Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
15887Visninger
AA

17. New Friendships And Anger Problems


Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det her, men det var faktisk rart at Liam og Louis var her. De havde fået mig på andre tanker end Emily, og det var lige hvad jeg behøvede. Tænk at hun ikke stolede på mig. Det gjorde virkelig ondt. Måske havde vi ikke kendt hinanden så længe, men vi var jo allerede virkelig tætte. Så jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke stolede på mig. Jeg vidste ikke, om vores venskab var slut nu, men det var i hvert fald sat på pause indtil at hun ville stole på mig.

Det overraskede mig, at Liam faktisk var rar og omsorgsfuld overfor mig. Jeg havde ikke set den side af ham før, men jeg kunne godt lide den. Hans søde side, var meget bedre end badboy siden. Sådan var det også med Louis. Hvorfor de ikke bare droppede badboy siden, vidste jeg ikke. Det var et spørgsmål, som nok aldrig ville blive besvaret.

"Hvor er badboy Liam henne?" røg det ud af mig, og jeg så op på ham, imens jeg hurtigt tørrede tårerne væk fra mine kinder. Han smilede en smule af mit spørgsmål, og så ned på mig, så vores blikke mødtes. "Han er her ikke lige nu.. Lige nu er der vel kun.. Liam" svarede han med et varmt smil, og det lykkedes ham faktisk at få et lille smil frem på mine læber. "Hvornår kommer han så tilbage?" spurgte jeg forsigtigt, og jeg havde faktisk ikke lyst til at han skulle komme tilbage.. Jeg kunne meget bedre lide, bare Liam, uden badboy-attituden.

"Det ved jeg ikke.. Vil du da gerne have, at han kommer tilbage?" svarede Liam, og trak svagt på skuldrene.

"Nej!" skyndte jeg mig at svare, måske svarede jeg lidt for hurtigt, men jeg kan meget bedre lide Liam, når han bare er sig selv. Jeg mærkede så varmen stige en smule i mine kinder, da han bare grinede af mit svar. I det mindste blev han ikke fornærmet eller noget. 

"Så du kan ikke lide min badboy side?" spurgte han om med et løftet øjenbryn, og et varmt smil var til at finde på hans læber. "Ærlig talt.. Nej. Jeg kan meget bedre lide dig, når du bare er dig selv, det burde du være noget oftere.." svarede jeg smilende, og puffede blidt til ham på en venskabelig måde. 

"Det tager jeg da som en kompliment.." sagde han, og jeg nikkede svagt til det, for det skulle han da helt klart også. Hvorfor havde han overhovedet fået den badboy facade til at starte med? I følge mig var der ingen grund til, at han skulle gå rundt og skjule sin ægte - og meget bedre - personlighed. Måske var det for at spille sej? Få respekt af de andre på skolen? Ham og de andre drenge var trods alt en slags gruppe der bestemte over skolen.

"Er du sulten?" spørger jeg så om, for det er jeg ærlig talt selv, og jeg vil gerne tænke på noget andet end Emily og alt dramaet lige nu. Jeg har brug for en pause fra det hele, det ville være utrolig lettende. Så kunne jeg måske slappe af for en gangs skyld, det ville jeg da ikke have noget imod.

"Ja, kan du lave mad?" Jeg grinte af hans spørgsmål, og nikkede så svagt som svar. "Selvfølgelig, kan jeg da lave mad, lad os komme i gang.. Nu skal jeg nok lære dig, at lave det bedste mad nogensinde, det vil blive din livret fremover.."

 


Jeg åbnede bildøren, og trådte ud på fortovet. Jeg gik stille og tavst hen imod hoveddøren. Da jeg var halvvejs hende ved huset, stoppede jeg op - Niall var ikke kørt endnu? Jeg vendte mig om, og mødte hans blik - Han var stået ud af bilen. "Hvad er der?" spurgte jeg med et opgivende suk. "Du ser træt ud" sagde han stille. "Din spade, jeg er lige blevet kastet ind i et fængsel til en crazy dude. Hvad fanden havde du regnet med?" sagde jeg irriteret. Jeg regnede med at han ville undskylde for sit provokerende spørgsmål, men i stedet smilte han bare.

"Du er så irriterende" sagde jeg og gik hen imod ham med truende skridt. "Tak, er det den tid på måneden? spurgte han flabet. Jeg tog genstanden tættest på mig, hvilket blev en brun  potteplante af ler, med en meget grim blomst, min mor havde det med at købe de grimmeste blomster ever. "Hvad sagde du?" sagde jeg truende. Han løftede bare det ene øjenbryn "Uhhh, hvor er jeg bange" sagde han sarkastisk.

Jeg kastede potteplanten af fulde kraft efter ham. Han dukkede sig hurtigt og kiggede chokeret op på mig. Jeg kiggede efter potteplanten, og jorden lå spredt ud over forsædet i bilen. Jeg havde ikke set at ruden var rullet ned, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at jeg kunne ramme lige præcis ind i bilen.

"Hvad fanden, har du gang i?" sagde han højt. Denne gang var det min tur til at le -"Jeg smider bare mine gamle blomster ud i skraldespanden."

"Du ramte min bil" sagde han vredt. "Ups, jeg troede det var en skraldespand. Du burde vide bedre end at provokere en pige på denne tid af måneden."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...