Behind The Mask - One Direction

Emily Hope Delaney, er hvad man kan kalde en outsider. Hun sidder altid for sig selv, og har faktisk ikke nogen venner. Det ændrer sig dog, da Arizona starter på skolen. De fem badboys Harry, Zayn, Niall, Louis og Liam, ser straks Arizona som deres nye offer, og både Emily og Arizona ryger ud i en masse problemer. Hvad sker der når de drenge der har mobbet en hele skoleåret, pludselig falder for en? Og man skal vælge mellem to fyre? Og man bliver tvunget til at gøre noget, man ikke vil? Hvad ender det hele med, og holder Emily og Arizonas venskab gennem alt det?
//Drengene er ikke kendte//

46Likes
40Kommentarer
16043Visninger
AA

14. Lost A Friend

Der var gået 2 dage…..2 DAGE. Jeg var begyndt at føle mig som en forbryder, der skule holdes i fangenskab. Jeg kiggede irriteret hen på Harry, det var alt sammen hans skyld. Han spiste det sidste stykke bacon der var på tallerkenen, og kiggede så spørgende på mig ”Hvad er der galt?” spurgte han. Jeg mærkede vreden stige i mig, hvad der var galt…. Intet da, jeg var da BARE blevet ”Kidnappet” det er jo meget normalt - Mærk ironien.

”Hvad tror du selv?” spurgte jeg tvært. Han kiggede længe på mig og begyndte så at smågrine. ”Hvad er der galt med dig?” spurgte jeg forvirret. ”Du…” mere sagde han ikke da han brød ud i kæmpe latter. Hvad var det lige der var så sjovt? ”Dit ansigt ser så sødt ud når du bliver sur” sagde han da han havde grinet færdigt. ”Hold da op, hvor sjovt” sagde jeg fornærmet, og rejste mig op, for at gå ind på det værelse, jeg havde sovet i de sidste par dage.

***

En banken lød på den hvide trædør, inden jeg nåede at sige noget blev døren åbnet. Harry stod i døren, ”Undskyld” sagde han med et smil. ”Meget overbevisende” sagde jeg koldt. Jeg lod mit blik fange de klare grønne øjne, han smilte til mig, og satte sig så på sengekanten.

”Skrid!” hvæsede jeg tvært, men han smilede blot til mig. ”Du er pisse belastende Styles, jeg melder dig til politiet når jeg kommer fri” sagde jeg højt, så jeg var sikker på at han hørte det. ”Det tror jeg ikke du har lyst til, men hvis du alligevel gør det, skal du ikke regne med at se din veninde længere. Hvad er det nu hun hedder…….Arizona, det er jo rigtigt.” sagde han alvorligt, og min krop stivnede. ”Du gør hende ikke noget” sagde jeg og prøvede at lyde faretruende. ”Så længe du holder dig fra Zayn har vi en aftale” sagde han og smilte tilfredst. Jeg kiggede olmt på ham, han forstod virkelig at misbruge mit ømmeste punkt – Arizona.

***

Jeg satte mig ud til bordet hvor Harry sad. ”Godmorgen” sagde han friskt og smilte til mig. ”Godmorgen” sagde jeg en smule tvært. ”Lad være at se så sur ud, du kan gå når du vil, vi har snakket om det vi skal, og jeg regner med at du holder dig fra Zayn, ellers ved du hvad der sker” sagde han glad. Jeg følte mig en smule forvirret over hans humørsvingninger, det ene tidspunkt er han glad og joker, det næste øjeblik er han skræmmende, og utrolig alvorlig.

 Jeg kiggede forbløffet på ham, mente han det seriøst. ”Det har været hyggeligt at have dig her, men du må hellere komme tilbage, inden nogle fatter mistanke” sagde han og kiggede seriøst på mig. Kender I den følelse hvor man bare har lyst til at danse sejrsdans, den følelse havde jeg. Jeg havde lyst til at løbe hen og kramme ham, men så kom jeg i tanke om at det var ham der havde ”Kidnappet” mig, så det gav ikke rigtigt nogen mening.

 

Jeg trak mine sko og jakke på og kiggede på Harry ”Hvordan kommer jeg hjem herfra?” spurgte jeg en smule usikkert. ”Jeg kan godt køre dig hvis det er” sagde han og sendte mig et kort smil. Jeg tænkte over det et stykke tid, men blev dog enig med mig selv at det nok var bedst, da jeg ikke havde nogen som helst anelse om hvor jeg var. Jeg nikkede kort som svar, og han tog sin jakke og sko på.

***

Jeg stod uden for Arizonas hus, hvor Harry havde afleveret mig. Jeg kiggede længselsfuldt op på det store hus. Jeg var hurtigt henne ved døren, da jeg bare havde savnet Arizona som en sindssyg, de to dage jeg havde været væk. Jeg bankede på, og ventede utålmodigt på at døren ville blive åbnet – der kom ingen.

Jeg rynkede brynene af ren forvirring. Arizona plejede altid at åbne døren. Var der noget galt? Panikken spredte sig langsomt i mine blodårer, og jeg hamrede febrilsk på døren. ”ARIZONA!” råbte jeg desperat.

Jeg kiggede rundt, og mit blik landede på en mursten. En plan formede sig langsomt i mit hoved, og jeg havde hurtigt samlet murstenen op. Jeg tænkte slet ikke på konsekvenserne af min handling, da jeg kastede murstenen på vinduet, så ruden blev knust.

Jeg børstede forsigtigt skårene væk fra vindueskarmen, inden jeg kravlede ind af det nu knuste vindue. Jeg begyndte at gå rundt i huset, imens jeg kaldte på Arizona. Stadig ingen der svarede. Hvor fanden var den tøs henne?

”Hvis bil er det her egentlig?” spurgte jeg Louis, og kiggede på ham med et afventende blik. Hans egen havde Harry jo egentlig taget. Han ignorerede mit spørgsmål, og koncentrerede sig fortsat om vejen. ”Har du tænkt dig at ignorere mig for evigt?” spurgte jeg utålmodigt. ”Det er Liams bil” svarede han mig så kort. Jeg nikkede tavst.

Han stoppede bilen, og var hurtigt på vej hen mod et hus. Ærlig talt følte jeg mig ikke særlig tryg i Louis’ selskab lige nu, så da jeg steg ud af bilen, var jeg også hurtig til at løbe min vej. ”Arizona for helvede. Stop nu” kunne jeg høre Louis efter mig, dog løb jeg bare videre. Jeg kiggede kort tilbage, og fik øje på Louis få meter bag mig. Jeg ville aldrig kunne løbe fra ham, med den fart han havde.

Jeg kiggede rundt efter nogle muligheder, og fik øje på en have der var et lille hegn rundt om. Jeg ville få lidt tid, hvis nu Louis fik problemer med hegnet, og tid var lige hvad jeg manglede. Jeg løb hen mod hegnet, og mine lunger skreg efter luft.

Jeg var hurtigt sprunget over hegnet, og jeg kunne høre Louis råbe efter mig. Lige da jeg troede, jeg var sluppet fra ham, hørte jeg en gøen. En gøen der kom tættere på mig. For mit indre kunne jeg forestille mig en stor schæfer.

Jeg stoppede op, da jeg fik øje på en lille hund. Var det den der havde gøet? Jeg grinede kort af min egen tåbelighed, da en anden hund kom løbende hen mod mig – en schæfer. Mine øjne blev store, og jeg var hurtig til at løbe igen.

 ”Arizona!” kom det fra Louis. Jeg hoppede over hegnet og endte på en ny vej. Louis havde tydeligvis ikke opgivet at fange mig, for han var hurtigt hoppet over hegnet. Mine ben gjorde ondt, dog fik jeg dem i gang igen, og jeg prøvede forgæves at flygte fra Louis, der hurtigt havde indhentet mig.

Han tog fat i mine skuldre, og vi endte begge nede på asfalten. Mit hjerte bankede hurtigt, og mine lunger skreg fortsat efter luft. Louis lå halvt ovenpå mig, og han kiggede olmt på mig. ”Hvad har du gang i?” vrissede han forpustet. Jeg ville gerne svare ham, men jeg havde ikke nok luft til det, da jeg stadig prøvede at få vejret.

Vi kiggede hinanden i øjnene, og hans ansigt blev langsomt blidere. ”Hvad havde du helt seriøst forestillet dig? At du kunne løbe fra mig?” spurgte han, og et svagt smil kom frem på hans læber. ”Må..måske” sagde jeg imellem mine hurtige vejrtrækninger.

”Er du bange for mig eller hvad?” spurgte han dybt alvorligt, og jeg rystede på hovedet som svar. Jeg var ikke bange for ham, jeg var ikke bange for noget. Sådan da.

”Dit knæ bløder” sagde han, og så ned på mit knæ. Jeg fulgte hans eksempel, og kiggede ned på mit knæ. ”Kom, vi tager hjem til mig og får det renset. Liam og Niall venter” sagde han, og rejste sig op, hvorefter han rakte en hånd ned til mig, for at hjælpe mig op. Jeg tog hurtigt imod den, og kom op at stå.

Mit knæ gjorde ondt, dog ignorerede jeg smerten.

Vi kom hurtigt hen til Louis’ hus igen, og han gik direkte ind i stuen hvor Liam og Niall sad og stenede tv. Selvfølgelig sad Niall og åd chips. ”Hvor har i været? Vi har ventet i 20 minutter?” spurgte Liam opgivende. ”Vi blev forsinket” løj Louis.

”Så… hvad skal vi?” spurgte jeg, og satte mig i sofaen, mens jeg smækkede benene op på et lille bord. ”Hvad er der sket med dit knæ?” spurgte Niall undrende – med munden fuld af chips.. hvor charmerende  - , og jeg fik derfor ikke svar på mit spørgsmål. ”Jeg faldt” svarede jeg kort med et skuldertræk. Han nikkede forstående, men sad dog stadig med et mistænksomt blik.

”Kom med benet” sagde Louis pludselig. Han stod med en førstehjælpskasse. Jeg lagde mine ben hen på hans lår, da han havde sat sig i sofaen ved siden af mig. Han fandt en renseserviet i kassen, og begyndte så blidt at rense mit knæ. Aldrig havde jeg set ham så koncentreret og blid.

Det gik op for mig at jeg stirrede på ham, og derfor rødmede jeg også let. ”Så har nogle hørt fra Emily?” spurgte Niall, og lød.. desperat? ”Nej” svarede jeg kort, og lod igen mit blik hvile på Louis, der var ved at sætte et plaster på mit knæ.

Jeg tog en chips, som Niall havde i hånden, og hurtigt havde jeg spist den. ”Hvad laver du?!” sagde Niall chokeret, og kiggede ned i posen, inden han smed den væk. ”Spiser en chips, hvad ser det ud til?” svarede jeg ham tilbage med et spørgsmål. Liam rykkede sig længere væk fra os, hvilket bare gjorde mig endnu mere forvirret. Hvad var der så specielt ved den chips?

”Hvis du ikke havde opdaget det, skulle jeg til at spise den!” vrissede Niall, og slog ud med armene, så han ramte Liam på næsen. ”Av” sagde Liam, og tog sig til næsen, mens han kiggede bebrejdende på Niall.

”Det er bare en chips. Calm down” sukkede jeg. ”Måske for dig, men ikke for mig” sagde Niall, ”det var den sidste”.

Jeg rystede opgivende på hovedet, og kiggede hen på Louis, der var færdig med mit ben. Dog fjernede jeg ikke mine ben, da jeg lå godt.

”Du skylder mi.. –” startede Niall ud, men blev afbrudt af en irriteret Louis. ”Niall, glem nu bare den dumme chips. Der er en grund til, at vi er her” sukkede han irriteret.

Stilheden begyndte at lægge sig over os, da min telefon pludselig ringede. Emily, stod der. Jeg så på telefonen med store øjne, og udbrød ubevidst ’Emily’.

”Hvad?” sagde drengene i kor, og så på mig. ”Hun ringer” svarede jeg dem kort, og skulle til at acceptere opkaldet, da Louis tog fat i mit håndled. ”Giv mig den” sagde han bestemt, og kiggede alvorligt på mig.

”Nej” sagde jeg, og kiggede på ham med et løftet øjenbryn. Han rakte ud efter min mobil, og jeg havde hurtigt taget hånden til mig. ”Du rør ikke min baby” sagde jeg med sammenknebne øjne. Han rystede på hovedet af mig, og tog igen fat i mit håndled. Han tog mobilen ud af min hånd, accepterede opkaldet, og tog den op til øret.

Han løsnede så grebet om mit håndled, som jeg hurtigt tog til mig. Hans greb havde været ret stramt. ”Det er din skyld, hvis jeg får et blåt mærke” sagde jeg irriteret.

”Du rør ikke min baby” sagde Arizona bestemt, og så på mig med sammenknebne øjne. Prøvede hun at virke truende? Jeg rystede opgivende på hovedet af hende, og havde hurtigt taget fat om hendes håndled.

Jeg tog mobilen ud af hendes hånd, og tog den op til øret. ”Det er din skyld, hvis jeg får et blåt mærke” kunne jeg høre Arizona mumle, dog ignorerede jeg det.

”Arizona?” lød Emilys stemme i telefonen. ”Det er Louis” sagde jeg tonløst. ”Louis? Hvad fanden laver du med Arizonas mobil? Har du kidnappet hende? Slip hende fri omgående” sagde hun, og lød både spørgende og bestemt.

”Jeg har ikke gjort hende noget” sukkede jeg. ”Hvor er hun?” spurgte Emily.

”Hjemme ved mig”

”Ved dig? Jamen jeg er uden for hendes hus”

”Vi er der om fem”

”Må jeg snakke med Arizona?” spurgte hun. Dog fik hun ikke noget svar, da jeg bare lagde på.

”Må jeg snakke med Arizona?” spurgte jeg ivrigt. ”Louis?” spurgte jeg forvirret da der ikke kom noget svar. Jeg kiggede på displayet, og opdagede så at han havde lagt på – Idiot. Jeg kiggede rundt, og fik med det samme en ide’, da jeg så en stor, tæt, grøn busk, som man let kunne gemme sig i. Jeg gik hen til den, en tvivl dukkede op i mig, da jeg forestillede mig alle de edderkopper der kunne være i den busk, men jeg overvandt min skræk og hoppede der i.

Jeg kunne høre en bil stoppe ude foran huset, det var med sikkerhed Louis, Arizonas forældre ville først komme hjem om en uge. Jeg hørte skridt, og gjorde mig parat til at springe ud af busken. Jeg sprang ud af busken, og hoppede op på personens ryg.

Jeg klamrede mig fast til personen, for ikke at falde af. Mine hænder dækkede personens øjne, så personen ikke kunne se noget. Jeg hørte et sjovt grin, og kiggede hen mod lyden – Niall. Men ingen Arizona?! Jeg kiggede ned på mine seler, og formede mig en ny ide. ”Hvor er Arizona?” spurgte jeg desperat. ”Arizona er…..” Startede Louis, men jeg afbrød ”Du har bare ikke gjort hende noget” sagde jeg og prøvede at virke truende.

”Du er altså ikke specielt truende” sagde Louis grinende. Jeg mærkede vreden boble i mig, han skulle ikke fortælle mig om jeg var truende eller ej. Jeg spændte den ene af mine seler op, og tog den omkring Louis’ hals. ”Gentag det!” råbte jeg vredt. ”Du er ikke særlig truende” fik Louis fremstammet. ”I’ll kill you!” sagde jeg surt og strammede selen, så han var ved at blive kvalt – Ingen rørte min Arizona.

”Hey… Rolig nu Emily, Arizona sidder i bilen” sagde Niall, og lige som han sagde det, trådte en grinende Arizona ud af bilen. Jeg slap straks grebet om selen, og følte mig en smule dum. ”Hvorfor sagde I ikke bare det” sagde jeg med et smil og løb med åbne arme hen til Arizona, der var ved at dø af grin.

***

Vi sad alle inde i Arizonas stue, jeg ville ønske jeg kunne se det var hyggeligt, men det ville være at lyve, da der var en utrolig akavet stemning. ”Hvor har du været henne?” spurgte Niall, og lød oprigtigt interesseret. ”Ehhmmm, Arizona har du ikke en pose chips, jeg er virkelig lækkersulten?” spurgte jeg, og prøvede at få dem på andre tanker, det ville være for farligt at fortælle om Harry. Arizona kiggede forvirret på mig, men til mit held brød Niall ind ”Ja, du skylder nogle” sagde han bestemt.

”Du snakker udenom Emily, hvor har du været?” spurgte Arizona og kiggede alvorligt på mig. Jeg tog en håndfuld chips og ignorerede totalt spørgsmålet. Med et suk rejste hun sig op, og tog et godt greb om min overarm, og trak mig ud i køkkenet. ”Hvor kørte Harry dig hen?” spurgte hun og kiggede bestemt på mig. ”H..hjem til min moster” stammede jeg tøvende. ”Emily, det er jo ikke sandt, fortæl mig sandheden” sagde hun og kiggede såret på mig.

”Jeg kan ikke…” sagde jeg, og var tæt på tårer. ”Stoler du ikke på mig?” spurgte hun såret og bebrejdende. Hun kiggede trist på mig og hendes øjne blev langsomt blanke ”Jeg troede virkelig at du stolede på mig” sagde hun. Jeg følte mig sønderknust, og sagde derfor ”Det gør jeg….” men jeg blev aldrig færdig for Arizona afbrød mig ”Spar mig for dit pis” sagde hun såret, og gik. Jeg mærkede tårer efter tårer falde ned af kinden, det var nok bedst sådan her, så blev hun ikke rodet ind i det her. Det gjorde ondt at indse, at jeg havde mistet min trofaste bedsteven Arizona. Jeg gik ind i stuen igen, og nåede lige at se Liam storme efter Arizona, mens de andre drenge sad med et forvirret ansigtsudtryk.

Jeg tørrede febrilsk tårerne væk, men det hjalp ikke, nye tårer blev ved med at komme i stride strømme. ”Hey, hvad er der?” spurgte Niall nysgerrigt, ”Ikke noget” svarede jeg grådkvalt, det her var imellem mig og Arizona, ikke de andre. ”Skal jeg køre dig hjem?” spurgte han venligt. Jeg tænkte ikke længe før jeg nikkede, han tog hurtigt sin jakke og sko på.

Nialls mobil ringede da vi lige havde sat os ind i bilen, han kiggede undskyldende på mig, og tog så mobilen. Han satte den ene hånd på rattet og kørte så væk fra Arizonas hus. Der var ikke særlig langt hjem, men alt føltes uoverskueligt, så jeg var glad for at Niall havde tilbudt et lift.

Jeg kiggede hen på Niall som pludselig havde fået et alvorligt ansigtsudtryk, ”Hun har været væk i  2 dage, men jeg har fundet hende” sagde han til telefonen. Jeg mærkede ubehaget stige, jeg var ikke et sekund tvivl om hvem de snakkede om – Mig.

Pludselig vendte Niall bilen og kørte den modsatte vej af der hvor mit hus lå. ”Hvad laver du?” spurgte jeg panisk.  ”Jeg skal lige hurtigt noget” sagde han roligt. Jeg følte mig straks mere rolig, hvad havde jeg dog også regnet med, at han ville kidnappe mig ligesom Harry? Dog følte jeg mig hurtigt utilpas igen, da vi parkerede ved fængslet. ”Hvad skal du her? Spurgte jeg usikkert. ”Kom” sagde han bare og gik ud af bilen, og hen mod fængslet. Jeg kiggede bange på ham, hvad skulle vi dog her?

Jeg opfattede ikke rigtigt hvad der skete, da jeg stadig var påvirket af min episode med Arizona, men lige nu stod vi i et rum med en ikke hvilken som helst dreng. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke havde overvejet hvad vi skulle her lidt grundigere inden jeg gik med herind. Det her var det jeg havde allermindst lyst til efter mig og Arizonas episode, det gjorde helt ondt at tænke på. Den måde hun kiggede skuffet, såret og trist på mig, den her dreng var medskyldig i det her. Han var skyld i at jeg skulle lyve for Arizona.

_________________________________________

Det her kapitel er længere end de andre (3000 ord), men vi tænkte at vi skyldte jer et lang et, nu hvor vi har været så dårlige til at opdatere, som vi stadig er.....Sorry.

Vi vil prøve at blive bedre, dog kan vi ikke love noget.

 

Men er det her enden på Emily og Arizonas venskab?

Hvorfor løber Liam efter Arizona?

Og hvorfor skal Niall og Emily besøge en vis person I fængslet?

I kan nok regne ud, hvem de skal besøge(:

-K&J

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...