Justin Bieber - Os to for altid

Dette er 2'eren af Justin Bieber - alt har en lys side. Cindi har indset at Mathias ikke er den taber, som hun troede. Hun har indset, at han har faktisk et god hjerte. Men hvad med Justin? er det helt forbi mellem de to, eller ses de igen? Og hvad med Magnus, har hun tænkt sig at glemme ham? læs med i Justin Bieber - alt har en lys side 2.

16Likes
41Kommentarer
1894Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

 

Filmen sluttede og Justin tog min hånd, mens han begyndte at gå ud ad salen. Selvfølgelig skulle folk have en autograf, og fordi jeg havde været så overrasket over, der næsten ingen var kommet hen til os, mens filmen kørte, ventede jeg bare tålmodigt og smilede. Da Justin endelig var færdig, havde vi sådan set aftalt at tage på en restaurant, men vi valgte bare at tage hjem, hygge os med slik og sådan.

*

Da vi kom hjem til mig, skyndte vi os ind ad døren. Som min store overraskelse var min mor hjemme. Vi hilste hurtig på hende, og løb op på værelset. ''Cindi, Caitlin har været her'' Råbte mor pludselig. Jeg kiggede over på Justin, han så ligeså overrasket ud som jeg. Jeg havde ikke snakket med Caitlin i lang tid, faktisk ikke siden den gang, hvor hun fik det af vide med Mathias og jeg. Måske var hun blevet skuffet over, jeg ikke havde sagt noget med min cutting, for det fandt hun jo også ud af dengang.

Jeg løb hurtig ned til min mor, kiggede over på hende og så, hun stod med et lille stykke hvidt papir i hånden. ''Her'' hun rakte mig det lille hvide på papir, hvor på der stod ''Til min bedste veninde'' samt et lille hjerte. Tårerne begyndte langsomt, at trille ned en efter en, da jeg læste brevet.

Kære Cindi

Jeg er ked af, vi ikke længere snakker så ofte sammen, og undskyld hvis du følger det er din skyld, for det er det ikke. Jeg så dine snit, og det ramte mig hårdt, at jeg ikke havde set, hvor hårdt du egentlig har det. Men nu ikke mere om det. Jeg har fået en dårlig nyhed, som du fortjener at vide, da du stadig er min bedste veninde. Jeg har fået kræft, og fik af vide jeg ikke havde lang tid tilbage, da jeg ikke kunne tage i mod nogle af behandlingerne, jeg elsker dig, husk det. Jeg håber, vi snart kan komme på talefod sammen igen, for du er den eneste, jeg vil nyde min sidste tid med.

Knus Caitlin

Jeg var helt færdig, jeg smed papiret, løb ud på badeværelset, hvor jeg satte mig på toilettet. Jeg hørte, Justin blide stemme kalde på mig, men ignorerede den. Jeg hørte, brevet blev samlet op fra gulvet, det måtte være Justin og mor, som læste det. Jeg hørte små hulk fra mor, men samt små skridt, der kom længere hen mod badeværelset.

Det var forbi, mor vidste min største hemmelighed, som jeg havde båret på længe uden at sige den. Min cutting er ikke længere en hemmelighed, men blot en forbryder. Jeg hørte, at mor satte sig ned, og hvis jeg ikke tog helt fejl, sad hun med ansigtet begravet i hænderne. ''Det okay Susanne, det skal nok gå, jeg er her for hende'' sagde Justin stille til min mor. Barberbladet som jeg kendte, lå og glimtende i kurven ved vasken. Det var som om min arm, kaldte på den.

Jeg tog et fast grab om barberbladet, lod det ramme min underarm, og snitte længere ned. Blodet ramte gulvet, og med et gav jeg slip på bladet. Jeg hørte, Justin rejste sig hurtig op. Skridtene mod badeværelset blev tydeligere. ''Cindi åben op nu, det dumt det du gør, du fortjener bedre''. Han havde vel gættet, hvad jeg lavede. Langsomt rejste jeg mig op, lod min blodige arm ramme nøglen, hvor jeg drejede den, så det blev låst op. Og bum så faldt jeg til jords.

''Cindi'', nogle slå mig langsomt på kinden, og en larm af en ambulance ramte min ører. Jeg blev forvirret, åbnede min øjne op, og så Justin slå forsigtigt på min kind, mens tårerne væltede ud en efter en på hans kind. Døren ude i gangen hørte jeg blev revet op. Endnu en forvirring røg mig til hoved, skulle jeg med en ambulance?

Nogle gule mennesker kom løbene hen til mig samt en bårer. Den ene af dem, som højst sandsynlighed var en und mand nok i tyverne, gik helt hen til mig, lyste mig øjnene og kaldte på mig. ''Cindi er du her?'' Jeg nikkede langsomt på hovedet, men følte slet ikke, at jeg var til stedet. Jeg følte ingen jordforbindelse. ''Godt, nu tager jeg og min kollage Helle fat i dig, og barer dig op på denne båre'' Sagde han med en mørk og udenlandsk stemme, mens han klappede på båren. Og som han fint havde forklaret, bar de mig op på båren.

''Jeg skal ikke på sygehuset'' Sagde jeg hårdt og bestemt til dem alle sammen. ''Du bliver nød til, at tage med dem, ellers ender det galt'' Sagde Justin med en grædefærdig stemme. Han tog min hånd og forsatte så sin sætning: ''Jeg er lige her hos dig, jeg lover, jeg tager med dig''. Han kyssede mig på panden, og langsomt blev jeg kørt ud til ambulancen, og Justin blev ført hen foran, hvor han skulle sidde.

Jeg var forskrækket over alt, det der var sket. Hvad med min mor?, hvordan havde hun det? ''Hvad med min mor, tager hun med?''. Jeg kiggede over på den udenlandske mand, som nikkede forsigtigt, mens han tog blodprøve på mig, og gav mig nogle smertestilling, da det gjorde fandens ondt, der hvor jeg havde skåret. ''Din mor kører med lægebilen, da vi mente, det var bedst, hun lige fik en snak med dem alene, hun så tilsyneladende overrasket ud.'' Jeg nikkede bare, og lukkede langsomt mine øjne i.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...