Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
16021Visninger
AA

24. Unexpected Visitors.


Harry og Louis var kørt væk, og det var kun mig og Zayn der stod tilbage. Jeg kiggede forsigtigt hen på Zayn, det var ikke gået som han havde håbet - Det kan man vidst roligt sige. Han tog sin telefon op fra sin lomme, og et smil bredte sig på hans læber. Var han glad? Jeg troede han var sur over situationen der havde udspillet sig.

"Hvad er der?" sagde jeg og prøvede nysgerrigt at se hvad der var på hans skærm. "Der er fest hos Samantha" sagde han og kiggede kort op fra skærmen, dog bare for derefter at kigge på telefonen igen. Jeg forstod det ikke rigtigt, hvad var det fede ved det. Og hvem var Samantha?. "Hvem er Samantha?" spurgte jeg forvirret. "Ikke hende der den belastende blondine, vel?" tilføjede jeg. Han nikkede på hovedet, samtidig med han smilte stort. "Jeg kan ikke se det fede ved at tage til fest ved Samantha" sagde jeg og følte mig meget forvirret. "Selvfølgelig kan du ikke det, lille Nialler" sagde han, og smilede overlegent. "Tænk dig nu om" sagde han.

Han sukkede opgivende, da jeg stadig ikke forstod hvad han mente. Han fortalte mig så hvad han havde tænkt sig. "Det kan vi da ikke bare" protesterede jeg. "Tør du ikke" sagde han og kiggede nedværdigende på mig. "Jo" sagde jeg stille, selvom jeg ikke rigtigt havde lyst.

"Jamen, tror du ikke de bliver sure?" spurgte jeg. "Ingen jamen. " sagde han og gik hen mod sin bil. Jeg gik lydløst bagefter. "Hvordan skal vi få dem med?" spurgte jeg og kiggede hen på ham. "Ikke alle de spørgsmål" sagde han vrissende og åbnede døren, for at hoppe ind i bilen. Jeg skulle til at stille et til spørgsmål, men blev så enig med mig selv om, at det nok var bedst at holde det for mig  selv. "Kommer du eller hvad?" spurgte han utålmodigt og kiggede på mig. Jeg blev revet ud af mine tanker og hoppede ind i bilen. 

***

Vi ankom endelig til Arizonas hus. "Hvad så nu?" spurgte jeg Zayn og kiggede ud af vinduet. "Vi banker på, og spørger om de vil på date" sagde han og smilte stort. Jeg smilede lettet, jeg troede vi skulle bryde ind for at kidnappe dem. "Niall, du er godt klar over det var en joke, ikke?" sagde han og kigge alvorligt på mig. Fuck, jeg troede han mente det. "Forfanden, Niall" sagde han og grinte. Han vendte ryggen til mig og begyndte at gå i retning hen mod huset. Han gik hen til muren og stillede sig tæt op ad den. Han smøg sig hen til vinduet for derefter at kigge ind. Det mindede mig alt for meget om en eller anden actionfilm, hvis du spørger mig. "Kan vi ikke bare gå ind af døren?" spurgte jeg, "Shhh"

  


Jeg sad sammen med Emily inde i min sofa i stuen og så film. Vi havde startet Pitch Perfect, jeg havde godt nok set den før, men den var god, jeg havde intet imod at se den endnu en gang. Jeg havde ærlig talt ikke tal på hvor mange gange, jeg have set den film før.

Vi havde begge en Ben & Jerry's bøtte i hånden og en ske. Jeg havde jo foreslået Ben & Jerry's, hvilket jeg da selvfølgelig mente. Det smagte fantastisk. Jeg lænede mig afslappet tilbage i sofaen, imens jeg fulgte med i filmen som var lidt under halvvejs. "Hvorfor har jeg aldrig set den her film før?" spurgte Emily, "den er jo virkelig god."

"Det er et meget godt spørgsmål, Em.. Jeg har en masse andre film, vi kan se bagefter, du har sikkert ikke set halvdelen af dem.." sagde jeg med et svagt grin, og et grin forlod også hendes læber. "Jeg ser ikke så mange film.." indrømmede hun, hvilket fik mig til at grine endnu en gang. "Det siger du ikke.." sagde jeg ironisk og smilede svagt.

"Har du ikke nogle popcorn?" spurgte hun om lidt efter, da vi begge var blevet færdige med vores is. Jeg nikkede svagt som svar og rejste mig op. "Du kan bare se videre, jeg har allerede set den tusind gange.." sagde jeg smilende og gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt en pakke popcorn i et af skabene. Jeg lagde pakken ind i mikroovnen, og startede den så ved 3 minutter. Nu skulle jeg bare vente 3 minutter, og så ville de være færdige.

Jeg gik hen til køleskabet, som jeg åbnede og tog en Coca Cola og en Sprite. Jeg vidste, at Emily bedst kunne lide Sprite, og selv var min favorit Cola - ikke Pepsi, men Coca Cola. Jeg gik ind i stuen igen til Emily og stillede de to sodavand på bordet. Jeg smilede tilbage til hende, da hun så smilede til mig, og så gik jeg ud i køkkenet igen, da mikroovnen bippede.

Jeg løftede mit ene øjenbryn undrende, da jeg så, at mikroovnen stod åben og mine popcorn var væk. Hvad? Det var da umuligt, de kunne ikke bare pludselig forsvinde. Jeg gik ind i stuen igen for at spørge Emily, om hun havde taget popcornene? Men da jeg kom derind, var hun væk.

"Emily?" sagde jeg højt og så kort rundt, "Emily, hvor er du? Har du taget vores popcorn?" Intet svar.

Jeg bed mig usikkert i underlæben, og uro kom langsomt frem i mig. Hvad skete der? Hvor var Emily, og hvor var de popcorn? Hun kunne ikke bare forsvinde, de popcorn kunne ikke bare forsvinde ud i den blå luft. "Driller du mig? Hvor gemmer du dig henne?" spurgte jeg om og prøvede at grine, hvilket mislykkedes totalt for mig.

Jeg fandt overhovedet ikke denne her situation morsomt, hvis hun lavede sjov med mig, ville jeg gerne have hende til at stoppe med det samme. Jeg var nervøs, usikker, urolig og utryg.

Jeg gik ind imod mit værelse, og jeg skreg hurtigt op, da Emily pludselig kom ud foran mig, og derved gav mig et kæmpe chok. "Der var du, du gav mig et kæmpe chok.." sukkede jeg lettet og tog mig til brystet, som mit hjerte bankede hårdt og hurtigt imod.

"Hvorfor forsvandt du bare lige pludselig? Er det dig der har taget vores popcorn? Hvordan kom du så hurtigt ud i køkkenet, du sad inde i sofaen, da jeg gik ud til køkkenet.." spurgte jeg hende forvirret om.

Hun svarede mig ikke, men kiggede bare hen imod mit værelse, hvor Zayn og Niall kom gående ud fra. "Vi har fået gæster.." sagde hun stille og med en smule frygt i stemmen. Zayn stod med et selvsikkert smil fremme på sine læber, og han havde en popcornpose i sine hænder, imens han spiste nogle af dem. Det var der de var forsvundet hen, han havde taget dem.

"Hvad laver i her?" spurgte jeg om, og fandt min kolde og hårde facade frem. "Vi kom da bare på besøg.." svarede Zayn smilende med et skuldertræk, og jeg lagde mine arme over kors med et løftet øjenbryn. "Giv mig et ordentligt svar, Malik.." sagde jeg og tilføjede halvirriteret, "og jeg vil også gerne have mine popcorn tilbage, tak.."

Han hverken gav mig et svar eller mine popcorn - hvilket jeg syntes var ondt nok, jeg ville have min popcorn, og da også gerne et svar -, men kiggede bare en smule tænksomt fra mig til Emily. "Er i blevet venner igen?" spurgte han om, og hvordan han overhovedet vidste, at vi havde været uvenner, var jeg ikke klar over. Måske igennem Niall? Han var sikkert Zayns lille sladderhank, tsk.

"Bland dig udenom, vores venskab rager ikke dig.. Du burde nærmere koncentrere dig om din straffeattest, den kan nok give dig problemer senere i livet.." sagde jeg, og jeg må have ramt rigtigt, for han så ud til at blive irriteret. Han trådte et skridt hen imod mig, men Niall stoppede ham ved at tage fat i hans ene arm og holde ham tilbage.

"Hvad vil du gøre? Stikke mig ned, som du gjorde ved Harry? Det ville bare plette din straffeattest endnu mere, Malik.. Jeg ville tænke mig om, hvis jeg var dig.." sagde jeg med et triumferende smil, og han så ud til at blive vred nu, dog gjorde han ikke noget. Han kunne vel se, at jeg havde ret. "Så jeg spørger igen.. Hvad laver i her i mit hus?" spurgte jeg om, og Zayn så ikke længere vred ud, men smilede bare skævt og - selvfølgelig - selvsikkert.

"Vi er her da, for at tage jer med til fest, hvad ellers?"

_____________________________________

Endelig, kom vi så ud med et nyt kapitel, wuhu. 

Vi havde lige sådan en god periode med et kapitel hver dag, men siden vi jo er os, så kan vi ikke holde det, heh. Undskyld :3

Siden Julie ikke svarer på sine beskeder - svar mig Julie, heh -, så lægger jeg altså bare kapitlet ud nu, hvilket hun forhåbentlig ikke har noget imod, fordi hun er sådan en god bedsteveninde. Jeg fedter ikke bare for hende nu, haha.

Vi er så heldige, at vi skal med vores årgang til København i morgen tidlig - det er selvfølgelig c-klassen der skal tage det tidligste tog, screw it -, og vi er først hjemme igen fredag - hvilken klok, ved jeg ikke -, så der kommer nok først et kapitel i weekenden, så ved i det.

- Kathrine^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...