Dukken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Elisabeth bliver væk fra sin klasse på en udflugt til skoven, ved hun ikke hvad hun skal gøre. Hun ender med at gå målløst rundt i skoven for at holde varmen, indtil hun kommer til et mystisk gammelt hus. Her møder hun en underlig pige, der virker lidt for bekendt

4Likes
6Kommentarer
324Visninger
AA

2. Jeg møder en underligt bekendt fremmed

Jeg vågnede totalt forvirret. jeg kiggede mig forvirret omkring og fik det  største chok, da jeg kiggede lige ind i  ansigtet på en anden pige. Hendes ansigt var kun nogle få centimeter fra mit eget.  Jeg rykkede forskrækket tilbage. "Hve...hvem er du?" fik jeg med besvær fremstammet . "Jeg hedder Lilly, jeg bor her," svarede pigen  med et smil. Hun var en meget køn pige, lagde jeg mærke til nu. Hun havde et blegt ansigt, som var indrammet af lange mørkebrune slangekrøller der var prydede af en stor mørkeblå sløjfe. Hun havde fyldige let lyserøde læber og unaturligt store mørkeblå øjne. Hendes ansigt var egentlig næsten for perfekt til, at hun kunne være menneskelig. Jeg satte mig lidt op i sofaen og studerede, hvad hun havde på. Hun var iført en mørkeblå kjole, der lignede noget fra  Alice I Eventyrland, hun havde nogle strømper på ,der var sort og hvidstribede, gik til over knæet og havde blå sløjfer på, der hvor de sluttede, til slut havde hun et par sorte laksko på fødderne. Der var et eller andet underligt ved hende, nærmest som om jeg kendte hende et eller andet sted fra. Jeg ignorerede det dog og tænkte på det som værende indbildning. "bor du her virkelig?" spurgte jeg, da jeg havde samlet mig lidt. "Ja det gør jeg" svarede hun stadig med det uskyldige smil på læberne.egentlig underligt at kunne smile sådan, når man bor sådan et sted."Kunne det tænkes, at du kan hjælpe mig med at finde en vej hjem?"  spurgte jeg efter at have overvejet, om det var værd at spørger. "Altså det er stadig nat... vil du ikke hellere vente til det bliver morgen?" spurgte hun og løftede et perfekt øjenbryn. "Øh jo det er nok  bedst," fik jeg svaret, imens jeg forvirret kiggede ud af et af vinduerne. Hun havde ret, det var stadig mørkt udenfor, jeg kunne ikke have sovet særlig længe. Lillys lyse bekendte stemme rev mig ud af mine tanker. "Vil du have noget te?" spurgte hun venligt. "Ja tak," svarede jeg, da jeg pludselig lagde mærke til, hvor kold jeg var, måske ville en kop te give mig noget varme tilbage. Hun rejste sig hurtigt for at hente en tekedel og te blade. Jeg hørte hende gå op af en knirkende trappe og lidt efter komme ned igen. Hun stillede sig over og begyndte at tænde op i en pejs, jeg ikke før havde lagt mærke til var der. "Jeg håber ikke, du har noget imod, at det er en te, jeg selv laver af urter fra skoven," sagde hun til mig over skulderen, imens vandet begyndte at koge. "Nej nej," sagde jeg uden rigtig at tænke over det.

*

Senere da teen var kogt færdig, sad vi på sofaen og snakkede. "Har du altid boet her?" Spurgte jeg. Hendes ansigt blev formørket af noget der måtte være sorg. "Nej jeg kom her til, da jeg blev forrådt af en jeg holdt og stadig holder meget af, hun er stadig som en søster for mig" svarede hun, og en tåre, der glitrede som et stykke diamant gled ned af hendes perfekte kind. "Det er jeg virkelig ked af at høre," sagde jeg oprigtigt og tog den sidste slurk af min te. Den te smagte i øvrigt underligt sødt, selvom der ikke var sukker i. "Det bør du også være Elisabeth," sagde Lilly og stirrede koldt og hårdt på mig. Nu var jeg forvirret. Hvornår havde jeg fortalt hende, hvad jeg hed, men inden jeg kunne nå at spørger hende om det, blev jeg utrolig svimmel. Hele rummet kørte rundt, så jeg blev ør i hovedet. "Hva...hvad sker der?" kvækkede jeg, jeg havde det som om jeg skulle kaste op, og jeg følte mig så underlig træt. "Åh det, det er såmænd bare teen, der virker som den skal, måske vil du kunne huske, hvem jeg er, når du vågner op," svarede Lilly med sin sukkersøde stemme, hendes før så uskyldige og smukke smil var blevet dæmonisk og skræmmande at se på. Jeg lukkede øjnene og den rundtossede fornemmelse begyndte at fortage sig. Så væltede jeg ned fra sofaen og besvimede.                      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...