Welcome to Silent Hill

"Welcome to Silent Hill" er første del af historien om Angela.
Angela er en særlig pige. Hun er anderledes end alle de andre og alligevel ikke helt. Men Angela kan ikke lide det. Slet ikke endda. Så hvad sker der når en pige fra de overnaturliges verden, begiver sig ud i virkeligheden? Og hvad sker der når en stum pige falder pladask for den allermest snakkesaglige dreng på børnehjemmet?

2Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

2. Børnehjemmet

Jeg er kommet på børnehjem igen. Jeg boede nemlig på børnehjem, da jeg boede i Silent Hill, fordi mine forældre døde. Jeg vidste ikke hvorfor eller hvordan. Børnehjemmet hedder Winslow´s Børnehjem, og ejeren hedder Mary Winslow.

En dag skulle vi på tur ud i byen og se os omkring. Vi kom til en speciel statue. Det var en mand der stod og pegede mod os. Prøv og tænk hvordan det ville se ud, hvis den var levende. Pludselig satte statuen i bevægelse. Den hoppede ned fra piedestalen og gik direkte hen til mig. Han tog min hånd og rystede den, så hele verden hoppede for øjnene af mig.

”Tak, fordi du gjorde mig levende. Så kan jeg endelig komme på skovtur” sagde han, og så gik han med faste skridt af sted mod skoven. Han vendte sig om og så på mig.

”Har du nogle sandwichs?” råbte han til mig. Jeg rystede på hovedet.

”Nåh okay. Vi ses” sagde han og gik videre.

Efter han var gået, skyndte vi os hjem til børnehjemmet. Jeg havde gjort det dummeste i  hele verden, og efter det, var der ikke nogen der havde lyst til at snakke med mig. Hvis vi altså ser bort fra én dreng. Han er den mest snaksalige på hele børnehjemmet. Han har de sødeste lyse blå øjne og det kønneste brune hår, og så hedder han David. Han havde flere gange spurgt om episoden. Når han gjorde det rejste jeg mig og gik. Hver gang vi snakkede sammen igen sagde han undskyld, og så smilte jeg bare til ham. Han spurgte mig også en dag om, hvorfor jeg ikke sagde noget. Jeg ville gerne have haft svaret, men det kunne jeg jo ikke. Jeg tror måske, at jeg er lidt forelsket i ham.

Vi blev de bedste venner, selvom at det var ham kun var ham der snakkede. Jeg sad bare og nikkede eller rystede på hovedet, mens jeg betragtede ham.

En dag sad han og snakkede, da han lige pludselig stoppede op. Det har han aldrig gjort før. Han drejede hovedet mod mig.

”Hvorfor kan du ikke sige noget?” spurgte han alvorligt.

”Det er fordi…! JEG KAN TALE. JEG KAN VIRKELIG TALE!” råbte jeg. Jeg fór op og dansede rundt. Jeg kunne tale igen. Det var som en drøm der gik i opfyldelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...