et hvidt skær forstyrrede gentagende gange min søvn og til sidst åbnede jeg øjnene. Jeg kiggede rundt i mit værelse, men jeg kunne ikke se hvad den lysende ting var, før jeg fik rettet blikket mod vinduet. Månen skinnede klart igennem mit vindue og en skygge viste sig engang imellem hen over månens hvide skær. Skyggens blå skær og dens lysende hove, lyste kraftfuldt i mine øjne. Den red hen over måneskinnet, og jeg kunne kun lige se igennem mine vinduer. Det var lang tid siden de var blevet pudset, havde ikke skænket vinduerne en tanke. Skyggen var formet som en hest, og dens man blafrede i vinden, og den havde blide, smukke og lykkefyldte øjne. Dens krop lignede is, men jeg kunne mærke dens bankende hjerte. Hurtigt smed jeg dynen til side, fik hjemmesutterne på og listede over til vinduet, som jeg derefter åbnede. Blæsten fløj forbi mit ansigt, og jeg kunne mærke en kold, men behagelig, luft der fik mit hår til at blafre. Hesten kom tættere og tættere op og til sidst forsvandt den ind i mine tanker. 'I morgen. Holmsgaard Rideskole, klokken fire.' Tænkte den og jeg kunne høre det hele. Jeg nikkede, og derefter faldt jeg om på gulvet, og faldt i søvn.

Da jeg vågnede næste dag, vågnede jeg op på gulvet. Uklare tanker fløj rundt i hovedet på mig, og jeg havde svært ved at se klart. Jeg satte min hånd på panden. 'Ikke varm.' tænkte jeg og kom derefter besværet på benene. Jeg traskede nedenunder i køkkenet, men der var ingen hjemme. Da jeg havde stået og gloet lidt ud i luften i et par minutter, kiggede jeg på klokken som viste tre minutter og tre. Altså var der lidt tid til jeg skulle være på Holmegaards Rideskole. Jeg var ikke sikker på, om det var en drøm, eller om alt var virkelighed. Skulle jeg satse på mine tanker og tage ud på rideskolen, eller skulle jeg stoppe mig selv fra at tage ud på rideskolen og gøre mig til grin på grund af en dum drøm? Hvad skulle jeg vælge?

Da klokken slog 15:58 stod jeg på rideskolen og jeg kiggede mig fortvivlet omkring. Hvorfor var jeg egentlig kommet? På grund af en dum drøm? "Ja, goddag. Er du Silvia Hope? Den nye rideskoleelev?" Spurgte en stemme og jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. "Øhm, der må være sket en..." Mere nåede jeg ikke at sige før stemmen afbrød mig. 'Mon min far havde tilmeldt mig? Helt sikkert!' "Ja, velkommen. Følg du bare med mig." Jeg vendte mig rundt, og dér stod en dame, nok midt i fyrrene, med et stort smil på læberne og kiggede på mig. Efter lidt rakte hun smilende ud efter min arm og så gik vi arm i arm ind i stalden. Jeg havde meget svært ved at forstå hvad der var sket, men jeg fulgte med alligevel. "Her, den skal du ride på." Sagde damen, som i det øvrigt hed Hella. "Den hedder Blue Shine, og du skal ride på den det næste styk tid, vær klar klokken 16:30 og mød mig i det store ridehus. Her." Sagde hun og så forsvandt hun. Nu stod jeg alene ude foran boksen, hvori Blue Shine stod. Det var en sort hest, den var yderst smuk, en hingst, den var ca. 178 høj, altså 160 det højeste sted på ryggen. Jeg overvejede hvordan Hella havde tænkt sig at jeg skulle få sadel og hovedtøj på Blue Shine, men den virkede så venlig, så jeg tog fat i grimen og prøvede at sætte den på hoved af Blue Shine. Det gik ikke specielt godt i starten, men da jeg er et meget logisk menneske, fandt jeg ud af det efter lidt tid. Da grimen sad på, blev jeg stående lidt inde i boksen og kiggede kærligt på Blue Shine. Hans øjne var brune og noget så kære, og hans blik sagde 'elsk mig', så jeg besluttede at drømmen måtte have ført mig hertil. Usikkert lagde jeg min pande mod Blue Shines og dens mule op ad min. Da det gik op for mig at jeg var lige ved at falde i søvn, hentede jeg striglekassen og så stod vi der, inde i boksen og jeg striglede Blue Shine og han så ud til at nyde det. Han var hverken bundet eller noget, stod bare i boksen, helt mussestille, og gjorde som jeg bad ham om. Jeg kørte flere gange min hånd hen over ryggen på den og den nød det hver gang.

Da klokken slog 16:20, fandt jeg Hella som hjalp mig med at sætte sadel og hovedtøj på Blue Shine. Hun roste mig for at have striglet Blue Shine så flot og så gik vi over i det store ridehus. Da Hella havde hjulpet mig op på Blue Shine, og fortalt mig lidt om hvordan jeg skulle få hesten til det ene og det andet, sparkede jeg blidt til Blue og han begyndte at skridte. Det føltes som en drøm at ride på ham og det var så fantastisk. Da vi havde redet et par runder i skridt, hentede Hella en longeline og så begyndte vi at trave. Dens gang var så blid, men hurtig og afslappende, og så gik det op for mig: 'ridning er ikke logik. Ridning skal nydes og ikke tænkes.' Da ridetimen var færdig, striglede jeg Blue Shine af, og jeg nød hvert et øjeblik jeg havde med ham i boksen. Flere gange lagde han mulen på min skulder og lukkede øjnene. Men jeg blev nød til at tage hjem klokken syv, men lige inden jeg gik ud af Blue Shines boks, prikkede Hella mig på skulderen. "Hej, Silvia. Han kan vist godt lide dig, hva'? Jeg syntes at du skulle overveje at tage med på ridelejr, her i næste uge. Hvis du altså vil, selvfølgelig. Jeg tror han gerne vil skabe et venskab med dig, det ser ihvertifald sådan ud." Sagde hun og så gik hun igen. Jeg tænkte et par gange, og overvejede det. Det ville jo være ret fedt, altså at være væk fra sine forældre, hvad kunne være federe? At sove sammen med Blue Shine, som jeg foresten gav et kælenavn: Blue. Altså det er bare meget nemmere end Blue Shine, derfor. 

Tiden gik derhjemme, og jeg fik ikke set Clara lige så meget som jeg plejede. Faktisk var vi slet ikke sammen mere, overhovedet. Og det gnider i mit hjerte, men nu har jeg Blue. Han hjælper mig og han viser mig kærlighed, masser af det. Vi er venner, bedste venner, og han heler sårene i mit hjerte, nøjagtig ligesom Clara. Så jo, selvfølgelig savner jeg hende, men Blue får mig på andre tanker. Ingen anden på rideskolen kan stå sammen med Blue inde i hans boks, de tør ikke, for han er en ny hest og det siges at da han lige var kommet, sparkede og bukkede han en del. Men det gør han ikke, ihvertifald ikke med mig.

Som tiden gik, endte jeg på ridelejr, sammen med Blue. Vi sov sammen hver dag inde i hans boks, imens de andre sov inde i et lokale ved siden af stalden. Hver morgen når jeg vågnede lå Blue nede ved siden af mig. Men én nat, var virkelig noget specielt, for vi skulle ride en tur, sammen eller alene måtte vi selv bestemme: Jeg gjorde Blue klar, og vi stod og nussede lidt inden vi skulle ride. Det var helt mørkt udenfor og jeg glædede mig rigtig meget, for jeg ville helst ride alene med Blue, uden nogen anden. Så jeg satte mig op på Blue udenfor og han begyndte at skridte ned imod stranden. Hans gang var så blid, så dejlig og behagelig at jeg kun ville skridte hele vejen. Men Blue ville ikke kun skridte, det kunne jeg mærke på ham, så jeg satte i fri galop da vi var omkring halvtreds meter fra stranden og Blue adlød og vi red så hurtigt at både mit hår og hans man blev kastet bagud, hver gang han tog et galopspring.  Da vi stod i havet, på stranden, under den lysende måne, lyste Blue op som et hvidt skær. Han skinnede så smukt, at han blev reflekteret i vandet. Jeg lagde mig ned på hans ryg. "En is-hest?" Spurgte jeg og Blue nikkede og prustede. 'Hvordan det?' tænkte jeg, og klappede han på halsen og han gik op på land og  lagde jeg ned på maven, med mig på ryggen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...