Welcome to Silent Hill

"Welcome to Silent Hill" er første del af historien om Angela.
Angela er en særlig pige. Hun er anderledes end alle de andre og alligevel ikke helt. Men Angela kan ikke lide det. Slet ikke endda. Så hvad sker der når en pige fra de overnaturliges verden, begiver sig ud i virkeligheden? Og hvad sker der når en stum pige falder pladask for den allermest snakkesaglige dreng på børnehjemmet?

2Likes
0Kommentarer
361Visninger
AA

1. Byen

Hvor er jeg? Jeg går forvildet rundt i en stor skov, da jeg er løbet væk hjemmefra. Jeg vil ikke have magiske kræfter mere. Jeg vil bare gerne være normal. Derfor er jeg flygtet fra the Abnormals´ by Silent Hill. Der gemmer alle os magiske sig, men det er nu mere et fængsel end et sted at gemme sig. Hvis man flygter fra byen mister man noget, det kan være alt bortset fra livet. Jeg fik taget stemmen, så det var ikke det værste, jeg kunne miste. Det ville have været værre at miste mine magiske evner.

Jeg er anderledes end alle de andre Abnormals. De har nemlig kun én evne, hvor imod jeg har to. Jeg kan kommunikere telepatisk og vække ting og folk til live.

Jeg kom ud af skoven og så en by, ligge ikke særlig langt derfra. Der vil jeg gå hen, tænkte jeg og gik med faste skridt af sted. Da jeg kom hen til byen satte jeg farten ned, og tænkte mig lidt om. For prøv, at tænke dig, hvis jeg ikke ligner disse mennesker, så kan jeg jo ikke blive en del af fællesskabet. Jeg begav mig alligevel derind. Alle menneskene mindede lidt om mig selv, bort set fra at de har forskellige hårfarver. Min ”slags” har den samme hårfarve, nemlig rødt hår.

Jeg kiggede mig omkring på alle de forskellige bygninger. Efter jeg havde gået rundt et stykke tid, var der pludselig nogen der tog fat i min arm. Jeg snurrede rundt, og så at det var en mand i uniform.

”Hej, jeg synes ikke jeg har set dig før. Er du ny her i området?” spurgte han venligt. Jeg nikkede tøvende.

”Hvor gammel er du?” spurgte han. Jeg viste ham ti fingre først og derefter fem fingre.

”15 år gammel?” spurgte han. Jeg nikkede igen.

”Hvor bor du?” spurgte han. Jeg trak på skuldrene, og kiggede mig nervøst omkring. Hvorfor stiller han alle de her spørgsmål? Hvad rager det i hele taget ham hvad jeg laver her?

”Har du nogle forældre?” spurgte han. Denne gang svarede jeg ikke, men kiggede bare skræmt på ham.

”Bare tag det roligt. Jeg vil bare gerne hjælpe dig. Nu spørger jeg igen. Har du nogle forældre?” sagde han. Jeg rystede langsomt på hovedet.

”Vil du ikke gerne følge med mig? Jeg vil følge dig hen til nogen der kan hjælpe dig. Okay?” spurgte han. Jeg stod og tænkte mig lidt om, men jeg blev enig med mig selv om, at det faktisk kunne være en god idé. Så jeg nikkede og fulgte efter ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...