Across The Seas - SHINee

Taemin er endelig kommet ind på musik akadamiet og selvom han er utrolig genert, har han fået nogle nye venner. En dag skal de lave en opgave på musik fra Vesteuropa og derfor kommer de ind på et forum, hvor en pige fra Danmark ved navn Celine hjælper dem med opgaven. Men Taemin kalder sig ikke Taemin, derimod kalder han sig Lee.
I de følgene år bliver de tættere og tættere og Taemin udvikler følelser for hende. Men problemet er at Celine ikke ved at Lee faktisk er Taemin - SHINee's maknae.
Vil Taemin overhovedet fortælle hende sandheden?
Og hvordan vil hun reagere?

8Likes
11Kommentarer
965Visninger
AA

2. Long time, no see

Taemins synspunkt

Min krop rystede af nervøsitet og mit blik fløj rundt. Jeg mærkede mit hjerte slå hårdt i mit bryst, og jeg kunne ikke gøre andet end svede som en flodhest. Jeg fumlede mine fingre sammen foran mig og jeg bed mig nervøst i læben. Jeg bøjede mit hoved ned og vente utålmodigt på manden foran mig til at sige navnene. De navne som skulle af sted på musik akademi. Jeg ville så gerne af sted, men mine forældre havde ikke lige råd til det, så jeg valgte at prøve denne her metode. Jeg har danset siden jeg var lille og jeg faktisk kunne synge en smule, henviste min skoleinspektør mig til at melde mig. Jeg troede egentlig ikke jeg ville overhovedet blive valgt, så jeg tog bare chancen.

"Kibum Kim!" råbte manden med en tone, som bare lød lidt rusten. Han var nok ret træt og ville gerne hjem. Det forstår jeg skam også! Klokken er ret mange og over hundrede drenge, inklusiv mig, har været hele dagen og gået igennem prøve efter prøve, for at pladeselskabet kunne se hvad vi kunne. For at være helt præcis, S.M. Entertainment aka S.M.E - Koreas største pladeselvskab. Intet pres, intet pres..

Tanken ved hvem jeg stod overfor gjorde mig bare endnu mere nervøs og det var det jeg mindst havde brug for lige nu.

Jeg tog en dyb vejrtrækning for at få mig til at slappe af en smule. Men det hjalp jo selvfølgelig ikke, jeg blev bare meget mere nervøs.

Jeg strakte mit hoved frem for at se hvem denne 'Kibum Kim' var. Jeg rømmede mig så lydløst som muligt og hørte lige pludselig et mandestemme råbe "Yah! Det er jo mig! Gonomawo!". Jeg gætter på det var Kibum Kim - han hoppede i hvert fald helt vildt. Smilet var som limet til hans ansigt og hans øjne var presset sammen i glæde. Han dansede næsten over til manden og manden rakte en kuvert til Kibum. Der lå højst sandsynlig et brev som var vejen til akademiet. Kibum hoppede videre ud af lokalet og stilheden ramte rummet igen.

Jeg kiggede bare nervøst ned i gulvet og bed mig hårdere i læben. Følelsen af at blive afslået slog hårdt i min mave og jeg følte tårerne trænge på. Jeg glippede med øjnene i håbet tårerne vil gå væk.

"Hey" hørte jeg en stemme hviske og jeg bukkede mit hoved op.

I min øjenkrog så jeg en dreng have sit hoved vendt imod mig og jeg kiggede direkte op i hans øjne. Han havde halvlangt sort hård og de mest mystiske øjne jeg længe har set. Han var ca. på min højde, hvis ikke højere og han kiggede venligt imod mig. Han stod lige ved siden af mig så jeg kunne nemt nærstudere hans ansigt.

"Du skal ikke være ked af det endnu - de mangler stadig en masse navne ikk?" hviskede han beroligende og sendte mig en smil. Jeg nikkede bare og tog en dyb vejrtrækning. Han har vel ret - vi mangler en masse, så at tage sorgen på forskud ville være en dum idé.

Efter nogle minutter blev det næste navn kald op og denne gang var det en Kim Jonghyun. Han kastede en knyttet hånd op i luften og hviskede lykkeligt til sig selv "Yay!".

Navnene blev bare kaldt op og efter noget tid, havde jeg næsten mistet håbet.

"Choi Minho!"

"Lee Jinki!"

"Anyo Lee!"

"Hyung Tayo!"

"Lee Taemin!"

Vent.. Hvad!? Mit hoved fløj op og jeg kiggede måbende over på manden, som havde sit blik rettet imod mig. Jeg var helt 'starstrucked' og kunne slet ikke bevæge mig. Mine talegaver var også helt ude og skide og alt jeg kunne få frem var "G-gamsah-hamnid-da". Jeg mærkede mit hjerte banke som en gal og jeg listede forsigtigt over til manden og hentede mit brev. Jeg gik ud af lokalet og kom ind i et nyt rum. Væggene var hvide og der stod stole ude i hjørnerne. Der stod nogle planter hist og her og en lysekrone lyste hele rummet op. Gulvet var et sort gulvtæppe og på væggene hang en masse malerier, som viste det var nogle rige der ejede det her sted.

Midt i rummet stod alle dem der allerede var blevet udvalgt og stod og fejrede det. Jeg genkendte den ene af dem - ham der beroligede mig derinde ved udvælgelsen. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at han var blevet kaldt op. Jeg gik over i et hjørne og satte mig på en stol. De stod alle i en samlet klump og snakkede med hinanden og præsenterede sig selv for hinanden. Jeg lyttede ikke rigtigt efter hvad se sagde og kiggede genert ned i gulvet.

Hvis du ikke har lagt mærke til det er jeg meget nervøs - rettere sagt helt åndssvagt meget genert.

Jeg har ikke den største selvtillid og det betyder så også jeg er et nemt mobbeoffer. Så derfor blev jeg mobbet en del og så valgte mine forældre at have mig hjemme i stedet for og undervise mig der. Det havde jeg det helt fint med og det går faktisk ret godt.

Jeg fiskede min mobil op af lommen og valgte at ringe til min mor. Hun skulle da have lov til at vide jeg skulle af sted på musik akademi. Det tror jeg hun ville være glad for at få at vide. Så ville hun måske blive stolt af mig

Jeg tastede nummeret ind.

Biiip bip.. Biiiip bip

"Annyeong Taemin! Hvordan gik det?" hørte jeg en velkendt stemme sige gennem telefonen og jeg smilede af glæde. Nu skal min umma nok blive stolt!

"Jeg kom ind, umma!" udbrød jeg ind i telefonen og mærkede hvor stolt jeg egentlig var af mig selv.

Jeg hørte hende hvine ind i telefonen og jeg hørte hende klappe af mig.

"Hvor er jeg stolt af dig, Taemin! Jeg vidste du kunne gøre det" hørte jeg hende sige og jeg grinede.

Jeg troede virkelig ikke hun ville blive så glad, men jeg må indrømme det var en god overraskelse.

Ville det være mærkeligt hvis jeg sagde jeg godt kunne bruge et glas bananmælk?

"Skat, det er så fantastisk! Skal jeg komme og hente dig, så vi kan komme hjem og fejre denne gode nyheder?" spurgte hun stadig i sine lyse og glade tone og jeg svarede "Nae! Lad os gøre det!". Vi fik aftalt detaljerne og så sagde vi farvel. Jeg trykkede sluk opkald og proppede den ned i min lomme igen.

Jeg kiggede rundt og jeg så drengene vende sig om og løbe over imod jeg. Jeg lavede store øjne og jeg genkendte kun det ene ansigt.

"Annyeong! Vil du ikke med over og fejre at vi kom ind?" spurgte den sorthåret fyr fra rummet ved siden af. Jeg tænkte kort over situation og besluttede mig hurtigt. Jeg smilede lavt og nikkede svagt. Så tog han fat i min arm og næsten hev mig op fra stolen af. Jeg fløj næsten, men det så ud til at det lagde de ikke mærke til. Da vi var nået over til de andre præsenterede de alle sig. Ham fra scenen hed åbenbart Lee Jinki, men man skulle bare kalde ham Onew. De andre var Minho, Jonghyun og Key.. De to andre præsenterede sig også, men de mumlede så kraftigt jeg ikke forstod hvad de sagde.  Jeg gav dem alle hånden og snakken gik hurtigt ind på hvor fedt det hele var. Aldersforskellen var helt vildt, men ingen så ud til at tænke over det. Det var ret fedt, men jeg var helt klart den mindste! Hvis jeg skulle i et band så ville jeg helt klart blive deres maknae!

Efter lidt tid kom min mor og jeg sagde farvel til dem alle.

Da jeg kom hjem skulle vi have en masse god Amerikansk inspirere mad og det smagte vildt godt. Og selvfølgelig med et glad bananmælk ved siden af. Jeg har et eller andet med bananmælk, men for mig er det Guds gave til menneskeheden.

Det er så vildt det her..  Jeg skal på musik akademi og så kan jeg følge min drøm! Jeg er så taknemmelig og det her ændrer i den grad mit liv..

 

 

 

 

”Tae.. TAE!” hørte jeg en råbe og jeg kom ud af min lille dagdrøm. Jeg tænkte tilbage på den dag jeg kom ind på musik akademiet, den dag der ændrede mit liv. Jeg glippede med øjnene og kom til bevidstheden igen. Jeg kiggede op og så et velkendt ansigt. Det var Key, som stod og prøvede at få kontakt med mig. Vi sad i bilen på vej hjem fra et award show kaldt Seoul Music Awards og der vand vi to priser – Bonsang Award og Popularity Award. Jeg er faktisk ret stolt over hvor langt vi er nået siden vi blev sat sammen i 2008. Efter ca. 3 år som ’trainee’ blev jeg endelig sat i en gruppe sammen med Onew, Jonghyun, Key og Minho. De alle er vildt seje fyre og meget talentfulde. Vi blev kaldt SHINee og blev sat sammen af S.M Entertaiment. Vi underskrev en kontrakt med dem og så gik det bare hurtigt! Kort tid efter vi underskrev kontrakten kom de med en sang kaldt ’Replay’ og den udgav vi i selvsamme år. Udover kom vi ud med et minialbum, som det faktisk gik rigtig godt med.

”TAE! Aish, hvad er det du sidder og tænker på!” hørte jeg Key kalde og mærkede et slask på skulderen. Det var Onew som slog til mig, for at jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg vendte mig hurtigt og blev mødt af 4 par øjne. Alle mine hyungs sad og stirrede på mig. Jeg smilede uskyldigt til og håbede de ville droppe de nysgerrige blikke. Hvis jeg fortalte hvad jeg sad og tænkte på ville de bare ryste på hovedet. De synes det er tøset, at jeg nogle gange tænker på fortiden og går helt ind i mine tanker når det sker. Jeg synes bare det er normalt, men det er jo også bare min mening.

”Ahh!” skreg jeg op og tog mit ved skulderen. Key smilede til mig og trak mig ind til et kram. Han er altid så overbeskyttende når det hele vedrører mig og han er lidt som min umma. Key vrissede af Onew og de andre grinede bare af Key. Jeg grinede med og smilede bredt.

”Ya-ah! Du skal ikke skade min dongsaeng!” råbte Key af Onew, som allerede var flad af grin. Key rullede med øjnene og nussede mig i håret.

”Slap af, Key-aah! Tae er en stort dreng nu, han kan godt klare det” svarede Onew tilbage og tog sig ved maven og grinede videre.

Key vendte sit hoved imod mig og hviskede ”Bare rolig, Tae. Jeg skal nok passe på dig”. Jeg nikkede bare og rødmede. Det er lidt pinligt at have en af mine hyungs til at passe på mig, men det går nok. Key ville nok ikke holde op med det, hvis jeg fortalte ham det, så jeg må bare vænne mig til det.

Da vi endelig var kommet hjem stod vi ud af bilen trak jeg blidt Key i armen. Jeg bukkede hovedet ned til mig og ventede på hvad jeg ville.

”Computeren, nu!” hviskede jeg og han forstod hentydningen. Han grinede kort af mig og nikkede. Jeg smilede taknemmelig og vi alle gik ind i huset. Mig og Key skyndte os imod stuen hvor min bærbar stod. Jeg tændte den og gik ind på Tumblr.

Jeg loggede på og fandt hendes profil og sendte hende en besked.

 

Lee4ever: Gonomawo :D

 

CelinaDK is typing..

 

CelinaDK: Hey oppa! That’s the right phrase right? I’ve researched what I could call you since I wanted I impress you:D

 

Jeg smiled og frydede mig over at hun faktisk havde studeret over hvad hun kunne kalde mig. Nøj, hvor jeg havde savnet vores samtaler! Vi har haft travlt længe, så havde slet ikke tid til at skrive til hende!

Jeg rettede mit blik imod Key, som oversatte hvad hun skrev til mig. Jeg er utrolig dårlig til engelsk og eftersom Key havde været i USA i ca. 2 år, så hjælper han mig med at skrive til hende og oversætte hvad hun skriver. Key forstår også godt hvorfor jeg elsker at skrive med hende – han elsker bare alt hjælpe mig, hvilket er virkelig fedt! Tak Key!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...