Dukken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Elisabeth bliver væk fra sin klasse på en udflugt til skoven, ved hun ikke hvad hun skal gøre. Hun ender med at gå målløst rundt i skoven for at holde varmen, indtil hun kommer til et mystisk gammelt hus. Her møder hun en underlig pige, der virker lidt for bekendt

4Likes
6Kommentarer
335Visninger
AA

4. Jeg smager min egen medicin

Da jeg vågnede kunne jeg ikke se noget som helst. Det tog mig et godt stykke tid at finde ud af, at det var, fordi jeg havde fået bind for øjnene. "Nå kan du så huske, hvem jeg er nu?" lød Lillys stemme et eller andet sted fra. Jeg kunne simpelthen ikke regne ud, hvor hun var. Det virkede som om hendes stemme ramte væggene og gav ekko gennem hele huset. Jeg kom langsomt i tanke om, hvordan dukken i min drøm havde set ud. Den lignede Lilly på en prik, den havde enda det samme tøj som hende. "Nej det...det kan ikke passe," fremstammede jeg.   Lilly lo koldt. "Nej det skulle man ikke tro vel, men det kan det altså, jeg er din gamle dukke" sagde hun. Jeg hørte lette fodtrin hen over det knirkemde trægulv, hun kom hen mod mig. Jeg prøvede at flytte mig, men jeg kom ingen vegne. "Du kan ikke flygte fra mig Elisabeth," kvidrede Lilly. Jeg sank en klump. "Hvad er det du vil?" spurgte jeg og lød langt modigere, end jeg følte mig. "Jeg vil have at du skal mærke, hvordan det er at blive efterladt," svarede hun. "Hør her jeg er ked af, at jeg..." begyndte jeg, men jeg  blev hurtig afbrudt af Lilly, der nu lød som om, hun ville flå hovedet af mig lige om lidt. "Det er for sent at være ked af det Elisabeth," hylede hun vredt. Jeg mærkede noget hårdt og kodt mod min kind, hun havde givet mig en lussing.  "Jeg hader dig, du var som en søster for mig, og så forlod du mig" skreg hun og blev ved med at slå mig. Det gjorde ondt, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. "Er du klar over, hvor meget det sårede mig, da du vendte dig væk fra mig den aften ved skraldet?" spurgte hun råbende. Jeg rystede på hovedet. "Det tænkte jeg nok, men du kommer til at kende til følelsen lige om lidt," sagde hun og brød sammen i et vanvittigt latteranfald, hvorefter hun fjernede stoffet, som havde dækket mine øjne. Lilly sad lige foran mig på gulvet. Hendes blå øjne lyste af vanvid og had, og hendes mørke krøller stod om hovedet på hende. Hun havde en eller anden mystisk flaske i hånden. "Du skal liiiiiige drikke det her," sagde hun på sin syglige søde måde. Jeg rystede kraftigt på hovedet  dog snerpede muden sammen sammen. "Ej altså vi bliver jo aldrig færdige, hvis du skal være sådan der," sagde Lilly og prøvede at se sørgmodig ud. Det virkede ikke rigtig, hun havde stadig det vanvittige udtryk i øjnene. Inden jeg kunne nå at reagere, havde hun pludselig fat om mit ansigt og prøvede at tvinge min mund til at åbne. Og hun var forbavsende stærk for en så spinkel person, lige meget hvad jeg gjorde, var det umuligt for mig at få hende væk. Til sidst fik hun tvunget mine kæber fra hinanden, og jeg kunne kun se hjælpeløst til, imens hun hældte den smaragdgrønne  væske fra den lille krystalflaske ned i halsen på mig.

Først skete der ikke rigtig noget, men så lidt efter lidt, begyndte min hals at brande.. Jeg knækkede sammen på gulvet og vred mig i smerte. "Hvad...har du...gjort?" spurgte jeg besværet mellem gispende åndedrag. "Det får du at se, når eleksiren har udført sit arbejde," svarede Lilly kryptisk.   Den brænde fornemmelse begyndte at aftage, og jeg kunne ligge stille igen. Men vent var alt ikke lige pludselig blevet større. Jeg så op på Lilly, som ganske rigtigt var meget højere end før. "Jeg ved, hvad du tænker... og nej det er ikke alt der er blevet større, det er dig der er krympet," sagde hun og lo. Jeg så ned af mig selv, hun havde ret, jeg var blevet meget mindre, jeg var nu på størrelse med en... med en...dukke, gik det op for mig. "Ja jeg har forvandlet dig til en dukke, det ville jo ikke være sjovt, at smage din egen medicin, hvis du ikke var i samme situation, som jeg var vel," sagde hun. Jeg prøvede at råbe til hende, at hun skulle give mig noget, der kunne trylle mig tilbage igen, men min stemme var væk. Så ville jeg prøve at løbe væk eller noget, men mine muskler reagerede ikke. "Åh ja jeg tillod mig at fjerne din stemme og din evne til at bevæge dig, vi kan jo ikke have, at du løber væk eller råber om hjælp, så lærer du jo ikke noget om at være forladt vel," sagde hun. "Nå, men jeg må også hellere gå nu, du må have et godt liv Elisabeth" så gik hun yndefuldt hen over gulvet og forsvandt ud af rummet. Kort efter hørte jeg hoveddøren gå op og derefter et smæk og kliklyden fra en nøgle i en lås. Så var jeg fanget her alene i mørket, og jeg kunne intet gøre.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...